Barske kastevinde flår i Hardy Hansens hår. Hardy Hansen er mødt op som demonstrant på Christiansborg Slotsplads. Den fhv. fagforeningsformand og socialdemokratiske folketingsmand demonstrerer mod den behandling, Danmark giver asylansøgere.

Arrangørernes navne blafrer på bannere: »For et anstændigt Danmark.« »Bedsteforældre for asyl.«

Information spørger Hardy Hansen:

- Hvis du stadig var folke tings medlem, ville du så stemme for asyl til de afviste irakere

»Helt bestemt. Og det er uforskammet, at Socialdemokraterne ikke gør det. Jeg håber, at Svend Auken kan lægge pres på partiet. Det er beklageligt, at det er den rene populisme, det der foregår. Det er kun for at få taburetter, at man lader hånt om 282 menneskeskæbner.«

Slotspladsen er fyldt med demonstranter. Og det er ikke bare det grå protestsegment. Der er mange aldre, også ganske unge. Folk af anden etnisk herkomst er synlige, men pæredanskere dominerer.

Fra podiet siger en bedstemor for asyl: »Danmark træder FN-s menneskerettigheder under fode. Det er flovt at være dansker.«

Første taler er Helbin, en pige, der har opholdt sig i Danmark, siden hun var fire. Hun og hendes familie er udvisningstruede irakere.

Bange for tv

Hun siger på fuldtonet dansk: »Jeg har oplevet mange ting, som en almindelig dansk pige på 14 år ikke kunne forestille sig. Tænk, ikke at turde se nyhederne på tv, fordi man er bange for, at politiet kommer og henter én.«

Flygtningenævnet skal genbehandle Helbins og hendes families sag til juli, men da kan de allerede være tvangshjemsendt.

Fra podiet læser skuespilleren Karen-Lise Mynster en beretning, som en iransk kvinde har givet om sin families rædsler i det danske flygtningesystem. Beretningen står i den nyudgivne bog Afvist .

En mørk, myndigt udseende kvinde græder stille, mens Mynster læser op.

Forfatteren Carsten Jensen er næste taler. Han minder forsamlingen om det hjerteløse samfund, som H.C. Andersen skildrer i Den lille pige med svovlstikkerne.

»Jeg tror, mange politikere har haft historien i tankerne, når de arbejdede for et anderledes samfund. Men nu er vi der igen. Asylsøgerne kom fra ét helvede, og vi inviterede dem ind i et nyt: asyllejrene.«

Bagefter får en af irakerne fra Brorsons Kirke ordet. »Vi glemmer jer aldrig for jeres støtte,« siger han til forsamlingen.

Han har været i Danmark i ni år, men har aldrig modtaget undervisning i dansk. »Jeg har lært mig det selv,« fortæller han på nydeligt dansk. Han er uddannet som skolelærer, men har aldrig fået lov at arbejde her i landet.

Mens demonstrationen vandrer ned mod Rådhuspladsen, spørger Information den kvinde, der græd, mens Mynster læste op:

- Hvilket land kommer du fra

»Jeg kommer fra Kurdistan,« svarer hun med noget, der lyder som stolthed.

På Rådhuspladsen tårner Svend Auken op foran vognen med podiet. Ved synet af ham går en bevæget strømning gennem forsamlingen. En kvinde kommer op til ham og siger:

»Jeg har en idé. Kunne vi ikke alle sammen i protest sygemelde os den samme dag «

»Det har jeg let ved,« svarer Svend Auken med et tyndt smil.

Fra podiet siger Svend Auken:

»Dette er ikke om love og paragraffer. Dette er ikke om nævn fyldt med embedsmænd. Dette er ikke om tvangstraktater mellem regeringer. Dette er ikke om rivalisering mellem partier. Dette er ikke om, at nogle er gode eller onde. Dette er om mennesker, medmennesker. Dette er om at sætte mennesket først og vise barmhjertighed.«

Fra sin plads betragter den næste taler, tidligere CD-minister Mimi Jakobsen, Svend Auken med synlig hengivenhed, mens Auken fortsætter:

»Mister vi evnen til inde bag den fremmede fremtoning at genkende os selv som fædre, mødre, søskende, børn, så har vi sat vores medmenneskelighed og medfølelse over styr. Så har vi udtørret de dybeste kilder i vores sind.«

Mens Svend Auken taler, trænger en svært beruset og karseklippet mand frem og kommer med racistiske tilråb.

Auken fortsætter uanfægtet:

»Giv os vores åbne, venlige og omsorgsfulde Danmark tilbage. Brug lovens ret til at give -humanitært ophold-. Der kræves ingen særlov for at gøre det rigtige. Vis, at vi kan vise storsind, miskundhed og barmhjertighed uden hensyn til Gallup-tal og partitaktiske overvejelser.«