Opslag til denne artikel

Personer:John Stuart Mill, Karl Marx
Steder:Europa, Kina, USA

I de 70 år Herman Daly har været på jorden, er antallet af hans medmennesker tredoblet. Når han ser det som et af de største problemer, vi har, er det ikke, fordi han er en kold økonom med større kærlighed til tal end til børn. Det er heller ikke, fordi han foretrækker vilde heste frem for mennesker. Det er fordi, han mener, at livet på jorden er smukt.

»Jeg synes, at det er en fantastisk ide at øge det akkumulerede antal af mennesker i live. Vi bør stræbe efter, at flest muligt får lov til at glædes over vores klode, men det opnår vi bedst ved ikke at gøre det på samme tid. Jo flere vi er nu, des færre mennesker er der kapacitet til at bære senere,« siger Herman Daly, økonomen, der med klassikere som Steady-State Economics og Beyond Growth har placeret sig som den helt toneangivende røst inden for det, der populært har fået navnet, ‘grøn økonomi’.

Når Herman Daly på telefon fra Maryland har brug for at understrege, at han ikke har blæst til kamp mod mennesket, er det, fordi han har fået det kastet i hovedet adskillige gange i den amerikanske debat.

»Problemet er, at folk ser den menneskelige population isoleret. Det er vi ikke. Mens den menneskelige befolkning er tredoblet, er det gået ligeså med bilernes population, med malkekvægenes, med vaskemaskinernes og alt det andet. Det er i det lys, vi har et voldsomt overbefolkningsproblem,« fastslår Herman Daly, der understreger, at mennesket er alt mulig andet og mere end en fysisk struktur.

»Men vi har en krop. Ligesom en bil produceres vi, har en vis levealder og kræver så og så meget energi og vedligeholdelse, indtil vi dør. Der er flere steder, man kan regulere i et menneskes eller en bils liv, men vi kommer ikke udenom at gøre noget aktivt for at begrænse populationens størrelse,« fastslår Herman Daly.

Daly har derfor brugt meget spalteplads på at gøre op med den konventionelle visdom om overbefolkning. Og han gør det hjertens gerne en gang til for Informations læsere.

»Når så mange nægter at røre ved spørgsmålet, er det primært ud fra forestillingen om, at det er et af de problemer, der løses ved vækst. Når velstanden stiger, falder antallet af børnefødsler. Det er der skam også en slags empirisk belæg for, men konsekvenserne for den globale økonomi og økologi er bare for store, fordi vækst netop handler om at øge omfanget af alle de andre ting,« siger Herman Daly.

»Vi har så utrolig vanskeligt ved at løsrive os fra væksttanken. Det har vi også, når det kommer til befolkning. Mennesker er jo et vigtigt input i produktionen, og mange børn betyder billig arbejdskraft.«

Den dræbte debat

Der er altså, ifølge Heman Daly, nogle, der vinder på overfloden. Men hvor er kritikken, når man har brug for den?

Ja, ifølge den bæredygtige økonomis gamle vismand ligger berøringsangsten primært hos en gruppe, som han ellers selv ses som en del af.

»Jeg er ked af at sige det, men det er i høj grad de progressive på venstrefløjen, der har forhindret en debat. De er så rædselsslagne for at blive kaldt racister, for at de ville få kastet i hovedet, at befolkningsbegrænsning bare er et dæknavn for forsøg på at udrydde børn af andre farver og holde indvandrerne ude, at de undgår spørgsmålet,« siger Herman Daly.

Han fortæller, at den store amerikanske miljøorganisation Sierra Club i 1980’erne havde som officiel politik at arbejde for at sætte nulvækst i befolkningen på den grønne dagsorden. Den formålsparagraf skyllede de ud med det politisk korrekte badevand i 1990’erne.

»I stedet for at sige: ‘Vi er såmænd ligeglade, om alle så var malet orange i hovedet’, løb de væk,« siger Daly.

Sære sengekammerater

Han ser venstrefløjens dilemma som en forlængelse af konflikten mellem Karl Marx og den engelske præst og økonom, Thomas Malthus, der som den første for alvor bragte befolkningsspørgsmålet ind i den klassiske økonomi.

