Tonefaldet var nærmest hoverende, da den konservative vicestatsminister, Lene Espersen, erklærede:
»Tiden med Morten Korch er endegyldigt forbi.«
Dermed sigtede hun til det idylliske Danmarks-billede, der fremmales i Korchs romaner og de folkekomediefilm, der er lavet over romanerne.
Når Korch nu ryger på Lene Espersens køkkenmødding, skyldes det, at hun har stået i spidsen for regeringens plan -Grøn Vækst-, der angiveligt skulle sikre fremtidig harmoni mellem miljø og landbrug ude i det åbne danske land.
Uafhængige fagfolk har fremhævet, at planen gør miljøet til taber og landbruget til vinder. Navnlig de meget store landbrug, der nu får lov til at vokse sig uhæmmet større, producerere endnu mere gylle og blive ejet af ansigtsløse aktieselskaber.
Det er den udvikling, som Lene Espersen jubler over. Og det er historisk set ikke underligt, for hendes konservative parti har sin oprindelse blandt landets store godsejere. Det er partiet bare gået lidt stille med de sidste 90 år. Men nu er tiden ikke længere til borgerlig selvbeherskelse. Der er et folketingsflertal for at lade instinkterne rase.
Lokkemad afskaffet
Umiddelbart kan det forekomme besynderligt, at Dansk Folkeparti i tirsdags gik med på regeringens plan. Dansk Folkepartis Danmark er jo Morten Korchs Danmark. Hvordan kan partiet lægge stemmer til at afskaffe sin egen vælgerlokkemad
I Dansk Folkepartis principprogram står oven i købet:
»Landets udvikling skal foregå i samspil med naturen og således, at vi iagttager varsomhed i forhold til de langsigtede konsekvenser af vor levevis.«
Den formulering har imidlertid aldrig sat sit præg på den politik, som Dansk Folkeparti stemmer for. Det kan skyldes, at varsomhed med miljøbelastningen ville bringe Dansk Folkeparti sammen med typer, som partiet ikke har nogen lyst til at omgås. Så hellere give endnu et splat med gyllesprederen.
På en vis måde kan der også være noget gådefuldt ved partiet Venstres helhjertede tilslutning til at lade miljøet pløje ned. Så sent som på Venstres landsmøde i november 2008 erklærede Anders Fogh Rasmussen, at partiet fremover ville omvende sig til at tage vare på naturen.
Fogh indrømmede, at Venstre hidtil har været »fodslæbende i alt det her«.
Men nu, hvor Fogh er draget til NATO-s evige slagmarker, føler Venstre sig åbenbart ubundet af hans hjem lige taktiske manøvrer.
Danmarks åbne land er overdraget til det agro-kemiske industrielle kompleks. Ud med landets naturlige dyre- og planteliv. Og natur elskere - heriblandt rare, gamle Morten Korch.
Kommentarer
Ak ja, de gode gamle Morten Korch tider. Jeg kommer til at tænke på min barndoms somre hos mine bedsteforældre. Deres nabo havde et mindre kvægbrug med mødding og det hele. Søndag eftermiddag, når solen stod højt på himmelen og bagte, var vi sommetider til eftermiddagskaffe hos dem. Så fik vi flødeskumslagkage og kaffe til duften af den gennemvarmede mødding, der havde en udpræget økologisk odeur. Havde nogen kikket ind af vinduerne, ville de sikkert have troet, at vi var røget ind i en animeret diskussion på fingersprog, men vi prøvede bare at holde fluerne væk fra lækkerierne. Det var tider.
Hvad angår den rare gamle Morten Korch, så hørte jeg i radioen for lidt tid siden noget af et foredrag, han havde holdt i 1948 . Han var, som så mange andre sidenhen, røget i karambolage med de kulturdelikate. Indigneret gjorde han opmærksom på, at han ikke kunne se det forkerte i at skrive om det gode. Det gav mig et nyt syn på manden. Hertil er det jo kun de uvidende og de alvidende, der tør gå. Dette og hint kan være godt, men at beskrive selve det gode, det er meget dristigt, og man kunne måske lære noget.
Det er nemt at navigere i Morten Korchs verden. Der er de gode og de onde. De onde har ikke andet end dårlige egenskaber. Selv juleaften får deres grådighed dem til at skændes om mandelgaven. Det kan dårligt blive værre. De onde er en trussel mod de gode, men til sidst sejrer retfærdigheden og de gode til de ondes store ulykke.
Lige nu snakker man om Lars von Triers film, Antikrist. Jeg har ikke set filmen, og jeg ønsker det heller ikke. Hans film bygger på hans egen lidelse. Morten Korchs film bygger på skadefryden over andres lidelser, og det er altså meget lettere at bære. Og så er det jo det gode!!