Konflikten i Iran er blevet kaldt ”Twitter-revolutionen”, og den sociale netværks-tjeneste er enormt hypet for sin demokratiserende effekt.
Men er det ikke er mediet selv, men de kræfter, der anvender det, der skaber politiske resultater. Sådan siger Morten Gade, der er ekstern lektor på IT-Universitetet i København og kommunikationsrådgiver i Bysted A/S:
”Man skal ikke tage fejl af, at fordi Twitter bliver brugt, er det ikke mediet, der fører til en social forandring. Det er en katalysator netop fordi det kan sprede informationer og historier hurtigt og uden kontrol. Men det understøtter en folkestemning der er der i forvejen”, siger han.
Netop den manglende kontrol har været det, der har været udslagsgivende i forbindelse med Twitter og Iran. De sociale medier har spillet en stor rolle, netop fordi den Iranske regering har gjort hvad den kunne for at lukke for informationskanalerne til den Internationale presse.
”Når Twitter har fået så megen opmærksomhed i forbindelse med valget i Iran, er det ikke blot fordi Twitter er et godt medie – det er også fordi det er det eneste.” Gade fortsætter:
”Da muren faldt belejrede man TV-tårnet i Berlin, der var kilden til at kontrollere den virkelighed omverdenen så. Det er netop sådan en tankegang de sociale medier gør ugyldig. Fra Iran i det store, til striden om Ungdomshuset i det små, hvor støtter til Jagtvej 69 havde en omfattende kommunikation på nettet – fordi det kun var de medier, de havde adgang til”, siger han.
Ud på gaderne
Morten Gade forklarer, at den frie informationsstrøm kun er den ene side af sagen.
”Udover at de sociale medier er blevet brugt til at kommunikere til omverdenen, er det ligeså vigtigt, at de har det givet iranerne mulighed for at organisere sig selv. De har kunnet mobilisere folk til demonstrationer, så man har stået på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”, siger han.
Endvidere er den hurtige mobilisering af protester blevet set i hele verden, hvor sympati-demonstrationer er dukket op overalt. Blandt andet i København.
Morten Gade regner dog med, at protesterne i Iran og den internationale sympati desværre ender med at blive slået ned.
”Jeg tror der kommer til at være nogen, der bliver desillusionerede, når protesterne ikke lykkedes. Spørgsmålet er snarere hvordan efterbehandlingen kommer til at være. Bliver det ligesom i Kina for 20 år siden, hvor vi ikke hører noget mere om det, eller er dette blot den første i en lang række af oprør”, siger han.
Uanset om protesterne i Iran bliver en succes eller ej, er de hurtigt organiserede demonstrationer og poltiske protester på nettet dog kommet for at blive, siger Gade. Han mener at vi oftere og oftere vil se sociale medier blive brugt på denne måde, da der ligger en stor vilje hos den meninge mediebruger til at deltage.
Blandt andet er Twitter-brugerne bliver mere og mere kreative i deres støtte til Iran. Da det for eksmepel kom frem, at de iranske sikkerhedsstyrker fandt Twitterbrugerne i deres hjem via deres profil på nettet, begyndte beskederne at glide ud til omverden:
”Hvis du er på Twitter så sæt din by til Tehran og din tidszone til GMT + 3.30. Iranske sikkerhedsstyrker jager bloggere med location/timezone-søgninger. Des flere personer der er ’det samme sted’, des sværere er det for dem at lukke ned for det iranske Internet.”
Morten Gade forklarer:
”Der er utroligt mange, der gerne vil gøre noget, men som ikke ved hvor de skal begynde. De farver deres profilbilleder grønne eller går med et grønt bånd for at vise sympati. For mange handler det dog om identifikation med konflikten, og siger i virkeligheden mere om Twitterbrugeren end om konflikten i Iran.” Gade fortsætter:
”Man sender et naturligvis et signal om at kampen er vigtigt, men det er stadig de aktive støtter der gør den egentlige forskel. Det er dem man skal give sin sympati. Man skal huske på, at for dem er det ikke en leg at gøre op med et diktatur”, siger han.
