Er vi virkelig kommet så langt ud, at vi finder det rimeligt at diskutere, hvem der må få hvor mange børn, for at vi i Vesten kan opretholde vores levestandard uden tanke for vores omgivelser? Det er det indtryk man får, når man læser Anna von Sperlings artikel om befolkningsvækst i Information fredag den 19. juni.
Artiklens overskrift er: »Overbefolkning er klimadebattens sidste tabu.«
Men hvorfor skal klimaproblemerne fremstilles som et befolkningsproblem? Kan det være for, at vi i de rige lande fortsat skal kunne leve i overflod uden dårlig samvittighed? Ingen mener vel, at det er de fattige befolkninger i udviklingslandene, der får mange børn, som er skyld i, at vi i dag ser med bekymring på klimaet udvikling.
Tanken, der ligger bag en kobling af befolkning og klima, må være noget i retning af: Hvis nu alle de fattige ikke var her, så kunne vi i ro og mag nyde vores velstand. Men den kobling har ikke ben at gå på. Efter sigende er der flere myrer på jorden end mennesker - efter vægt. Den idé blev gentaget på en bæredygtighedskonference i Sønderborg den 12. juni af professor Michael Braungart, en af ophavsmændene til cradle to cradle -konceptet. Et koncept, der går ud på at skabe vækst og velstand uden affald. Han påpegede samtidig, at ingen påstår, at der er for mange myrer på jorden. Hvorfor er det så at nogen kan komme med den fuldstændig absurde idé, at der er for mange mennesker
Vi er nemlig ikke for mange. Befolkningstæt heden i verden er 43 pr. kvadratkilometer. I Tyskland er den 230. Har Tyskland derfor større problemer end andre? Problemet er slet ikke befolknings tallet, men vores forestilling om den rolle mennesket har i verden. Vi forstår ikke, at vores mission som mennesker ikke er at forbruge og nedbryde, men tværtimod at forny og bygge op. Det er et tankesæt vi skal omstille os til.
Omstillingen behøver ikke at blive svær, når vi først har accepteret ideen. Vores virkelyst og påhitsomhed har jo skabt alle de produkter, der opgiver os i dag. Produkter, der gør livet lettere for os her i vesten. Det har vi udrettet baseret på en ‘skab og smid væk’-kultur. Vi kan også skabe det, der skal til i en ‘forny og byg op’-kultur. Det kræver blot, at vi accepterer, at det er det, opgaven går ud på.
En diskussion om overbefolkning er ikke en del af løsningen men kan i bedste fald forsinke processen … I værste fald føre til endnu et uhyggeligt kapital i menneskehedens historie.
Hans Martens er adm. direktør for center for erhvervs udvikling i Sønderborg
Kommentarer
Hjertelig tak for dette indlæg, som jeg er helt enig i, og hvis tilsvarende jeg selv overvejede at skrive, men - må jeg indrømme - desværre ikke orkede at skrive, fordi jeg i stigende grad anser det for nytteløst at bruge fornuftige argumenter i en verden, der næsten bevisligt er hinsides fornuften.
“Vores virkelyst og påhitsomhed har jo skabt alle de produkter, der opgiver os i dag. Produkter, der gør livet lettere for os her i vesten.”
Jasså? Gjør de virkelig alle “livet lettere” disse “produktene”? Det var jo et interessant originalt synspunkt fra en erhvervssjef…;-)
Men jeg undres på, om montro Martens har tenkt over, at disse selvsamme “produktene” for langt flestepartens del (alle lukusbiler, luksusgjenstander til hjemmene, all reklame osv.)
1) er helt overflødige duppedingser - vi trenger dem ikke
2) påfører vår klimaframtid uoverskuelige og voldsomt undervurderte skader (i motsetning til hva mediaturet vil ha oss til å tro, overvurderer ikke FNs klimapanel klimaproblemet, de undervurderer det grovt, fordi panelet presser sine vitenskapsfolk til å dempe språkbruken og se vekk fra viktige temaer
Forskjellen på oss og maurene (“myrerne”) som art, er jo denne: naturen sørger sjøl for at det ikke blir for mange av dem eller andre dyrearter.
