Den seneste tids hårde kritik af Danida og den danske bistand til den private sektor, får nu Socialdemokraterne til at lange ud efter regeringen. Partiets udviklingsordfører Jeppe Kofod klandrer udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for ikke at tage kritikken seriøst:
»Vi får ikke bedre bistand, hvis ministeren opfatter eksperters alvorlige kritik som en personlig fornærmelse. Det bør handle om, hvordan vi bedst muligt anvender vores skattekroner på området,« siger Jeppe Kofod.
Han henviser til den kritik, flere eksperter har fremlagt i Information de sidste par måneder. Kritikken er især haglet ned over Danmarks udviklingsbistand til den private sektor, hvor der har været flere eksempler på, at bistandskronerne er gået til danske virksomheder, bl.a. Mærsk, Danfoss og Danisco, i stedet for at hjælpe de fattige i ulandene.
Jeppe Kofod mener, at den danske erhvervsbistand er alt for liberalistisk. Man bør i højere grad se på, hvad der virker i stedet for at lade ideologien styre bistandsretningen, siger S-ordføreren. Som erhvervsbistanden ser ud i dag, bliver fattigdomsorienteringen ofret, mener Kofod: »Der er ingen synlige beviser på, at vores bistand kommer de fattige til gode.«
Gammeldags bistand
Derfor vil Socialdemokraterne nu kigge bistanden til erhvervssektoren efter i sømmene. De mener, det er en god idé at få Rigsrevisionen til at se nærmere på de kritiserede bistandsprojekter. Samtidig bør faglige eksperter vægtes højere end i dag.
Partiet ønsker desuden at søsætte en uafhængig evaluering af hele erhvervsbistanden, som netop skal se på, om bistanden overhovedet kommer de fattige til gode.
Et program der især har mødt hård kritik, er det såkaldte Business to Business-program, der støtter partnerskaber mellem danske virksomheder og lokale virksomheder i ulandene. Det er en gammeldags måde at give bistand på, pointerer Kofod:
»Den slags bistand er ikke effektiv nok. Man bør overveje at fjerne den, for det lugter mere af erhvervsstøtte end fattigdomsreducerende bistand. Det er ikke dokumenteret, at programmet virker.« S ønsker ikke at fjerne erhvervsbistanden, men i stedet for at yde bistand til enkelte virksomheder ønsker de i højere grad at forbedre de ydre betingelser i den private sektor.
Udviklingsordføreren fremhæver ligeledes infrastruktur og uddannelses- og sundhedssystemer som områder, hvor Danmark bør opprioritere vores bistand. På samme måde bør der ydes mikrolån til kvinder for at styrke de småerhverv, de lever af. Og så skal de multinationale virksomheder have et skattesmæk over nakken:
»De skal beskattes ordentlig. Mange betaler ikke nok skat, fx de der udvinder råstoffer. Det er ikke i orden, at fire-fem kroner forsvinder ud af tvivlsomme kapitaludførsler, hver gang man giver en krone i bistand,« siger Kofod.
Fra 1. plads til 4. plads
Ifølge Danidas årsberetning for 2008 indtager Danmark en fjerdeplads, når det gælder andelen af vores bruttonationalindkomst (BNI), som vi årligt giver til ulandene, kun overgået af Norge, Sverige og Luxembourg. Sidste år steg Danmarks bistand med 524 millioner kroner det svarer til 0,82 procent af BNI.
I stedet for at kritisere regeringen, bør vi så ikke bare være stolte af det?
»Det ser jo umiddelbart fint ud, men sandheden er, at vi havde førstepladsen, da vi betalte 1 procent af BNI. Regeringens troværdighed halter voldsomt, når de vil presse andre lande til at hæve deres beløb til de anbefalede 0,7 procent, samtidig med at vi selv har skåret,« siger Kofod og fremhæver, at Socialdemokraterne vil hæve bistanden til en procent.
Et af eksperternes kritikpunkter har været, at der ikke bliver fulgt ordentligt op på evalueringer af bistanden. Evalueringer som også sendes til Folketingets Udenrigsudvalg.
Du sidder selv i Udenrigsudvalget. Hvornår har du sidst læst en evaluering?