»Ifølge Marx udsprang fattigdom alene af sociale relationer, af klasse. Naturen og biologien var som sådan uden relevans. Malthus derimod insisterede på, at vi lever inden for begrænsninger. Men han mente også, at der var en løsning: færre børn. Det provokerede Marx, fordi det var en løsning, der kunne gennemføres individuelt. Den krævede ikke omvæltning af hele det økonomiske system. Jeg ser samme konflikt i dag i klimadebatten,« siger Herman Daly.

Han påpeger, at akut nød jo har reformeret mange tanker: »De kinesiske kommunister tog i første omgang det marxistiske standpunkt, men da deres befolkning rundede en milliard, må de være blevet skræmte over alle de nuller.«

Ifølge Herman Davy har berøringsangsten bragt venstrefløjen og miljøbevægelsen ind i en uhellig alliance.

»De er på dette punkt blevet umage sengekammerater med det religiøse højre, dogmatiske katolikker og kapitalistiske oligarker, ikke mindst i vækstøkonomierne. For når det kommer til stykket, er det helt klart, hvem der vinder på overbefolkningen: Dem, der benytter sig af billig arbejdskraft på fabrikkerne, i markerne og i husholdningerne. En brasiliansk ven sagde engang til mig, da vi i 1960’erne talte om forholdet mellem overbefolkning og de mange slavelignende arbejdsforhold på det brasilianske arbejdsmarked: ‘Ræven ville jo ikke argumentere for prævention til kaniner’,« fortæller Herman Daly.

Immigration

- Men hvis børnetallet skal holdes nede, hvad gør vi så i f.eks. et velfærdssamfund som det danske, når så få unge skal forsørge så mange gamle?

»Ja, det, der ikke gror, bliver jo mindre med tiden. Men hvis vi er enige om, at begrænse antallet af mennesker, kan vi enten sænke fødselstallet eller lade dødeligheden stige. Da det næppe er en politisk holdbar løsning kun at tillade, at folk bliver en vis alder, må vi i stedet begrænse antallet af fødsler og finde måder at tilpasse os et samfund med færre unge. Oplagt er det jo, at hvis vi vil holdes i live længere, må vi jo også arbejde længere.«

- Men hvad med så at åbne grænserne og i stedet lade immigranter sørge for velstanden?

»Der er den fordel ved immigration, at vi ikke tilfører mere, men blot relokerer. Problemet er, at den omplacering er enormt ressourcekrævende. Både de mange ressourcer i tilpasningsfasen i modtagerlandene. Men også fordi den er så dyrt for de samfund, som de forlader - ikke bare i forhold til tabet af den enkelte, men hvem kan opretholde et dyrt sundhedsvæsen, hvis de rige lande bare snupper alle de højtuddannede? Fra et bæredygtighedsperspektiv er det ikke en holdbar strategi at satse på at flytte folk rundt, som vi har brug for det.«

- Du har argumenteret for, at USA bør styrke kontrollen ved grænserne. Er det ikke usolidarisk og i modstrid med USA’s selvforståelse som et indvandringsland?

»Jo, det kan man sige, men når immigrationsloven ikke håndhæves, betyder det, at vi får en stor gruppe, der er illegalt i vores samfund, ikke har nogen rettigheder og behandles forfærdeligt. Det har i dag fuldstændig undergravet vores fagforeninger. Det er igen nogle få, der tjener på overfloden af mennesker,« siger Herman Daly.

Fællesskabet

Daly mener, at grænser er nødvendige ud fra et grønt økonomisk perspektiv.

»I dag laver vi miljølovgivning, men de store multinationale selskaber flytter bare produktionen derhen, hvor arbejdskraften er billigere, og reglerne slappere,« siger Herman Daly, der finder det problematisk, at den økonomiske tænkning har så lidt forståelse for nødvendigheden af fællesskaber.

»’ The economic man ’ er en ensom Adam, og det land eller den by, han tilfældigvis lever i, er ikke andet og mere end en samling individer. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Fællesskaber er der, hvor vi skaber lykke og værdi,« siger økonomen, der erkender, at der er knyttet en række tunge etiske valg til kampen for at bevare fællesskaber.

»Der er jo varmt og rart, når man er indenfor, og ethvert empatisk mennesker må nødvendigvis føle for dem, der er lukket ude. Det er det helt store etiske dilemma, som vi kommer til at kæmpe hårdt med i fremtiden,« forudser Daly.

