Opslag til denne artikel

Personer:Ali Khamenei, Mahmoud Ahmadinejad, Mir-Hossein Musavi, Mohammad Khatami, Saddam Hussein
Organisationer:Revolutionsgarden
Steder:Beirut, Danmark, Egypten, Irak, Iran, Kuwait, Mellemøsten, Najaf, Saudi-Arabien, Teheran, Tyrkiet

‘Iran er lukket.’ De internationale korrespondenter har i den forløbne uge fået udgangsforbud, andre er smidt ud af landet og to er arresteret. Oplysninger om den magtkamp, der foregår ‘under bordet’, som libaneserne siger, er omtrent så troværdige som politikere i Beirut.

Så Elie Chalhoub, udlandsredaktør på avisen al-Akhbar, hvor Information har en stol, er en plaget mand i disse uger:

»Vi kan ikke stole på det, vi hører og læser. Vi kan kun registrere, hvad de to sider, oppositionen og regimet, sender ud, og derefter producere et tværsnit midt imellem,« sukkede han, og slog irriteret på computerens tastatur: »Er internettet lige så sløvt i Danmark?«

Nuvel, selv den mest speedede internetopkobling, de mest ekkofri landtelefonlinjer til Teheran, de talrige forvirrende rapporter fra anonyme og ukendte twitter-, facebook- og sms-afsendere, bærer ingen verificerbar konkret information med sig om den debat, der nu har lammet det iranske lederskab i to uger.

Men den foregår. Elie Chalhoub havde talt i telefon med Teheran, og havde fået at vide, at den nominelt tabende præsidentkandidat Mir-Hossein Musavi i løbet af onsdagen havde haft tre møder med den åndelige leder (og øverstkommanderende for Irans væbnede styrker), Ali Khamenei, der angiveligt havde forsøgt at overtale ham til at ‘sende sine demonstranter hjem’. Men havde ikke kunnet få det bekræftet fra nogen uafhængig kilde, endsige fra Khameneis kontor.

Den eneste antydning af, at skænderierne mellem de to mænd, der i øvrigt er fætre, rent faktisk var verbale slagsmål, er en erklæring på Musavis hjemmeside torsdag om, at han ‘er under voldsomt pres’.

Og hvad der var mere opsigtsvækkende: Han angreb Khamenei for ‘ikke at handle i landets interesse’ og gav ham altså indirekte ansvaret for, at ‘Iran har undergået en dramatisk forandring til det værre’. Musavi har tidligere undervejs i forløbet fra valgdagen 12. juni meddelt, at han har ‘vasket sit legeme’ - en henvisning til det traditionelle ritual forud for begravelse - og at han var ‘rede til sit martyrium’.

Knytnæve med knojern

Men hvad er det, der får Musavi til stædigt at tale bjerget - Irans forfatningsmæssigt absolutte autoritet, den åndelige røgter af velayet-e faqih, afdøde ayatollah Khomenis ideologiske sammenfletning af politik og religion - midt imod?

Musavis inderkreds af rådgivere, der i vidt omfang var hentet i tidligere reformpræsident Mohammad Khatamis administration i perioden 1997-2005, er enten under lås og slå eller i husarrest. Musavis egen bevægelses- og ytringsfrihed er ‘indskrænket’, som det hedder på hans hjemmeside. Og sammen med den tidligere parlamentsformand, Mehdi Kourabi, der også er under et voldsomt pres, konfronterer han en knytnæve hvis knojern ikke kun er ultrakonservative mullah’er med den åndelige leder, Khamenei, og den indflydelsesrige og reaktionære Qom-ayatollah, Mohammad Taqi Mezbah-Yazdi, i spidsen, men også et politisk apparat opbygget af Mahmoud Ahmedinejad i hans fire år som præsident. Dertil kommer en militær overmagt, han aldrig vil kunne matche - Revolutionsgarden og dens milits, Basij, sikkerhedstjenesterne under indenrigsministeriet, efterretningsministeriet, justitsministeriet og forsvarsministeriet samt i sidste ende - og i øvrigt mindre givet - Irans nationale forsvarsstyrker; op imod en halv million værnepligtige, hvis opgave er at bevogte Irans grænser, hvorimod deres indenrigspolitiske rolle er nul.

