Med Irans åndelige leder Ali Khameneis prædiken ved fredagsbønnen på Teheran universitet i går, står den slagne præsidentkandidat Mir-Hossein Musavis ‘grønne’ reformbølge over for et skæbnevalg: Enten at stikke piben ind eller blive maltrakteret i »et blodbad«.

De første reaktioner på den timelange tale, hvor Khamenei krævede fuldt stop for de gadeprotester, der har stået på i seks dage, og truede med »konsekvenser«, dersom hans ordre ikke adlydes, var da også, at reformtilhængerne nu overvejer situationen forud for en bebudet demonstration i dag, men synes stemt for at bære deres kritik af valg-resultatet ’ og i sidste ende det politiske system ’ ind i det ‘legale’ system.

»Musavi og hans tilhængere må enten arbejde videre i den ramme, Irans forfatning sætter for kritik, eller også ender krisen i et blodbad,« siger en libanesisk Iran-ekspert, Elie Chalhoub.

»Khameneis tale var meget klar på det punkt: Regimet vil ikke finde sig i flere protester. Og hvis de fortsætter, vil de blive besvaret med skydevåben.«

En iransk analytiker, Farzad Agha, sagde til tv-kanalen al-Jazeera, at oppositionen vil fortsætte protesterne og kræve, at Mir-Hossein Musavi skærper sin position i forhold til styret.

»Jeg tror, at oppositionens kandidater og specielt Musavis tilhængere har en god sag, og at (Khameneis) tale har gjort dem endnu mere stålsatte,« sagde han, og tilføjede: »Om end det nok ikke viser sig som udbrud i gaderne. Men jeg er sikker på, at protesterne vil finde sted i en eller anden form.«

Hamid Dabashi, en politolog ved Teheran universitet, påpegede, at Musavi ikke har fuld kontrol over sine hundredtusinder tilhængere, og at reformbevægelsen »kan udvikle sig helt uforudsigeligt«.

Ingen dør på klem

Khamenei gav ikke ved dørene i sin tale ’ bortset fra udtrykkelig ros til de tabende præsidentkandidater og en (i grunden ildevarslende) hyldest til ekspræsident og formand for ‘Ekspertrådet’, Hashemi Rafsanjani, som er krisens hovedperson bag kulisserne ’ var der end ikke en antydning af, at reformtilhængerne kunne have ret i deres kritik af valgresultatet. Khamenei fik indflettet, at præsident Ahmadinejad »stod ham nærmere end Rafsanjani«, og om urolighederne sagde han, at »zionistiske spioner« og andre »fjender af Iran«, specielt Storbritannien (!) stod bag. At Khamenei udpegede Storbritannien som en hovedfjende, skyldes irritiation over BBC’s persisksprogede tv-kanal, der har rapporteret fra den seneste uges uroligheder.

»Disse demonstrationer må stoppe, ellers må demonstranterne bære ansvaret for konsekvenserne og kaos,« sagde han til den fyldte universitetshal, hvor præsidenten, parlamentsformand Ali Larijani og formanden for ‘Vogternes Råd’, ayatollah Jennati, sad på forreste række ’ hvorimod hverken Musavi eller den anden reform-kandidat, Mehdi Karoubi, var til stede.

I aftes gik gætterierne på forløbet af i dag, hvor de tre tabende præsidentkandidater mødes med ‘Vogternes Råd’ for at drøfte klagerne over manipulation af det suspekte valgresultat, hvor den siddende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, fik 63 procent af stemmerne mod 34 procent til Mir-Hossein Musavi og tre procent fordelt mellem de to andre kandidater, Karoubi og Mohsen Ridai, den tidligere chef for den islamiske hær, Revolutionsgarden.

Ingen håndfaste beviser

Der er stadig ikke ført håndfast bevis for valgsvindel, men indicierne på stemme-tyveri synes mere overbevisende end den åndelige leders (og iranske eksperters i al-Jazeeras løbende dækning) matematiske argument om, at det ikke lader sig gøre at manipulere en forskel på 11 millioner. Alt kan lade sig gøre i en valghandling, der som den iranske blev bearbejdet elektronisk, og noget tyder på, at regimet handlede i panik, da de første opgørelser tilsyneladende viste, at Musavi førte ’ en rapport beskriver, hvordan ‘stemmekvæg’ blev mobiliseret i de store byers forstæder og på landet og kørte til valgstederne i busser og lastbiler i de sene eftermiddagstimer.