Teknologi

- Mange vil indvende, at vi med hjælp af teknologi og livsstilsjusteringer kan brødføde flere med mindre skadevirkninger på vores jord. Er det ikke måden, vi lever og producerer på, fremfor antallet af mennesker, der er problemet?

»Det er som at spørge, om det er den øverste eller den nederste del af kniven, der skærer brødet. Det er dem begge. Der er en stor gruppe af teknologioptimister, der afviser, at der er en grænse. Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der hedder, at med hver mund følger et sæt hænder. Det virker til tider, som om teknologifolket har omskrevet det til: Med enhver mund kommer en hjerne. Der er en forestilling om, at vi kan innovere os ud af enhver udfordring, bare vi er nok til at tænke i nye teknologiske løsninger,« siger Daly, der selv er knap så optimistisk:

»Der var engang, hvor flere fisk på bordet bare krævede flere eller bedre fiskekuttere. Den grænse har vi for længst nået. Økonomien er blevet uøkonomisk, og det kan teknologien ikke kompensere for. Der er ikke flere win-win- situationer. Ligesom vi ikke kan vokse os begavet ud af klimaproblemerne kan vi ikke udrydde fattigdom uden omfordeling. Det har min profession været alt, alt for lang tid om at indse.«

Skyggesiderne

Der er brugt megen energi på at skælde ud på Kinas étbarnspolitik. Herman Daly afviser ikke, at den har en række konsekvenser for den enkelte, men fra et strengt bæredygtighedsperspektiv bør vi anerkende Kinas bestræbelser, mener han.

»Jeg har forståelse for, at Kina i klimaforhandlingerne slår på, at de om nogen har skruet på et af de håndtag, der er til gavn for vores fælles fremtid,« siger Herman Daly, der også ser en tendens til, at vi vælger lidt for selektivt, når vi ser på Europas egen historie for fødselskontrol.

»Før velfærdsstaten, f.eks. i England i 1800-tallet, var der total fri reproduktion. Konsekvensen var sult og en enorm høj børnedødelighed. Men en hård kynisme trivedes. Opfattelsen var, at dem, som åbenbart ikke var i stand til at styre deres egen reproduktion - og, ja, det var de fattige - måtte ligge som de havde redt,« fortæller Herman Daly, der fremhæver, at selv frihedselskende reformister som John Stuart Mill derfor anså reproduktion som et af de områder, hvor der var brug for en form for regulering.

»I dag ønsker vi at fremhæve de fine og nydelige aspekter af velfærdsstatens skabelseshistorie, uden at være ved, at det også koster på andre konti, f.eks. på den enkeltes frie valg, hvis vi skal skabe den type samfund, som vi har lyst til at leve i.«

Kvoter

- Men hvordan skal vi så holde befolkningsvæksten nede?

»Jeg mener stadig, at der er meget at gøre med de traditionelle metoder. Vi skal sørge for prævention til alle, og vi skal investere i uddannelse til kvinder - ja, det ville jeg mene, også selv om det ville få dem til at føde flere børn. Men jeg mener heller ikke, at vi skal være afvisende over for andre metoder. Lad debatten begynde.«

- Du har selv tidligere argumenteret for, at der bør indføres børnekvoter. Mener du stadig det?

»Nå, det har selv en yngre, dansk journalist læst,« griner Herman Daly og fortsætter: »Ja, det mener jeg til dels. Det er jo aldrig rigtig blevet prøvet, men det interessante er, at vi jo, siden jeg fremførte argumentet i 1960’erne, har indført kvoter på alt fra fisk til C02. Selve princippet er derfor ikke længere så fremmed,« siger Daly, der ser et kvotesystem som en måde at dæmme op for befolkningseksplosionen, uden at lave voldsomme overgreb på individet.

»Ideen var jo, at man hver fik ret til et antal børn. Hvis man ikke selv ville have dem, kunne man give kvoten videre til folk, der gerne ville have flere. På den måde kunne man behandle alle lige, men give plads til forskellighed,« siger Herman Daly, der erkender, at der var en grad af provokation i forslaget.

»Det var for at skubbe diskussionen helt til kanten. Jeg sagde: ‘Nåh, okay! den plan bryder I jer så ikke om. Så giv mig en bedre’. Der blev altid meget stille, « griner Daly.