Det demokratiske skuespil

Den lille forskel gør det umuligt at holde med de gode mod de onde. Det er ikke sådan i Iran, at et samlet folk står bag en sekulær og progressiv præsidentkandidat imod en fundamentalistisk og reaktionær diktator. Vi kan ikke sidde i Vesten og holde med en liberal oppositionsleder, som vil befri det undertrykte folk fra den lille, onde elite. Der er ganske sikkert blevet snydt ved det iranske præsidentvalg, men der er givet vis også millioner, som har stemt på Ahmedinejad. Konflikten i Den Islamiske Republik Iran er med andre ord for kompliceret til, at man kan stole på, at den gode demokratiske natur vil vokse frem af sig selv, hvis de onde diktatorer bliver fjernet. For 30 år siden gennemførte iranerne en revolution mod et undertrykkende regime ’ og de fik et endnu mere undertrykkende regime istedet. De har gjort op med det onde system og set, at det gode demokrati ikke vokser frem af sig selv. De er deres egen historie. Og vi kan se det i Afghanistan og Irak. Det, som den franske filosof Jean Baudrillard sagde, gælder for iranerne i dag: Det store spørgsmål er ikke længere, hvordan man skal gennemføre en revolution. Det store spørgsmål er derimod, hvad man stiller op den første dag efter revolutionen.

Den islamiske identitet

Det spørgsmål er ikke besvaret med konflikten mellem præsident Ahmedinejad og den nye oppositionsleder, Musavi. Bortset fra at den siddende præsident Ahmedinejad ikke bestemmer i Iran, lever han op til fjendebilledet: Han er fundamentalistisk og reaktionær. Men hans modstander Mir-Hossein Musavi er ikke det modsatte. Også han er et politisk produkt af den islamiske republik: Fra 1981 til 1989 var han premierminister og kendt som en leder, der slog skånselsløst ned på politisk opposition. Musavi har om gidselstagningerne i 1979 på den amerikanske ambassade udtalt, at »efter den genfandt vi vores sande islamiske identitet«. Men han støttede reformpræsidenten Khatami, der med overvældende flertal blev valgt i 1997. Og ved det aktuelle præsidentvalg valgte Khatami til gengæld ikke at stille op, fordi han ville samle reformfløjen omkring Musavi, som i løbet af valgkampen blev etableret som udfordreren. Men Musavi understregede også sin opbakning til den islamiske republik. Han er med andre ord ikke indbegrebet af en vestligt korrekt, progressiv og oplyst leder. Og det er sådan set korrekt, når den amerikanske præsident Barack Obama udtaler, at forskellen på Musavi og Ahmedinejad er minimal. Det er er den for en substantiel politisk betragtning. Men det betyder også, at Obama ikke genopfører det klassiske drama mellem demonstranterne, som man altid regner for de sande demokrater, og de autoritære ledere, som man altid tager afstand fra. Obama siger ikke meget mere end det. Og det er helt rigtigt set: For det er spejlbilledet af den vestlige konflikt mellem de gode demokrater og de onde diktatorer, de iranske ayatollaher bruger til at retfærdiggøre regimet. De kalder det for imperialistisk indblanding i iranske forhold. Under den store bøn fredag kom republikkens øverste leder Ali Khamenei til at fremstå latterlig, da han afviste de mange dages stilfærdige demonstrationer som produkter af amerikansk og israelsk propaganda. Og præsident Ahmedinejad kom i offentlige problemer, da han sammenlignede de 100.000’er af demonstranter med fodboldbøller og sagde, at protesterne var fremmede for Iran. De måtte ifølge præsidenten komme udefra. Denne udtalelse blev han straks tvunget til at bortforklare.

Den store forskel

For det står klart for enhver, at protesterne ikke kommer udefra. Det er ikke amerikansk imperialisme, som bevæger demonstranterne. De er forskellige borgere, som selv vil være med til at bestemme. Den lille politiske forskel mellem Ahmedinejad og Musavi er ikke så væsentlig som den meget store forskel i procedure: Regimet agerer, som om det var et demokrati med det, der skulle ligne frie valg. Godt nok er Vogternes Råd det øverste organ, som kun eksperternes råd kan balancere demokratisk, og godt nok har Vogternes råd udvalgt de kandidater, som får lov til at stille op. Men de gennemfører stadig det demokratiske skue spil. Og ved dette valg blev tv-debatter mellem kandidaterne tilladt. Det betød, at præsidenten af sine modstandere blev stillet til regnskab for den førte politik. Det demokratiske skuespil viste borgerne et billede af et politisk fællesskab, hvor ledere skal legitimere deres magtudøvelse. Ahmedinejad reagerede overraskende, idet han valgte at gå til modangreb og anklage blandt andre en af de mægtigste mænd i Iran, den forhenværende præsident og nuværende formand for Eksperternes Råd, Rafsanjani. Disse debatter blev ledsaget af offentlig opstandelse af borgere, der gik ud i gaderne i de store byer. Og de er gået ud igen dag efter dag, efter valgresultatet blev gjort offentligt. De råber, at ‘gud er stor’, og de råber ‘ned med diktatoren’. De gentager, at de ikke er revolutionære, og deres leder Musavi er svær at se som den store reformator. Men de stiller regimet til regnskab for de demokratiske løfter, ayatollaherne har givet, men ikke overholdt. Deres protester er fredelige, de store demonstrationer torsdag var helt tavse, mens regimet mandag dræbte otte demonstranter, smed studerende ud af vinduer på kollegiet, fængslede politiske modstandere, skærpede kontrollen med pressen, og afbrød telekommunikationen. Khamenei, som plejer at agere som den store metafysiske leder, er blevet profaneret: Søndag kaldte han valget guddommeligt retfærdigt, i løbet af ugen lovede han enkelte genoptællinger, og fredag forbød han fortsatte demonstrationer og erklærede valget retfærdigt og afgjort. Den religiøse leder viste sig offentligt som magtpolitiker. Han forbød flere demonstrationer, men demonstranterne fortsatte med at holde regimet fast på de demokratiske løfter, det aldrig overholder. De har set revolutionen ende i et teokrati og Khatamis reformproces slutte uden reformer. Nu forsøger demonstranterne at bygge på det bedste i det bestående for at skabe forandringer mod et nyt samfund. Det kan blive godt, men det kan også gå meget galt. Kampen for den lille forskel har under alle omstændigheder allerede forandret den demokratiske republik grundlag og praksis.