Vi mennesker, derimot, kan sjøl manipulere vårt eget miljø (primitivt, og det er problemet), og dermed ødelegge det meste av livet på kloden.
I økologisk og geologisk perspektiv er menneskearten den største globale katastrofen for livet på jorden siden det såkalte Paleocene-Eocene-Thermal Maximum for ca. 55 millioner år siden. Dengang skapte voldsomme vulkanutbrudd, som også skapte det vi i dag kjenner som Færøyene og deler av Island og Grønland, enorme utslipp av CO2, og disse skapte igjen en voldsomt forsterket drivhuseffekt på vel kanskje det dobbelte av den vi har nå. Virkningen av dette bør skremme oss kraftig: middeltemperaturen i Nordpolhavet steg til pluss syvogtyve i overflaten! Det tok klodens klima flere hundre tusen år, opp mot en halv million, å komme seg over dette CO2-sjokket fra datidens vulkaner. Store deler av livet på datidens klode, bukket under og ble erstatta av det som ble til det vi nå kjenner.
Martens kan isolert sett ha rett i, at overbefolkning ikke er problemet, men det er kun fordi han helt ser vekk fra de menneskelige artsegenskapene som gjør oss til en gigantisk katastrofetrussel for nåværende livsformer ellers på jorden. Martens’ “perspektiv” er fluens: han tror at nye fluer av hans stamme er et uendelig gode for alt og alle.
Han vil så gjerne hjelpe de fattige til å bli like “kloke” som ham selv og hans svimlende rike globale mikrooverklasse. Her etterlyser jeg en anelse ydmykhet, men det er nok helt forgjeves.
‘Befolkningstætheden i verden er 43 pr. kvadratkilometer. I Tyskland er den 230. Har Tyskland derfor større problemer end andre?’
Nej men hvordan opretholder Tyskland f.eks. sin levestandard? Næppe på en bæredygtigt måde! Nok så meget hittepåsomhed kan ændre på det faktum at vores overlevelse afhænger af en naturbaserede produktion via fotosyntesen i de grønne planter. Der er ikke sker noget som helst der afgørende ændre på det forhold siden mennesket begyndte at dyrke planter for 5000 år siden.
Vi lever i et lukket system - jorden - hvor der er plads til en vis størrelse af primærproduktion - det giver også en grænse for vækst. denen primærproduktion har ikke udsigt til at blive meget større end den er nu - den er derimod i fare for at mindkes p.gr.a. ikke bæredygitg udnyttelse af jorden - det går den forkerte vej.
Tyskere og danskere kan ikke undslippe den afhængighed lige så lidt som folk i den 3. verden
og vi kommer til af mærke den i stadig større grad i de kommende år
Den dislussion om overbefolkning ender let i det decideret fordummende - jeg kan desværre ikke udtrykke det pænere! Selve problemet er jo slet ikke “statisk”, eftersom f.eks. netop Tysklands befolkning tenderer mod at blive lavere, mens det i de fleste lavforbrugslande stiger relativt kraftigt, så selv der hvor den menneskelige belastning måtte være “rimelig” p.t. kan dette hurtigt ændre sig. Desuden er det jo et stort spørgsmål om “lavforbrugslandene” vil acceptere at fortsætte som sådanne. erfaringen siger vel nej - de vil allesammen se det som en målsætning at komme så tæt på “tysk standard” som muligt eller endda overgå den! Kinas økonomiske vækst der nok ca. svarer til en fordobling pr. tiår, eller end tusinddobling pr. århundrede holder da ikke - vi kan vist her godt afvise at det hele er “immateriel vækst”!
Forfatteren ser jo også helæt bort fra at befolkningstal pr. kvadratkilometer siger meget lidt om problemet, eftersom der jo er alverdens forskel på f.eks. Nordeuropæisk agerbrugsland, ørkeners, bjerges, og områder med indlandsis kapacitet med hensyn til at brødføde mennesker! At undlade at komm e ind på dette gør at artiklen nærmest fortjener at dumpe!