Sociale medier som Twitter er karakteriseret ved at udbygge brugernes sociale netværk. Medierne er lavet som værktøj, der giver brugerne et øget mulighed for at kommunikere med hianden og publicere deres holdninger, oplevelser eller observationer. I forbindelse med konflikten i Iran har netop Twitter spillet en central rolle, da den frie kommunikation har tilladt den iranske befolkning at kommunikere til omverdenen uden om regeringens censur.
Kommentarer
Tak for bringe en artikel, der giver mig anledning til at slå et slag for et frit internet.
Vi skal aktiv bekæmpe at civilretslig anliggender. (her referes til IFPIs forskellige forsøg på at kontrolere bekæmpe piratkopiering), der vil indføre kontrol og cencursystemer på internettet.
Episoden i Iran, er et fremragende eksempler hvorfor, fri adgang på internettet, er så skide vigtigt.
Bekæmp fascismen, bevar internettet frit.
Men Iran viser også hvorfor “fri adgang til internettet” ikke er lig med “internettet frit”.
Det interessante er myndighedernes mulighed for at spore den enkelte der ytre sig kritisk eller lige frem opfordrer til konkrete handling, demonstration, strejke osv.
http://modkraft.dk/spip.php?article10967
Stasi må være grøn af misundelse
Hej Jonas T-K., Morten G., Michael S. og Anders G.B.,
’Fri adgang til internettet’?
Jovist, helt sikkert – sandheden kan spredes med ’lysets hast’ - meeen det kan løgnen jo også.
Måske er det ikke bare unge iranske demonstranter og magthavere, der er ved at lære at bruge de elektroniske medier i de nye former for politisk kamp, oprør og undertrykkelse, men også gensidigt fjendtlige statsapparater kan se nye muligheder for ’informations-krigsførelse’.
Prøv at læse denne artikel: From Mossadegh to Ahmadinejad: The CIA and the Iranian experiment
http://www.voltairenet.org/article160670.html#arti…
Med venlig hilsen
Does The West Really Understand What Goes On In Iran?
By Nasima Yamchi Juni 28, 2oo9
Forstaar vesten virkelig hvad der sker i Iran?
Iran har lavet overskrifter i de seneste uger.
Det der er sket i landet, som efter North Korea og Myanmar er et af de mest kontrollerede og overvågede i verden , har fremkaldt reaktioner fra alle sider.
Det er ingen hemmelighed at USa regimet sammen med dets nærmeste allierede, Israel sammen med det øvrige vesten har forsøgt at ændre styret i Iran i de sidste to årtier. Disse landes holdning til regimet i Iran er mindre omstridt.
Hvad der kan bekymre er holdningen fra venstrefløj og anti-imperialist lejren generelt .
Jeg har fulgt artiklerne offentliggjort her på informationclearinghouse og set at størrelsen af misforståelser omkring hvad der virkelig sker i Iran er forbløffende.
Mange skrevne artikler promoverer en del sympati for regimet i Iran.
Jeg tror at sympatien har rod i, paa den ene side, et udemokratist, aggressivt og uretfærdig opførsel af vesten imod Iran og paa den anden side den anti-imperialist, anti-US retoric af regimet i Iran som har forblændet nogen over hele verden.
Jeg er helt sikker på at Washington, representeret af de neo-liberale og Iran regimet er begge sider af den samme mønt.
Den Amerikanske regering, om det er Demokraterne eller Republikanerne, begge undertrykker de borgernes demokratiske rettigheder inden- som uden-lands verden over. Historien fra århundrede leverer så rigelig med beviser for denne påstand. Iran-styret på den ene side gør nøjagtig det samme
Enhver opposition til regeringen, I Iran, er undertrykt og konfronteret voldeligt.
Verden kunne se hvordan politiet gennempryglede demonstranterne og som svar på volden anmodede den suprime leder, Ayatalloah Khamenei, sine styrker til at “give demonstranterne en leksion som de aldrig vil glemme”
Trommerspillet for demokrati bliver kun aktiveret når behovet for den sådan retoric opstår. Resultatet af at støtte den ene imod den anden synes hyklerisk. Meget er der skrevet om hvor demokratisk Iran er blevet i hvad angår demokratiske afstemninger sammenlignet med andre Mellemøst lande.
