De var ikke psykopater, men helt almindelige mænd

Han havde indstillet sit gevær til at skyde i serier, så han vidste ikke, hvor mange han havde skudt. Måske 10, måske 15.

- Mænd, kvinder og børn?

»Mænd kvinder og børn.«

- Og babyer?

»Og babyer.«

- Hvordan kan faderen til to små børn skyde babyer?

»Aner det ikke. Det sker bare.«

Vi kender billederne fra Vietnam. Fotos i sort-hvid af kvinder, mænd og børn, nedskudte på en markvej, billeder af halvnøgne babyer mellem alle de andre livløse kroppe. Men det var ikke forbrydere og voldspsykopater, der havde skudt dem. Det var ‘all american boys’, naboens dreng, siger den tyske historieprofessor Bernd Greiner, der har undersøgt Vietnam-krigens gru i sin bog Krig uden fronter - USA i Vietnam, som netop er blevet oversat til dansk.

»Det er nøglespørgsmålet i min bog: Hvordan kan helt almindelige soldater blive til voldsforbrydere og grænseløse massemordere? For det var ikke mænd, der var født til at myrde, mennesker, der var ‘born to kill’. Overhovedet ikke. De unge mænd havde ikke tidligere gjort sig særligt bemærket. Men krigen i sig selv skabte omstændigheder, der gjorde, at de inden for meget kort tid blev ekstremt voldsparate. At de blev klar til at hævne sig på civile, der blev gjort ansvarlige for kammeraters død, eller som blev beskyldt for at stå på vietcongs side,« siger Bernd Greiner, der leder et forskningsprojekt om voldens historie ved Hamburger Institut für Sozialforschung. Grunden til, at han kan sige det så bestemt, er, at politikere, presse og videnskabsfolk gennem tiderne har brugt mange kræfter på at finde ud af, hvem de var. Hvor de kom fra, hvor gamle de var, hvilken uddannelsesbaggrund de havde.

»Mange havde håbet på, at man ville kunne forklare det med, at de var psykopater. Men alle, bogstaveligt talt alle, pegede på, at soldaterne, der udførte massakrerne ikke havde nogen særlige kendetegn. Det var helt almindelige soldater.«

Teenagehæren

Og dog. Aldersgennemsnittet lå på cirka 19 år.

»Det var en hær af teenagere. Det vil sige, at mange var yngre end 19. Hvis man sammenligner det med den amerikanske hær under anden verdenskrig, var gennemsnittet fem til seks år ældre. At de blev udsat for Vietnam-krigens gru i så ung en alder, var fatalt,« siger Bernd Greiner, der skrev bogen, fordi han så et massivt hul i den litteratur, der handlede om krigen i Vietnam. For selv om der er tusinder af bøger om denne krig; om diplomatiets historie, om kulturhistorien, biografier om og af politikere og beslutningstagere, om den kollektive erindring, var der ingen der handlede om den helt almindelige krigshverdag. Om hvad der skete i Vietnam. Om hvad der sker, når en tilsyneladende stærk part står over for en tilsyneladende svag.

»Det massive antal massakrer, der prægede denne krig, er selvfølgelig ikke noget, samfundet husker med velbehag. Tænk blot på Tyskland: Det tog næsten 50 år, indtil krigsrædslerne fra 2. Verdenskrig blev tematiseret i en bredere offentlighed. Det er en fortid, der ikke forsvinder. For USA er Vietnam et åbent sår, og det kommer det til at blive ved med at være i lang tid fremover.«

Volden i Vietnam er ikke et enestående historisk eksempel. Men i Vietnam kan man rekonstruere næsten minutiøst, hvorfor det gik så vidt, som det gjorde, fordi krigen er ekstremt veldokumenteret.

Titusindvis af sider

»Man kan se denne voldsdynamik i en dybdeskarphed, som vi ikke kender det fra andre krige, fordi kilderne mangler,« siger den tyske historiker, der som den første har arbejdet sig igennem de samlede dokumenter fra arbejdsgruppen Vietnam War Crimes Working Group. De alene fylder langt mere end 10.000 sider. Desuden har han gennemgået de papirer, som kommissionen, der har undersøgt massakren i My Lai - den massakre, der i 1969 blev afsløret af journalisten Seymour Hersh og rystede offentligheden. Det var mere end 100 arkivbokse.