Vist handler det om hvor meget vi vil have med af alt det vi kalder natur: træer, fulgle, fisk, bjerge, rent vand, frisk luft, kort sagt alt det som udgør den traditonelle paradisforestilling og som sikkert, alt andet lige, kræver en befolkningstæthed på omkring 1 pr. kvadratkilometer at realisere. Men hvem skulle stå for projektet? Nej, mennesket er som bekendt en omstillingsparat skabning og i øvrigt er det allerede for sent, når man ser hvor lidt uberørt natur der er tilbage fx. bare i Danmark, hvor naturlandskabet er udskiftet med kulturlandskabet og om lidt er Sjælland én stor by forbundet med kontinentet via en bro, så kan vi køre friske grøntsager, grise og anden luksus - og turister, frem og tilbage, med henblik på at mætte de mange både i åndelig og korporlig forstand. Sådan er det.
Martens overser nogle vigtige forhold:
1) Det drejer sig ikke bare om antallet af mennesker per km². Det drejer sig også om med hvilken hastighed antallet af mennesker ændres. Hvis antallet falder hurtigt, giver det problemer (for få unge til at sørge for de mange gamle), og hvis antallet stiger hurtigt, giver det endnu større problemer (de voksne overkommer ikke andet end at sørge for de mange børn, så der er ingen penge til overs til at investere i forbedrede levevilkår, hvorfor den materielle velstand per person stagnerer eller ligefrem går ned). Dette er mere eller mindre situationen i visse land der har høj befolknigsvækst, f.eks. Pakistan, Afghanistan og det meste af Afrika syd for Sahara.
Det totale antal mennesker på jorden er dog også vigtigt. Her glemmer Martens, at tanken om global retfærdighed er vigtig. Hvis de nye milliarder, der tilføjes til verdens befolkning, skal have samme levestandard som dem, der er i forvejen, så kniber det med at have ressourcer nok til alle. Det betyder at der kun er tre løsninger:
a) Antallet af mennesker i verden reduceres
b) Forbruget af materielle goder per person reduceres, også i den vestlige verden.
c) Den globale ulighed består.
Hvis befolkningsvæksten i den tredie verden fortsætter, vil kun mulighed c være realistisk.
At der eksisterer en mulighed d, hvor der på jordkloden kan leve 10-12 milliarder med samme levestandard som i Danmark i dag, tror jeg ikke på.
Igen - det eneste det synes at handle om for visse individer - er hvor mange kvadratkilometer plads der er til - mennesker.
Det er denne svøbe som jeg af mangel på bedre udtryk betegner som en arrogant og ekstremistisk form for
- HOMO-CENTRISME -
Og ideen bag synes at være –
’ER VI MENNESKER MÅSKE IKKE DE STØRSTE OG KLOGESTE - HAR VI DERFOR IKKE MERE RET TIL AT LEVE END ALLE ANDRE ARTER?’
Tendensen går derfor i retning af at
- kun de arter som vi ka’ bruge (og mis-bruge) til noget har besidder en eller anden form for ret til eksistens
- alle andre arter er betydningsløse – er det måske anvendelige til noget?
Altså sådan lige bortset fra de få vi har raffineret for vores kulinariske behov - og de få andre vi ka li at se på.
Men hva fanden – dem kan man jo altid finde plads til i neonbelyste stalde eller zoologiske haver - ikke sandt?
Så er det et par andre ting
Altid moderate FN - stort set alle deres forudberegninger har vist sig at være for konservative - forventede oprindeligt at verdens befolkning ville stabiliserer sig med omkring 10 milliarder fra omkring år 2200. Det er et tal som nu i stigende grad anfægtes. Nogen forudser at det nås allerede i år 2050.
