Begrebet terror bruges i dag om alt, der har med organiseret vold at gøre. Når israelerne angriber Hamas, karakteriseres det f.eks. af TV- avisen som statsterrorisme, uagtet israelerne bekæmper en konkret fjende
Nogle betegner oven i købet den danske modstandskamp under besættelsen som identisk med terror. Modstandskampen i Danmark mellem 1940 og 1945 har imidlertid intet med terror at gøre.
Terrorister adskiller sig nemlig afgørende fra frihedskæmpere. Terrorister forfølger deres mål ved at fokusere på vilkårlige ofre som midlet til at opnå politiske resultater. Det gør frihedskæmpere ikke.
Frihedskæmpere bekæmper fjenden direkte. De danske modstandsfolk var derfor i modsætning til Schalburg-folkene ikke terrorister. De fokuserede aldrig på vilkårlige ofre som middel til at opnå et fastsat mål. De bekæmpede fjenden direkte og undgik bevidst at rette deres aktioner mod civile.
Når israelerne likviderer Hamas-folk i Gaza, så er det heller ikke terror, men en kamp mod konkrete modstandere, hvor man forsøger at undgå civile ofre. At militære aktioner så kan afføde civile ofre som det var tilfældet med den franske skole, da RAF angreb Shell-huset i marts 1945, gør ikke aktionerne til terror.
Meningsfuld skelnen
Mange af modstandsgrupperne i Den Tredje Verden, som angriber diverse regimer militært kan heller ikke klassificeres som terrorister, som vi har for vane at gøre i den vestlige verden. Når ETA aktionerer mod militære forlægninger, er det således ikke terror. Det betyder ikke, at deres kamp derfor nødvendigvis er retfærdig, eller at de andre aktioner, de har foretaget, ikke er terror i sin essens. Men det betyder, at hvis vi skal tale meningsfuldt om begrebet, så er vi tvungne til at skelne mellem en strategi som bevidst udsøger vilkårlige ofre ’ og en strategi som fokuserer på konkrete modstandere. Hvorvidt det er terror eller frihedskamp har altså noget med motivet og hensigten at gøre.
I de samfund hvor det moderne er i konfrontation med stærke usamtidige ideologier, opleves meningsløsheden markant. Det gælder f.eks. i den muslimske verden. Det var derfor ikke tilfældigt, at de terrorister der den 11. september 2001 tvang to passagerfly med hundrede af uskyldige mennesker til at flyve ind i tårnene i New York netop var veluddannede intellektuelle muslimer, som til daglig levede i Hamburg. De var fascinerede af det moderne storbyliv, samtidig med at de afskyede den vestlige dekadence og relativisme. De befandt sig som de nazistiske masser i et psykologisk vakuum mellem et gammelt og et nyt Nomos. De var desorienterede og på udkig efter en mening ’ en sag, uagtet det ville koste dem livet.
Døden bliver et projekt
Karakteristisk for det totalitære moderne menneske, siger Hannah Arendt, er, at døden bliver en event, en flugt fra verden mod en bemærkelsesværdig død, som kan erindres i årtier. Døden bliver et projekt på linje med sundhedsprojekter, BZ-projekter og newage, religions projekter.
Terroren og selvmordsaktioner er således et moderne fænomen. På mange måder kan man sammenligne de moderne terrorister med SS’ernes psykologi. SS blev ifølge Hannah Arendt rekrutteret fra de masser, som havde mistet orienteringen moralsk og socialt ’ primært som en følge af diverse samfundsformationers overgange mellem det førmoderne 19. århundrede og det moderne storbyliv i det 20. århundrede. SS var som social kategori moderne, fragmenterede mennesker, der havde tabt kompetencerne for fællesskabet og det menneskelige perspektivbytte. De tilhørte de individualiserede atomiserede masser. Et samfund, hvor ingen stolede på andre end sig selv.
