Farmand Fogh giver en krammer. Marianne Jelved holder tale, så Pia bliver helt rørt. Alle hilser og viser respekt. Det bliver klappet og grinet, når Pia Kjærsgaard er i Clemens talkshow ‘Fredag til fredag’, og journalisternes kritiske spørgsmål er forstummet i takt med, at Pia Kjærsgaard på Berlingske Nyhedsmagasins magtliste fastholder sin plads som den andenmest magtfulde i Danmark for andet år i træk. Den høje placering deler hun for øvrigt med sine partifælder Kristian Thulesen Dahl på en femteplads og Peter Skaarup som nummer syv på Berlingskes liste. Det på trods af, at partiet er lige så ekstremistisk, som det altid har været.

»’Invasionen fra islam’ lever i bedste velgående i Dansk Folkeparti. Når protesterne er forstummet hænger det nøje sammen med at kunne tælle til halvfems. I det regnestykke bliver DF pludselig langt mindre beskidte, end de var engang,« siger samfundsforsker Johannes Andersen.

Derfor fylder Indvandrerpolitikken langt mindre end den gjorde engang, og derfor er der plads til en anderledes sober og tilbageholdende stil fra Dansk Folkeparti i form af Morten Messerschmidt uhyre populære kandidatur til Europa-Parlamentet. Man behøver ikke længere at kaste håndmadder til højre og venstre som man gjorde engang, for der er ikke mange tilbage at slå på. Dansk Folkeparti er med tiden begyndt at sige ‘vi’ om politikere og ikke ‘de’, som de sagde i partiets første leveår. Modstanderne har givet op, og Dansk Folkeparti kan slappe af og ranke ryggen.

Forandringen med hensyn til Dansk Folkeparti synes at skyldes flere ting. En af de mest nærliggende er tid.

»Det er helt åbenbart. Nu har de i syv et halvt år gået ind og ud af statsministeriet. Så hvis man kunne tale om, at de ikke var stuerene før, så er de det nu, hvor de sidder helt inde i maskinrummet i vores samfund,« siger politisk kommentator og skribent for Berlingske Tidende, Niels Krause-Kjær.

Han mener derfor, at det, at snakken om DF som racistiske og fremmedfjendske er forsvundet fra debatten, er en helt naturlig udvikling, fordi det i dag er en forkert politisk betragtning. Man må ifølge Krause-Kjær efterhånden erkende, at DF udgør en meget stabil samarbejdspartner for regeringen, og at Poul Nyrups velkendte citat om, at DF aldrig bliver stuerene, er en gennemført ubrugelig politisk tilgang. Hvis man vil være uenig med Dansk Folkeparti, må det være på reelt politisk niveau og ikke ud fra en moraliserende nogen-er-bedre-end-andre-tilgang.

Politisk kommentator Erik Meier Carlsen mener ligeledes, at den tilgang, hvor man med slet skjulte 2. verdenskrigsreferencer prøver at ekskludere folk politisk har vist sig at være en kæmpe fejltagelse. Det er ligeledes grunden til, at man ikke siden Gitte ‘Nok er nok’ Seeberg har set et forsøg med den strategi. Den kamp er slut, og DF har sejret af helvede til. Og med både en presse og en opposition, der ikke længere ser nogen grund til at sætte de helt grundlæggende spørgsmål omkring DF, er vejen banet for, at partiet kan åbne nye flanker.

»Hvis man ser, hvor afdæmpet medierne er begyndt at behandle DF, og hvis man ser på, hvor saglig en stil Messerschmidt lagde for dagen ved Europa-Parlamentsvalget, så tror jeg godt man kan regne med, at det får vidtgående følger. Det peger på nye muligheder,« siger Erik Meier Carlsen.

Frisk pust

Og netop Messerschmidt kan pege i en mulig fremtidig retning for DF, hvis image ifølge Carlsen hidtil har været bygget op omkring Pia Kjærsgaards identitet og status som ikke-akademisk folkeligt ikon. Og så peger hans kandidatur også på det faktum, at man i DF ikke behøver at have indvandrerproblematikken helt i front, hvilket er godt nyt for DF, da det meget vel kan blive en virkelighed, man må begynde at forholde sig til.

»Det peger på nye muligheder. Det er nu en generel konsensus og en generel træthed omkring indvandrerspørgsmålet. Og det er klart, at DF skal forberede sig på en situation, hvor det ikke længere er hovedtemaet,« siger Erik Meier Carlsen.

Niels Krause-Kjær fremhæver dog, at selvom spørgsmålet om vores indvandrerpolitik måske ikke længere er så centralt og så kontroversielt i Danmark - som det f.eks. er i EU - så vil det altid ligge som en mulig trumf for DF, som de kan trække frem. Det mener han senest man så under Europa-Parlamentsvalget.

»I ‘Giv os Danmark tilbage’-sloganet ligger jo en henvisning til Metoc-dommen. De ved godt, at deres trumf til stadighed er udlændingekortet, og de spiller det skamløst ved enhver given lejlighed. Selv når dagsordenen er helt anderledes,« siger Niels Krause-Kjær.