Stadigvæk – hvis bare FNs prognose er rigtigt vil det alene med befolkningsvæksten blive næsten halvtreds procent vanskeligere at dæmme op for klimaforandringer, nedslidning af naturgrundlaget og den stadig tiltagende tendens til at flere og flere arter reduceres eller forsvinder fra kloden. Men det er jo ikke mennesker vel?
Samtidig tilstræber og håber økonomerne på en årlig vækst på 3 % årlig i dette århundrede - enhver regerings drøm – ikke sandt?
En sådan vækstrate betyder en fordobling af de økonomiske aktiviteter hver tre-og-tyvende år.
Men nåe ja - alt dette er jo bare fremskrivninger – spådomme om fremtiden –
Vor egen Storm P havde svaret på den slags
- ’det er vanskeligt at spå – især om fremtiden.’
Men - er det forbudt at tænke sig om?
Jeg synes vo klumme skriver mangler at svare på nogle fundamentale spørgsmål her
FN’s tal består ikke kun af prognoser. Antallet af børn under 5 år i hele verden faldt fra 637 mio i 1990 til 627 mio i 2005. Se linket
http://esa.un.org/unpp/index.asp?panel=2
FN’s prognose om et faldende antal børn i fremtiden er derfor ikke helt grebet ud af luften.
Jeg er ikke sikker på at folk forstår årsagen til befolkningstilvæksten. Den er ikke at der fødes flere børn ( der fødes faktisk færre), men at dødeligheden hos de ældre årgange falder. Nogle gange udtrykkes det populært ved at sige at befolkningstilvæksten ikke skyldes at folk yngler som kaniner, men at de ikke længere dør som fluer.
Antallet af børn falder allerede, og selvfølgelig ville det på langt sigt dæmpe befolkninstilvæksten, hvis man tvang børnetallet til at falde i et endnu hurtigere tempo, men slet ikke så meget som man skulle tro. Den afgørende faktor er dødeligheden hos de ældre årgange.
Er der nogen som har lyst til at dø som en flue?
Kære Nille Torsen
Hvis vi nu blev enige om en etbarnspolitik på hele globen, så skulle levealderen fordobles for alle individer i gennemsnit for at modvirke faldet i befolkningen.
I en verden hvor de rige landes økologiske fodaftryk efterlades langt uden for de nationale grænser er det svært at afgøre hvem der er for mange uanset forskellige fødselsrater og forskellige økologiske kapaciteter.
Eftersom de fleste mennesker godt kan indse, at vi ikke kan være hvor mange som helst på kloden, er der faktisk en god chance, at fertiliteten kan nedsættes ad “frivillighedens” vej, dvs. ved hjælp af kulturel påvirkning af de, der evt. ville tillade sig at se stort på denne kendsgerning.
Problemet er hvor mange vi ender med at blive før kurven vender, og hvor lang tid det tager at komme ned på et acceptabelt niveau. Så vidt jeg kan skønne, så er denne grænse i længden ikke over 2 milliarder individer. Især hvis man skal tage ordentligt hensyn til de skabninger, som jeg er enig med Ristinge har krav på også at være her i egen ret. Især eftersom naturlige og robuste biotoper er den mest solide måde mennesket kan sikre sig et stabilt klima og modstandsdygtighed mod epidemier, som jo bekendt trives godt i enorme monokulturer og andre biotoper, som er uda af balance. Og så gør det jo ikke noget, at det er smukt at se på. Sandsynligvis har naturen også en afgørende betydning for menneskets psykiske velbefindende - også selvom man sjældent sætter sine ben dèr.
Hvis vi kvitter os det kapitalistiske system, som grundlæggende bygger på naturødelæggelse - både gennem rovdrift og alskens affald/forurening - så tror jeg at der er en vis chance for at vi kan begynde en strategisk og velovervejet decimering af den menneskelige population. I modsat fald vil den falde af sig selv, og det bliver ikke på den sjove måde. Sandsynligvis vil dette begynde at ske i større målestok allerede inden vi når de 9-10 milliarder, som er det håbede vendepunkt. Grunden til dette er klimaforværringen og manglen på olie, som snar vil blive åbenbar for enhver. Hvis vi ikke holder op med at bekæmpe hinanden og konkurrere om klodens begrænsede ressourcer, så vil helvedets porte snart stå åbne, og vi vil som noget af det første blive nødt til at lukke for nyhedsformidlingen for at undgå at folk brækker sig i lårtykke stråler og begynder at udvise stærkt uforudsigelig adfærd som en følge af lede ved egen art, evt. en selv!
Dette er ikke noget jeg finder på det er et veunderbygget “hvis ikke vi gør” i videnskabelige prognoser for det tveæggede kulstofproblem. Samme prognoser siger, at for hver dag der går uden at vi ganske radikalt begynder at løse dette problem kommer vi nærmere på katastrofen og jo sværere bliver det at undgå det værst tænkelige udfald.
Så meget mere som vores livskvalitet vil falde støt allered fra i dag og frem til katastrofen står i fuldt flor hvis vi forsøger at løse problemerne med de midler, som har skabt dem, skulle valget ikke være så svært. Især ikke eftersom det nok ikke er umuligt at vi kunne finde nogle kvaliteter i den nye nye måde at leve på. Kvaliteter som vi hidtil eller i hvert fald i århundreder har snydt os selv for, og som mange af os inders inde savner. Hvis vi kunne overvinde vores overtrosagtige frygt for et liv hvor konsum ikke er målet, ville vi have en chance for at undgå katastrofen, men det lader ikke til at være tilfældet. Hånden på hjertet hvor mange tør sige, at de ikke ville have svært ved at leve i et samfund hvor lønarbejde og konsum ikke er sacrosanct? Det er derfor vi skal lave samfundet om så dette bliver både muligt og eftertragtelsesværdigt.
Jeg synes, at det begynder at knibe med optimismen. Der er trods alt grænser for hvor tossedum man har lov til at være, hvis man vil bevare sin egen og andres respekt. Det store problem er, at vores politiske system er indrettet på at tjene kapitalismens interesser, og den har ingen fremtid på jorden, so oder so.
Jeg ville sådan ønske at der var nogen, som kunne overbevise mig om at jeg tager fejl.
Venlig hilsen
Nille Torsen - jo det forstår jeg ganske udmærket, men virkeligheden er altså at
- vi stadig vokser voldsomt nominelt på globalt plan, at
- det med lethed lader sig påviose at FNs prognoser konstant er i underkanten og dermed halter bagefter den faktiske udvikling, og
- hvis vi forestille os det umulige - at væksten fortsætter præsist som nu så er det blevet beregnet at vi vil ende op i noget med 134 trillioner i år 2300. Ingen tror det går så galt, men de fleste mener at det går betydeligt værre ensd FNs forudsigelser lader ane og
-det er nu en kendsgerning at befolkningstilvæksten er fundamentet for al vækst og dermed også af nedslidning af naturgrundlaget. Det er også en kendsgerning, så ubehagelig den end måtte være, at
- vores egen eksisten afhænger af at vi respekterer diversiteten på kloden, at vi begynder at forstå at der også skal være plads til andre arter og til natur der er uberørt af mennesker.
Afslutningsvis kan jeg så spørge dig -
Hvor i danmark kan du idag finde oprindelig og uberørt natur?
Vi havde masser for bare 2 århundrede siden og en hel del var stadig tilbage ved slutningen af nittenhundredetallet. Hvis du mener Danmark er et godt eksempel på at Jorden ikke er overbefolket så står det grelt til for os alle. Så vil der hverken være reggnsskove eller vilde dyr tilbage noget sted andet end i museer og zoologiske haver.
Det er på tide at vi begynder at få lidt afslappet fokus på dette her - og lader være med at gå i panik ved tanken om de børn vi selv har sat i verden eller tror at vi har brug for ekstremistiske midler.
Det der er behøov for er bare en smule global bevidsthed og at man holder op med som artikelskriveren her at benægte at der rent faktisk er et probblem som fortjener seriøs opmærksomhed. Ikke mindst at politikere og økonomer ville ophører med at promovere højere fødselstal - og tåbelige ideer om at det at få børn er en menneskeret der bør garanteres med offentlige midler.
