Svend Auken (S) slog torsdag fast, at han er imod den behandling, Danmark har givet de afviste irakiske asylansøgere, der nu står til tvangsudvisning.

»Send ingen hjem i den aktuelle situation. Gå sagerne igennem igen. Brug lovens ret til at give humanitært ophold. Der kræves ingen særlov for at gøre det rigtige,« sagde han blandt andet i en tale på Rådhuspladsen ved en demonstration til fordel for de afviste irakere.

Han kaldte det også »dybt belastende«, at Danmark ikke lytter til FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR, der entydigt anbefaler, at ingen bør sendes tilbage til det centrale Irak, som situationen er lige nu.

Det står i skarp kontrast til Socialdemokratiets officielle politik på området.

»Vi har arbejdet på, at vi skal have en hjemsendelsesaftale, og den har vi fået nu,« siger Socialdemokratiets integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, der understreger, at hvis Flygtningenævnet vurderer, de irakiske asylansøgere kan sendes hjem, så er det i orden at sende dem hjem. Selv om FN siger noget andet.

Usmagelig sag

Ikke desto mindre har Information talt med flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der støtter op om Svend Aukens udtalelser. Det er ikke alle, der vil stå frem, men flere gør det gerne.

»Jeg synes, den sag efterhånden bliver så usmagelig, at jeg er helt på linje med det, Svend Auken siger. Det har gjort indtryk på mig at se, at de her menneskers børn er vokset op her i landet og ikke har tilknytning til Irak og ikke engang kan sproget. Jeg er meget enig med Svend Auken i, at vi ikke behøver en lov. Vi skal turde bruge den menneskelighed, der allerede er i loven,« siger Orla Hav, der på spørgsmålet om, hvordan han har det med at gå imod partiets officielle politik, svarer:

»Det er der ikke noget at gøre ved. Vi bliver nødt til at forholde os til en verden, der er grum, og hvor humanismen har trange kår.«

Også Yildiz Akdogan mener, man bør overveje humanitære opholdstilladelser, særlig til børnefamilierne.

»Jeg har det ærlig talt meget svært med, at de skal udvises ’ både som politiker og som menneske,« siger Akdogan, der kalder det »meget bekymrende, at integrationsmininsteren ikke lytter til, hvad der kommer af advarsler fra FN

Den vurdering deler Lone Møller, Lise von Seelen og Lene Hansen, der alle bakker op om Svend Aukens udmeldinger.

Og ligesom Orla Hav og Yidiz Akdogan er de særlig bekymrede over, at flere irakiske børnefamilier nu står til tvangsudvisning.

»Vi er åbenbart en håndfuld musketerer, der har en lidt anden holdning til vores flygtningepolitik end den mere officielle holdning. Men vi er jo ikke et ensrettet parti, og vi har altså plads til differentierede holdninger. Og jeg må tilstå, at jeg synes, vi er så rige, at vi godt kunne få råd til at give humanitær opholdstilladelse til de familier, der har opdraget børn her i landet, som ikke kender det land, de skal sendes til ’ uden at jeg går ind for, at vi giver nogen form for carte blanche ,« siger Lene Hansen.

S-top afviser Auken

Beskeden er ellers klar fra Henrik Dam Kristensen.

»Svend holdt sin personlige tale. Jeg og partiet når ikke frem til den samme konklusion, som han gør, men det er jo Svends soleklare ret at holde den tale,« siger han og understreger, at Svend Aukens holdning efter hans vurdering ikke er udtryk for en splittelse i partiet:

»Jeg har hele tiden håndteret denne her sag på folketingsgruppens vegne, og jeg har ikke fornemmet nogen mistillid.«

Om det er Henrik Dam Kristensens fornemmelser, den er gal med, er ikke til at sige. Men sikkert er det altså, at der ikke er enighed i den socialdemokratiske folketingsgruppe om behandlingen af de irakiske asylansøgere.

Det kommer bag på integrationsordføreren, der i første omgang misforstår Information og tror, at det er partimedlemmer, der ikke sidder i Folketinget, som bakker op om Svend Auken.

»Vi har drøftet det her i flere omgange i folketingsgruppen, og jeg udtaler mig på deres vegne. Men Socialdemokratiet er et stort og rummeligt parti, og det undrer mig ikke, at du kan finde folk, der har divergerende holdninger.«

’ Men du sagde før, at der ikke var nogen splittelse i partiet

»Der talte jeg om folketingsgruppen. Du kan selvfølgelig sagtens finde socialdemokrater rundt omkring, der har andre synspunkter.«

’ Men der er tale om medlemmer af folketingsgruppen

»Okay … Men det forhindrer ikke, at det er mig, der udtaler sig på gruppens vegne.«

’ Men der er måske alligevel en vis splittelse i partiet

»Jeg har ikke oplevet splittelse, vil jeg sige.«

’ Men kunne det ikke være oplagt at tage sagen op til diskussion, nu hvor flere melder ud, at de bakker op om Auken

»Der er aldrig noget, der ikke kan tages op til diskussion.«

Fakta

Det mener S:

’Det er jo velkendt, at UNHCR har været meget kritisk overfor overhovedet at sende nogen hjem. Men vi har jo set, at andre lande har lavet hjemsendelsesaftaler, hvor det er forløbet fint. Derfor har vi ikke nogen betænkeligheder i forhold til, at det er en rigtig samlet afvejning, som der er lavet. Når man ikke har noget lovligt asylgrundlag, så skal det også effektueres i det øjeblik, man får en aftale om hjemsendelse.’
Politisk ordfører, Henrik Sass Larsen, til Ritzau den 4. juni.

Meningsmålinger

Ifølge en meningsmåling fra Megafon mener 53 procent af Socialdemokratiets vælgere, at de afviste irakiske asylansøgere skal sendes hjem, mens 34 procent mener, de skal have lov at blive.
’Vis, at vi kan vise storsind, miskundhed og barmhjertighed uden hensyn til Galluptal og partitaktiske overvejelser,’ sagde Svend Auken blandt andet i sin tale torsdag på Rådhuspladsen i København.