Så selv om indvandrerproblematikken er nedtonet ligger den stadigvæk ifølge Krause-Kjær som underlægningsmusik til alt, hvad DF gør. Den er en slags bouillonterning, der breder sig ud til alle dele af deres politiske menu. Man er stadig de smås fortalere imod den alle tider tilstedeværende trussel fra de farlige fremmede. Et faktum der nemt kan bekræftes hos DF selv.

»Vi er det folkeligt parti; en stemme for alle dem der bliver presset af indvandringen rundt omkring på gader og stræder,« siger Søren Krarup.

Han kan da også til stadighed med sit skarpe blik får øje på elementer på venstrefløjen, og blandt hvad han betegner som ‘godhedsindustrien’ - hvilket dækker over Flygtningehjælp og menneskerettighedsinstitutter - det modarbejder de hårdt pressede danskere. Et godt eksempel er Svend Auken, der åbent sludrer om ‘venner, vi aldrig har mødt’.

Og det er da heller ikke Krarup og co., der ifølge samfundsforsker Johannes Andersen pludselig er blevet mere moderate over for flygtninge og indvandrere. De er, som de altid har været. Nej, det er nærmere det faktum, at mange af de danske vælgere mener, at de grundlæggende har ret. Dernæst, at oppositionen er begyndt at agere derefter. Hvis man skal tale om, at DF har rykket sig på det seneste, skal man ifølge Andersen se på fordelingspolitikken, hvor han til gengæld mener, at DF har rykket sig til venstre i en form, der ligner noget, som man kunne betegne som ‘socialdemokratiet classic ’.

»Det er faktisk her, vi ser det store ryk. Det kan virke paradoksalt, men det er det, der er sket. De har trukket et nyt kort op af lommen, der hedder ‘velfærd’,« siger Johannes Andersen.

Det har de gjort med succes, mener han, og de har herved udvidet deres politiske udfoldelsesmuligheder. Hvilket gør, at de selv med en socialdemokratisk regering vil stå som et stærkt parti. Han tror derfor ikke meget på de socialdemokratiske tanker om, at en finanskrise og manglen på hænder ville kunne vaske Dansk Folkeparti bort fra den politiske tavle.

»Hvis du nu tænker dig godt om - Hvem tror du så er bedst til at etablere folks krisefornemmelse? Det er entydigt DF. Motoren i DF er at råbe ‘pas på’. Nu kommer de fremmede, nu kommer muslimerne, nu kommer krisen. De er meget bedre gearet til det her end de andre politiske partier,« siger Johannes Andersen.

Ægte socialdemokrater

DF har ifølge Andersen overtaget rollen som det parti, der kan mobilisere ægte indignation ikke kun over for de farlige fremmede, men også over for den arbejdende masses vilkår, en rolle som tidligere entydigt lå hos socialdemokraterne.

»De er i dag Danmarks mest rendyrkede arbejderparti,« siger professor i politisk sociologi Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

Og at DF i dagens politiske billede repræsenterer de gamle socialdemokratiske værdier, er da også hovedårsagen til at forfatter og næstformand i DR’s bestyrelse, Ole Hyltoft, i april i år efter 49 år som socialdemokrat skifter til Dansk Folkeparti.

Ole Hyltoft, der selv i over 12 år sad som formand for det socialdemokratiske kulturudvalg, har selv stået bag udformningen af mange af de værdier, der engang udgjorde rygraden i partiet.

Værdier som nu repræsenteres bedre af Dansk Folkeparti. Hyltoft havde således mere følelsen af at vende hjem, end at gå til noget nyt, da han skiftede parti.

»Det handler om det frie, uautoriserede og folkelige Danmark. Det handler om at kunne sin kulturhistorie, og så handler det om en fordelingspolitik, der tager vare på de små i samfundet. Det repræsenteres i dag ikke så meget af Socialdemokraterne, som af Dansk Folkeparti,« siger Ole Hyltoft.

Det er for ham derfor noget direkte sludder, når folk betegner DF som et højreorienteret parti.

»Det er en kæmpe misforståelse. Jeg har altid været venstreorienteret og kunne ikke drømme om at melde mig ind i et højreorienteret parti. Pia Kjærsgaard er en god, gæv socialdemokrat, og det har hun været de sidste 15 år,« siger Ole Hyltoft.

Og der er blandt dem, Information har talt med, enighed om, at man ikke får et retvist billede, hvis man tænker Dansk Folkeparti som et højreorienteret parti. I virkeligheden har man med held i DF forbundet en centrum-venstreorienteret fordelingspolitik med en højreorienteret værdipolitik. Ganske i tråd med, hvor den danske befolkning står. Valgforskning viser således, at 60 procent af danskerne er venstreorienterede mht. fordelingspolitikken, og 60 procent ligeledes er højreorienteret, når det kommer til værdipolitik. Man kunne altså mene, at DF med en fod i hver lejre mere er bindeleddet i dansk politik - et midterparti - end de er et egentligt højreparti.

En god indikator på, at der er sket et ryk, er, at flere unge er begyndt at stemme på dem. Man er begyndt at tiltrække en bredere vælgerskare end de lavtuddannede og gamle og har ifølge Johannes Andersen fået fat i folk i 20’erne og 30’erne. Jørgen Goul Andersen mener dog stadig, at det, fordi partiet er så sammensat, ikke give mening at placere dem inden for den normale politiske skala.

»De er et ekstremistisk midterpart og meget sammensatte. Der er dem helt til højre, der ikke kan lide de fremmede, og så er der dem der stemmer på dem pga. deres venstreorienterede politik som f.eks. omkring skattereformen og velfærden,« siger Jørgen Goul Andersen.

Tilknytningen til Fremskridtspartiet, der var et ‘rigtigt’ højreorienteret og liberalt projekt har sammen med den altoverskyggende indvandrerdebat sløret, hvor partiet reelt set befinder sig.

»Det er alt, alt for forsimplet at se DF som et højreorienteret parti. Det holder simpelthen ikke. De har fat i en stor vælgerskare på grund af deres indgang til den økonomiske fordeling. Derfor kollapser det heller ikke, hvis indvandrerdebatten vil komme til at fylde mindre. De er her for at blive,« siger Niels Krause-Kjær.

Magthavere i opposition

Og netop DF’s position som partiet der råber vagt i gevær, når den lille mand bliver klemt, er partiets kerne. At de stadig fremstår som i opposition, når de har så meget magt og har haft det så længe som tilfældet er kan virke paradoksalt.

Men det er en position, der er bevaret netop, fordi partiet er vedblevet med at stå uden for regering og det ansvar for hele det politiske billede som følger med. Derfor trækker Pia Kjærsgaard da også på det, når hun, som i Berlingske Tidende sidste lørdag bliver spurgt om, hun kunne tænke sig at komme i regering.

»Det er den politiske indflydelse, det gælder. Når nu vi snakker om det magtbarometer, så er der jo en årsag til, at jeg er nummer to. Hvis jeg nu var minister, ville jeg så være nummer to? Det er da ikke sikkert. Se på listen, ministrene kommer langt bagefter,« siger Pia Kjærsgaard.

Erik Meier Carlsen mener dog, at spørgsmålet omkring at blive en del af en regering efter næste valg er en reel fristelse for Dansk Folkeparti. Måske ikke så meget ud fra det netop nævnte spørgsmål om indflydelse, men ud fra en higen efter den totale renselse fra den førnævnte stigmatisering som uhygiejniske.

»Det ligger jo den fuldkomne accept, den endelige stuerenhed i at komme i regering. Med den historie partiet har, kan der ikke undgå at ligge stærke følelser gemt her og med den dæmonisering der har været af især Pia Kjærsgaards karakter, må behovet for endelig at vriste sig fri at det billede leve i hende,« siger Erik Meier Carlsen.

Han mener dog stadig, at partiet skal holde fast i den unikke position man har, da den som førnævnte giver et større råderum til at vælge og vrage de politiske sager, som man som parti kan lukrere på. Den indgang deler Johannes Andersen. Han mener ligefrem der ligger en styrke i at vedblive med imagemæssigt at være ‘dem de andre ikke vil lege med’, selvom man reelt set har masser af legekammerater.

»Det er en bekræftelse af, at man har fat i noget med bid i, når de andre politikere springer op af stolen. Samtidig har vreden og oprøret altid været et glimrende politisk værktøj. Noget som DF til alle tider har kunnet mønstre og leve godt af,« siger Johannes Andersen.

Den politiske stigmatisering er altså ikke nødvendigvis en dårlig ting, men kan være med til at skabe en klar politisk profil, noget flere politiske partier i dag kunne have brug for. Et eksempel i den anden ende af skalaen er ifølge Johannes Andersen Venstres forsøg med at få SF til at fremstå som ‘de der røde socialister’.

»Man kan jo spørge, hvor godt den ‘profilering’ har fungeret for Venstre?«

Nyrups profilering af DF har i hvert fald næppe gjort dem ondt. Tværtimod. Det står for de fleste lysende klart, hvad DF’s udlændingepolitik går ud på. Det er faktisk gået så godt, at ‘det dårlige selskab’ paradoksalt nok endte med at være dem, der holdt festen i sidste ende og nu endda uden at nogen for alvor stiller spørgsmålstegn ved deres valg af musik. Hvad Erik Meier Carlsen betegnes som ‘en af Nyrups mest alvorligste fejltagelser’, er også for Krause-Kjær et levende bevis på, hvordan man ikke skal føre politik ud fra en ide om at stigmatisere og fremmedgøre politiske modstandere.

»Hele Stuerensdiskussion er ikke længere relevant, hvis den da nogensinde har været det,« siger Niels Krause-Kjær.

- Du mener, at det er tid til at putte Nyrups famøse citat i graven?

»Det har ingen gang på jorden.«