Kirken skal være kulturskabende

Peter Skov-Jakobsen, Anders Gadegaard eller Tine Lindhardt. Disse navne er ukendte for de fleste. En af disse tre kan blive Københavns næste biskop. Valget kommer til at foregå til august, men allerede nu er valgkampen i fuld gang.

Den lokale københavner lader valget gå ubemærket forbi, hvilket ikke er så mærkeligt. En af grundene til at det kommende bispevalg vækker et minimum af interesse er, fordi de stemmeberettigede er kirkens egne ansatte. Det er præster, medlemmer af menighedsrådet og repræsentanter for valgmenigheder, som er stemme+erettigede. Men hvad betyder valget for de københavnske kirker? Hvad siger valget om kirkens tilstand lige nu? Hvor høj er kirkens stemme egentlig, og har vi overhovedet brug for den?

Stemmen bliver tynget af strukturen inden for folkekirken, og derfor er det på tide at ændrer strukturen. Hvis man ser på de nordiske naboer, er de allerede langt fremme. I både Norge og Sverige eksisterer der et fælles medieinstitut, som er med til at give kirken en stemme udadtil.

Inden for landets grænser kan man kigge på det øvrige kulturlandskab; her er der indført resultatkontrakter og armslængdeprincippet (i teorien). Hvis man overfører dette til kirken, kunne staten lave en resultatkontrakt med et mediecenter for kirkelig kultur (som så skulle dannes). Mediecenteret ville udgøre en del af armslængde-princippet, mellem staten og kirkerne. Kirken vil ændre karakter og blive en kulturinstitution på linie med f.eks. museerne.

Eventkultur

Resultatkontrakterne vil give kirkerne flere ressourcer, og dermed overskud til at udvikle en form for kirkelig eventkultur. Den nye eventkultur vil tiltrække en bredere og fornyet brugergruppe. Folkekirken bliver dermed en mere aktiv institution.

Tiltaget vil kræve en større centralisering og bedre lederskab. Det vil være en ledelsesmæssig udfordring, da det både vil kræve at få kirken opdateret til samtidens kultur, men samtidig at bevare religionsbehovet.

Mediecenteret vil endvidere givemulighed for en fælles base for kirkerne og være et sted, som kan give inspiration til nytænkning.

En mere centraliseret styring bliver mødt med krydstegn og hvidløg.

Lige nu er strukturen flad, og beslutningerne ligger hos de enkelte præster. Dette gør det svært at stå sammen og få dannet nogle fælles retningslinjer. Kirkeministeriet kigger på og overlader ansvaret til de enkelte sogne.

Mange kirker forsøger at åbne op for nye og anderledes arrangementer. Budene er mange, og der er flere eksempler på, hvorledes kirkerne forsøger at rive folk ind i løbet af ugens syv dage. Bøn & Brunch, babysalmesang og strikkeklubber fylder mere og mere. Mange af de kirkelige tiltag kan ses som en del af den nye folkelige eventkultur, som bølger ind over landet. Der har været, og er, en stigende kommercialisering af kulturen generelt. Markedskræfterne har fået stor medbestemmelse. Dagligt bliver vi som brugere (man kan gå så vidt og kalde det forbrugere) inviteret indenfor, og tilbudt nye og anderledes måder at opleve dansk kultur.

Netop pga. disse mange tilbud, er synlighed en vigtig faktor. PR-mand Christian Have skriver i sin bog Synlighed er eksistens, at uden det unikke, det særlige og det identitetsskabende bliver det svært at lokke brugerne til sig. Hvis ikke man som kulturinstitution tænker på sine brugere, mister man dem til fordel for noget andet og bedre. Det er måske netop denne situation, folkekirken står i. Folkekirken skal tænke nyt, hvis den vil være en medspiller i det kulturelle landskab.

Kirken virker lukket og koncentreret om det interne miljø, i stedet for at hæve blikket og kigge ud på nogle af de 81,5 procent som er medlem af folkekirken.

Manglende støtte

De mange ændringer, der sker på kulturmarkedet, betyder, at kirken er tvunget til at reflektere over, hvordan den udadtil kommunikerer om events og tiltag. De mange tilbud, som kirken tilbyder, såsom litteraturkredse, natkirker og koncerter, er med til at definere kirken som institution.

