Af: Robert Fisk
21. juni 2009
Lagt på information.dk 21. juni 2009 kl. 21:35. Bragt i den trykte udgave 22. juni 2009. Senest opdateret 13. august 2009 kl. 00:17.

Omkring klokken 4.35 om morgenen sidste mandag ringede min Beirut-mobiltelefon i mit hotelværelse I Teheran.

»Mr. Fisk, jeg læser datalogi i Libanon, og jeg har lige hørt, at der bliver begået en massakre på de studerende på Teheran Universitet. Ved De noget om dette«

Jeg gnider søvnen ud af øjnene og rækker ud efter min notesbog på sengebordet.

»Og kan De fortælle mig, hvorfor,« fortsatte han, »at BBC og andre medier ikke har rapporteret, at de iranske myndigheder har lukket for mobilnettet og sms-systemet. Det er kun via Twitter-beskeder og Facebook, at jeg kan følge udviklingen.«

»Da jeg ankom til universitet, råbte de studerende ophidset ud af kollegieområdets jernport. ‘Massakre, massakre’,« råbte de.

Skud var løsnet i sovesalene. Korrekt. Der var blod på gulvet. Syv døde Nej, 10 døde, fortalte en studerende mig gennem hegnet. Vi ved det ikke. Politiet ankom senere og blev mødt med en regn af sten. At filtrere sandheden ud af Teheran i disse dage er stå frustrerende, som det er farligt.

Dagen før havde en iransk kvinde i en elevator fortalt mig, at det første offer for gadevolden var en ung student. Var hun sikker på det, spurgte jeg.

»Ja, jeg har set fotografiet af hans lig. Det er skrækkeligt.«

Jeg så hende aldrig siden. Og heller ikke fotografiet. Ej heller har nogen set liget. Det var fantasi. Sandhedskærlige reportere, hør her! Jeg har brugt mindst en tredjedel af mine arbejdsdage i Teheran i den seneste uge på ’ ikke at rapportere, hvad der kunne bevises at være sandt. Men på at modbevise det, som var åbenlyst usandt.

Tag nu det telefonopkald, jeg fik fem timer tidligere. Det var fra en radiostation i Californien. Kunne jeg beskrive de gadekampe, jeg var vidne til i samme nu Nu var jeg tilfældigvis gået op på taget af al-Jazeeras bygning i det nordlige Teheran for at lade mig interviewe af den qatarske tv-station. Og jeg kunne så glimrende beskrive sceneriet for Californien. Hvad jeg kunne se, var teenagere på motorcykler, som jublede af fryd, da de satte ild til indholdet af en affaldsspand på et fortov.

To politimænd løb hen imod dem med løftede stave, hvorpå de unge fyre ræsede væk på deres tohjulere under råben af ukvemsord. Så kom Teherans brandvæsen for at slukke ilden ’ deres 79. udrykning lignende episoder samme aften, fortalte en udmattet brandmand mig. Jeg ved, hvordan han må have følt det. En melding om, at Basiji-militsen havde indtaget en af Mir-Hossein Musavis vigtigste kampagnekontorer, var en klassiker. Jo, der var uniformerede mænd i bygningen ’ men de tilhørte Musavis eget privathyrede sikkerhedsfirma.

Og nu til det seneste store nummer fra fantasiens overdrev. De grusomme ‘iranske’ politifolk er slet ikke iranere. De er medlemmer af Libanons Hizbollah-milits. Den oplysning fik jeg fra to journalister, tre telefonopkald (det ene fra Libanon) og en britisk politiker. Jeg forsøgte at tale med betjentene. De forstod ikke ét ord arabisk. Realiteten er, at mange af disse barske gutter er hentet hertil fra Baluch-områderne og Zobal-provinsen ved den afghanske grænse. Endnu flere af dem er iranske azerier. Deres udtale lyder lige så aparte for en Teheran-borger, som Belfast-accent ville lyde for en indfødt i Cornwall, der hørte den for første gang.

Højhastighedsunøjagtig

Fantasi og virkelighed er urolige sengekammerater, men når de først løber sammen og udbredes med højhastighedsunøjagtighed til hele verden, kan de blive livsfarlige. Valgfusk, beslaglæggelse af partikontorer, en massakre på et universitetskollegium, et truende statskup, en mulig omvæltning af den 30 år gamle islamiske republik og et helt lands isolation, når der systematisk lukkes ned for dets kommunikationssystemer.

Jeg kommer til at tænke på Eisenhowers bemærkning til Forster Dulles, da han sendte ham til London for lukke ned for Anthony Edens tåbelige Suez-krig. En udenrigsministers opgave var, forklarede Eisenhower, at sige »klap lige hesten!«. Det er også et udmærket råd for dem, som tror på Twitter-beskeder.

Men ‘ingen røg uden ild’-brigaden har en pointe. Tag blot den ekstraordinære millionstærke protestmarch mod regimet sidste mandag. Selv den iranske presse var nødsaget til at skrive om den, dog ikke på forsiden. Jo, myndighederne havde vitterligt lukket for den lokale sms-trafik. Jo, de havde sænket hastigheden for internettet, men ikke lukket det.

Jeg har svært ved at nå London med min Beirut-mobil, men folk ’ kedeligt nok ’ ringer alligevel til mig døgnet rundt. Irans regering forsøger åbenlyst at forstyrre kommunikationen mellem Musavis tilhængere for at hindre dem i at organisere flere marcher. Skandaløst måske i et normalt land. Men dette er ikke et normalt land. Det er stat, som er lige så besat af faren for kontrarevolution, som Vesten af er besat af Irans atomambitioner. Det beviste den Øverste Leders tale ved fredagsbønnen.