De problemer som temporære demografiske udsving giver i økonomien er for intet at regne imod det der er på vej til os, hvis vi ikke evner at sikre at bare FNs prognoser kan holde - hvad ingen af dem hidtil har gjort.
Det her er et problem som ikke bare handler om svinefarme og øst-vest og nord-syd og det er ikke kun er et problem for underudviklede økonomier - men derimod et problem som er livskvalitets-truende - og i sidste instans livstruende for vores art selv.
Danmark er ved Gud ikke et forgangsland hvad detteher angår - tværtimod.
Hvis Danmarks eksempel følges overalt på kloden så er vi for alvor på vej ud u snavs. Så ber jeg til skæbnen at jeg ikke er i live om bare 50 år og jeg ser ikke fremtiden i møde for de børn som også jeg i min enfold har sat i verden.
problemet med befolkningstilvæksten er at den komme efter salamimetoden
hver generation vokser op og oplever en lykkelig barndom omgivet af stadig flere mennesker og mere trafik, støj og forurening.
Hvis man forestillede sig at vi kunne bringe vore oldeforældre eller tipoldeforældrer til live igen vill de være slået med rædsel over trafik og befolkningstætheden - og det ville med det samme være indlysende for dem at der er et problem - uanset alle vore smarte dingenoter og selvfede livstil - men det er ikke indlysende for de nulevende generationer for hvem sølle 50 år synes at være uendeligt mange år.
Men globalhistorisk set har der aldrig været på jorden en dyreart som har raseret jordens ressurcer mere end netop lige mennesket og det er sket i hvad der i globalhistorisk forstand kun er få sekunder og minutter
- hvis ikke man mener at det giver anledning til overvejelser - så mangler men sgu en smule alment overblik
Individhelvedet, nogle aspekter
Før aborten blev gjort fri for snart fyrre år siden, havde man absolut ingen hæmninger mod at mobilisere gud og hvermand imod interesser i brede lag af befolkningen. Alt imens man stigmatiserede de stakkels mødre og fædrene gik fri. Men modstanden overlevede altså ikke det store eksperiment med at individualisere den førhen så uniformerede arbejderklasse. Ligesom pornoforbudet var faldet få år i forvejen måtte også denne bastion falde for den individualisering, som siden gav os nyliberalismen. Af samme grund har der aldrig været nogen seriøs debat om retten til at få børn. Den er druknet i alskens poppet promovering af individet og den hellige reproduktion. Æteren har været tyk af medfølelse for de tapre forældre, der kæmpede for at deltage på lige fod i overbefolkningen af vores planet. Det havde været forventeligt om også hashforbudet var røget på den konto, men i mellemtiden er alskens lovgivning blevet mere restriktiv, når man ser bort fra hvad der angår EU, og det er jo stadig det meste. Det kaldes globalisering?
Det er klart, at når vi bliver gjort til individer i stedet for samfundsborgere, så breder individerne sig ind over samfundsborgerne på samme måde som individerne breder sig ind over sine medskabninger, med undtagelse af horder af hus- og jagtdyr. Den måde det foregår på kan vist kun kaldes individdesign. Menneskets relativt lange præhistoriske periode var udelukkende en succes fordi mennesker holdt sammen og byggede samfund med gensidig respekt. Den segregering og individualisering, der siden har været fremherskende tendes og er ved at etablere sig som religion, har som sin logiske konsekvens, at den menneskelige civilisation, som vi kender den, vil synke i grus, fordi vi har glemt vores kollektive viden om naturen og ignoreret at individualisering er fremmedgørelse i anden potens.
I øvrigt er jeg stor tilhænger af enhver individualisme og særhed, som ikke skader fællesskabet, som vi skylder vores succes som art.
I løbet af kun ti tusind år er det lykkedes os at udradere enhver bevidsthed om hvorfor vi var her. Derfor er vi måske på vej væk.