Man tror ikke sine egne øjne: Foreløbig flere end 100 amerikanske økonomer forbundet i et netværk kaldet Real Climate Economics www.realclimateeconomics.org/ for at udvikle en ny økonomisk teori og især praksis i overensstemmelse med den videnskabelige klimaforsknings seneste konstateringer af verdens sande tilstand og de udfordringer, den stiller menneskeheden over for.
Lederen af foretagendet, Kristen Sheeran, er da heller ikke selv i tvivl om, at der regulært er tale om et nybrud. Hvad hun udvikler i et interview med tidsskriftet Seed Magazines Maywa Montenegro under overskriften »Økonomisk Råd for Planeten På vej til København«. http://seedmagazine.com/ content/article/road_to_ copenhagen/. (Med det sidste henvisende til det globale topmøde i Danmarks hovedstad til december om den truende klimakatastofe).
Interviewet indledes med beretningen om et møde i Santa Monica i Californien for fire år siden, da en gruppe økonomer, filantroper og græsrødder (ngoer) diskuterede miljøbevægelsens aktuelle situation. De konstaterede, at mens miljøforkæmpere var i stand til at argumentere videnskabeligt og juridisk, savnede de stolens tredje ben: økonomien! Da flere og flere beslutninger med følger for miljøet bliver taget af økonomiske grunde, var dette hul i ekspertise ved at udvikle sig til en alvorlig hindring.
Netværk ikke tænketank
Den idé fødtes, fortæller Kristen Sheeran, der selv er økonom, at danne et nationalt netværk af økonomer med også viden om miljømæssige forhold, som kunne indgå i samspil med medier, politikere, forretningsfolk og den brede offentlighed. Makroøkonomien for Retfærdigheds og Miljøets Netværk The Economics for Equity and the Environment Network, the E3 Network blev lanceret, og ikke længe efter forlod Sheeran sin akademiske stilling for at blive E3s administrerende direktør.
Hun vil ikke uden videre anerkende E3 og Real Climate Economics som en tænketank. Der har tilbøjelighed til at blive forbundet med en bestemt ideologisk indstilling »ja, sådan mener American Enterprise Institute naturligvis« hvorfor Kristen Sheeran fortrækker et netværk i mere oprindelig forstand. Dets medlemmer med vidt forskellige ekspertiser ved siden af økonomien har næsten alle deres daglige arbejde alle mulige andre steder fra tænketanke til regeringsbygninger og er langtfra enige om alting. Undtagen den grundlæggende enighed om, at økonomiske hensyn og argumenter ikke må og ikke behøver at forhindre menneskeheden i at komme i overensstemmelse med naturvidenskaben om naturens nuværende tilstand og udsigter.
Men når hun og E3 nu går skridtet videre og lancerer det noget mere offensive, måske nærmest aggressive Real Climate Economics, er det i erkendelsen af, at der efterhånden ikke er meget tilbage af den klima- og miljøskepsis, som i et kvart århundrede har domineret mainstream. (Da vi heldigvis forskånes for navnet på en statistiker fra Århus som eksempel på omtalte miljøskepticisme, skal Informations læsere sandelig også slippe for det her). Miljøskeptikeren er blevet økonomiskeptiker: Det kan godt være, der er noget om alt det der med CO2 og drivhus og opvarmning, men krav om afgørende ændringer i vores levevis og indarbejdede økonomiske tænkning og handling må i realiteten afvises, for ellers styrter vores samfund sammen. Real Climate Economics skal vise, at det ikke behøver at være tilfældet, og at megen økonomiskepsis bygger på falske antagelser og påstande.
Praktiske muligheder
Kristen Sheeran ikke indrømmer, men erkender med stolthed og glæde at bygge videre på skuldrene af det pionerarbejde, økologiske økonomer som Herman Daly and Robert Costanza har øvet i årtier. Men hun understreger behovet for, at der nu anvises praktiske muligheder for at omsætte uafviselige indsigter til økonomiske handlinger. Og hun understreger, at alle deres offentliggjorte artikler på forhånd har været underkastet såkaldte peer reviews , vurderinger af andre sagkyndige.
Og for at det ikke skal være løgn, meddeler hun, at Real Climate Economics har indset, at det oprindelige mål for en CO2-mængde i atmosfæren på 450 ppm ( parts per million , CO2-molekyler per million luftmolekyler) efter de seneste naturvidenskabelige konstateringer er for højt sat, og at vi skal ned på 350. Hvorefter hun bebuder, at man senere på året, men før mødet i København vil lancere en plan for, hvordan USA uden at måtte vende tilbage til stenalderhulerne godt kan stræbe efter en CO2-mængde på kun 350 ppm. Hvad der hidtil har været betragtet som totalt udelukket.
Kan en anden én forlange mere
Sikkert.
Men det må vente til en anden god gang. Nu er det sankthansaften, og jeg vil sgu have lov at blive lidt opmuntret.
Kommentarer
RENTABILITET! I HVILKEN BETYDNING?
www.realclimateeconomics.org/ :”The case for inaction is no longer argued on the grounds of skepticism about the science; instead, some have claimed that it will be too expensive to take more than token initiatives. There is now extensive economic analysis that challenges and refutes this idea.” Sagt på dansk: Det nye er, at det kan betale sig, at det er “rentabelt” at gøre noget, hvor det hidtil har været anset for at være for dyrt at gøre noget ved problemerne. Man kan ikke løse dem, uden at blive bombet tilbage til stenalderen, derfor skal vi ikke løse problemerne, for så ender vi bare i stenalderen igen.
Den autistiske form for økonomisk rationalitet er hidtil gået ud fra, at varetagelsen af det økonomiske systems forudsætninger må betragtes som en omkostning, der er for stor en belastning for det økonomiske system, og at hensynet til systemets forudsætninger må tilsidesættes, da det er for stor en belastning for systemet at bevare sine forudsætninger.
Men da de økonomiske forudsætninger kun eksisterer for det økonomiske system i snæver økonomisk forstand, altså som det der allerede er prissat, registreret økonomisk som aktuel eller potentiel genstand for prisdannelsen, så må det økonomiske systems forudsætninger, for så vidt som de ikke er registreret i økonomisk forstand, sejle sin egen sø, for ellers så går det ad helvede til i økonomisk forstand.
Det faktum, at det ikke danner mening at tilsidesætte hensynet til det økonomiske systems forudsætninger, klimaet, den menneskelige og umenneskelige natur, af hensyn til det økonomiske system, hvis tilsidesættelsen af det økonomiske systemets forudsætninger medfører at systemet undergraver gyldigheden af sin egen rationalitet, det falder uden for den herskende økonomiske rationalitet, fordi disse forudsætninger ikke kan registreres i snæver økonomisk forstand.
Når man tænker traditionelt i overensstemmelse med den herskende økonomiske rationalitet, kan man ikke se begrænsningen i gyldigheden af denne rationalitet. For at se, at den herskende økonomiske rationalitet er en del af problemet, så må man beskrive den økonomiske rationalitet i kraft af en anden rationalitet.
De få strofer, som jeg har citeret fra det nye netværks hjemmeside, indikerer ret entydigt, at man ikke formår at transcendere den patetiske form for økonomisk rationel kognitiv adfærd, der dominerer det moderne samfunds forestillinger omkring succes.
Det, der tilsyneladende fremstilles som et nyt budskab, er at det kan betale sig at gøre noget ved problemerne. Det store spørgsmål er så hvordan ”det rentable” skal udlægges. Hvis det betyder, at det ikke kan betale sig at lade en underordnet form for nødvendighed, dvs. en kun social nødvendighed, altså den nødvendighed der følger af et socialt systems indre logik/nødvendighed/rationalitet (her det økonomiske systems), diktere hele samfundet, at det må smadre sig selv for at få succes i isoleret økonomisk forstand, så er der tale om en indsigt, som er højere end den kun økonomiske. Men hvis det betyder, at vi kun kan overleve, hvis det er rentabelt i snæver økonomisk forstand, ja så er det udtryk for den sædvanlige autistiske økonomiske tænkning.
Nåmænd, uanset de tekniske problemer, er der en lang ende i sammenhængen. Nemlig at den økonomiske rationalitet bygger på vilkårligt indbyrdes bekræftende relationer uden hensyn til omverdenen. Altså at økonomien (som finanskrisen viser) har et problem med sin karakter af at være ophængt på sine egne dogmer af teoretisk tilsnit, snarere end på en grundlæggelse i konkrete realiteter. Når frygt styrer værdien af aktiebeholdninger, er det lige ud af landevejen at undre sig over, hvor den egentlige videnskabelige grundfæstelse befinder sig?
Det er i alvorlig grad på tide, at man forstår at klodens behov går forud for især vækstdogmet. Der ér kun én planet. Og det forhold overskrider af naturlige årsager opretholdelselsen af økonomiske doktriner i deres nuværende form. Det nytter ikke så meget med egennytten, når et klimakollaps er i udsigt. Nytten bør henses til de alvorlige vink med vognstangen, som er konsekvensen af en utøjlet egennytte eller -interesse, som økonomien har stået for overrepræsentationen af. Mindre økonomisk teori og mere alvor i relation til fremtiden, tak.
Med venlig hilsen
Jeg er nogenlunde lige så opmuntret ved udsigten, som ved nytårsaftener og raketafbrænding.
Der er et perspektiv som totalt mangler i debatten om klima: Velfærd til alle! Problemerne for klima løses i en sammenhæng med velfærd og økonomi. Lande som har velfærd har overskud til at forholde sig til klima. Og jo mere velfærd jo mere forbrug. Derfor er det i virksomhedernes interesse at skabe mere velfærd og et forbrug som ikke skader miljø. Men det virker ikke til at E3 har fokus på perspektivet velfærd og klima.
Kære Steen Ole Rasmussen, Hugo Berlach og Inger Sundsvald
Ja!
Helt enig i alt, hvad I skriver. For blot at citere Hugo: »Det er i alvorlig grad på tide, at man forstår at klodens behov går forud for især vækstdogmet.« Det sidste sammenfatter jeg for tiden under akronymet DØV = Den Økonomiske Vækst.
Så naturligvis vil jeg sikkert en anden god gang ved nytårsaften og rakketafbrænding blive skuffet over også E3 og Real Climate Economics. Som uendelige mængder af ‘grønne’ ord og forsikringer dennem de sidste 40 år fra næsten lige så mange ‘personligheder’ og ‘miljøinitiativer’ har skuffet.
Men noget må et gennemsnitsmnneske dog have at håbe på (kaldet livsløgn). Derfor glæder det mig, at et så udpræget ikke-gennemsnitsmenneske som Steen trods alt også holder et spinkelt håb åbent med sin slutning: »Det store spørgsmål er så hvordan ”det rentable” skal udlægges. Hvis det betyder, at det ikke kan betale sig at lade en underordnet form for nødvendighed, dvs. en kun social nødvendighed, altså den nødvendighed der følger af et socialt systems indre logik/nødvendighed/rationalitet (her det økonomiske systems), diktere hele samfundet, at det må smadre sig selv for at få succes i isoleret økonomisk forstand, så er der tale om en indsigt, som er højere end den kun økonomiske. Men hvis det betyder, at vi kun kan overleve, hvis det er rentabelt i snæver økonomisk forstand, ja så er det udtryk for den sædvanlige autistiske økonomiske tænkning.«
Kære Johan Toft
Spørgsmålet er så, hvad det er for en velfærd og et forbrug, som ikke skader miljøet? Da det er vores rige, såkaldte ‘vestlige’, femtedel af verden, der har det absolut største forbrug af de begrænsede naturgoder og som har pumpet langt, størstedelen af den CO2 ud i atmosfæren, som alarmerer naturvidenskaben, er det i hvert fald ikke vores velfærd og forbrug, der er svaret.
Vores velfærd er nemlig ganske rigtigt indrette på: Jo mere velfærd jo mere forbrug. Hvilket jo er katastrofen. I hvert fald hvis det øgede forbrug omfatter naturgoderne i deres materialitet. Hvad det som bekendt har gjort og gør mere og mere.
Venlig hilsen til jer alle Ejvind
Hej Ejvind, du skriver at jo mere velfærd jo mere forbrug - er katastrofen. Det er den typiske kværulantiske og stagnerende holdning. Alle muligheder ligger foran os for at konvertere til et forbrug som ikke skader miljøet. Politikerne og erhvervslivet kan ganske enkelt gå sammen og skabe løsninger og produkter som er godt for miljø, og selvfølgelig skal alle på kloden have adgang til et højt forbrug. Jeg har lavet en fantasi om det, storytelling, som du kan se mere om på http://syncronesia.blogspot.com
Hej Johan, af dit link fremgår det for mig ikke umiddelbart, hvad det er for et højt forbrug, du tænker på, og som ikke skader miljøet. Som altså ikke øger forbruget af naturgoderne i deres materialitet, men tværtimod nedsætter det for vores rige femtedels vedkommende. Og det sidste er jo, hvad der er påkrævet. Så kunne du ikke konkretisere din fantasi, storytelling, lidt mere?
Jo Ejvind, jeg kan godt konkretisere, - også fordi jeg fustreres dybt af holdninger som at vi i de rige lande må gå ned i standard, eller som du selv tidligere skrev, at mere velfærd og forbrug er katastrofalt. Jeg håber virkelig at jeg kan få dig til at se lidt anderledes på tingene, for du har det levende og skrevne ordi din magt:
Jeg tager ganske enkelt udgangspunkt i et grundsyn hvor vi løser forurenings-problemer, og for mig at se ligger dette punkt i menneskets-historie lige om hjørnet, skulle det være så svært, hvorfor har du ikke ordnet det allerede, vrængede hun af ham.
Vi må skabe reglementer og direktiver således at der gradvist kun må produceres og forbruges på en måde som vi mener ikke skader vores klima/miljø. Løsningerne er derude Ejvind, og vi ved det godt. Hindringen er kun griskhed og kortsynethed.
Netop det incentive som kan få erhvervsliv og politikere til at gå i retning af miljøvenlig produktion og forbrug, er at flere og flere samtidigt får adgang til dette forbrug. Så øges markederne for erhvervslivet,så øges mulighederne for at sælge mere. Jo mere velfærd jo mere forbrug, og det er bare alletiders, - såfremt det foregår på en for os miljøvenlig måde. Og derfor kan en klima debat ikke kun handle om klima, den må også handle om velfærd til alle. Med dette udgangspunkt står erhvervslivet sultne parat. - Jo, - der vil være restriktioner om hvad man kan producere, sælge og forbruge, men betingelserne vil være lige for alle på kloden. Konkurrence-momentet vil være det samme for erhvervslivet, og det har erhvervslivet brug for, det er et naturligt drive i mennesket, men nu produceres der kun miljøvenligt. Jo mere velfærd jo mere forbrug, det er vejen frem.
Nå ja så har jeg lavet en fantasi/storytelling om det: Pludselig vil hun ikke kisse misse mere med ham før han har sørget for velfærd til alle, der er lidt Yvonne Olsen-Banden over hende, - og da han jo gerne vil kisse misse, ja så må han jo igang, Der er bl.a. også lidt flirt med de transnationale o.s.v., men den historie må du høre på et andet tidspunkt.
Johan: Mener du i ramme alvor at du tror at man kan bringe hele verden op på et dansk velfærds- og forbrugsniveau uden at det går ud over miljøet indenfor overskuelig fremtid?
Ja Henrik, det mener jeg 100 %. En handlingsplan 30-50 år, - det ligger lige for. Jeg ser ikke noget alternativ. Miljø-udfordringerne er egentligt bare en bi-ting, noget vi ordner samtidigt med at alle får et sygesigringskort i baglommen. Jo mere velfærd jo bedre overskud til at forholde sig til problemer what ever they may be. - EUs vokseværk er et godt eksempel
Jamen det er da herligt at se at nogen kan bevare optimismen. Jeg gad dog godt se et regnestykke der viser hvordan vi skulle dække det enorme energibehov jordens befolkning ville have hvis vi alle brugte som os uden at det går ud over miljøet?
Bare start med energi, så kan vi snakke om øget råstofforbrug samt den enorme samfunds- og infrastruktursudvikling der skulle til for at få u-landene på niveau senere.
Bare fordi omtanke for miljøet og velstand er positivt korreleret betyder det jo ikke at en mand der har en miljøvenlig kummefryser, sparepærer i hele sin 100 m2 lejlighed, kører i Prius, har bærbar i stedet for stationær og kun spiser økologiske tykstegsbøffer har en mindre negativ indvirken på miljøet end en der kun har en gammel dieselgenerator til at drive sin vandpumpe…
Det store spørgsmål er: Hvem skal begynde?
Hvert eneste skridt vi tager, begynder med at vi selv flytter fusserne. Først det ene ben, så et andet.
Hvis man forestillede sig, at man helt frivilligt og personligt startede et sted, som ikke ville betyde væsentlige afsavn for nogen, så kunne man jo starte med sankthansbålene. Det må være muligt at opfinde en anden midsommerleg hvor folk kan mødes og hygge sig. Hvad mon det ville betyde for klimaet?
Dernæst kunne man måske formå staterne til at forbyde fyrværkeri. Hvis folk i stedet for rendte rundt og bankede på gamle gryder, skulle det være nok til at jage alle onde ånder væk og samtidig ønske det nye år velkommen. Hvad mon det ville betyde for klimaet?
Går man et skridt videre er der mange muligheder. Måske kunne børn i den vestlige verden nøjes med 50 stykker legetøj i stedet for 200? Kineserne skal naturligvis også have noget at leve af, men måske kunne de producere noget af højere kvalitet, som ikke kun har en levetid på få dage eller timer?
Det er bare et forslag. Hvem begynder? Hold venligst mine smøger og koteletter ude af regnskabet – de kan da ikke betyde alverden i det store regnskab.
Måske er det alligevel bedst at invitere verdens statsledere på flybesøg i Grønland? Hvem ved hvad det kunne føre til?
Jeg gentager: Selvfølgeligt er det muligt at konvertere til et forbrug som ikke skader vores miljø, løsningerne er der. Og den mest direkte vej er gennem velfærd til alle.
Det er da fint nok at du gentager det Johan, men hvis du ikke har noget faktuelt at bygge det på har jeg svært at se hvad vi skal bruge det til…
Henrik, hvad er det præcis for faktuelt du efterspørger
Hvem skal begynde?
Det skotske parlament her forleden vedtaget den hidtil skrappeste klimalov.
Fx vil man nu medregne det forbrug der vedrører den skotske andel af det forbrug der er i den international skibs- og luftfart.
http://www.scottish.parliament.uk/s3/bills/17-Clim…
(link til selv loven er nederst på siden)
Lige et par links om ovenstående;
http://www.guardian.co.uk/environment/2009/jun/24/…
og
http://www.lloydslist.com/ll/news/scottish-emissio…
Kære Henrik, jeg tillader mig at spørge igen, hvad er det for facts du efterspørger? Vil du give mig ret i, at menneskene har alle de løsninger der skal til for at konvertere til et miljøvenligt forbrug, det er mere et spørgsmål om at samarbejde og sætte tingene i værk?
Nu har jeg selv siddet og søgt lidt på nettet og regnet lidt. De tal jeg bruger er hvad jeg lige har kunnet finde vha google og wikipedia, jeg har ikke gidet at analysere kilderne videre grundigt, så det giver nok ikke det mest nøjagtige billede af hvordan tingene hænger sammen. Man kan dog få en idé om hvad der skal til.
P.t. er Danmarks energiforbrug på godt 45.000 kWh pr. år pr. capita, mens verdens samlede energiforbrug er på omkring 16 TW. Hvis hele verdens befolkning brugte lige så meget strøm per person som vi gør i Danmark skulle der produceres omkring 35 TW, altså godt og vel en fordobling af det nuværende niveau.
Allerede her er der en ret grov forenkling i min metode, idet der jo ikke er særlig meget tung industri i Danmark. Vi importerer en masse, og en stor del af den energi vi forbruger for at opretholde vores levestandard bliver således brugt udenfor landets grænser. Hvorvidt de tal jeg har brugt tager højde for det ved jeg ikke, men det kunne godt tyde på at de ikke gør, idet et tilsvarende energiforbrug pr. år pr. capita i Sverige er ca. 68.000 kWh.
86% af verdens nuværende energiproduktion er baseret på fossile brændstoffer. 6% kommer fra atomkraftværker, og kun 8-9% fra fornybare kilder.
Jeg er fuldstændig enig med dig i at det er på tide at smøge ærmerne op og komme igang. Jeg finder det dog ret usandsynligt at vi kan formå at producere de ca. 25 gange så meget fornybar energi som denne meget simple analyse viser at vi bliver nødt til indenfor 30-50 år.
Vi bliver nødt til at skære ned på forbruget OG udvikle mere bæredygtig energi.
Henrik, rigtig mange tak for kommentar, jeg vender tilbage lidt senere
Henrik, så er jeg her igen. Flot som du har researchet og regnet på det, din umiddelbare konklusion er at klodens forbrug såfremt alle har vores velfærd, er 35 TW.
Indtil videre er dette tal så udganspunktet. Og dette forbrug skal selvfølgelig gradvist konverteres så vi mener det ikke skader vores miljø. Vi smøger ærmerne op! Løsningerne er derude.
Jeg foreslår vi igangsætter et projekt med målsætning: Velfærd og klima går hånd i hånd, alle skal have adgang til dansk niveau for velfærd og forbrug, og dette i god klima-forstand.
Det er denne synsvinkel jeg savner i klima-debatten.
Jeg inviterer dig til at at samarbejde. Jeg vil til at finde funding for at komme videre, vi skal forbinde udvikling af klima med udvikling af velfærd. Jeg er i kontakt med: http://www.sfu.ca/~ahira/global%20social%20Welfare…, Andi Hira er en dygtig professor ved Simon Fraser Uni i British Columbia, han lægger interessante budgetter for dagen.
Derudover er jeg ved at få dialog med ILO i Geneve, de har målsætning “social coverage for all”.
Sommeren er ved at ramme den nordlige halvkugle, men jeg prøver at få fat på Connie H, - vi skal have fokus på velfærd for alle, i et forbrug/klima som vi finder rigtigt.
Henrik, du kan også skrive til mig på: johantoft@mail.dk. Jeg overvejer at åbne en blog for at komme videre med “coherent development of global clima and welfare”
Jeg er klar over at målsætningen virker uden for ramme alvor, men jeg kan forsikre dig at jeg har tænkt mig at fortsætte. Ejvinds artikel, og hans synspunkt at velfærd for alle, er katastrofalt, - den slags synspunkter må dementeres, må kastes af bordet og vige plads for progresssiv tænkning