FOR snart mange år siden beskrev fodboldspilleren Lars Bastrup, ansat i Hamburger Sports Verein, sit fags etik med ordene: »Vi må alt - det eneste, vi ikke må, er at tabe.«

Allegorien til Iran falder efter striben af indicier på, at Mahmoud Ahmadinejad brugte alle kneb for at tvære sine modkandidater helt ud ved præsidentvalget sidste fredag. Hvorefter han fremturede med at svine dem til som usportslige hooligans, der ikke kan tåle at tabe, da de protesterede. Et blik på situationen i Iran genkalder Donald Rumsfelds berygtede beskrivelse af Pentagons Irak-kompetence: ‘Der er det, vi ved. Der er det, vi ikke ved. Og så er der det, vi ved, at vi ikke ved.’

Hvad vi ved, er følgende: Den udøvende magt - præsident Ahmadinejad og Irans øverste åndelige leder, Ali Khamenei - afviser kategorisk valgsvindel og har nu skruet bissen på overfor en kontrær opposition. Masse-arrestationer af oppositionsledere og mindst 10, men snarere 19 dræbte efter gårsdagens uroligheder, vidner om beslutsom vilje til at slå kritikken ned.

De slagne kandidater, Mir-Hossein Musavi og Mehdi Karroubi og deres støtter, bl.a. ekspræsidenterne Mohammad Khatami og Hashemin Rafsanjani (hvis datter og fire andre familiemedlemmer rapporteres anholdt), er stadig enige om at presse på for et omvalg, og taler om generalstrejke. Systemets kontrollanter, Vogternes Råd, Ekspertrådet og Forligsrådet, der hver for sig har beføjelser til at gribe ind, er tilbageholdende - Ekspertrådet med Rafsanjani som formand bakkede lørdag Khamenei op i afvisningen af valgsvindel.

Regimets væbnede arm, Revolutionsgarden og dens Basij-milits, er foreløbig loyal overfor Ahmadinejad. Blokering af kommunikationslinjer, udgangsforbud for den uafhængige presse og kontrol med de statslige medier, peger på militærkup.

HVAD vi ikke ved, er følgende: I hvor høj grad kontrollerer Musavi, og bag ham Rafsanjani og Khatami, ‘den grønne bølge’ af oppositions-aktivister

Ingen af de ledende figurer er for et systemskifte, og alle er de for det iranske atomprogram. Konflikten er om en opgradering af Irans eksisterende struktur, hvorimod dele af oppositionen synes at gå videre ud ad planken med krav om et repræsentativt demokrati. Lørdag hørtes for første gang et slogan om ‘død over den åndelige leder’. Hvor står den stående hær, der hidtil har forholdt tavs, og som formelt er underlagt den åndelige leders kommando. Er der, som det forlyder, intern uenighed i Revolutionsgarden, der bedre udrustet end hæren er Irans dominerende militære institution

HER når vi punktet: det, vi ved, at vi ikke ved: Hvor svag/stærk er den udøvende magt efter den hybris-lignende ‘valgsejr’. Ville den siddende præsident under alle omstændigheder have vundet? Og valgte han at sikre sig mod valgets ‘tilfældigheder’ ved at tilrettelægge et statskup fra oven sammen med Khamenei og med det formål at marginalisere de vrantne mullah’er i Qom, der ser med umilde øjne på Ahmadinejad og Khamenei? Et mere sekulært militærdiktatur tegner sig med en åndelige leder uforstyrret af modererende, religiøse argumenter. Man skal huske, at Iran er et højt sofistikeret samfund, og at shi’ismen har tradition for konsensus. Irans ‘religiøse demokrati’ er både en selvmodsigelse og en realitet, hvor det har været de hidtil indflydelsesrige mullah’ers opfattelse, at folket skal have lov til at billige/misbillige systemets ageren ved regelmæssige valg til parlament og præsident-embede. Reform-præsidenten Khatamis to perioder 1997-2005 viste det, men viste også, at reformer kunne blokeres.

Det er svært at afkode iransk ræsonnements subtile mekanismer og dagsordener. Taler vi om et kup eller en banal magtkamp? Som det fremgik af Informations lørdagsudgave, er der mange bud på, hvor bataljerne ender, båret af såvel indsigt som ønsketænkning, men sparsom på nagelfaste kendsgerninger om iransk politiks faktiske realiteter, for de udspiller sig bag lukkede døre.

Men raden rundt bliver udenlandsk ‘rådgivning’ afvist. Udenrigsminister Mottaki advarede i går det diplomatiske korps mod al indblanding og parlamentsformanden, Ali Larijani, der har støttet oppositionen, meldte ud, at Iran har en ‘familie-uenighed’. Nu gælder det om at holde kæft, om ikke andet, så af hensyn til den unge kanonfødes sikkerhed i Teherans gader.

At godhjertede danskere danner solidaritets-grupper er rørende, om end den absurde karikaturkrise viste, at selv danske pip kan misbruges af mellemøstlige magthavere - værre er det, at Israel i skikkelse af præsident Peres efter en uges tavshed har fundet tiden inde til at ‘støtte’ de ‘demokratiske kræfter’ i Iran. Som rebet støtter den hængte. Så længe oppositionen kan afvise regimets påstande om ‘zionistisk støtte’ og anden udenlandsk opbakning som latterligt vrøvl, har den haft en fordel - præsident Obama har da også udvist rettidig omhu i sine offentlige kommentarer. Det er ikke tilfældigt - hele regionens stabilitet er på spil.