»Jeg læser resumé og konklusion i evalueringer jævnligt. Men som politikere behøver vi jo ikke at gå ind og blande os i, hvordan Danida bliver bedre. Problemet er, at man ikke har lyttet til problemerne. Derfor er vi nødt til at blande os nu.«
Er det ikke problematisk blot at skubbe ansvaret fra sig, når man nu sidder i et udvalg, der rent faktisk har indflydelse på processen?
»Vi har ikke et ansvar. Det er regeringens ansvar at forvalte bistanden. Vi må gå ud fra, at Danida og regeringen selv følger op på evalueringer, ellers bliver vi jo en slags forvaltere. Hvis de ikke følger op, så er det dem, der har problemet, ikke os.«
Så I kan ikke blive bedre?
»Vi kan altid kontrollere. Men det er naivt at tro, vi kan lave kvalitetskontrol på alt.«
Kommentarer
Hvis man lægger alle donorlandenes bistandsmidler til ulandene sammen , så er der gevaldige midler til rådighed - meget kunne gøres langt bedre , hvis der kunne skabes en bedre koordination mellem donorlandene.
Lille Danmark kører sololøb med sit ( nominelt beskedne men relativt set store ) bidrag, andre små lande gør det samme med deres bidrag.
De større og store lande kører også sololøb hver for sig.
I stedet for at bruge flere penge kunne man måske prøve at få en international koordination mellem donorlandene om at bruge midlerne mest effektivt - det ville gavne gevaldigt i ulandene.
Udvikling kommer indefra. Den udspringer af kulturen. Man kan ikke fra København eller New York diktere at nu skal dette eller hint land udvikles.
Hvorfor tror I Indien sagde nej tak til mere bistand?
Stop det svineri med skatteborgernes penge. Rentudsagt.
Da privatsektorprogrammet startede, var der et godt samarbejde mellem erhvervsorganisationer, fagbevægelsen og Danida. Programmet havde sin storhedstid, da socialdemokraten Poul Nielson var udviklingsminister. Evalueringen i 2001 var også igangsat af den socialdemokratiske ledelse. Fagbevægelsen med Fagforbundet 3F i spidsen, startede så i 2005 en voldsom kritik af privatsektorprogrammet og IFU (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene). Ulla Tørnæs fik ikke tilbagevist kritikken og derfor kom de eventyrlige fortællinger til at fremstå som sandheden. Kampagnen mod IFU som hed IFU-gate, blev godt støttet af Bjarne Laustsen fra socialdemokratiet. Kampagnen var meget effektiv og det har hjulpet til at statskassen i dag får 200-300 millioner kroner om året fra IFU, som har tjent store summer ved salg af aktier i Mærsk selskaber.
Privatsektorprogrammet, som nu hedder B2B programmet, koster nu 238 millioner kroner om året.
Det var en nærliggende tanke, at flytte B2B programmet over til IFU og så bruge IFU’s fortjeneste fra ulandene til B2B programmet, i stedet for at 200-300 millioner kroner fra ulandene havner i lommen på finansministeren.
Hm, Jeppe.
Sammenligner man debatten og den massive kritik med den liberale overbetaling på det private sundhedsområde, jå så viser der sig unægteligt et ganske ubehageligt sammenfald i intentionerne, ikke sandt? Men nu foreligger der endnu ikke et undersøgelsesmæssigt artikuleret respons.
Og derfor mangles der en indsats, som gentagent foreslået, fra Rigsrevisionen eller, som du er inde på, fra en uafhængig analyseinstans, så man kan skille skidt fra kanel, rent ud sagt. Altså, såfremt man afstår fra en kommisions-undersøgelse, bør man samtidig sikre sig, at kravet om uafhængighed kan dokumenteres i forbindelse med en eventuel undersøgelse. Ellers er man lige vidt.
Der er her også en lejlighed til at foreslå en helt ny form for sammensætning af en sådan instans. Det bør Socialdemokratiet faktisk overveje, idet bolværket imod den liberale bølge også skal søges i massiviteten af kritikken, især for at stå tilstrækkelig stærkt fremover. Samles den ikke fornuftigt op, tabes perspektivet. Sum lige over den…
Man kunne også godt forestille sig, at du får SF til at melde ud i sammenhængen, således at anliggendet kan få den vægt, at en samlet opposition nærer den. Altså at man kan forvente, at oppositionen ikke lader tvivl om, at sammenhængen under alle omstændigheder bliver genstand for en revision ved et eventuelt magtskifte. Der er absolut ingen grund til at mistænke dette forhold for at kunne svække et evt. magtskifte.