Viger ikke for helvede
Det, som gør en diskussion af terrorbegrebet vigtigt, er, at terroren forandrer vores dømmekraft. Hvis vi ikke etisk kan skelne israelernes aktioner i Gasa fra Hamas’ selvmordsaktioner, så ligger vejen åben, for at vi mentalt vil indtage en begyndende totalitær tankegang. Vi mister vores sunde dømmekraft. Det er således ifølge Arendt tabet af dømmekraften, som er det første signal, der indikerer, at vi bevæger os på grænsen til det totalitære univers.
I de vestlige samfund vil vi i de kommende årtier stå over for gigantiske udfordringer, fordi globaliseringen vil medføre, at millioner af mennesker fra usamtidige kulturer skal socialiseres til den moderne relativisme. Vi vil derfor, som Andre Glücksman noterer i et essay, i de kommende årtier se flere episoder som den i Boslan. Boslan er historiens mest vanvittige gidselstagning, skriver Glücksman. »De, som hænger deres bomber op som guirlander hen over hovedet på hundredvis af børn; de, som truer dem med døden, hvis de græder, de, som nedværdiger dem til at drikke deres eget tis; de viger ikke tilbage for noget. Og slet ikke helvedet. I dag bliver en skole kidnappet, i morgen et atomværk splintret.«
Kommentarer
Kære Thue Kjærhus
Jeg bryder mig ikke om din debatform: du noterer en række evidente sandheder, og så indsniger du en eufemistisk sidebemærkning: “Når israelerne likviderer Hamas-folk i Gaza, så er det heller ikke terrorisme, men en kamp mod konkrete modstandere, hvor man forsøger at undgå civile ofre”.
Det er muligt, at den isrelske hær “forsøgte” at undgå civile ofre, men forsøget faldt atså noget uheldigt ud, og aktionen endte i en af nyere tids mest barbariske nedslagtninger af en uskyldig civilbefolkning: mænd, kvinder, børn!
Nu er “likvidering” sådan set i sig selv ikke nogen særlig kultiveret metode til at nedkæmpe en modstander. Er brugt af Mafiaen, Nazityskland - og rigtig nok også den af danske modstandsbevægelse under besættelsen, vel at mærke ikke uden alvorlige fejlgreb, som nogle af “likvidatorerne” psykisk har måttet betale dyrt for resten af livet.
Men de danske modstandsfolk gjorde det med et motiv, en hensigt om at beskytte deres kammerater mod stikkerne, og de gjorde det med risiko for eget liv - det kan man vel næppe sige om piloterne ombord i de israelske bombefly.
Den isralske stats behandling af det palæstinensiske folk har ikke meget at gøre med den danske modstandsbevægelse, om man må be’ - synes til gengæld (beklageligvis) langt mere at ligne Nazitysklands krav om “lebensraum”, og dertil i markant modstrid med alt det vi hylder som særlige intellektuelle, videnskabelige, kunstneriske og humanitære kvaliteter hos det jødiske folkeslag
Man kan undre sig over, at et menneske med tilknytning til den danske højskole, falder for en så fundamentalt fascistoid ideologi som Zionismen - umiddelbart synes det som om du har en rigtig dårlig sag.
Det mener jeg sådan set også at pastor Søren Krarup har, men ham skal medgives, at han i det mindste er så anstændig, at han svarer, når der bliver sat spørgsmålstegn ved hans anbringender - alene af den grund har jeg plæderet for, at Information fortsat giver plads til hans synspunkter i avisen, og således (konkret) anerkender hans ytringsfrihed, og samtidig sikrer vor andres ret til at vide og debattere, hvad der rører sig i kredse, vi måske ikke sympatiserer med.
Anderledes med dig: du stiger ned fra bjerget i Rødding som en anden Moses med lovtalerne, og det er så det - ikke en lyd fra din side, når nogen sætter spørgsmålstegn ved dine synspunkter og argumenter.
Du må da have undret dig over hvor få kommentarer, du får på dine indlæg - har du en fornemmelse af, at du ganske enkelt er blevet “ekskommunikeret”, fordi man ikke gider dig?