For at finde ud af sandheden om denne påstand lad os se på valgloven i Iran:.
1) I henhold til Konstitutionen skal kandidater til hver eneste valg, parlament, president, borgmester etc. godkendes af ‘vogternes råd’ (Guardian Council) en samling hvis medlemmer er udpeget af den suprime leder og andre højt rangerende i den religiøse samling
Rådet har været almindelig kendt for at udelukke enhver kandidat som de ikke anså var på ‘linie med’ islamisk be)styrelse.
2) I henhold til konstitutionen kan ingen gruppe eller party blive stiftet medmindre de beviser deres hengivenhed og troskab til Islam, (Islamisk Sharia lov) og grundsætning/hovedtemaet i den Islamiske Republik.
Som resultat, siden stiftelsen af styret i Iran har ‘rigtig’ opposition ikke været i stand til at omgruppere
og løfte deres stemmer.
Jeg tror ikke nogen i verden kan kalde denne procedure som værende bare i nærheden af demokrati.
Det er, som nogle af protestanterne sagde: ” valg ikke ud)valg” men valg imellem dem som allerede er i samme lejr.
I samme øjeblik folk var gået på gaderne i de store byer i Iran for at kræve omvalg blev Mr. Mousavi , den tabende kandidat, som resutlat, symbolet på demokrati og proreform lejren i Iran.
Jeg vil gerne nævne nogle fakta om denne nye ‘helt’. Mr. Mousavi startede hans karriere i hierarkiet
i det Islamiske styre som editor af ““Jomhori-e-Eslami” avisen, talerør for det første parti grundlagt efter revolutionen bærende det samme navn.
Dette parti var hjem for de mest konservative og reaktionære factioner af det islamiske styre helt fra begyndelsen.
Khamenei, den suprime leder, og Rafsanjani er to af dets mest berømte medlemmer. Han var dengang
‘prime minister’ -en post der senere er nedlagt- imellem 1981 -1988.
Optegnelserne fra hans regering under denne periode mellem andet omfatter følgende:
Imellem 1981 til 1984 forhærdede styret dets position overfor oppositionen hvilket dengang hovedsagentlig bestod af venstrefløjs grupper.
Masse arresteringer og hængninger blev en rutine i den periode.
I juni 1981 blev omkring 300 politiske fængslede hængt på en dag alene.
Masse grave i den østlige del af Tehran beviser at denne barberisme fandt sted.
Den periode, den såkaldte ‘kultur revolution’ var ‘masterminded’ af en kommite som også inkluderede
Rafsanjani, Mousavi.
Alle universiteter og højere læreranstalter var lukket ned efter blodige sammenstød med studenterne i en uges tid, i omkring 4 år.
I den tid var alle som ikke ‘passede ind i systemet’ arresteret, hængt, tvungen til af forlade landet eller forbudt at studere eller arbejde i offentlige universiteter.
Den såkaldte ‘Islamic Hijab’ (hoved dække og klædnings lov) var påtvunget i den periode
bøller og banditter tog på gaden for at angribe kvinder f.eks ved at hælde syre i deres ansigter og råbte ydmygende slogans så som “enten hoveddække eller risikere at blive slået i hovedet”. Kvinder blev arresteret og fyret fra deres jobs og pryglet for ikke at bære ‘Hijab’ hovedbeklædning.
De Islamic Sharia’ regler var pålagt for at erstatte de civile love.
Det var under disse love at den såkladte ‘religiøse politi’ var formet. Deres job er at patruljere
i gaderne at arrestere, prygle alle dem som ikke følger ‘Islamic dress code’ eller opførsel
Tusinder af unge mænd og kvinder er endt i fængsel, pisket eller måttet betale store bøder bare fordi de tillod sig at tale til hverandre i gaderne.
Selvfølgelig - listen er meget længere, det ovenfor nævnte er kun højdepunkter af Mr. Mousavi’s fortid.