I 2007 blev netavisen Kristendom & kultur www.kristendomogkultur.dk opstartet med Karen Schousboe ved roret. Netavisen blev dannet ud fra den tanke, at den skulle være en hjælpende hånd til præsterne. Avisen bringer en tekstnær læsning af den kommende søndags bibeltekst, samt en omtale af de kirkeligt forankrede kulturtiltag. Artiklerne sætter bibelteksten i perspektiv, og sætter den ind i en nutidig sammenhæng.

Tiltaget er sådan set fint og kan være en hjælp til præsterne, men så længe præsterne ikke tager imod hjælpen, står projektet alene.

Projekt Kristendom & kultur står uden støtte, og det er et spørgsmål om tid, før de frivillige hænder må give op. Her har Kirkeministeriet dog åbnet en dør på klem via Den Folkekirkelige Udviklingsfond. Det er en mulighed for projektstøtte fra staten. På Kirkeministeriets hjemmeside står der: »Den Folkekirkelige Udviklingsfond yder økonomisk støtte til forskellige udviklingsinitiativer og projekter i folkekirken«.

Karen Schousboe og teamet har søgt denne støtte, men har fået afslag.

Hvis man ser lidt nærmere på Udviklingsfonden og hjemmesiden, finder man en oversigt over projekter, som har fået støtte. Listen viser nytænkning og en stor inddragelse af medier. Man kan dermed undrer sig over, hvorfor projektet Kristendom & kultur står uden støtte Hvad er Kirkeministeriets rolle i det store billede? Vil det eventuelt gavne at de som øverste instans kom mere på banen? Udviklingsfonden består af folk fra kirken, en biskop og repræsentanter fra forskellige kirkelige råd. Det kan undrer, at der ikke sidder nogen med anden kompetence end inden for det kirkelige område. Det er klart, at kirkens bedste skal tænkes med i projekterne, men det kunne være favorabelt at man tænkte ud af boksen og blev inspireret af andre kulturinstitutioner. Det var også en mulighed, at flytte ansvaret over til mediecenteret, som kunne fordele støtten og dermed lave en større spredning.

Med på moden

De mange tiltag som mange af kirkerne har, bliver ofte mødt med entusiasme og tilfredshed fra brugerne. De eksperimenterende arrangementer sker oftest i de lidt større kirker. Det øvrige kirkelandskab har en tendens til at stå stille eller blot følge trop på, hvad der er ‘på mode’. Eksempelvis har flere og flere kirker indført babysalmesang eller spaghetti om søndagen. Mange af de små kirker mangler opbakning eller mangler de nødvendige folk til at tænke nyt.

I dag vælger brugerne de oplevelser, som tiltaler dem og taler til deres identitet. Man skal som institution skabe en historie, som er tiltalende for både brugerne og medierne. Derfor er det vigtigt at benytte sig af de mange kanaler, som er til rådighed i dag.

Ikke kun bevarende

Det kommende bispevalg er vigtigt, fordi valget får store konsekvenser. Biskoppen sidder som den øverste og er med til, at danne de fælles retningslinjer for de københavnske kirker. Det er op til den enkelte biskop at vurdere, hvor meget han/hun vil bruge sin stemme.

Der skal tages ansvar, og om man skal lave en model der ligner kulturministeriets er uvist. Trods modviljen mod en centraliseret og koncentreret kirkepolitisk indflydelse, er en central styring stadig en løsning, som bør overvejes. Kirken har brug for en fælles stemme for at overleve. Om bevarelsen af kirken er nødvendig, er op til den enkelte at afgøre. Det er ikke mit formål med artiklen, at tage stilling, men blot at problematisere kirkens nuværende formidlings-situation.

Til gengæld er det kirkens - ikke medlemmernes - ansvar at ændre tingene.

Det er på tide, at folkekirken åbner op og spiller med åbne kort. I stedet for at definere kirken ud fra, hvad den ikke er, skulle den bruge tiden på at definere, hvad kirken er. Det er på tide, at kirken lever op til de tilfredsstillende ydelser, man, som betalende borger kan forvente. Kirken skal ikke kun være en kulturbevarende institution, men også en kulturskabende af slagsen.

Stine Kähler Madsen læser religionsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet