Med valget af Barack Obama til USA-s præsident sidste år tog amerikansk udenrigspolitik det formelle skridt fra en nykonservativ til en nyrealistisk æra. Hvor George W. Bush havde prioriteret spredning af frihed og demokrati til autoritære stater i Mellemøsten, forventedes Obamas politik at give mere vægt til en kølig vurdering af USA-s nationale sikkerhedsinteresser i regionen - også på bekostning af en direkte støtte til demokratiske kræfter.

Indtil regimekrisen i Iran havde dette strategiske skifte i USA-s udenrigspolitik ikke rigtigt været synligt. Det er det nu blevet - og med fuld kraft. I den sidste måned har Obama og hans Iran-rådgiver Dennis Ross understreget, at drøftelser om Irans atomprogram skal føres med landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Det er ham - og ikke præsidenten - som besidder den egentlige politiske magt, lyder analysen. Betragtningen fører til den logiske konklusion, at det for så vidt er ligegyldigt, hvorvidt præsidenten hedder Mahmoud Ahmadinejad eller Mir-Hossein Musavi.

Der er givetvis flere grunde til, at USA ikke har ønsket at tage parti i den pågående indre magtkamp i det teokratiske styre mellem de to præsidentkandidater og deres støtter blandt mullaher, gardister og paramilitære styrker. I tirsdags skar Obama sin holdning ud i pap: »Skønt det er utroligt, som det syder og bobler i Iran, er forskellen mellem Ahmadinejads og Musavis politik ikke så stor, som den er blevet fremstillet. Det er i USA-s interesse på lang sigt at hindre Iran i at bygge atomvåben og i at finansiere organisationer som Hizbollah og Hamas. Det er et kendsgerning, uagtet hvem der vinder dette valg.«

Obama indsnævrede yderligere forskellen mellem Ahmadinejad og Musavi i en isnende kold replik senere i samme tv-interview. »Uagtet hvad der sker, vil vi stå over for et regime, der historisk set har været fjendtligt over for USA og som har forvoldt problemer i sit nabolag og som søger at udvikle atomvåben.«

Udtalelserne har ikke overraskende vakt furore i det republikanske oppositionsparti og blandt nykonservative kommentatorer. De opfordrer nu præsidenten til at tage parti for de -demokratiske- kræfter i Iran. I det Hvide Hus forsvarer man Obamas nyrealistiske kurs over for Iran med den umiddelbart plausible forklaring, at en favorisering af Musavi og hans tilhængere vil give Ahmadinejad en kærkommen lejlighed til at knytte oppositionen og en hemmelig amerikansk plan om regimeskifte sammen. Det kunne tage luften ud af den folkelige bevægelse. Selv den iranske nobelprismodtager og menneskeretsaktivist Shirin Ebadi udtrykte i går i Washington Post tilfredshed med Obamas vanskelige balanceakt. Men er Obamas ekstremt realpolitiske kurs den rigtige for USA og andre demokratiske lande Historisk set minder den mere om George H.W. Bushs varsomme håndtering af revolutionerne i Østeuropa og Berlin-murens Fald i 1989 end Ronald Reagans og Vesteuropas åbenlyse støtte til den polske revolution i 1980-81. Romantikeren Reagan nærede ingen illusioner om kommunismen og det totalitære styre i Sovjetunionen og turde at gå op imod -det onde imperium-. Realisten Bush frygtede konsekvenserne af regimesammenbrud i Østeuropa - han søgte f.eks. garantier fra Mikhail Gorbatjov om en fredelig udgang på krisen uden brug af atomvåben - og afstod derfor fra at hælde benzin på bålet med opgejlet retorik.

Problemet for Obama er noget anderledes. Hans opstigen til præsident har inspireret mennesker overalt i verden som et eksempel til efterfølgelse. Indtil den iranske krise var der stadig overensstemmelse mellem budbringeren og hans budskab, hvilket kom stærkest til udtryk under hans tale på Kairos Universitet. Faktisk må man antage, at denne enestående tale styrkede provestlige demokratiske kræfter under valgene i Libanon og Iran. Obamas indflydelse på verdensscenen - især i islamiske samfund - er så mægtig i dette øjeblik, at han formentlig kan komme afsted med at tippe vippen til fordel for demonstranterne i Teheran uden at forpurre mulighederne for afspænding med landet. Ved at tie risikerer han derimod at formøble sin troværdighed som reformpræsident.

Det er svært at forstå, hvordan Obama kan få sig selv til at sige, at millioner af menneskers tapre kamp for at skabe meningsfulde forandringer i Iran ikke gør nogen forskel for USA. Herved undergraver han sit eget budskab til amerikanerne om, at forandring kun er mulig, hvis man står sammen. Måske endnu værre forudsætter præsidenten, at en dialog og forståelse med et andet land (om f.eks. atomvåben) kan løsrives fra regimets natur. Det er en forkert og overfladisk vurdering. Jo mere demokratisk opbakning et regime som det iranske nyder, desto større er muligheden for at indgå troværdige internationale aftaler, som holder i fremtiden. Og hvis Iran trods alt udvikler et atomvåben, ville det være langt mere betryggende for USA, Israel og arabiske lande, at Teheran ledes af en legitimt valgt præsident fremfor en valgfusker, antisemit og holocaust-benægter.

Obama! Der er stadig tid til at udtrykke sympati for frihedskæmperne.