Nagieb Khaja - TV2-journalisten, der blev tilbageholdt at Taleban i Afghanistan - er med sin første dokumentarfilm rykket til hjemmefronten i krigen mod terror. Og efter hans film at dømme, bliver den ført mindre kløgtigt.
I Måske Uskyldig vil Khaja vise de menneskelige omkostninger af at svæve i et juridisk vakuum, hvor efterretningstjenesten kan tilbageholde dig og smide dig ud af landet, hvis du er udlænding og under mistanke for terror - uden at du har mulighed for at bevise din uskyld.
Tydelig konklussion
Hafsas mand er mistænkt for at ville myrde Muhammed-tegneren Knud Westergaard. Vi følger Hafsas liv fra kort efter sin mands anholdelse og cirka et år frem, til de sammen frivilligt forlader landet. Vi er med på de uendelige ture frem og tilbage fra Køge Arrest; vi er fluen på væggen, når hun diskuterer sagen med sin familie - og vi følger, hvordan hun nyttelyst prøver at få et møde med Birthe Rønn Hornbech.
Men lige meget hjælper det: Hafsa svæver i undtagelsestilstanden. Historien er fortalt med begrundet sympati for Hafsa, og der bliver smurt vel rigeligt på med stemningsmusik. Trods føleriet, bliver filmens stærkeste budskab dog den usagte konklusion, at terrorlovene virker tumpede i praksis.
Hvis han var bin Laden
Som Hafsas veninde sagde: Hvis din mand virkelig var Osama Bin Laden, ville det så ikke være rimelig dumt bare at give ham en flybillet ud af landet Problematisk er også proportionerne mellem mål og midler. Terrorlovgivningen handler om statens sikkerhed, og dét er altid et følsomt område, fordi staten sætter sig ud over de love, der i øvrigt gælder, for at beskytte sig selv. Men selv om det er svært at forestille sig en efterretningstjeneste uden ret til en vis grad af hemmelighed, bør den slags undtagelsesmæssige tilstande være så minimale som absolut muligt for ikke at skade demokratiet frem for at beskytte det.
Uden proportion
Og problemet i Danmark er, at vi har et parlamentarisk demokrati, og derfor er vurderinger af lovens proportioner og dens eventuelle konsekvenser for retssikkerheden stort set overladt til det suveræne flertal i Folketinget. Og hvis det lovgivende flertal ikke mener, at der er noget problem, så er der ikke noget problem. (Det ville være anderledes i et konstitutionelt demokrati, hvor en forfatningsdomstol vogter over lovgivningens principper. Den engelske forfatningsdomstol har for eksempel lige dømt en lignende udvisningslov for forfatningsstridig.)
Derfor havner Danmark ofte i ekstreme yderligheder i sin lovgivning - fra visitationszoner til administrative udvisninger - hvor der ikke er proportion i forholdet mellem truslens størrelse og omfanget af indgrebet i individets retssikkerhed.
Som de konservatives Tom Benkhe forklarede i Deadline efter filmen, så er argumentet for de hemmelige danske retssager, at de er nødvendige for at forhindre den formodede terrorist i at få kendskab til efterretningstjenestens arbejde, og han fremmanede billedet af en almægtig superterrorist, der ville hævne sig nådesløst på vidnerne i sagen.
Men som det fremgik af Måske Uskyldig, var Hafsas mand alt andet end en eventuel superterrorist. Hvis han var skyldig, var han højest et eksempel på en type hjemmegroet terrorisme, som terroreksperten Marc Sageman i samme Deadline karakteriserede som »inkompetent og meget sjældent kom særlig langt« (og som i øvrigt ikke har haft held med nogen angreb siden 2005).
Dét er tumpet
Måske uskyldig viste således, at over for Hafsas mand går staten til yderligheder for at klare et problem, der kunne være klaret uden hemmelighedskræmmeri.
Derved skaber man ikke bare et retssikkerhedsproblem. Men man får også et problem i forhold til selve målet om at opretholde statens sikkerhed. For når Hafsa oplever, at der gælder andre regler for hendes mand, og hvis det bliver en udbredt opfattelse i en bestemt gruppe, at et bestemt folketingsflertal er gået til unødvendige yderligheder, så skader man sin egen mulighed for at skabe legitimitet om ens mest ekstreme magtmidler, når der virkelig er brug for dem. og dét er direkte tumpet.
Måske uskyldig. DR 2, onsdag
Kommentarer