WASHINGTON DC - De amerikanske kreditmarkeder er fortsat dybfrosne, arbejdsløshedstallene vokser, selv om væksten er langsommere end for nogle måneder siden, og antallet af tvangsauktioner er ikke stoppet. Men som i alle økonomiske kriser er der også virksomheder, der vokser på grund af krisen, og mønstre i produktion og forbrug, som ændrer sig.

En af succeshistorierne på internettet er Craigslist. Et amerikansk netsted, hvor private averterer alle slags ydelser, først og fremmest inden for boligmarkedet og forbrugsvarer af enhver art second hand . At Craigslist har vundet på den økonomiske krise i USA, har været beskrevet flere gange i amerikanske medier. Den populære webtjeneste profiterer på, at mange familier med presset økonomi søger mod køb og salg af brugte produkter. De seneste officielle tal fra 2008 viser et gennemsnitligt antal annoncer pr. måned på 30 millioner.

Men for nylig har flere amerikanske medier rapporteret om en specifik tendens, der især har vist sig på Craigslist, der er gratis at bruge for de anonyme annoncører: Veluddannede middelklassekvinder, der efter at have mistet gode og stabile jobs har meldt sig på markedet for seksuelle ydelser.

Det respekterede net- medie Salon.com har over de seneste måneder bragt serien Pinched , hvor amerikanere fortæller hverdagshistorier om, hvordan den økonomiske krise har påvirket deres liv. I sidste uge fortalte Marie på 30 om, hvordan hun får månedens hyre på 725 dollar hjem gennem diverse ydelser, som hun har annonceret på Craigslist. Fra tilbud om boob play og pics of kitty til topløs rengøringsservice og rollespil af forskellig erotisk art.

Fra jakkesæt til lakstøvler

Mens hun spiser en toast med smør iklædt en pyjamas med billeder af Anders And, beretter Marie om, hvordan hendes liv har forandret sig. For fem måneder siden havde hun en årsindkomst på 45.000 dollar ( 240.000 kroner) som supervisor i den nationale biludlejningskæde Enterprise Rent-A-Car. Hun mødte hver morgen i sit daglige arbejdstøj, et konservativt jakkesæt med nederdel. Nu har hun kontor to steder - derhjemme og i diverse billige moteller - og uniformen består af blondeundertøj, lakstøvler og tætsiddende lycra.

Før hun startede sin nye karriere, havde hun desperat søgt i hundredvis af jobs. Lavtlønnede eller højtlønnede, fuld tid eller deltid. Faktisk ethvert job, som hendes universitetsgrad fra University of California ville gøre hende kvalificeret til. Også en lang række, som hun var overkvalificeret til. Fra jobs som manager til sekretærjobs, der kun kræver en studentereksamen.

Men i sidste måned - efter bunken af regninger kun blev større, rykkerbrevene hobede sig op, og hendes beskedne check fra arbejdsløshedsforsikringen var forsinket - tog hun beslutningen og meldte sig som sex worker ind i et helt andet univers. En verden af kodesprog og kontant betaling, bogstavelig talt en ilddåb i kropsvæsker; hun tissede på en fyr, der lå i hendes egen seng for 100 dollar, hun rev fyre af for samme pris, gav oralsex, sensuel massage og så videre. Hun nyder det ikke, men det er stadig bedre end McDonald s synes hun. Og bedre betalt.

De gode piger

Marie er ikke alene. Stripklubber, pornofilmindustrien og escortbureauer over hele USA rapporterer ikke bare om stigende aktiviteter og omsætninger - ligesom datingsites på nettet i øvrigt også gør det - men også om et stærkt voksende antal job- søgende fra bredere samfundslag.

Også her siger insidere i branchen, at det mest bemærkelsesværdige er boomet af de såkaldt gode piger . Mike fra A&M Studios, et firma, hvis produktion består i at levere piger, der vil medvirke i X-rated video chats , - kort sagt yngre kvinder, som vil deltage i cybersex med ukendte mænd, f.eks. fingere orgasmer, onanere eller i afklædt tilstand deltage i frække dialoger med fyre, de ikke kender, foran et videokamera, der sender live til den betalende kunde i modtager-enden - siger til Salon, at »vi mest havde medvirkende piger, der var langt ude på den ene eller den anden måde for nogle år siden, på stoffer f.eks. Nu har vi mange piger med uddannelser eller som er kommet lige fra andre jobs, de har mistet. Der har simpelthen været et skift over til en helt anden klasse«.

Men kun i det skjulte

Men boomet på Craigslist bliver muligvis kort. For nogle måneder siden indgik webtjenesten en aftale med 40 statsadvokater om, at den fremover ville opkræve et yderst beskedent gebyr, fem dollar betalt via kreditkort, på den ellers gratis annonceindrykning, hvis det var erotiske ydelser, der var tale om.

Beløbet afskrækker ingen, men samtidig stod det klart, at politiet i de 40 stater fremover ville kunne finde annoncørerne via disses kreditkortoplysninger. Det har konsekvenser. På en måend er antallet af erotiske annoncer på Craigslist eksempelvis i Las Vegas - syndens by - gået ned fra lidt over 1.100 til 342. Det er muligt, at middelklassens arbejdsløse kvinder er desperate nok til at overgå til sexarbejde i hårde tider - men samtidig ønsker de tilsyneladende ikke at løbe risikoen for at blive afsløret offentligt.