Noget tyder på, at opstramninger og øget pres på arbejdsmarkedet kan være en af årsagerne til stigningen af sygemeldinger. Antallet af stressramte og psykisk syge er nemlig steget markant fra 8,5 pct. i 2001 til 30,2 pct. i 2008, fastslår en ny under søgelse lavet af Danica Pension. Men kontrol og effektivisering er ikke nødvendigvis kuren, der skal til for at komme stigningen i antallet af stressramte til livs. I den forbindelse kunne man mandag den 15. juni følge en tidligere stressramt revisor på TV2 Nyhederne. Efter en sygemelding var han nu atter i fuldtidsbeskæftigelse takket være arbejdsgiverens og Danica Pensions tidlige indsats, påstod man. Samtidig kunne man fredag d. 12. juni læse Sarah Fredbergs, konsulent i Dansk arbejdsgiverforening, kommentar i Information om, hvordan et stigende antal unge sendes på førtidspension grundet stress og andre psykiske lidelser: »Måske socialrådgivernes formand skulle kigge indad og overveje, om kommunerne kunne gribe tidligere ind over for de unge og hjælpe dem til et aktivt liv frem for at tage dem i hånden og bære dem mod en førtidspension,« skriver Fredberg.
Retorikken bag
Det kan dog diskuteres, om det overhovedet er korrekt, at antallet af førtidspensioner er steget. Socialrådgivernes formand, Bettina Post (kommentar i Information 10. juni), henviser nemlig til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at antallet af førtidspensioner er faldet i perioden mellem 2005-2008. Alligevel har der for nyligt været en massiv kritik fra det private erhverv rettet mod den offentlige sektors håndtering af stressramte. Der skal gribes ind og strammes op, hører man i flæng. Interessant nok har denne retorik i den grad bidt sig fast blandt sagsbehandlere i kommunerne.
Netop denne form for rationel tænkning er populær i tiden og ikke kun i det private. Det vrimler med påstande som: »de syge skal aktiveres«, »der skal gribes ind hurtigst muligt«, »de skal medicineres« og frem for alt »jo længere tid der går med en sygemelding, desto større risiko er der for aldrig at vende tilbage på arbejdsmarkedet«.
I den forbindelse, kunne det jo være interessant at spørge de sygemeldte selv. De mangler nemlig en stemme i dette univers af effektive ( ) synspunkter fra den private sektor, VKO-regeringen, kommuner, læger og menigmand, som har overtaget nutidens retorik.
Under pres
De allerfleste stressramte og sygemeldte mennesker, jeg har stiftet bekendtskab med de sidste fem år, har absolut været kede af det pres om aktivering og konstante opsyn, som kommunen lægger for dagen. Presset har i mange tilfælde kun ført til mere stress og sygdom, hvilket er en alvorlig modarbejdelse af hensigten. En stressramt person har brug for fred og ro. Der er ingen pille i verden eller hurtig aktivering, som kan ændre det faktum, at stress kræver lang tids ro også fra kommuner, sagsbehandlere og i sidste ende regeringens side. Stressramte kommer ind under kategori to ved en sygemelding. Sygemeldte er nemlig kategoriserede i spørgsmålet, om hvorvidt de vender tilbage på arbejdsmarkedet igen. I kategori to er der således en risiko for at arbejdsevnen helt mistes. Stressramte kontaktes derfor ekstra ofte fra kommunen og holdes i kort snor. Dette foregår via personlige samtaler, telefonsamtaler, opfølgning, ressourceprofiler, kontakt til læge og psykolog, aktivering, praktik, prøvejob, osv., alt i mens at de stressramte egentlig blot har brug for at genfinde den fred og ro, som de på det kraftigste har manglet. Når sygemeldte alligevel konstant konfronteres med risikoen for tabt arbejdsevne, så kunne man tænke sig, at denne advarsel i sig selv var nok til at få den stressramte til at miste pusten og ikke mindst håbet.
Flere niveauer af stress
Indirekte ligger nemlig den antagelse, at stressramte må tage sig sammen. Samtidig er det måske netop problemet, at den stressramte tidligere har taget sig for meget sammen. Når alt kommer til alt, så findes der desværre ingen fikse og hurtige løsninger på problemet andet end tid og en længerevarende terapeutisk behandling, hvis der ellers er tale om alvorlig stress.
Der findes nemlig flere niveauer af stress. Fænomenet stress bruges og misbruges i flæng. Man hører ofte, hvordan folk klager over stress, men efter en stille weekend er de klar til endnu en travl arbejdsuge. Alvorligt stress ramte kan have symptomer fra et år til tre år alt efter niveau. Det er desuden individuelt, hvilke tiltag der er brug for. Her kunne man passende spørge de sygemeldte selv, hvilke behov de har i denne periode af deres liv. De allerfleste vil jo give deres højre arm for at komme i arbejde igen og for at undgå den skam, der følger i kølvandet på en længere varende sygemelding. Man må gå ud fra, at de, der alligevel ender med en førtids pension, har deres gode grunde. Jeg tvivler på, at kommunerne med deres opstramninger kan opfattes som en gavebod, hvilket Fredberg ellers lægger op til i sin kommentar. Der skal vitterligt være stærke beviser på mistet arbejdsevne, før en førtidspension bliver langet over disken. Den sygemeldte skal med andre ord stå med det ene ben i graven for at få tildelt en førtidspension. Her skulle man hellere se på de årsagssammenhænge, der har ført til stigningen i antallet af alvorligt stress ramte siden 2001. Der er nemlig i høj grad mangel på årsagssammenhænge i debatten om stressramte.
Årsag til stigning
Det er interessant, at antallet af stressramte er steget voldsomt samtidig med, at den nyliberalistiske opstramning med reformer har gennemsyret vores samfund de sidste otte år. Effektivisering, økonomisk udbytte og reformer er ikke just en gunstig cocktail for anti-stress. Et utal af lærere på folkeskole, gymnasium og universitetsniveau har måttet mærke effekten på egen krop. Det bliver spændende at se, hvad den nye enstrengede beskæftigelsespolitik vil gøre for sagsbehandlere i jobcentrene landet over, som i forvejen er stærkt underbemandede. Da tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) inden krisen udtalte sig om, at sygemeldte skulle presses i arbejde, mente mange, at det måtte være en dårlig joke. På det tidspunkt var han trods alt undskyldt af den manglende arbejdskraft i Danmark. Nu hvor krisen er indtruffet, så burde retorikken omkring sygemeldte og tvangsaktivering måske revurderes
Noget tyder altså på, at tildelingen af førtidspensionerne ikke er steget i takt med stigningen af stress ramte. Opstramningen er massiv også i det offentlige. Til gengæld kunne det tyde på, at denne effektivisering og opstramning, som gennemsyrer det danske samfund, virker som en årsag til stigningen af sygemeldinger blandt stressramte.
Kathrine Lassen er cand. Scient. Soc i Udviklingsstudier og tidligere FN udsendt til Burkina Faso
Kommentarer
Helt rigtigt set kathrine Lassen.
Læg dertil de kommuner, der bryder loven overfor borgerne, helt bevidst, da det ikke har konsekvenser for dem. Kommunerne kan sanktionere borgerne, men borgerne kan ikke sanktionere kommunerne. Et eksempel. N kommune, sender op til en weekend en indkaldelse til opfølgning på sygedagpenge, men 4 dages varsel. Brevet modtages først samme eftermiddag, som mødet skulle afholdes. Nu tar’ N kommune sygedagpengene, og henviser til kontanthjælp, trods mangelende partshørring.
Statsamtet sender sagen retur til kommunen, med krav om ny afgørelse, i det de ikke har partshørt, og i det de burde have undersøgt, om der havde været uregelmæssigheder i posten i det pågældende område. N kommune er nu 2 mdr. om at skrive tilbage. De siger nu de har talt med post dk, der oplyser der ikke har været uregelmæssigheder i omdelingen, men jo ikke kan garantere, at post kan være omdelt forkert. N kommune mener derfor, at der er tale om ‘væring’, trods et 17 år langt arbejdsskadeforløb, hvor der ikke har været fortilfælde af ‘væring’..
N kommunes egen borgerrådgiver har i radioen udtalt skarp kritik af kommunen. N kommunes formand for arbejdsmarked i byrådet udtaler i radioen, at hun vil bede om en redegørelse. Det er mere end et halvt år siden, og der er intet sket. Vi kan ikke få oplyst om hun har fået en redegørelse, og hvis hun har, hvad den siger.
Samme kommune nægter at give pension, trods anbefaling af egen læge, samt 3 overlæger.
Der har været prøvet revalidering, og fleksjob.
N kommune kan/vil ikke komme op med hvad de så mener der skal ske, når arbejde er udelukket, og pension ligeså…
I 2003 blev der søgt pension første gang. Da var N kommune 3 år om at lave ingenting i sagen.
Nu er vi der så igen, men denne gang med et afslag til følge. Ydermere, måtte vi finde os i nedladende bemærkninger fra ydelseschefen under et møde med pensionsnævnet.
Så jo kommunerne boltrer sig, og har regeringens opbakning.
Men har de socialdemokratiske borgmestre mon også opbakning fra egne rækker til at bryde loven?..