Med andre ord: håber at du vil overveje et par anbefalinger fra magtfilosofien. Også uanset tilbøjeligheden til almindelige politiske iagttageres strøm af mere eller mindre gode råd. Magtfilosofien er et gammelt anliggende i den europæiske filosofi og derfor ingen årsunge. Et fordomsfrit møde med den kan man altid være bekendt…
Med venlig hilsen
@ Robert Kroll
Det setup du efterlyser, findes allerede. i 2005 blev Paris Deklarationen vedtaget. Denne har nemlig til hovedformål at sikre en bedre koordination af donorindsatser, således at donorers indsatser underbygger og forstærker hinanden istedet for at konkurerrer. Derudover havde PD også til formål at sørge for at donoraktiviteter i højere grad er tilpasses modtagerlandendes egne institutioner, programmer osv. Sidst men ikke mindst, var et andet hovedemne i PD at aktiviteter i højere grad skulle forankres i modtagerlandende og ikke i donorlandende.
Danmark har i det store hele fuldt PD’ens anbefalinger og vi er også underskriver på dokumentet. Gode eksempler på Danmarks bestræbelser på at følge PD er
1) decentraliseringen af bistanden således at det nu er ambassaderne der sidder med de endelige implementerings og monitoreringspligter
2) Bl.a. i Uganda og Kenya er Danmark medlemmer af henholdsvis UJAS og KJAS (Uganda/Kenya Joint Assistance Strategi) Altså en samarbejdsgruppe hvor donorerne i de respektive lande koordinere indsatser.
Så hvordan du er kommet til konklusionen at alle donorlande køre sololøb, ved jeg ikke, men det er ikke en forestilling der har meget med virkeligheden at gøre.
@ Peter (ny) hansen
Udvikling kommer så sandelig ikke kun indefra, men kan lige så vel være et resultat af eksogene faktorer. F.eks. er det moderne tal system noget europæerne fik fra araberne.
I udviklingsøjemed er det også svært at passe din teori ind. F.eks. er principperne omkring universelle menneskerettigheder hovesageligt en vestlig konstruktion efter 2. verenskrig. Disse principper kan dog siges at have haft og stadig har en kæmpe indflydelse på udviklingslande, ikke mindst på good governance området samt i støtte til og opbygning af civilsamfund og retssystmer. Et endnu bedre eksempel er hvorledes det vestlige kvindesyn påvirker udviklingen i udviklingslande.
At Indien har sagt nej til tak til udviklingsbistand er nok mere et udtryk for at Indien nu, efter mange mange års bistand, er stærk nok til at tage ansvar for og selv styre landets udvikling, end det er et udtryk for at kun indisk hjemmedyrkede kultureltforankrede lønsinger virker.
Det for øvrigt også beskæmmende at Kofoed, til trods for at han sidder i Udenrigsudvalget og er udviklingsordføre, ikke er bedre bekendt med Danmarks udviklingsaktiviter, formår større indsigt i udviklingsproblematikker eller er bekendt med hvilke udfordringer den udviklende verden står overfor idag.
I interviewet foroven proklamere Kofoed at S vil prioritere erhvervsbistand til privatsektorens ydre rammer, hvad der menes konkret vides ikke. Danmark yder allerede bistand til privatsektorens ydre rammer i nogle af vores programsamarbejdslande. Her tænkes på de såkaldte BSPS’er (Business Sector Programme Support). Disse programmer søger at hjælpe modtagerlandende med at skaber et “enabling environment” for den private sektor. Der støttes forskellige aktiviteter. I, f.eks. kenya sigter en komponent således på støtte til fagforeningerne og en anden på privatsektorens even til at indgå i policy dialog med staten, sigtet er bredt.
Dernæst hævder Kofoed at B2B programmet, som måde at give bistand på er gammeldags. B2B programmets forløber PSD blev startet i begyndelsen af 90’erne (1993), så denne form for bistandsgivelse er altså max. 16 år gammel…så forældet og forældet. Som kontrast har Danmark ydet bistand til infrastruktur, uddannelse og sundhedssystemer i de sidste 40-50 år.