I virkeligheden har alle de andre presidenter i dette styre sikret fortsættelsen af, det af Mr. Mousavi ‘storartede arbejde’, at underminere folket basale menneskerettigheder
Det er ironisk at dagens fængler er fyldt med dem som engang var deres standhaftige forbundsfæller, Mr. Mousavi’s reform- appetit er begrænset når det kommer til en egentlig trussel for det Iranske regime som sådan.
Mr. Khatami viste hans virkelige troskab og lydighed da han ikke støttede studenternes demonstrationer i at forsvare retten til ytringsfrihed i Iran.
Mr. Mousavi har også været ‘stille’ når det kom til mere gennemgribende forslag for at reformere og konfrontere det undertrykkende styre.
Begge ‘ofrede’ deres tilhængere da protesten åbenbarede at omfanget af utilfredsheden alt overvejende kom fra de unge, som udgør mere end 60% af befolkningen.
Mr Mousavi som de andre opponenter til Ahmadinejad ved at ligeså snart masserne kommer ud i gaderne vil de kræve mere ændring end bare valg imellem det der er slemt og det der er værste.
Det er derfor essentielt at skelne imellem kampen for magt og kontrol af landets rigdomme FRA kampen for mere retfærdighed.
Ligeså er det essentielt at sikre at Mr. Ahmedinejad’s konfrontation med og tryk fra USA ikke tillægges som en progressive holdning.
=====================
Oversat fra:
http://informationclearinghouse.info/article22928.htm
Mark Thamley
jeg forstår ikke hensigten med din kommentar, og hvilken relevans det har til min kommentar.
Hvad der er sandt eller falsk, er irrelevant, når det komme til ytringefrihed, og retten til at udtrykke sig på internettet.. Det er nemlig en princippel indstilling.
Dertil er der ikke noget revolutionerende ved at vide, at kontrol med medierne er eksistensielt for opretholdelsen af illusoriske virkeligheder. Jf. propaganda fra den 20. århunderede og tilbage til de første kendte skriftkilder.
Forskellen imellem nu og dengang, er netop den relative “frie adgang” til internettet.
Magthavernes mediemonopol og (de klassiske) mediers magtmonopol er delvist brudt.
For bare 10 år siden og mindre, var “nyhesstrømmen” på relativt få hænder (globalt), og ofte polariseret i (politiske) ekstremer. Jf Irak krigen. Med den amerikansk-allieret propaganda vs. “al queda”- allieret propaganda. - begge afsendere har klare mål med at fortælle de “nyheder” som gavner deres sag. Imens de alm. irakers historie, der bare vil leve en nornalt liv, ikke blev fortalt.
eksempelt i Iran lige nu, Burma sidste år (og den sags skyld under tsumanien i turisthelvedet), viser hvor vigtigt det er, når mennesker blot rapportere den begivenhed som ryster deres verden så kraftigt, at de bliver nødtil at dele det med hele verden.
Om begivenhederne, der rapporteres så er sande eller falske, er underordent i min princippielle grundholdning, og jeg anser det som være en irrelevant teoretisk problemstilling, uden egentlig grundlag. Da sande og falske, er subjektive klassificeringer, som anvendes til at miskreditere opponenten.
Alle ved at hvis man kun har en kilde til information, kan ikke regne med at den er rigtigt. har man flere kilder, der alle samme anvender den samme kilde, så gælder ovenstående. Derfor jo flere kilder, jo højere objektive sandhedsværdi.
Jeg ved ikke hvad der foregår i Iran lige nu, men jeg har en fornemmelse af, der er en masse Iranere, som vil have noget med frihed end Mahmoud A’s og dukkeførere anser som godt.
Generelt mener jeg at en styreform eller styre, der ikke tilllader kritik, er en illegitim styre.
mindre rettelse.
Derfor jo flere kilder, jo højere objektive sandhedsværdi. = Derfor jo flere uafhængigekilder, jo højere objektive sandhedsværdi.
Hej John J.