Retlednings-fyrene

Og hvad så med den famøse instruks til journalister i Teheran fra Ministeriet for Islamisk Retledning om, at vi ikke længere matte rapportere om oppositionens gadedemonstrationer. Selv hørte jeg intet til det. Først da jeg nægtede at lade mig interviewe af CNN (fordi deres Mellemøstdækning er så fordrejet), og tv-stationens medarbejder spurgte: »Hvorfor Er De bekymret for Deres sikkerhed «

Fisk har været på gaden hver dag i 12 timer.

Det gik først op for mig, at det var forbudt, da jeg læste om det i The Independent. Det kan selvfølgelig være, at Retlednings-fyrene ikke kunne nå igennem til mig, men hvem var det lige, der havde afbrudt mobilnettet

Censuren i de lokale aviser og kommunikationsnetværk har vi dækket. Videooptagelser af en brutal politistyrke, der overfalder oppositionsaktivister i hovedstadens gader har chokeret verden. Med rette, selv om ingen har draget sammenligninger til de politistyrker, som banker demonstranter på gaden i Vesteuropa, som banker kvinder med stave, som har sparket til en uskyldig midaldrende mand, så han fik et dødbringende hjertetilfælde, og som har skudt en uskyldig passager i Londons metro ’ Der findes særlige moralkodekser for de mellemøstlige lande, som helt klart ikke omfatter os selv.

Så lad os se på det iranske valg. Et svindelnummer, tror vi. Jeg har da rigtignok også min stærke tvivl til det officielle tal, som gav Musavi sølle 33,75 af stemmerne. Jeg og nogle iranske venner har beregnet, at hvis regeringens resultater skulle stemme, ville Irans valgkomité have skullet optælle fem millioner stemmer på blot to timer. Alligevel har vores dækning af denne afstemning været højest mangelfuld. De fleste vestlige journalister er blevet på deres hoteller i velhaverkvarterene i Teherans nordlige forstæder, hvor det er let nok at finde veluddannede oversættere, som elsker Musavi og interviewe personer, som taler flydende engelsk og fordømmer den åndelige, kulturelle og sociale stagnation i Irans ’ lad os sige det rent ud: semidiktatur.

Men kun de færreste medier og nyhedsbureauer har ressourcer, tid og penge nok til at rejse rundt i dette over en million kvadratkilometer store land og interviewe bare en minimal brøkdel af dets 71 millioner indbyggere. Da jeg besøge slumkvarterne i det sydlige Teheran i fredags for eksempel, kunne jeg konstatere, at antallet af Ahmadinejad-tilhængere voksede, i takt med at støtten til Musavi svandt ind. Og jeg undrede mig over, om et lignende fænomen kunne afdækkes hinsides Irans ørkener og storbyer. Det tjener Channel 4’s tv-hold til ære, at de tog til Ishafan og omegn og kom tilbage med en mistanke ’ umulig at bevise, selvfølgelig ’ og anekdotisk, men reel om, at Ahmadinejad meget vel kan have vundet valget.

Den mistanke har jeg selv: Ahmadinejad kan lige akkurat have klaret den, men ikke med det massive flertal, han fik tildelt. For med deres sædvanlige klodsede, autokratiske adfærd har præsterne bag Den Islamiske Republik dekreteret, at kun en vinder med et stort flertal bag sig kunne gøre det af med dens sekulære modstanderes ry. Måske fik Ahmadinejad 51 eller 52 procent, hvilket så blev rundet op til absurde 63 procent, og måske opnåede Musavi 44 eller 45 procent ’ jeg aner det ikke. Iranerne får det heller aldrig at vide, selv om Den Øverste Leder fredag sagde, at det utrolige 63 procent stod til troende. Deri ligger Irans tragedie.

Uhyrlig præsident

Jo, Ahmadinejad er for mig fremdeles en uhyrlig præsident, en af disse afsindige politiske ledere ’ som Libyens oberst Ghaddafi eller Libanons general Michel Aoun ’ som denne region har det med at frembringe til skade for dens ry i Vesten. Og den islamiske republik selv, som har forståelige rødder i shah-regimets grusomheder, er i selve sin konstruktion en farlig og ufri stat, som blev fastlåst i ubevægelighed af en verdensfjern og nu for længst afdød ayatollah.

Og atomvåbnene Hvor mange af os rapporterede et lakonisk udsagn, som Den Øverste Leder og den mand, som i sidste ende vil kontrollerer Irans nukleare udvikling, ytrede den 4. juni, blot otte dage før valget

»Atomvåben,« sagde han i en tale, hvori han opfordrede iranerne til at stemme, »er forbudt ifølge islam (haram), og det iranske folk råder ikke over et sådant våben. Men de vestlige lande, især USA, driver falsk propaganda, hvori de påstår, at Iran forsøger at udvikle atombomber, hvilket er fuldkommen forkert ‘ «

Der er få forsikringer i Mellemøsten, man bør stole på. Få sikre kendsgerninger og mange løgne. Farerne er så fede som slanger i ørkenen. I skrivende stund har jeg lige fået endnu et telefonopkald fra Libanon.

»Mr. Fisk, en pige er blevet skudt i Iran. Jeg har set en video på internettet. Man kan se hendes lig’«

Og tænk engang. Jeg tror, han kan have ret.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen