Den seneste måneds rullende udgiftsskandale er det største chok, Storbritanniens politiske system har været udsat for i årtier. Med et blandt kampagnestrateger yndet udtryk har den brændt igennem til offentligheden på en måde, som kun uhyre få politiske begivenheder evner at gøre.

Avisoverskrifter om skatteyderfinansierede voldgrave, andeøer, voksenfilm, badekarspropper og månedlige fødevareregninger på 400 pund vil anrette varige skader ikke blot på adskillige parlamentsmedlemmers karrierer, men på systemet som helhed. Det er svært at forestille sig skandaler med tilsvarende ætsende virkning.

Men måske er hysteriet også gået vidt nok. Det billede, der tegnes af den politiske klasse som en bande korrupte slyngler, der alle har snabelen i truget, er uretfærdigt over for de mange, der er gået ind i politik for at give og ikke for at tage.

Udgiftsskandalen har været slet håndteret fra start til slut. Politikere i alle partier var langsomme til at indse truslen fra loven om offentlighed i forvaltningen. Og Labours rekorder i tilskudscirkusset gør det en smule søgt, når partiet nu forsøger at tage æren for loven.

Den bebrejdende finger

I marts sidste år besluttede parlamentets eget kontroludvalg, Commons Authorities, at forsøge at udskyde den onde dag ved at appellere imod en kendelse om, at udgiftsbilag refunderet for 14 fremtrædende politikere skulle lægges offentligt frem. Jeg forstår, at kun to medlemmer af udvalget var til stede: parlamentsformand Michael Martin og underhusleder Harriet Harman. Som Labours næstformand er hun kendt som en radikal reformtænker, men ved denne lejlighed gjorde hun formentlig blot, hvad Gordon Brown ønskede: at sparke udgiftsaffæren så langt væk som overhovedet muligt. Men appelsagen blev tabt, hvilket banede vej for sidste uges skelsættende offentliggørelse af udgiftsgodtgørelser for samtlige 646 parlamentsmedlemmer.

Den afgående parlamentsformand var en del af problemet, men hvor man forstår den bebrejdende finger, som han i sin afskedssalut rettede imod Brown. Selv hans nære forbundsfæller indrømmer, at premierministeren var langsommere til at fatte, hvad der stod på spil i udgiftsspørgsmålet end de konservatives David Cameron og de liberale demokraters Nick Clegg. Måske han håbede, at det ville gå væk af sig selv, i hvert fald indtil efter valget. Måske forekom det ham trivielt i forhold til at redde verden fra finanskrisen.

Omkring 33 af hr. Browns ministre stemte imod et forslag om at afskaffe den såkaldte John Lewis-liste over tilladte tilskud til helårsboliger i juli sidste år. Velvidende at afstemningen ville blive tabt, dukkede premierministeren ikke op.

Ganske vist bestilte Brown en undersøgelse i år hos Sir Christopher Kellys Udvalg for Standarder i Det Offentlige Liv. Men så fik et anfald af panik ham til at foregribe resultaterne, da han i al hast fremsatte sine egne forslag pinagtighederne er fastholdt i en berygtet YouTube-video.

Langsommelig maskine

Og det skulle blive endnu mere rodet. Hans forslag blev hurtigt likvideret af oprørske parlamentsmedlemmer. Andre reformer blev hastet igennem såsom et forbud mod at bruge helårsbolig-godtgørelse til møbler og tilbehør og påbud om kvitteringer for alle fordringer. Dette efterlader Sir Christopher i rollen som en retsmedicinsk ekspert, som tilkaldes for at undersøge liget, efter at ligsynet allerede har nået sin konklusion.

Reaktionen fra Commons Authorities, da Daily Telegraph fik fat på den ucensurerede version af udgiftsbilagene i maj, var også fumlende. Selv i en krise vender Westminster-maskinen langsomt. Kunne alle disse bilag dog ikke have været offentliggjort længe før Åh jo, det kunne de jo nok, erkendte Brown på et pressemøde i Bruxelles og medgav, at så mange oplysninger heller ikke havde behøvet at være overstreget. I stedet for at have gjort et forsinket forsøg på at gøre en dyd ud af åbenheden kom dette virke som et symbol på modstræbende accept af domstolens kendelse om at offentliggøre.

Med offentliggørelsen af udgiftsbilagene for alle parlamentsmedlemmer slutter sagen ikke. De udgiftsbilag, der nu er dukket op, vil utvivlsomt finde vej ind i valgkampen frem til næste valg. Det bliver et godt tidspunkt at være udfordrer på. Og et skidt et, hvis man er parlamentsmedlem på genvalg.

Vælgerne vil have lange hukommelser. Det vil helt sikkert kræve mere end et valg at rense systemet i vælgernes øjne. End ikke et regeringsskifte kan ikke garantere det.

Tillid mistes let og vindes med besvær. Og endnu sværere er det at vinde det tilbage, som er tabt på så spektakulær vis.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Storbritanniens udgiftsskandale

Skandalen brød løs, da avisen Daily Telegraph i maj fik akt-indsigt i udgiftsbilag fra 14 parlamentsmedlemmer og afslørede et omfattende misbrug.

Refusionsordninger, der skal dække udgifter forbundet med at have en ekstra bolig og forøget kommunikationsbehov, viste sig at være brugt til at dække udgifter for ting som udgravning af voldgrav, vedligehold af swimming pool og anlæggelse af andehus.

Skandalen har ført til, at parlamentsformanden og adskillige ministre er trådt tilbage.

Samtlige udgiftsbilag for alle britiske parlamentsmedlemmer er nu offentliggjort på parlamentets hjemmeside.