Så kom den længe ventede og frygtede McKinsey-rapport om universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes finansiering og organisering. Hvorfor har den været frygtet Rapporten har været frygtet af den simple grund, at hele øvelsen, formentlig med rette, blev anset for at være Finansministeriets reaktion på kravene om en forøgelse af i hvert fald STÅ-taksterne (det beløb, som universiteterne får per studerende, red. ) på de såkaldt tørre områder og en relativ forøgelse af basismidlerne til forskningens andel af de samlede forskningsbevillinger.
Alle ventede kort sagt en rapport, der ville fortælle, hvordan man kunne fodre hunden med dens egen hale, nemlig ved at rapporten dels opfandt nogle passende muligheder for generelle besparelseskrav, der kunne finansiere de ønskede udgiftskrævende forbedringer, og dels satte spørgsmålstegn ved, om der virkelig er behov for at ændre på STÅ-taksterne og basisforskningsandelen.
Helt utilstrækkelige
Fik man så en sådan rapport Ja, selvfølgelig gjorde man det. For så vidt angår STÅtaksterne, vidste alle, at det ville blive meget svært at dokumentere, at de dækker udgifterne. Og McKinsey konkluderer da også, at taksterne overalt er helt utilstrækkelige, ligesom man ikke overraskende finder frem til, at det må betyde enten, at nogle af udgifterne dækkes fra andre finansieringskilder (dvs. forskningsmidler), eller at universiteterne har forsøgt at tilpasse sig, således at kvaliteten af uddannelserne mere svarer til det, man reelt betaler for. Enhver kan sige sig selv, at undervisning på enorme hold og ved hjælp af deltidsansatte lærere uden forskningsforpligtelse næppe kan være fremmende for kvaliteten af den forskningsbaserede undervisning. Er der noget, der kan undre her, er det nærmere, at kvaliteten trods alt er så høj, men det er næppe svært at forestille sig, at bl.a. de høje frafaldsprocenter kan finde deres forklaring her.
Med hensyn til basisforskningsandelen er rapporten mindre klar. Det kan bestemt heller ikke overraske nogen, at det kan være svært at dokumentere, at 60/40 er en mere optimal fordelingsnøgle end 65/35 eller 55/45. Men det er meget let at dokumentere, at de totale administrative omkostninger ved at lade forskningsråd m.fl. uddele forskningsmidler til enkeltprojekter er flere gange højere end de totale administrative omkostninger ved at uddele det samme beløb som basismidler.
Umulig opgave
Rapportens resultater med hensyn til universiteternes ressourceanvendelse er derimod langt mere kritisable. Alle økonomer ved, at det er meget svært at fordele de samlede omkostninger ud på de forskellige produktionsfaktorer, når disse er substituerbare. Alle ved også, at en sammenligning med virksomheder er umulig, medmindre der er lavet et utroligt præcist og gennem lang tid indarbejdet ensartet sæt af retningslinjer. Man kan derfor roligt hævde, at McKinsey har påtaget sig en opgave, som ikke er mulig, og det burde de have vidst. Den kendsgerning, at de skønnede omkostningsfordelinger viser en utrolig stor variation mellem de undersøgte universitetsenheder, burde under alle omstændigheder advare om skønnenes manglende validitet. McKinseys forsigtige bemærkning om, at de administrative omkostninger, målt i noget så tåbeligt som årsværk, er dobbelt så høje som i et udvalg af private virksomheder, kan derfor kun tolkes som et buk til opdragsgiveren.
Der er dog ingen tvivl om, at der kunne spares ressourcer på universiteternes administration, ud over dem man kunne spare ved at flytte forskningsmidler til basismidler. Den største besparelse, som også kunne have en gunstig effekt på Videnskabsministeriets omkostninger, ville være at rationalisere og fjerne den skov af reguleringer og undersøgelser, som ministeriet unødigt belemrer universiteterne med. Man kunne så passende starte med at nedlægge den overflødige akkrediteringsinstitution.
Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
Kommentarer
‘…Er der noget, der kan undre her, er det nærmere, at kvaliteten trods alt er så høj, men det er næppe svært at forestille sig, at bl.a. de høje frafaldsprocenter kan finde deres forklaring her….’
I andre sammenhænge har regeringens politikere fremhævet nødvendigheden af større støtte til de studerende i studieforløber: både socialt og mht videnstilegnelsen. Det ligger mange mere eller mindre hårdt ramte skæbner (og spildte talenter) bag de anonyme frafaldstal - og der er i høj grad brug for en forstærket støtteindsats over for de studerende. De omtalte overflødige kvalitetsvurderingsprojekter er et grotesk spild sammenlignet med det reelle svigt af de studerende, bl studerende med forskellige former for fysiske eller psykiske handicaps.
Dette system med STÅ-takster er jo bare almindelig primitiv socialisme.
Man bør selvfølgeligt udstyre studenterne med en pengekonto, hvorfra de kan købe ydelser fra institutionerne, til den pris disse selv fastsætter.
Der skal være fri konkurrence og markedskræfter. Institutionerne skal kappes om at tilbyde den bedste undervsining til den billigste pris.
Skal vi ikke sige farvel til middelalderen?
Det var dog en ualmindelig forfærdelig tanke du slipper ud der! Jeg synes vi har set nok af frie løsrevne markedskræfter lave ravage på det sidste. Universitetet er ikke en virksomhed, men en uddannelses- og forskningsinstitution med store sociale forpligtelser og opgaver.
Ku man ikke blive fri for at få alt i livet gjort til købmandshandel? Sku vi ikke sige farvel til kræmmermentaliteten?
På det naturvidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet har vi set at den nye styrelseslov har fulgt til mere bureaukrati.
Da man indførte ansatte i stedet for valgte dekaner og prodekaner, kunne fakultetet ikke længere nøjes med en prodekan, der fungerede som dekanens substitut ved dennes forfald.
Næh, nu skulle man have hele tre prodekaner, der hver især skulle have deres ansvarsområder med tilhørerne TAP-ansatte. Naturligvis betalt ved indskrænkning af antallet af VIPer, forskere og lærere.
Og opgaven for disse administrative medarbejdere er naturligvis at indføre og kontrollere administrative rutiner hos forskerne, så man yderligere kan indskrænke den tid, disse har til at bedrive forskning.
Onde tunger påstår derudover, at skulle universitetsministeren, journalist Helge Sander, få valget mellem at ansætte en kompetent konservativ og et inkompetent Venstremedlem, så vælger han medlemmet af Venstre … hvad om man havde sat en person ind på den post, der vidste noget om universitetsverdenen, en professor eller i det mindste en indehaver af en doktorgrad?
Ole Thofte skriver forfærdet “Ku man ikke blive fri for at få alt i livet gjort til købmandshandel? Sku vi ikke sige farvel til kræmmermentaliteten?”
Jo, hvis man er et dovent gemyt, der ønsker at henslæbe et liv fritaget for præstationer, skal man søge ind under den socialistiske model.
Jeg har selv undervist en del i den private sektor, hvor kursisterne betalte for hvert kurus. Jeg gav ikke karakterer til eleverne. De bedømte mig. Det var hårdt og krævende. Og de lærte noget, kan jeg garantere.
Mikkel K og Ole G: det er svært at svare andet end antydende på jeres spørgsmål, der dels vidner om manglende forståelse af de studerendes situation, dels mangler forståelse for studier som en kreativ og social proces.
1) arbejde med udvikling inden for et fagligt område og samtidig social udvikling i de unge år er vanskeligt for de fleste studerende. Der er brug for en støttende struktur, tilgengængelige lærere, tutorer, og der er brug for sociale samværsmuligheder og jeg mener ikke fredagsbar o lign. Alle ungdomsstudier viser, at studiepres, erhvervsarbejdspres, præstationspres osv ligger hårdt på mange unge. Yderligere forstærket af de senere års stærkt individualiserende samfundsmæssige tendenser. Universiteterne bevæger sig i den modsatte retning af disse behov, nærmest præget af en markeds- og konkurrencetendens, hvor de unge der bukker under for presset bliver betragtet med et skuldertræk som en art fejlinvestorer, der bare må finde noget at at ‘investere i’. Benhårdt, ubarmhjertigt og samfundsmæssigt et kæmpe spild.
2) Videntilegnelse og udvikling er ikke lineære størrelser, men bevæger sig i ryk og er afhængig af fagligt engagement, inspiration fra undervisere og social opbakning. Stort fagligt talent er ikke ensbetydende med gode organisatoriske evner, måske tværtimod, og mange særdeles højtbegavede unge magter ikke at følge en undervisning præget af upersonlige og stramt strukturerede kursusforløb og et væld af eksaminer - ofte helt på tværs af de studerendes interesseudvikling omkring deres fag. Disse højt begavede, der må følge deres egen natur og faglige udvikling, og som tidligere nemmere kunne finde deres egne nicher i studierne (fx Holger Bech Nielsen) har ikke mange muligheder idag. De er bestemt ikke dovne som Gerstrøm antyder, men tværtimod snarere fanatisk arbejdsomme inden for deres interessefelt.
Det er ironisk, at en regering der er stærkt interesseret i at trimme den offentlige sektor, i stedet lader kostbare kontrol- og kvalitetssikringsinstanser vokse voldsomt, inden for universitetsverdenen og inden for en lang række andre offentlige institutioner. Dertil kommer som beskrevet i artiklen af denne kontrol i bedste fald er nytteløs, i værste fald betyder et fald i kvalitet fordi så meget energi bindes i kontroladministrationen. Enormt fantasiforladt og talentløst udtænkt! Samme kontrolmentalitet gennemsyrer studierne og er som beskrevet oven for på mange måder ødelæggende for de kreative og vidensudviklende processer.
Man kan sige at erhvervslivets styringsmetoder er smittet af på de offentlige institutioner. Og at den økonomiske vurderingsbasis er blind for fornuftsbetonede betragtninger over produkternes nytteværdi. En masse unyttigt bras bliver produceret og konsumeret - i en verden hvor det er på tide at indskrænke, spare ressourcer og udnytte dem vi har på en langt mere talentfuld og kreativ måde! Vi kunne starte med universiteterne…
Var det svar nok :-)
Ole Gerstrøm, intet er lettere at opslå sin lille bod, hvad der virkelig kræver rygrad, er at holde sig selv i ørerne og interessen brændende for sagens egen skyld.
Der er en farlig og samfundsnedbrydende kerne i den kræmmermentalitet, som pånødes alle i disse år - værdier nivelleres, for der vendes op og ned på mål og med. Enhver kan sige sig selv, at slid og møje for pengenes skyld skal begrænses, den er jo ufrihed og en art prostitution.
Peter Hansen skriver “Enhver kan sige sig selv, at slid og møje for pengenes skyld skal begrænses”
Det er det jeg siger. Dovenskab.
Vrøvl og sludder, Ole Gerstrøm - tværtimod er lønarbejde den mest anerkendte undskyld for at undlade reelle, kloge menneskelige aktiviteter. Vi er nået et niveau, hvor der behøves uendeligt få manuelle arbejdstimer for at opfylde vore materielle behov. Lad os profitere af det.
Mikkel Kaels: du skriver at universiteterne ikke selv vil have en ‘social profil’. Det tror jeg nu ikke på, eller rettere, jeg tror holdningen til dette har været meget varieret gennem de 30 år der er gået siden jeg havde min daglige gang på Københavns Universitet. Men måske er der forskelle mellem forskellige fagområder.
Og der er da osse en række forskellige sociale tiltag og støtteordninger, fx studenterrådgivningen, økonomisk og praktisk støtte af forskellig art til handicappede, både fysisk og psykisk. Disse er bare utilstrækkelige - fx studenterrådgivningen giver ofte ret skrabede behandlingsforløb, hvor behovet er længerevarende terapi.
Jeg tror universiteterne er vældig pressede for tiden af ude fra kommende krav. Og at erhvervslivet har fået meget stor indflydelse på studierne, både forskningsmæssigt og undervisningsmæssigt, ofte på en uheldig måde. Og så vidt jeg har kunnet følge debatten fra sidelinien finder der mange indskrænkninger sted som netop presser i retning af større studieensretning, mindre undervisertid pr studerende, færre muligheder for individualiserede studieforløb. Det kan da godt være det er utopi at ønske noget andet, men jeg mener der er behov for sociale og faglige støtteordninger af forskellig art - og at fraværet af disse betyder spild af megen talent og uheldig ensretning af dem der faktisk kommer gennem nøglehullet…