En af de største udfordringer det afrikanske kontinent står overfor i denne tid er den kæmpemæssige mangel på arbejdspladser. Både FN og ILO har gang på gang fastslået at manglen på arbejdspladser på det Afrikanske kontinent alvorligt skader landendes muligheder for at reducere og komme fattigdommen til livs. Dermed ikke sagt at områder som infrastruktur, sundhedssystemer og uddannelse ikke er vigtige, de skal bare kobles til udviklingen af den private sektor, både på mikro niveauv (B2B) samt på makro niveau (BSPS).
Mig bekendt er beslutninger om beskatning, beslutninger der træffes af individuelle nationalstater. Dermed er det svært at se hvorledes Kofoed så har tænkt sig at beskatning af mulitnationale selskaber skulle foregå. Skal Danmark til at diktere besktningspoltik overfor udviklingslandende? Dette vil ikke bare være en grov overtrædelse af Paris Deklarationen men også fuldstændigt udenfor Danmarks mandat. Kofoed hævder at dansk privatsektor bistand er en ideologisk konstruktion, men hvad i alverden er hans ide så?
Det patetisk at Kofoed gang på gang skal nævne nedgangen i bistandsprocenten som et udtryk for regeringens manglende troværdighed, som om at det at give flest penge er en kvalitet i sig selv og på en eller anden måde signalere troværdighed. Der er ikke noget ved at være det land der giver flest bistandskroner pr. capita, hvis pengene ikke bliver brugt effiktivt. Næh, lad os dog for gud skyld først sikre os at de penge vi giver ud bliver brugt så effiktivt som overhovedet muligt inden vi begynder at lukke mere op for hanen.
Til sidst, jeg kan ikke lade være med at studse over journalistens evne til at reducere og oversimplificere betydningen af aktiviteter. Hvorledes kan hun sige “at bistandskronerne er gået til danske virksomheder, bl.a. Mærsk, Danfoss og Danisco, i stedet for at hjælpe de fattige i ulandene.” I hendes optik har vi således bare siddet og betalt danske virksomheder for ikke at lave noget som helst….virkelig? Hvad med de aktiviteter som firmaerne har udført? har de ingen værdi? Har signe rugholt carlsen overhovedet sat sig ind i hvilke aktiviteter der er blevet udført og hvilken indvirkning det har haft på lokalt ansatte? Mit forsigtige gæt er nej.
I betragtning af hvor lidt bistand hjælper lokalt, er det nogle lange indlæg I skriver.
Der er kulturelt betingede barrierer for udvikling i mange lande. Hvis kulturen underbygger udvikling kommer den af sig selv. Hvis ikke, er det omsont.
@ Peter (ny) Hansen
“I betragtning af hvor lidt bistand hjælper lokalt…”
Er det noget du bare ved elller hvordan? Taget i betragtning af at der er stor uenighed i både donor verdenen og den akademiske verden om hvorvidt bistand virker, eller mere præcist hvilken bistand der virker og hvilken der ikke virker, kunne jeg godt tænke mig hvis du kunne fortælle lidt om hvordan du er kommet frem til dit resultat. Du må meget gerne inkludere din metodiske fremgangsmåde, herunder specifikt kriterier for hvordan du vurdere kriterierne for succes samt hvorledes du anskuer størrelsen “bistand”…er det f.eks. over tid eller pr. sektor eller hvordan?
“Hvis kulturen underbygger udvikling kommer den af sig selv” Hvordan skal dette udsagn forstås? Lad os prøve at se det i forhold til vestlig demokratisk styreform. Vil du dermed mene at der i alle lande der har en vestlig demokratisk styreform har været et demokratisk kulturelt grundlag at bygge på? I så fald, vil du finde problemer med at forklare hvorledes lande der på ingen måde har en demokratisk tradition som f.eks alle europæiske lande der har været monarkier eller andet i længere tid end de har været demokratiske, er endt med at være de lande de er idag. Pr. dit argument burde det således kun være Grækenland der ville være i stand til at udvikle et demokrati. Der falder din påstand til jorden i og med at Grækenland havde forskellige udemokratiske styreformer indtil 1975.