Din oversatte polemiske artikel fra informationclearinghouse af Nasima Yamchi er ganske interessant, men beklagelig vis polemiserer hun ukonkretiseret mod
”holdningen fra venstrefløj og anti-imperialist lejren generelt”
og skriver dernæst:
”Jeg har fulgt artiklerne offentliggjort her på informationclearinghouse og set at størrelsen af misforståelser omkring hvad der virkelig sker i Iran er forbløffende.
Mange skrevne artikler promoverer en del sympati for regimet i Iran”.
Hun konkretiserer ikke, hvad det er for nogle ”misforståelser omkring hvad der virkelig sker i Iran”,
der forbløffer hende. Så mange bliver ’mistænkeliggjort’, men ingen kan konkret svare igen eller ’forsvare sig’.
Og hvad skal man forstå ved et udtryk om, at en artikel ”promoverer en del sympati”?
Hvis en usympatisk/forbryderisk person bliver anklaget for noget, vedkommende ikke har gjort og man påpeger dette, betyder det så, at man ’promovere sympati’ for denne person?
Står ’sandheden’ også om ens politiske modstandere ikke over ens sym- eller anti-pati?
Blandt de efterfølgende heftigt debatterende 34 kommentarer til artiklen fandt jeg følgende ganske spændende henvisning (‘Iran Election Fraud?’) til 3 videoklip fra den statsejede iranske TV station ’Press TV’ med en debat med bl.a. en forsker fra Chathamhouse-undersøgelsen:
http://vineyardsaker.blogspot.com/2009/06/check-ou…
den er nok værd at se.
Med venlig hilsen
Hej Michael S.
Hensigten med min kommentar var ikke polemisk men blot at påpege at den frie adgang til internettet, og her deler jeg fuldt ud din principielle indstilling, også åbner for nye sofistikerede metoder fra de politiske magthaveres (og andres) side til at manipulere med mediebrugeres virkelighedsopfattelser, og at det er vigtigt for disse at blive bevidst om dette.
Netop mediefænomenerne omkring Iran-’valget’, og den måde ’sandhed’ og ’løgn’ bruges og blandes på, både i landet selv og internationalt, er en velegnet illustration af dette, og det synes jeg var et væsentligt og manglende aspekt i artiklen og interviewet med ’eksperten i sociale medier’ Morten G.
I forhold til din kommentar var det vel bare et yderligere aspekt, hvis man vil ’bekæmpe fascismen’. :-)
Når jeg nævnede jer alle fire, var det mere ment som en invitation til eventuelle kommentarer.
Med venlig hilsen
Mark Thalmay . SKREV:
“Og hvad skal man forstå ved et udtryk om, at en artikel ”promoverer en del sympati”?
SVAR:
Oversættelse fra et andet sprog er ofte flertydigt. Derfor har jeg vedh. links’t til den originale artikel. som siger
“Many articles written promote some sympathy for the Iranian regime”
ordet ‘promote’ har mange synonymer, du må selv vælge. “Arbejde / virke (for, støtte / fremme. I værste fald er det måske mig som har ‘fordrejet’ udtrykket, om det skulle gøre den store forskel. For mig handler det i hovedsagen om attituden, pro / anti Iran.
–— du skriver:
“Står ’sandheden’ også om ens politiske modstandere ikke over ens sym- eller anti-pati?” - - -
SVAR:
Yes - of course. - men det er jo den er der tvivl om - ikke ?
- ‘tillid’ er det næst bedste man kan have for Iran, i mangel på en kontrollerbar ‘sandhed’, hvilket er synonym med ‘sympati’.
–— du skriver:
“Hun konkretiserer ikke, hvad det er for nogle ”misforståelser omkring hvad der virkelig sker i Iran”, der forbløffer hende.”
SVAR:
Det fremgår af ovennævnte hvor de omhandlende artikler er at finde skulle du få lyst til at læse disse.
Hej igen John J.
Tak for dine ’svar’, men mig bringer de i hvert fald ikke videre i en meningsfuld forståelse ang. Begivenhederne omkring præsident-valget i Iran.
Du synes at tage mine retoriske spørgsmål bogstaveligt og disker op med en leksikalsk oversættelse af ordet ’to promote’.