Din debatform forekommer i hvert fald hverken frugtbar eller udpræget sympatisk.
Hvad er usamtidige kulturer, Thue Kjærhus - du taler om dem, som om de ikke har ret til at være her, selv om de findes?
“Det er således ifølge Arendt tabet af dømmekraften, som er det første signal, der indikerer, at vi bevæger os på grænsen til det totalitære univers.”
Hvor er forskellen på de nazistiske kz-lejre og Guantanamo, Abu-Graib og Bagram Airbase, hvor mennesker mishandles til døde, set i forhold til det totalitære univers?
Er det at de mennesker ikke køres i kreaturvogne, men bliver fløjet verden rundt i USA’s rendition program?
Er det mængden - så kan vi jo bare vente og se på udviklingen - men hvor længe kan vi vente?
Du må for længst have mistet din dømmekraft.
Og hvad er forskellen på Al-Qaeda, nord korea, nazisterne, taleban, saudi arabien m.f. og hvem har forlængest mistet dømmekraften, for nu at blive ved denne retorik?
Det er længe siden, at jeg har set sandheden om begreberne frihedskamp kontra terrorisme på tryk og så godt beskrevet som af Thue Kjærhus.
Udfra hans definitioner må Taliban derfor udnævnes til at være frihedskæmpere sålænge de holder sig til at bekæmpe de udenlandske tropper i Afghanistan.
Når Taleban og andre frihedskæmpere forfalder til at udøve terrorisme mod uskyldige civile mål og ofre med selvmordsbomber eller på anden måde kunne man forklare sådan terrorisme med baggrund i næsten lige dele afmagt / posttraumatisk stress og religiøst vanvid.
Når de effektive israelske stormtropper massakrerer civile palæstinensere som folk betragtet og nogle af disse derfor i deres afmagt forfalder til at bevæge sig ind i Israel og udløse selvmordsbomber er det mere end bare gener og medmenneskelighed der gør forskellen på disse to grupper.
Og derfor vil alle mennesker til enhver tid dog grundlæggende forstå, at når livet bliver så ringe at det ikke er værd at leve grundet trykket fra diverse besættelsesmagter kan forvildede og bange og trængte mennesker som Talebanere og palæstinensere og danske frihedskæmpere finde på at modreagere.
De danske frihedskæmpere kunne agere logisk og klart og præcist for deres fjende; Tyskerne kunne ses og sandsynligvis besejres i modsætning til Israel og de udenlandske besættelsestropper i Afghanistan.
Selve HÅBET’ udgør meget forskel på hvordan mennesker agerer og bekæmper deres undertrykkere.
Samtidigt forekommer det også os lykkelige og håbefulde danskere vanvittigt; at disse “terrorister” ikke går efter at dræbe deres undrtrykkere ligesom vores frihedskæmpere dræbte tyskere.
MEN der er HÅBET til forskel og vi danskere kan end ikke fatte hvor håbløst livet er og må være for palæstinensere og andre der tåbeligt anvender selvmordsbomber som middel til at protestere mod deres undertrykkere i det svage håb om at deres død vil gøre positiv forskel for deres folks fremtid.
Jens Catlow
Troen på reinkanation, og et liv efter døden kan medføre en risiko for at denne verdens virkelighed opfattes sekundært, og af mindre betydning, hvilket igen kan resultere i politisk stilstand og i de slemme tilfælde selvmordsbomber.
Iøvrigt er den undertrykte ofte selv undertrykker såfremt vedkommende havde muligheden.
Håbet er, som du selv antyder, et spørgsmål om individets egen forståelse og viden, og ikke kun at nøjes med at tro. Selvmordsbombemænd kan drømme om en virkelighed med diverse jomfruelige omgivelser i religiøst martyrium af helt personligt egoistiske motiver, ikke kun på grund af håb om en fredelige retfærdig verden.
Hans Hansen
Det er nu HÅBET i dets almindelige dagligdags betydning jeg refererer til.
