Det har i lang tid været kendt, at behandlingen af 600 fanger tilbageholdt på ubestemt tid på den amerikanske luftbase i Bagram nær Kabul er under al kritik - formentlig langt værre end i Guantánamo-lejren. Nu har et hold fra BBC interviewet 27 frigivede afghanske fanger, og deres beretning er grum læsning. De 27 afghanske mænd sad i den interimistiske fangelejr i perioder af varierende længde mellem 2002 og 2008, og blev alle løsladt, da det blev klart, at de ikke havde deltaget i væbnede aktioner mod amerikanere. De 25 beskylder forhørere og vogtere for grov fysisk og mental mishandling: Korporlig afstraffelse, tvangsstillinger i lange perioder, anvendelse af ekstrem varme og ekstrem kulde, utålelig høj støj og afklædning foran kvindelige soldater. Fire hævder at være blevet truet på livet med pistolløb stukket i tindingen.

»De gjorde ting mod os, som man aldrig ville gøre mod dyr, endsige mennesker,« fortæller en eksfange ved navn Dr. Khandan. »De hældte koldt vand over os om vinteren og varmt vand om sommeren. De pudsede hunde på os. De truede os på livet. De puttede medicin i vores drikkevand for at gøre os søvnige under forhør.«

Beskrivelserne minder i slående grad om de sensationelle afsløringer om tortur, trusler og seksuelle ydmygelser i Abu Ghraib-fængslet nær Bagdad. Men hvor billeder smuglet ud af det irakiske fængsel, førte til afstraffelse af de ‘små fisk’ blandt amerikanske vogtere og efterfølgende bedre behandling af krigsfangerne, er noget tilsvarende aldrig sket i Bagram. Lejren var et ‘sort hul’ under Bush-regeringen, og forbliver det under Barack Obama. Ingen journalist har fået lov at besøge Bagram-fængslet. Det Internationale Røde Kors, der ifølge Géneve-konventionerne får adgang til krigsfanger, har tavshedspligt.

Indtil USA’s højesteret 2007 anerkendte, at tilbageholdte terrormistænkte i Guantánamo-lejren har ret til advokathjælp og til at få mistanken mod dem prøvet ved en amerikansk domstol (habeas corpus), befandt fangerne i Bagram og Guantánamo sig i samme juridiske ‘sorte hul’. Nu er den status kun forundt Bagram-fangerne. Men hvorfor skelne mellem Guantánamo og Bagram? Under valgkampen sidste år kritiserede Obama præsident Bush for at nægte terrormistænkte i Guantánamo habeas corpus-rettigheder. I dag afviser han at tilstå selvsamme rettigheder til fangerne i Bagram. Den officielle begrundelse er, at hele Afghanistan er en slagmark - ligesom Irak var det - og at de krigende parter har ret til at tilbageholde krigsfanger på ubestemt tid. Således blev Saddam Husseins soldater og oprørere i Irak, indsat i Abu Ghraib-fængslet, også klassificeret som krigsfanger.

Det lyder som et besnærende argument. I virkeligheden hviler det på et falskt grundlag. Folkeretsadvokaten Gabor Rona ved Human Rights First i New York peger på to uoverensstemmelser med krigskonventionerne. For det første gælder reglen om tilbageholdelse af krigsfanger kun for krige mellem stater. I tilfælde hvor ikke-statslige aktører gør oprør mod et legitimt styre, skal de behandles som kriminelle under statens strafferetslove.

Det er en korrekt aktuel beskrivelse af den institutionelle situation i Irak og Afghanistan. Under det amerikanske angreb på de to landes regimer - Baath og Taleban - skete det i internationale konflikter, hvor USA havde ret til at tilbageholde krigsfanger. Men så snart Afghanistans og Iraks befolkninger valgte deres egne regeringer, blev Taleban- og sunni- og shiaoprørerne i konventionernes øjne væbnede modstandere, der skal behandles som kriminelle.

Den anden diskrepans ligger i de amerikanske styrkers definition af en slagmark. Gabor Rona, der fornylig interviewede tidligere Bagram-fanger i Afghanistan, fortæller:

»I de fleste tilfælde bliver folk tilbageholdt, uden at de bevisligt er involveret i væbnede sammenstød. Nogle af dem ejer - som alle afghanere i provinsen - blot et gevær. Andre bliver ‘stukket’ af en rivaliserende klan som terrorister. Under razziaer bruger amerikanske styrker et så grovmasket net, at alle mænd ender i Bagram.«

Denne form for udenretslig krigsførelse i Af-ghanistan skaber naturligvis fjendtlighed blandt civile mod USA’s og NATO’s styrker.

»Det er ikke alene i strid med international humanitær ret. Det er også en selvødelæggende taktik,« siger Rona.

De færreste af Bagram-fangerne er krigsfanger i konventionel forstand. Det store flertal er afghanere, som er løst knyttede til Taleban eller uskyldige.

Utallige er blevet løsladt uden kompensation eller oprejsning - blot med en undskyldning.

At præsident Obama, som et minimum, nægter at give disse fanger mulighed for at bestride deres tilbageholdelse med dokumentation og fremføring af vidner, er en skændsel.