Medlemmer af forskningsrådene fordeler årligt flere milliarder til dansk forskning og udvikling. Men nu afslører en evalueringsrapport, at der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem dem, der søger pengene, og dem, der fordeler dem.
Med andre ord sker det ofte, at forskningsrådenes medlemmer bevilliger penge til deres egne projekter eller folk i deres nære netværk.
Men det er kritisabelt, for der bør være et princip om at holde stor afstand givere og ansøgere af midlerne. Det mener Søren Isaksen, der er formand for det uafhængige ekspertpanel, som videnskabsministeren har nedsat til at vurdere forskningsrådssystemet.
Der er klare habilitetsproblemer, og det »kaster en skygge over kvaliteten«, siger Søren Isaksen på baggrund af evalueringen, som blev fremlagt på en høringskonference i går.
»Det er et problem, vi skal have løst, for det er bestemt ikke smukt at se på den store nærhed, der er mellem dem, der giver midler, og dem, der får midler,« siger Søren Isaksen og henviser til de grundige analyser af fordelingen af forskningskroner, som ligger til grund for anklagerne om manglende habilitet.
Inhabil hver anden gang
Der er i alt fem forskningsråd, men det er især Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom og Forskningsrådet for Natur og Univers der vælger deres egne og bekendtes projekter, når pengene skal fordeles. Sammenfaldet er et problem, som ikke kan bortforklares, påpeger Søren Isaksen.
I Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom er »52 procent af midlerne i efteråret 2008 gået til ansøgninger, hvor et eller flere rådsmedlemmer var enten inhabile eller havde sampubliceret med ansøger«, konstaterer dr. polit Inge Thygesen, der er tidligere departementschef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, i en uddybende analyse af fordelingen af midlerne.
Problemerne med inhabilitet er ikke lige store i alle rådene. Men hvis en forsker er medlem af et forskningsråd, er det generelt markant nemmere at få bevilliget penge til sine projekter, påviser evalueringsrapporten.
For de frie forskningsmidler gjaldt det i 2004-08, at rådsmedlemmer havde en succesrate på deres ansøgninger på 34 procent, mens ansøgere uden for rådene kun havde held i 18 procent af tilfældene.
Dermed er det ikke nødvendigvis bevist, at rådsmedlemmerne ikke burde have fået støtte til deres projekter. Men skævvridningen er under alle omstændigheder kritisabel, mener formanden for Danske Universiteter og rektor ved Syddansk Universitet, Jens Oddershede: »Den tendens kan vi som universitetssystem ikke være bekendt.«
Også erhvervslivets interesser er på spil, hvis det snarere er kammerateri end kvalitet, der afgør, hvad der forskes i i Danmark, mener direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt. Han kalder tendensen for noget »grisseri«, og roser, at der endelig kastes lys over situationen.
»Et af de steder hvor det ser bekymrende ud, er, når vi ser på habiliteten. Det er almindelig talk of the town , at man bevilliger penge til sig selv. Men det er en legitimitetsproblemstilling, som man nu er nødt til at forholde sig til,« siger han.
Uafhængige udlændinge
Evalueringspanelet afslører ikke kun problemet, men kommer også med en rækker anbefalinger til, hvordan det kan løses. Når loven om forskningsrådene inden længe skal revideres, vil anbefalingerne ligge til grund for politikernes videre reguleringer. Men forskningsrådene kan sagens selv ændre på meget af det uden at vente på ny lovgivning, påpeger Jens Oddershede.
I evalueringsrapporten anbefales det, at der skæres ned på antallet af medlemmer, og at der i højere grad gøres brug af uafhængige bedømmere. Det kan både ske i form af, at de, der vurderer ansøgningerne, anonymiseres, men også ved, at en større del af rådsmedlemmerne hentes fra udlandet.
»For ellers kan det være svært at undgå problemet i et lille land som Danmark,« siger Søren Isaksen og henviser til, at de dygtige og aktive forskere ofte er dem, der både sidder i rådene, og som ønsker finansiering af deres forskning.
Det er nemlig ikke nødvendigvis med vilje, at fordelingen af midler tyder på kammerateri. Under alle omstændigheder er der fra centrale aktører villighed til at lave om på systemet fremover, og så vil tiden vise, om den politiske vilje også er der. På konferencen kritiserede enkelte fremmødte, at udenlandske og eksterne forskere i rådene til gengæld underminerer den brede faglighed og indsigt i dansk forskning, der i dag er i rådene.
Det var desværre ikke muligt af få en kommentar fra videnskabsminister, Helge Sander.