Teologisk splittelse

Den 67-årige Musavi fremstilles som en følsom arkitekt og kunstmaler, men var premierminister under den blodige krig mod Irak 1980-88, hvor han var med til at sanktionere, at børn og teenagere med løfte om en plads i paradis blev misbrugt som ‘minesøgere’ ved de iranske styrkers offensiver. Når denne politiker fortsat rejser profil, kan det skyldes en viden om, at slaget ikke er endegyldigt tabt, trods resolut rydning af Teherans gader, men at en uenighed i geledderne lige under Khamenei kan vende den nuværende håbløse situation for hans ‘grønne’ bevægelse.

En nøgle til forståelse af denne udadtil kamikazeagtige attitude kræver et blik på den teologiske splittelse i shiasekten, der for tiden personificeres i polerne ayatollah Ali Sistani i Najaf, shi’iternes hellige by i Irak, og Ali Khamenei i Teheran. Præsteskabet i Irans hellige by Qom - hvis mest belæste ayatollah’er efter sigende ikke giver meget for Khameneis ‘indsigt’ i det guddommelige, er delt mellem disse to skoler, og en slags indikation på splittelsen er forlydendet om, at 40 af de 86 medlemmer af ‘Ekspertrådet’ - der formelt har beføjelse til at afsætte den åndelige leder, og som udpeger hans afløser ved hans død - har støttet Khameneis hovedmodstander på den interne scene: eks-præsident og formand for Ekspertrådet, Hashemi Rafsanjani.

Om det tal - 40 af 86 - holder, kan ikke bekræftes, og under alle omstændigheder er det ikke et flertal; men alene det, at forlydendet er ude, fortæller, at der ikke er unison teologisk opbakning til Khamenei og hans protegé, Mahmoud Ahmedinejad.

Hokuspokus

Splittelsen handler om forskelligt syn på religionens rolle, og har rødder tilbage til en teologisk fejde mellem Ruhollah Khomeni, Irans revolutionsfader, og en stor-ayatollah ved navn Abol-Qasim Khoi, som Sistani og andre af de mest toneangivende ayatollah’er er elever af.

Khoi anså Khomenis lancering af teorien om velayet-e faqih - det guddommeligt inspirerede politiske lederskab af en ‘Na’eb-e Imam’ - stedfortræder for Mahdi, den forsvundne 12. imam, der i shi’itisk teologi svarer nogenlunde til myten om Jesu genkomst - som useriøs hokuspokusteologi, der alene tjener nøgne magtformål. Og som ifølge Khoi lod den shia-muslimske tradition for adskillelse af politik og religion i stikken - henvist, så at sige, til kontoret for glemt åndeligt tankegods.

Men dette tankegods har tværtimod fået en renæssance med Irans nye generationer, der ikke har nogen erindring om krigen mod Irak og den afstumpelse af den islamiske revolution, den medførte. Hver tirsdag valfarter unge i stimer til en moské nær Qom, Jamarkan, hvor Mahdi, shi’iternes Messias, efter sigende har vist sig i et syn med opfordring til trosfællerne om at bede netop her.

Denne moské er følgelig et helligt sted, i stil med f.eks. katolske myter om de steder, hvor Jomfru Maria angiveligt har vist sig som (formentlig) fantasifostre. Gennem de sidste 10-15 år er Jamarkan-moskéen blevet symbolet på unge iraneres krav om adskillelse af stat og religion - Den islamiske republik, som Khamenei repræsenterer, er udlevet, men shiatroen i sin ‘renere’ form har fået en renæssance, og det er ikke udtryk for taktisk betinget agitation, når de unge demonstranter råber ‘Allah-u-akbar’ fra tagene i Teheran, den sidste hørlige protest i en hovedstad, der er bragt ‘100 pct. under kontrol’ af præsidentens og den åndelige leders magtapparat.