I går sendte skæbnen mig ind i en “meditation” på det nyfødte barn og ikke mindst dets uskyldighed
kontra ældre mennesker der har begået forbrydelser som de gerne villet havet undgå at begå - men som de alligevel begik fordi deres medfødte uskyld og godhed var blevet erstattet af “ondskab og onde gerninger” og anden råddenskab.
Det er de færreste der vil se de besættelsestidens danske frihedskæmpere som onde - for de reagerede mod deres undertrykkere - Tyskerne.
At historiebøgerne så siden har vist at nogle af besættelsestidens “helte” var rene psykopater og lystmordere giver stof til gode film-manuskripter som “Edderkoppen” og “Flammen og Citronen” der dog alligevel kun antydningsvis i glimt formår at vise lidt at råddenskaben i den danske frihedskamp.
Taler vi igen om det uskyldige barn - kan vi sikkert godt blive enige om at små børns liv skal beskyttes mod alt ondt.
I Afghanistan sætter Imanen og Koranen ofte standarden for hvad der godt og ondt.
Herhjemme i Danmark har vi hjernevaskerkassen på 42 tommer hvor TV-avisen og dens spindoktorer og løgne-politikere sætter griller i hovedet på dem der ikke kan tænke selv.
i den afgrund af forskellighed opstår krigen og taberne er altid dem der ikke kan tænke selv.
I 1864 blev danske soldater ofret i en håbløs kamp mod en overmægtig tysk fjende ved Dybbøl.
I starten af 2. verdenskrig - den 9. april - blev danske soldater af deres Løjtnant og Kaptajn beordret til at stå komplet ubeskyttet på bar blank mark og skyde på de indtrængende tyskere. Det døde disse gode danske soldater af.
Disse soldater blev planmæssigt ofret på “ærens mark” (føj for satan) således at Danmark i historieskriverne kunne notere at Danmark dog kæmpede - men tabte mod de uovervindelige tyske besættelsesstyrker.
I Gedser farvandene samme dag 9. april 1940 - steg en tysk søløjtnant ombord på et dansk krigsskib hvor han overfor en vred dansk kaptajn prøvede at berolige denne med ordene (sådan ca.) : “Men rolig min gode Kaptajn - vi har dog aftalt denne besættelse af Danmark.
Tilbage til pointen - kampen kæmpes også i disse tider mellem godt og ondt.
Men dybest set kæmper vi for at de små søde børn kan få et godt liv.
Taleban er givetvis nogle banditter
Og danske soldater prøver givetvis at være de gode.
Derfor bør al frihedskamp også vurderes på hvem du kæmper for - og da specielt når det gælder de danske soldaters arbejdsgiver - amerikanerne - er der grund til at tænke endda meget grundigt over samme amerikaneres mulige hemmelige formål med krigen i Afghanistan.
Det har jeg til gengæld teoretiseret om på en anden tråd -
Her er linket http://www.information.dk/194885?page=2
fra midten af side 2 og fremefter
Claus Cornelius Hansen,
din undren over Thue Kjærhus’ forhold til Israel, har givetvis at gøre med at Thue Kjærhus er zionist.
Thue Kjærhus er i en anden tråd, erklæret sig som zionist, ligesom han også er medlem af bl.a. Trykkefrihedsselskabet.
Jens Catlow
Det er nu også det dagligdags håb jeg tænkte på ved udtalelsen; Håbet er, som du selv antyder, et spørgsmål om individets egen forståelse og viden.
Du har helt ret i at intet slår at se ind i et spædbarns øjne, der helt upåvirket af verdens fortrædeligheder afspejler sjælens uskyldighed, der stadig tror at jeg’et er verdens centrum.
Du har også ret i at godt og ondt ikke eksisterer i sine ultimative former, hvor dette heller ikke kan afgøres j.f. artiklens kontekst.
Thue Kjærhus
Så ve
ar der alligevel en og anden, som gad svare dig.
La’ os så høre, om du har noget at sige til det!