»Vietnam var den totale krig,« siger Greiner. Alle grænser blev ophævet, der blev skudt på alt og alle. Mænd, kvinder, børn og gamle.

»Skellet mellem soldater og civile blev fuldstændig ophævet,« siger Greiner. At politikerne opfordrede soldaterne til ‘search and destroy’ - søg og ødelæg - og at antallet døde kroppe - body count - var et kriterium for delingernes succes, er kun to grunde. En anden var, at Vietnam-krigen var en asymmetrisk krig, hvor den amerikanske hær stod over for en usynlig fjende.

»En anden væsentlig grund, der fik volden til at eskalere, var den måde, delingerne blev ført på. I Vietnam havde man at gøre med kommandører, som ikke var parate til eller ikke ville disciplinere deres tropper. Man accepterede voldseskapader, og man så bort fra dem. Man lod, som om volden var det mest almindelige i verden, og kun i absolutte undtagelser stillede man folk til ansvar,« siger Bernd Greiner og peger på, at det ødelægger moralen. For intet er vigtigere i militæret - en institution bygget på kæft, trit og retning - at man indskærper, at visse grænser ikke bliver overskredet.

- Umiddelbart kommer man til at tænke på Irak og de torturlignende eksempler fra Abu-Ghraib-fængslet. Kan man sammenligne Irak og Vietnam?

»Der er en tydelig og en nødvendig parallel, selv om det ikke er derfor, jeg har skrevet bogen. Også i Irak har man en veludrustet, veluddannet hær, der står over for en usynlig fjende. Og hvor godt udstyr og en god uddannelse overhovedet ikke nytter, fordi modstanderen kæmper med andre regler. Hvor modstanderen i stedet for åben kamp slår til mod troppernes moral gennem vejsidebomber og miner.«

Vietnam tur-retur

Men i det øjeblik, ledelsen tolerer vold og massakrer, har man et massivt problem.

»I min læsning af de tusindvis af sider har jeg somme tider haft fornemmelsen af, at ledelsen gav deres delinger lang snor. Altså at man accepterede og tolererede voldseskapader, fordi man vidste, hvor frustrerede tropperne var. Og at man tillod vold som en måde at komme ud med sin frustration på og som en måde at vedligeholde soldaternes humør. Lige som i middelalderen, hvor hele byer blev frigivet til at plyndre, myrde og voldtage.«

- Men hvorfor accepterede ledelserne det?

»Et vigtigt punkt er, at kommandoen på troppe-, brigade- og bataljonsniveau blev skiftet ud med seks måneders mellemrum, fordi man fra Pentagons side sagde, at man kun kunne blive forfremmet, hvis man kunne påvise, at man havde deltaget i kamp. Og Vietnam var på den tid det eneste sted, hvor man kunne lede en kampenhed. Så banalt var det. Det vil sige, at de her mennesker kun kom til Vietnam med en eneste interesse, nemlig at fremme deres karrierer.«

Derfor hed de også ‘ticketpunchers’. De ‘købte’ en billet til Vietnam med det eneste formål at komme hurtigt hjem igen.

»Resultatet var, at tropperne delvist havde mere erfaring med området end deres kommandører.«

Det mærkelige er, at historien gentager sig, mener Greiner. Vietnam bliver til Irak.

»Ironisk nok blev beslutningen om at gå ind i Irak truffet af en lille gruppe politikere, der stræbte efter at viske tavlen ren efter krigen i Vietnam. Man ville fjerne det så kaldte Vietnam-syndrom ved at bevise, at man også kunne føre og vinde små krige. Det hører selvfølgeligt med til at være en verdensmagt, det sagde mange fra den politiske og militære elite dengang: Vores status som verdensmagt har fået ridser i lakken. Men ridserne er ikke gået væk ved at gå ind i Irak. Tværtimod.«