Blandt de dødelige

Uagtet at Qoms - og Najafs - teologer ikke har har den store intellektuelle respekt for den åndelige leder, specielt ikke efter hans ‘nedstigning’ til almindeligt dødelige i valgtummelen ved at tage entydigt parti for Ahmedinejad, beklæder han immervæk embedet som Guds sendebud, og i den egenskab kan han påregne absolut loyalitet fra Pasdaran, Revolutionsgarden, der med 120.000-140.000 mand er den største militære magtfaktor i Iran.

Styrken er styrets livgarde, og blev oprettet i 1979, da Khomeni ikke stolede på den iranske hær, selvom den forholdt sig neutral under revolutionen, der væltede shah-styret.

I begyndelsen var garden endnu en milits, som de kendes i Mellemøsten, og i øvrigt under kommando af iranske guerilla’er, uddannet i det libanesiske shiaparti, Amals træningslejre i Sydlibanon i 70’erne.

Og med årene er garden udviklet til en egentlig slagstyrke med egen flåde og luftvåben, og med en støttemilits på mellem 500.000 og tre millioner militante fra den islamiske ungdomsorganisation, Basij, der over hele Iran tæller omkring 10 mio. medlemmer - nogle kilder siger endda 13 mio. - og som organisatorisk kan sammenlignes med Østeuropas ungkommunistorganisationer eller nazi-Tysklands Hitlerjugend, der både var politiske spejderbevægelser og militante stormtropper.

Veteranernes loyalitet

Revolutionsgardens primære opgave er at beskytte den islamiske revolution, og kan altså også sammenlignes med Tyrkiets hær, der ser det som en hovedopgave at forsvare Atatürks sekulære republik.

Revolutionsgardens opgave er altså intern, men også ekstern: den udgjorde eliten i forsvaret af Iran, da Saddam Hussein med støtte fra de sunnistyrede regimer i Saudi-Arabien, Kuwait og Egypten og med vestlig opbakning, invaderede landet i 1980.

Mahmoud Ahmedinejad er veteran fra denne styrke, og har i sin præsidentperiode udskiftet samtlige guvernører i de 30 provinser med veteraner fra Revolutionsgarden, og alle vigtige ministerposter - 14 ud af 21 ministre, faktisk - er besat med veteraner. En væsentlig andel af de præster, der udgår fra Mohammad Taqi Mezbah-Yazdis tre præsteskoler i Qom, går til karrierer i Revolutionsgarden og statsadministrationen - men kan Ahmedinejad regne med dem?

Kun hvis han kan regne med den åndelige leder. Og den åndelige leder balancerer - da han i september udskiftede Revolutionsgardens chef Rahim Safavi med Ali Jafari, en ekspert i elektronisk krigsførelse og med erfaring som guerillarådgiver, var det efter sigende fordi Safavi var for tæt på Ahmedinejad. Der må ikke kunne sættes spørgsmål ved Revolutionsgardens absolutte loyalitet over for den åndelige leder. Og den åndelige leder er måske ikke nogen teologisk ørn, men han opererer smidigt på den politiske arena. Da han ville sætte sin velgører i studenterdagene i Qom, den stenrige pistachemillionær Hashemi Rafsanjani, skakmat efter at denne havde hjulpet ham frem til posten som guddommelig chef, støttede han Ahmedinejad ved præsidentvalget i 2005. Efter sit ydmygende nederlag blev Rafsanjani trøstet med endnu en formandspost udover ‘Ekspertådet’, denne gang for ‘Forligsrådet’ - en rådgivende forsamling af ca. 250 ledende præster, officerer og politikere. Khamenei er en mester i del og hersk-genren, og ved, at han skal tage hensyn til de indbyrdes modstridende kræfter i Irans øverste oligarki. Det er formentlig, hvad Mir-Hossein Musavi satser på kan vende sig til hans fordel.