På valgaftenen ved Europa-parlamentsvalget den 7. juni var vi i den Orwellske situation, at alle partier på nær ét erklærede sig som vinder af valget. Den eneste ærlige taber var JuniBevægelsen, hvis formand, Keld Albrechtsen, efter at have tabt sit mandat med kun to til tre pct. af stemmerne erklærede bevægelsen for død.
I efterfølgende interview er det blevet uddybet med en forventning om, at den samme skæbne ved næste vil overgå Folkebevægelsen mod EU.
Selvrefleksionen er, at nej-bevægelserne er oppe imod en trend, hvis baggrund til gengæld ikke forklares, og at bevægelser kun kan få befolkningen i tale ved folkeafstemninger.
Det er en prisværdigt klartskuende erkendelse, at nej-bevægelserne er på vej ud. Men hvis man vil nærmere en forståelse af, hvorfor dette sker, så er forklaringen den simple, at begge bevægelser stædigt har bygget hele deres selvforståelse og virke på at benægte det faktum, at den politiske kamp i EU er et højre/venstre-slagsmål på præcis samme måde som i Folketinget de sidste 100 år.
I stedet kalder de sig selv tværpolitiske og opstiller folk fra alverdens partier fra Kommunistisk Parti til Det Konservative Folkeparti på samme liste.
Jeg har som EU-kandidat deltaget i et hav af møder og debatter op til parlamentsvalget og her sammen med kandidater fra de øvrige
folketingspartier tegnet et højre/venstre-billede, som vi debatterede over. Det kunne de fleste vælgere genkende.
Meningsløst
Men der var intet de to nej-bevægelser har været så insisterende om, som at benægte dette skel i europæisk politik. I stedet har de fremhævet noget, som jeg nødig vil fortolke. Det har mindet lidt om persongalleriet omkring Damaskus trykkeri i Hans Scherfigs roman Idealister.
Det er ikke noget, som vi vælgere har kunnet kende fra den politiske kamp, hvor vi har delt os efter anskuelse, og derfor er det blevet vendt ryggen.
Meningsløsheden i nej-bevægelserne verdensbillede kan også illustreres med den selvmodsigelse, at de i Europa-Parlamentet har taget politisk stilling ved alle afstemninger, at de forurettet fremhæver, at over 80 pct. af dansk lov kommer fra EU, og samtidigt ikke opstiller til folketingsvalg.
Det bliver meningsløst, når man ser på, hvordan EU-lovgivning bliver til. Den vigtigste lovgiver i EU er ministerrådet, der behandler en sag både før og efter
Europa- Parlamentet. I ministerrådet sidder der en dansk minister, der stemmer ud fra et dansk mandat, som han/hun har fået i Folketinget. Sådan er ifølge nej-bevægelserne over 80 pct. af dansk lov.
Hvorfor vil de så ikke være med til at behandle dette i Folketinget? Det formelle svar vil være, at de sidste under 20 pct. af lovene, som er nationale, afholder dem fra at opstille til Folketinget.
Men det er ærligt talt en krukket og proportionsforvrænget holdning. Det rigtige svar er, at en opstilling til Folketinget ville dementere nej-bevægelsernes livsløgn om, at man kan være tværpolitisk.
Nekrolog om fem år
For at undgå det bliver de væk fra Folketinget og derved en stor del af den europapolitiske debat. Derfor vender vælgerne dem ryggen. Hvem gider stemme på nogen, der ikke vil ned på den politiske kampplads og tage hele kampen – men kun vil være til stede i den halvleg, der er i Europa-Parlamentet ?
Sagen bliver endnu absurd, nar man tænker på, at lederne af JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU er Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard. De har siddet i Folketinget for Enhedslisten.
Her deltog de i den politiske kamp om den danske position over for de 80 pct. af lovgivningen, som er EU-relateret. Det var de helt på det rene med var en højre/venstre kamp.
Men når de samme sager dukker op i Europa-Parlamentet, så benægter de pludselig, at der skulle være en højre/venstrekamp. Det giver jo ikke mening. Derfor vælgernes dom.
Efter næste Europa-Parlamentsvalg om fem år skal vi nok til den endelige begravelse af de danske nej-bevægelser. En retfærdig nekrolog vil ikke benægte deres betydning fuldstændigt.
Mange etablerede og magtfuldkomne politikere har på grund af nej-bevægelserne haft en større argumentationsbyrde end de ellers ville have. Tåbeligheder er blevet udstillet.