Et andet højst mistænkeligt svindelindicium er styrets afvisning af at oplyse stemmetallene for de enkelte valgkredse, således som en af de tre slagne kandidater har krævet. Den påståede ensartethed i vælgerbevægelserne, altså at Ahmadinejad fik mellem 60 og 65 pct. i 98 procent af valgkredsene, er også højst mistænkelig ’ det mest talende eksempel er stemmetallene til den tidligere parlamentsformand, reformkandidaten Mehdi Karroubi, der fik fem millioner stemmer i 2005, men kun 300.000 ved dette valg ’ heraf 14.512 i sin hjemby Aligoordarz mod præsidentens 39.640 ’ på samme måde tabte Musavi i sin hjemby, Tabriz, til trods for, at han etnisk er en azeri, den næststørste befolkningsgruppe, der er i flertal i det nordlige Iran.

Endelig virker det mere end påfaldende, at den regime-venlige avis, Keyhan, kun en time efter valgstedernes lukning kunne offentliggøre Ahmadinejads valgsejr med 65 pct. af stemmerne. Det statslige tv var næsten lige så omgående på pletten, og Khameneis sproglige bøf om det »guddommelige mirakel« endnu inden alle stemmer var talt op, bærer sin egen ironi.

Militær dominans

Men måske er den tydeligste indikation på snyderi den erklæring, Revolutionsgardens chef, Yadollah Javani, kom med flere dage før valget sidste fredag, nemlig, at dersom Musavi håbede på, at at hans ‘grønne bølge’ ville udvikle sig til en ‘fløjlsrevolution’ efter østeuropæisk (og libanesisk) model, kunne han godt glemme det, da Javani personligt ville »se til, at den blev kvalt, endnu inden den var født«.

Den åndelige leders prædiken i går med dens bastante afvisning af ethvert tilløb til ‘fløjlsrevolution’ sætter revolutionsgardens advarsel i perspektiv, og i den samlede mosaik af informationer tyder meget på, at regimet i Ahmadinejads præsident-periode har ændret karakter fra konservativt præstestyre med tyngden i den hellige by Qom til et mere militært baseret diktatur, hvor det er veteranerne fra Irak-Iran-krigen 1980-88, der har erobret magtcentrene, ikke kun i regeringen, hvor to tredjedele af de 21 ministre er tidligere officerer i revolutionsgarden, men også i styrelser og direktorater, i kulturlivet og erhvervslivet. Basij-militsen har således licens til olie- udvinding og sidder på Irans største entreprenørfirma, Khatam al Anbiya, hvis man skal tro AEI, den amerikansk-jødiske tænketank.

Generationskløft

En anden faktor, der taler imod den voldsomme forskel i tilslutningen til de to hovedkandidater, er den kendsgerning, at to tredje- dele af alle iranere er under 35, den såkaldte cool generation , der er uden hukommelse om ‘den store generation’s forsvar af revolutionen og indsats i Iran-Irak-krigen. I en artikel i The New York Times gør Richard Bulliet, en historieprofessor ved Columbia University, opmærksom på, at Ahmadinejad og hans generation af krigsveteraner er langt mere loyale over for det system, de deltog i forsvaret af, end yngre generationer, der ser systemet som rigidt undertrykkende i en verden, hvor ytringsfrihed er indført ‘ad bagvejen’ via internet, mobiltelefoner og vrimlen af formelt ulovlige parabol- antenner, der ovenfra får storbyernes hustage til at ligne svampe i en skovbund. Et andet særkende ved denne runde i den løbende konfrontation med styret er, at det ikke længere kun er studenter og venstreaktivister, der aktionerer, men at protesterne har bred opbakning fra alle samfundslag ’ og fra kvinderne.

Systemet overlever dog nu, er vurderingen, men det er i vanskeligheder.