Når turister fra Japan, Kina og Rusland svigter København, skyldes det bl.a. strikse visumregler og lang behandlingsfrist, hævdede administrerende direktør for Wonderful Copenhagen i MetroXpress torsdag.
»Det her handler om, at turister fra nogle lande har svært ved at komme ind i Danmark på grund af vores stramme visumregler. Det koster på turismens bundlinje,« sagde han og erkendte dog: »Samtidig slår finanskrisen igennem«.
I 2008 fik omtrent 33.000 russere, indere og kinesere visa i Danmark, mens én procent eller derunder fik afslag, viser tal fra Udlændingeservice. Det er finanskrisen, der er skyld i nedgangen i turismen, som i 2009 tabe 4,5 milliarder på turismen, viser en modelberegning foretaget af VisitDenmark i maj.
»Der er ikke særlig mange kinesere på Højbro Plads i København,« bekræfter udviklingsdirektør Peter Rømer Hansen i Wonderful Copenhagen.
»Visumreglerne er én ting, mens en anden er, at SAS har skåret ned på Shanghai-ruten.«
- Ifølge Udlændingeservice fik én procent af de kinesere, der søgte visum sidste år, forbud mod indrejse i Danmark?
»Ja … men der er ret lange ventetider på at få behandlet sin visumansøgning, og det har en betydning for, om man har lyst til at være turist i Danmark.«
- 98 pct. af visumansøgerne ventede 1-4 dage på af få deres visum?
»1-4 dage? Det er meget overraskende og ikke på linje med den analyse, der var i MetroXpress?«
- Netop i torsdagens MetroXpress sagde din direktør Lars Bernhard Jørgensen fra Wonderful Copenhagen, at de stramme visumregler koster på turismens bundlinje?
»Det er svært at sige, hvor meget visumpraksis koster, men det er da klart, at vi skal sørge for at være et åbent land på alle fronter«.
Skandinaviske turister
Kinesere udgør en forsvindende lille del af de udenlandske turister i Danmark. Det er derimod tyske badegæster, der svigter. Visitdenmark har lavet analyser af faldet i dansk turisme. De viser tre store knæk siden slutningen af 90’erne.
Efter Murens Fald fik tyskerne deres egne badestrande ved Østersøen, og med optagelsen af ti nye EU-lande i 2002, valgte de fleste tyskere Østeuropa som destination.
»Billige flyrejser lovede solsikre destinationer, som Danmark ikke kan hamle op med, fortæller Anette Therkelsen, professor i Interkulturelle Studier og Turisme på Aalborg Universitet. Og så er der som det tredje finanskrisen og valutaen.
»Vi er omgivet af valutaer, der ikke er så købestærke, som de plejer at være, og særligt svenskere skal have ekstra mange penge med hjemmefra, det er voldsomt udslagsgivende,« siger administrerende direktør for VisitDenmark, Dorte Kiilerich.
Euroen og dermed den danske krone står meget stærkt, mens de markeder uden for euro-land, der betyder noget for dansk turisme, har haft faldende valutakurser. Det gør det dyrere for udlændinge at komme til Danmark, mens det samtidigt er billigere for danskere at tage til udlandet.
»Og så må vi nok konstatere, at turistbureauerne ikke har været gode nok til fornyelse,« mener Annette Therkelsen.







Kommentarer