Forestillingen om en ‘tålmodighedssten’ findes i persisk folketro. Denne sorte sten, sang-e sabur, kan man betro sine hemmeligste tanker og sorger. Til sidst må den eksplodere, og man er befriet.

Den tålmodige sten er titlen på den nu franskskri vende afghanske forfatter Atiq Rahimis roman, som han sidste år med stor ret modtog den prestigefyldte Goncourt-pris for.

Den er et lille mesterværk, en kvindeskæbne i koncentrat som en myte. Og eventyrtræk har den i al sin gruopvækkende realisme, eksplosiv i sin finale.

Rahimi flygtede fra Af ghanistan under den russiske besættelse, slog sig ned i Paris og er nu internationalt anerkendt for sine dokumentarfilm og romaner, hvoraf to allerede findes på dansk: det store gennembrud Aske og jord og Drømmenes labyrint.

Vild poesi og tabuer

I et fattigt hus et sted i Afghanistan har en kvinde i flere uger våget over sin mand, en fanatisk Allahs kriger, der ligger hårdt såret af et skud i nakken i en ikke nærmere forklaret lokal krigshandling. Handlingen udspilles over nogle døgn, hvor hun plejer ham med drop af sukker og salt og en slange i munden.

Aldeles lam og stum trækker han vejret i takt med hendes opremsning af profetens 99 navne under en evig brug af sin bedekrans, der sammen med andre detaljerede ritualer går som en rytme gennem beretningen.

Byen genlyder af skud og råb og mullahens besværgelser. Hun får anbragt sine to børn hos en faster, den eneste tilbageblevne fortrolige i slægten, udstødt og frisindet. To bevæbnede mænd trænger ind og ransager huset, truer med voldtægt, men afstår, da hun snarrådigt erklærer sig for prostitueret og dermed uværdig for deres brunst. Den ene soldat, en ung usikker og stammende knægt, vender dog tilbage og vil betale sig til sex.

I en opblussen af seksualitet åbnes der sluser i hendes kropsbevidsthed og fortrængte erindring, og et nyt sprog af vrede, vellyst, smerte og længsel vælder frem i en fortælling, der blotter lag for lag af undertrykte erfaringer.

Det er vild og grov poesi, der nedbryder tabu efter tabu i muslimsk fundamentalisme og især vedrører mandens råhed, stupiditet og forklædte kønshad. Urørlig som en sort sten lytter han til hendes fortælling, der må berøve ham enhver illusion om magt over hendes indre og over hendes krop. Den sidste ydmygelse er afsløringen af, at han ikke er far til deres to børn. Krig og kærlighed er uforenelige. Kun de, der ikke kan elske, bliver soldater. Gevær i stedet for nosser. Det er historien om kønnenes krig i afghansk aftapning.

Fænomenalt

Den drives frem af uimodståelig episk logik i et meget virkningsfuldt sprogligt regi. Fænomenologisk må man kalde fortællemåden, idet scenen er sat i det rum i huset, hvor manden ligger og hun agerer. Alting registreres af et blik, som ikke fortolker. Gardinet med trækfuglemotiv er grænsen for yderverdenen, kelimtæppets striber bunden for insekterne, der huserer, en flue, som rådner, myrer, som arbejder, en edderkop, som spinder, mens sekunderne går drop for drop fra plasticposen.

Nabokonens hosteanfald registreres ligesom syngende børn i gården, soldaternes skudsalver. Men hustruens udflugter erfares kun ved hendes beretning, ligesom alt andet, vi får at vide, kommer fra hendes mundtlighed. Hun, den navnløse, er det eneste sandhedsvidne. Artistisk overbevisende, fordi hver detalje er meningsfuld, funktionel i sin tragiske skønhed.

Romanen er skrevet til minde om en afghansk digterinde, der blev brutalt myrdet af sin mand, oplyser forfatteren. Den sorte skæbnefortælling er fortræffeligt oversat til dansk.

Atiq Rahimi: Den tålmodige sten. Oversat af Mette Olesen. 137 sider. Tiderne skifter. ISBN 978-87-7973-352-7.