Jamen - jeg forstår udmærket ordet, det var ikke det, jeg ankede over, men at artikelforfatterinden ikke forholdt sig konkret i sin kritik (det var det, hun brugte ordet ’promote’ til at undgå) og derfor ramte alle og ingen, så kan man selv vælge, alt efter ens fordomme – ren polemik.
Som du selv skriver:” For mig handler det i hovedsagen om attituden, pro / anti Iran.”
Altså også ’polemik’?
Men begivenhederne i det mere eller mindre globaliserede ’samfund’ kan nok ikke reduceres til at være på linje med computerspil eller sportskampe.
Når du skriver ”pro/anti Iran”, mener du så eksempelvis ’regeringen’ eller ’befolkningen’?
Hvis det sidste, så er ’befolkningen’ ikke en homogen masse, men tilsyneladende ret så indbyrdes antagonistiske, så hvis du er ’for’ nogle iranere, så er du ’mod’ nogle andre iranere.
Dit udtryk ’at have tillid for Iran’ forstår jeg ikke, og at ’tillid’ skulle være synonymt med ’sympati’ er jeg ikke enig i.
Man kan godt have ’medfølelse’ med nogen uden at mene de er ’troværdige’.
Iran som land eller befolkning kan vel ikke som sådant hverken være troværdigt eller ikke?
Dets regeringsmagts officielle tilkendegivelser kan naturligvis, ligesom alle andre statsmagters.
Vi synes at være enige om at ’sandheden’ står over ens sym- eller anti-pati og også om at have ’sympati med Iran’, hvis vi da med dette begge mener ’befolkningen’ og ikke regeringen og/eller de stridende politiske magteliter.
Men så igen: ’Befolkningen’ er jo i denne sammenhæng en helt ukonkretiseret abstraktion, alle og ingen, og som sådan som analytisk begreb til forståelse af ’Iran’ ret så ’indholdstomt’.
I dit sidste SVAR henviser du mig til portalen ’informationclearinghouse’ i al almindelighed(som jeg udmærket kender), men det, jeg ankede over, var jo netop en sådan ukonkretiseret ’kritik’, hvorfor dette SVAR for mig, fremstår som et IKKE-SVAR.
Men det er jo heller ikke dig, der har skrevet artiklen, så jeg havde da heller ikke nogen forventning om, at du skulle kunne konkretisere forfatterindens polemiske ’forbløffelse’.
Ville bare påpege over for dig denne argumentative mangel hos hende.
Hvis du skulle have interesse i at sætte Iran-begivenhederne ind i en større global-politisk sammenhæng kan jeg henvise til to, måske også for dig tankevækkende, artikler:
Eric Walberg: Venezuela & Iran: Wither the revolutions?
http://ericwalberg.com/index.php?option=com_conten…
Stephen Lendman: Color Revolutions, Old and New
http://sjlendman.blogspot.com/2009_06_01_archive.html
Med venlig hilsen
Efter mørke, kommer lys. (sagde han?). Er det mon lys jeg ser - nu - der, for enden af tunnellen ?
Tak skal du have, Mark Thalmay, for disse super gode links - som opsummerer en god del af og bringer for dagen, den, efterhånden lange liste af meget ufine historier, vedrørende USA’s nævenyttige indblandinger i suveræne landes interne anliggender
Jeg ville ønske at enhver Dansker ville gøre sig den ulejlighed at læse - ligesaa.- således at få punkteret ,den af vesten medieskabte luft-illusions-ballon om hvem er (de/vi) ‘gode’ og hvem er ‘onde’ - ikke mindst fordi det er kvalmende ulideligt at lytte til.
du skriver iøvrigt:
“Når du skriver ”pro/anti Iran”, mener du så eksempelvis ’regeringen’ eller ’befolkningen’?
>> ” hvis du er ’for’ nogle iranere, så er du ’mod’ nogle andre iranere.” <<
–––––––––––—
Det kan jeg kun give dig ret i. -
Gudskelov er mennesket ikke cloninger (endnu?).- men/og det er det der både gør det (så) spændende at leve men også ulidelig bøvlet.
kærlig hilsen