Amatørfotoet, der førte til PET-Kommissionen

Da tv-journalist Miki Mistrati en decemberdag i 1997 gik op ad flisegangen til en gulstensvilla på Skolevænget i Tårnby på Amager med en skjult mikrofon under jakken, anede han ikke, at han var få sekunder fra sit livs scoop.

I nogle tid havde han og kollegaen Søren Steen Jespersen researchet til en dokumentarudsendelse om efterretningstjenesterne på TV2, og undervejs havde de fået et tip fra daværende folketingsmedlem Søren Søndergaard (EL). På et amatørfoto taget på en trotskistisk sommerlejr på Samsø i 1983 havde Søndergaard udpeget en mand, som de to journalister burde granske lidt nøjere.

Meget mere end det vidste Mistrati ikke, men han havde taget fotoet med i inderlommen, da han ringede på døren til gulstensvillaen. Døren blev åbnet på klem, hvorefter Mistrati nok så kækt sagde: »Jeg kommer fra Fak2eren og er ved at lave et program om PET. Og jeg ved, at du har haft noget med dem at gøre…«

Her kunne historien så være sluttet, hvis indehaveren af gulstensvillaen brutalt havde smækket døren i. Så havde Mistrati ikke fået sit scoop, PET-Kommissionen ville i dag ikke udsende en 16 bind stor redegørelse på 4.600 sider om PETs virksomhed 1945-89, og frem for alt ville manden i gulstensvillaen sandsynligvis stadig være i live.

Men historien ville det anderledes. Villaejeren smækkede ikke døren i, i stedet sagde han efter et kort øjebliks tøven: »Hvad ved du..?«

‘Zeus fra Tårnby’

Manden i gulstensvillaen hed Anders Nørgaard. I næsten 20 år havde han båret rundt på en dyb hemmelighed om sit dobbeltliv i 1970erne og 80erne, hvor han på initiativ fra PET og under kodenavnet ‘Zeus’ infiltrerede en lang række venstreorienterede miljøer og organisationer i Århus og i København. Ikke engang sin kone havde Nørgaard fortalt om sin PET-fortid. Og efter opfordring fra Mistrati fortalte han heller ikke noget om sin medvirken i Fak2eren.

»Nørgaard bød mig ind i sit køkken på en kop kaffe, og han var så nervøs og forfjamsket, at han tabte en kop. Selv havde jeg mest lyst til bare at stikke af, men i stedet tog jeg fotoet op af inderlommen: Se, du står lige her,« fortæller Mistrati, der i dag er leder af Ekstra Bladets journalistiske gravegruppe.

For at få Nørgaard til at medvirke, spillede Mistrati ud med en journalistisk kliché: »Du skal bare vide, at jeg fortæller historien, uanset om du er med eller ej. Men det er bedst for dig selv, hvis du medvirker…«

Lige præcis erindringen om den sætning kan stadig få tårerne frem i øjenkrogen på Mistrati. I marts 2000 tog Nørgaard, der i mellemtiden var blevet skilt fra sin kone og weekendfar, livet af sig selv. Han kunne ikke længere overskue konsekvenserne af, hvad hans åbenhjertighed halvandet år tidligere havde sat i gang.

»Det var bare en hårdkogt journalistisk frase fra min side, men det er en af de ting, som gør mig allermest ked af det,« siger Mistrati.

PET handlede ulovligt

Efter alt at dømme havde Nørgaard i længere tid følt et behov for at lette sit hjerte. I hvert fald indvilligede han i samme aften at fortælle om sin fortid som civil agent for PET.

»Tilbage i 1983 forberedte det lille trotskistiske Socialistisk Arbejder Parti (SAP) sig på at stille op til et folketingsvalg. Nørgaard, der tidligere havde infiltreret den såkaldte Regnbuebevægelse i Århus, blev nu sendt ind i SAP med opgaven at hale alt ud om medlemmerne af partiet. Det lykkedes ham at få kopieret de stillerlister med underskrifter, som SAPerne indsamlede for at blive opstillingsberettiget. Han fik også udleveret et særligt ‘toolkit’ af PET, som han brugte til at kopiere nøglen til SAPs lokaler på Blegdamsvej. Og da han deltog på SAPs sommerlejr på Samsø i 1983, gik han hver dag ned til Brugsen for at låne en telefon, så han kunne ringe til sine to føringsofficerer i PET,« siger Mistrati.

Især det med stillerlisterne gjorde Mistrati vred: »For mig er det okay, hvis efterretningstjenesterne infiltrerer organisationer, der forbereder et voldeligt opgør med samfundet, men stillerlisterne rummer jo navnene på helt almindelige mennesker, der bare skriver under på, at et parti kan opstille til valg. Så uanset hvad var jeg klar over, at det måtte være hamrende ulovligt.«

Snart er det muslimerne

Da ‘Den hemmelige tjeneste’ I og II blev sendt i starten af marts 1998, rullede lavinen, som blev uventet voldsom. At de to udsendelser fik så stor effekt, hang sandsynligvis sammen med, at der var folketingsvalg den 11. marts. Daværende statsminister Poul Nyrup lovede under valgkampen, at »hver en sten skal vendes«, og i august blev presset mod PET så stort, at justitsminister Frank Jensen nedsatte PET-Kommissionen. Det skete med en lov i maj 1999.

Efter 10 års ventetid har Mistrati ikke store forventninger til Kommissionens rapport: »Næh, det bliver sikkert en flot og spændende historisk beretning, men jeg forventer ikke, at vi får andet end enkelte nye detaljer at vide. Kommissionen vil kun gå lige til grænsen, men ikke overskride den. I dag har jeg ingen tro overhovedet på, at sandheden kommer frem, selv om jeg for 10 år siden var fyr og flamme over, at kommissionen blev nedsat.«

Om ti år vil vi stå i akkurat samme situation som i dag, forudser Mistrati, blot vil fjenden ikke længere være venstrefløjen, men derimod muslimer:

»Så vil vi finde ud af, at ganske uskyldige danske borgere er blevet overvåget, registreret og mistænkeliggjort, blot fordi de hedder Mohamad,« siger han og tilføjer: »Anders Nørgaard nåede ikke at blive afhørt af PET-Kommisssionen, inden han tog livet af sig selv. Hans minde fortjener at få opklaret, om PET opførte sig som en stat i staten, dvs. ikke at efterretningstjenesten ikke bare handlede ulovligt, men at den også gik bag om ryggen på de folkevalgte ministre.«