I går fremlagde et uafhængigt evalueringspanel en opsigtsvækkende kritik af det danske forskningsrådssystem.
Panelets evaluering påpeger, at enkelte af rådene bevilliger penge til egne medlemmer eller forskere i deres netværk i en så høj grad, at det er ’bekymrende’.
Fra 2004-08 fik medlemmer af forskningsrådene i gennemsnit bevilliget penge i 34 procent af tilfældene, når de søgte. Personer uden for rådene fik kun bevillinger i 18 procent af tilfældene.
Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom bevilligede sidste efterår 52 procent af deres midler til ansøgninger, hvor rådsmedlemmerne enten var inhabile eller havde søgt selv. Forskningsrådet for Natur og Univers gjorde det samme med 33 procent af deres midler.
Rapporten peger ikke på, at forskerne med vilje vælger egne projekter, men at der er et problem med systemet, fordi der er sammenfald mellem dygtige forskere, der bør modtage midler, og de engagerede forskere, der sidder i rådene.
I 2009 uddeler forskningsrådene 2,26 milliarder kroner.
Kommentarer
“Det kan både ske i form af, at de, der vurderer ansøgningerne, anonymiseres, …”
Skulle der ikke have stået at ” de, der indsender ansøgningerne anonymiseres?
Endelig bekræftes hvad alle længe har vidst; det er både pinligt, tærer krummende og til at brække sig over. Jeg selv har været ude for, at jeg blev tilbudt forsknings penge hvis jeg ”bare” gjorde sådan og sådan så ville ”man” lade min ansøgning går igennem. ”Sådan og sådan”; var ikke noget forsknings metodisk eller andet fagligt relevant, men jeg skulle pege på bestemte personer som ”videnskabelige rådgivere”. Det gjorde jeg ikke og fik derfor ikke forsknings midlerne.
Hvad angår uafhængige bedømmere, er det vel eneste vej frem, men ikke ukomplicerede. Det anbefales at et større anta,l af rådsmedlemmerne hentes fra udlandet. Lyder pålideligt, men enhver med kendskab til det internationale forskermiljø ved, at problemet med gentjenester og kammerateri her er det samme som i andedammen – bare i støre skala.
Ofte når der er en skæv kønsfordeling, ligger der ikke kønsdiskriminering bag, men lige netop kammerateri og nepotisme.
Dette er en af grundende til at kønskvotering mere er sminke end løsning.
Uden at være en del af miljøet, vil jeg godt holde en flaske rødvin på at vi ser de samme problemer omkring forfremmelser i den verden.
Lad os få en tilsvarende vurdering af forfremmelser og udnævnelser i hele det offentlige system.
“På konferencen kritiserede enkelte fremmødte, at udenlandske og eksterne forskere i rådene til gengæld underminerer den brede faglighed og indsigt i dansk forskning, der i dag er i rådene.”
Kig f.eks. på de 22 FSS medlemmer. 21 overlæger og 1 farmaceut. Dvs. 96% læger.
Mon 96% af ansøgerskaren så også er læger? (Spoiler: det er de bestemt ikke)
Argument om at rådets medlemmer repræsenterer “bred faglighed og indsigt i dansk forskning” er ligeså sølle, som det er gammelt. Det har været brugt hver gang der var snak om at udskifte nuværende “system” (der er intet system, rådet mødes bare, kigger lidt på ansøgningerne, fordeler pengene efter nogle “hemmelige” kriterier) og gøre som man gør i alle andre små lande; nemlig at benytte eksterne, anonyme bedømmere og stringente scorings-systemer.
De fremmødte…ups, rådsmedlemmerne…udpeger selv deres efterfølgere i rådet, og derfor en pæn interesse som artikel påpeger, ved at status quo bevares.
Så gæt engang hvem disse fremmødte mon var….
Talentmassen i Danmark er ikke større end at de bedste forskere sidder med i de betydningsfulde råd, og ved hvordan man skal skrive en ordentlig ansøgning samt sammensætte et budget, og derefter have det klar til tiden.
Vi skulle da først til at blive bekymrede hvis forskerne ikke kunne få finansieret deres projekter.
Men det er da positivt at der reflekteres over processen og ændres lidt her og der.
Med venlig hilsen
Lennart
Det er naivt at tro en anonymisering af ansøgningerne vil løse noget som helst, det er det danske forskningsmiljø for lille til. Alle kender alle, så man vil straks ud fra emnet vide, hvem der er ansøger.
Det beste middel mod nepotisme er åbenhed og offentlighed, og så et spejl. Det er svært at snyde når alle ser på, også når det bare er en selv, der ser på.