Overbefolkning er klima debattens sidste tabu

Da FN’s klimapanel i sin tidlige barndom skulle overbevise skeptikerne om, at klimaforandringerne var menneskeskabte, benyttede de en populær graf, der viste, at antal ton CO2 i atmosfæren fulgte kurven for antal mennesker på Jorden. Det er derfor påfaldende, at spørgsmålet om overbefolkning ikke i dag optræder i klimadebatten, mener Jørgen Nørgård, der er lektor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»Der er jo intet nyt i det og alligevel ignoreres det systematisk. Det virker helt absurd i betragning af, at det ligger så lige for og er så logisk: Jo flere mennekser der er, jo mere vil CO2-udledningen presses opad,« siger Jørgen Nørgård, der ikke blot mener, at spørgsmålet ignoreres af medierne, miljøbevægelserne og af alverdens klimamøder.

»Spørsmålet ikke alene forties. Tendensen til faldende fertilitet i Europa modarbejdes direkte af politikere, der taler om, at vi skal føde flere børn som arbejdskraft og forbrugere. Politikerene burde i stedet være stolte af, at Europas kvinder er med til at løse et grundlæggende problem,« siger Jørgen Nørgård, der opfordrer klimabevægelsen til at bringe spørgsmålet frem.

Ikke gangbart

En af dem, der ikke har været bange for at røre ved varme kartofler i klimadebatten, er Bjørn Lomborg. At befolkningstilvæksten ikke optræder på Copenhagen Consensus liste over globale udfordinger, er simpelthen, fordi det ikke et sted, hvor det er politisk gangbart at slå ned, siger han.

»Jeg er meget sympatisk indstillet over for nye løsninger - også selv om det gør andre utilpas. Men det er bare meget svært at gøre noget ved befolkningstilvæksten. Det er jo kun dikaturer, der med tvang, for alvor har haft success med det,« siger Bjørn Lomborg, der ikke underkender klimaindvirkningen ved befolkningstilvæksten.

»Men det er ikke det rigtige sted at regulere«

- Men kommer befolknings begrænsning nogensinde på Copenhagen Consensus liste over anbefalinger

»Formodentlig ikke. Og det væsentlige her er ikke, om det er et klimaproblem eller ej, eller om det er et tabu eller ej, men bare, at det er et så forbandet svært håndtag at dreje på,« siger Bjørn Lomborg

Ingen langsigtethed

John Nordbo, klimamedarbejder i Verdensnaturfonden (WWF), er enig i, at befolkningsaspektet har fyldt meget lidt i klimadebatten og i diverse løsningsmodeller. Men ligesom Bjørn Lomborg mener han også at det er en politisk vanskelig vej at gå.

»Det ville kræve en langsigtethed, som sjældent er til stede i politik,« vurdere John Norbo, der dog ser tegn på, at det er ved at ændre sig.

»Befolkningsspørgsmålet sniger sig ind i takt med, at folk opdager, hvor alvorligt klimaproblemet er. Og der er jo en del af løsningerne, f.eks biobrændstoffer, der spiller direkte tilbage på spørgsmålet om, hvor mange vi kan skaffe føde til,« siger John Nordbo, der også har bemærket, at en række lande er begyndt at rejse spørgsmålet ved det internationale forhandlingsbord.

»Kina har længe peget på, at deres étbarnspolitik er det mest effektive, der hidtil er gjort for klimaet. Nu er Australien begyndt at indvende, at de skal behandles mere nådigt, fordi de er et så stort indvandringsland og deres befolkning derfor vokser samtidig med, at de optager folk fra fattigere lande,« fortæller John Nordbo.

Bolden videre

John Norbo mener ikke, at klimabevægelserne skal have berøringsangst overfor det følelsesladede emne:

»Men det er for det første svært at finde folk i miljøbevægelserne, der har tilbundsgående kendskab til befolkningsproblematikken. Og så kan man også spørge om f.eks. Greenpeace ikke skulle koncentrere sig om det, de virkelig kan,« siger John Nordbo, der mener, at der kunne være mere mening i, at dem, der arbejder med udvikling i Den Tredje Verden begynder at bruge klimaet som et hårdtslående argument for, at der skal afsættes midler til prævention og styrkelse af kvinders rettigheder.

Hos Sex og Samfund, der er den største danske ngo, der arbejder med befolkningsspørgsmål, griber generalsekretær Bjarne B. Christensen gerne bolden fra miljøfolkene.

»Den er vi helt med på. Det er et af de steder, hvor vi har planer om at udvikle os,« siger Bjarne B. Christensen, der kan fortælle, at Sex og Samfund arbejder på et arrangement i forbindelse med topmødet i København i december.

»For selvfølgelig betyder befolkningsudviklingen noget for klimaet. Vi vil gerne være med til at gøre opmærksom på, at der er en nem genvej. Det handler om adgang til prævention og information. Får kvinder det, får de også færre børn,« fastslår Bjarne B. Christensen. Han advarer dog imod uheldige konsekvenser, hvis diskussionen om klima og befolkning tager den forkerte drejning.

Ingen tvang

»Det er vigtig for os, at det ikke ender i statslige, centrale løsninger. Det skal ske ad frivillighedens vej med respekt for individets ret til at bestemme over sin egen seksualitet og reproduktion,« understreger Bjarne B. Christensen, der også ser en anden fare, hvis terminologien om ‘befolkningsbomben’ vinder for meget indpas i klimadebatten.

»Man ser allerede, hvordan f.eks. amerikanerne bruger argumentet som alibi for ikke at gøre noget ved en klimabelastende levevis.«

Lektor emeritus ved DTU Jørgen Nørgård anfægter ikke, at økonomisk vækst fører til færre børnefødsler. Og han understreger, at det ville være problematisk, hvis vi i den rige del af verden skulle kræve, at ‘de andre’ holder op med at få børn.

»Men vi har hverken tid eller ressourcer til at vente på, at de kommer op i retning af vores levestandard, for så først derefter at begynde at føde færre forbrugere,« fastslår Jørgen Nørgård.

- Men tror du, at vi i de kommende år vil få en mere fordomsfri debat om forholdet mellem befolkning og klima?

»Jeg har så svært ved at skelne mellem, hvad jeg tror, og hvad jeg håber. Men sammenhængen er så logisk, at det vel ikke kan lade sig gøre at blive ved med at ignorere den.«