Men i den store sammenhæng blev deres tid kort, fordi de hårdnakket har benægtet den politiske virkeligheds skel mellem højre og venstre. Begravelsen vil foregå i stilhed. Æret været deres minde.
Lad os slutte med et mindeord fra Viggo Hørup:
»Der vil altid være et højre og et venstre; thi der vil altid være forskel på dem, der vil frem, og dem, der vil holde igen eller tilbage. Det er den deling, der varer. Det andet er kun modesager.«
Ole Riisgaard er medlem af SF’s hovedbestyrelse
Kommentarer
Det gode medlem af SF, partiet der opgav modstanden mod EU for 17 år siden, og meldte sig ud af Folkebevægelsen, skrev nøjagtigt det samme 5. juni flere dage før valget… Men gentagelse er ikke det samme som sandhed. Selvstændighed er en sag for alle!
Sakset fra www.oleriisgaard.dk:
For lidt over 100 år siden sagde dansk politiks store kæmper Viggo Hørup til et grundlovsmøde:
”Der vil altid være et højre og et venstre; thi der vil altid være forskel på dem der vil frem, og dem der vil holde igen eller tilbage. Det er den deling, der varer. Det andet er kun modesager”.
Sådan er det også i dag – både i Danmark og i Europa, i EU.
Valget er mellem det politiske højre og det politiske venstre.
Det gælder ved valget til Europa-parlamentet, som det har gjaldt ved folketingsvalgene i flere generationer.
Man har flere gange erklæret klassekampen for død, men den raser fpr fuld skrue, nu er det bare hjøjre der kæmper mod et splittet venstre som har brugt uanede mængder qf energi på indbyrdes og sekterisk mundhuggeri i stedet for qt skabe en samlet front mod kapitalismen og korrumperingen af arbejderklassen ved hjælp af friværdi, fladskærme og illusionen om at være herre i eget hus…
Mon ikke der er tale om ønsketænkning og virkelighedsforvrængning fra SF’eren?
Folkebevægelsen fik 70.000 flere stemmer end sidst, og tallene i exitpolls viser, at flest normale SF-stemmer, stemte på FB. Nemlig 22 procent.
Det Riisgaard ikke har fattet er, at med så stor en udemokratisk centralisering med de 80 procent af lovene, så er demokratiet jo reelt sat ud af spillet og Folketinget reduceret til vor tids Mickey Mouse parlament, og at en modstand mod dette faktisk kan samle bredt i beolkningen.
At SF så har svigtet her med sin støtte til Lissabon-traktaten er jo beskæmmende og faktisk ganske højreorienteret, da samme traktat jo grundlovsfæster nyliberalismen og det indre marked. Det er paradoksalt, at Ole Riisgaard ikke kan se dette!
Klassekamp fordrer klassebevidsthed og før størstedelen af vælgerbefolkningen holder op med at tro de kan købe hele verden kommer der nok ikke for alvor gang i skuren. I øvrigt holder politikerne sommerferie rundt op på deres forskellige lystejendomme og har sikkert andet at tage sig til end at mobilisere masserne.
“Nej-bevægelser” har det problem, at de ikke har en positiv vision - det er nemmere at engagere folk i at sig ja til et projekt , end at køre en negativ nej-plade.
Iøvrigt, så er Danmark da på demokratisk vis blevet medlem af EU, og vi har ( som man har i de andre EU-lande) på demokratisk vis sagt ja til at harmonisere en række regler, som så gælder i alle EU-lande.
Hvis vi en dag bliver rigtig sure på EU, så kan vi på demokratisk vis beslutte at skride .
Jeg er nu godt tilfreds med Danmarks EU-medlemskab.
Og ser man globalt på sagerne, så fortjener verden et samlet Europa, der kan “tale med” når de nuværende ( bl a USA )og kommende ( bl a Kina og Indien) supermagter prøver at sætte en global dagsorden.
Hvad sker der for Ole Riisgaards virkelighedsopfattelse?
Folkebevægelsen mod EU gik frem med 2%-points , vandt i sig selv stemmer nok til at bevare sit eget mandat og var faktisk den tredjestørste vinder i valget efter DF og SF.
Det var den EU-positive JuniBevægelse, der røg ud, mens den klare modstanderbevægelse Folkebevægelsen mod EU gik frem.
Hvad siger det om Riisgaard, at han enten ikke kan eller vil forstå dette?