JEG VIL I HVERT FALD ikke være konge! Sådan har dagens fødselar i sin barndom haft lyst til at stille sig op og råbe, når det hele forekom ham for broget. Det betroede kronprins Frederik i fjor til journalisten Ninka’s bog om den kongelige familie.
Og ved Gud, man forstår ham. Op til 30-års dagen har medierne flommet af frydefulde forventninger til, hvorledes Frederik vil gøre sig fortjent til folkets kærlighed.
Ingen har interesseret sig for, hvad vi gør for at fortjene hans. Skønt det er ham, der må leve sit liv for vores skyld. Og ikke omvendt.

DET ER FOLKET, der insisterer på at opretholde monarkiet - med en sådan vildskab, at enhver drot eller marsk, der ikke vil drives af lande, må bide selv det mindste ‘men’ i sig. Det er folket, der har vedtaget en forfatning, som fastlåste Frederiks liv - end inden han blev født.
Det er folket, der har bestemt, at Frederik med fandens vold og magt skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Uden hensyn til, at han selv siger: “Jeg går en smule i kirke - men det berør mig ikke.”
Det er folket, der har gennemtvunget Frederiks erhvervsvalg. Og samtidig bundet ham til en uoverskuelig lediggang, nu da han må siges at være uddannet. Han må ikke engang udfylde tiden som regent i andre lande. Han har bare pænt at vente på, at en tragedie indtræffer i hans egen nærmeste familie.
Hvad kan han få tiden til at gå med? Politik? Duer ikke! End ikke et kværulantisk læserbrev til Cityavisen. Druk? Kun i vinkyperafmålte mængder og ellers for nedrullede gardiner eller i fjerntliggende lande.
Og selv da kan det knibe.
Folket har nemlig sat dobbelt spændetrøje på Frederik. Hans udadvendte gøren har vi uniformeret - synligt udtrykt ved de østrig-ungarnske operettekostumer, han må forpuppe sig i ved officielle lejligheder. Og når han så tror sig uset og smider kludene langt pokker i vold på privat ejendom… Ha! Så strammer vi for alvor til. Folket betaler nemlig et korps af smugfotografer og køkkentrapperapportører for at lure på ethvert tegn på menneskelighed. Så tæt går vi på, at huden bliver et fængsel.
For Frederik er det privateste af alt - partnervalg - gjort til udhængsskab. Tronfølgelovens paragraf fem bestemmer:
“Til kongens indgåelse af ægteskab udfordres rigsdagens samtykke.”
Er Frederik endnu kun kronprins, kan moderens og regeringens “i statsrådet givne samtykke” gøre det.
Men inden da har folket forlængst blandet sig. Medierne har permanent øjenbetændelse af nøglehulstræk. Alle sladrer, og selv tænksomme folk udtaler sig offentligt med gode ægteskabsråd både til Frederik og hans mulige livsledsagere.

ELSKER DE MIG? Og hvis de gør, er det så for den, jeg virkeligt er? Ikke underligt, at Frederik - i lighed med lidelsesfæller i andre europæiske kongehuse - viser tegn på tungsind.
For hvad skal han tro? Heller ikke i den personlige kontakt er det de bedste sider af menneskets væsen, som folket viser ham: Kronesyge ungmøer sender smiskende blikke, borgmestre kører næseværts nedadbøjet vild i forholdsordene, embedsmænd takker hundsk for en medalje, som de har fået tildelt pr. ministerialautomatik, fordi de har siddet på den samme stol i tredive år.
Og hvis Frederik siger ‘Bag muren af sleskhed må findes en ægte folkekærlighed, jeg kan lutre min tillid ved’ - ja, så kan hans bror og svigerinde fortælle ham, at rejsefællerne på en chartertur med folket allerede i flyveren slås om at få taget de bedste private shots, som de kan sælge til offentliggørelse.
Hvor er udvejen fra alt dette? Gribende fortæller Frederik til Ninka, at han har overvejet at tage sig af dage:
“Det er godt at turde sige: Selvmord. Selvmord. Selvmord - at råbe ordet ud i rummet.”
Den anden udfrielse, der ikke kræver politisk godkendelse, er frasigelse af tronen. En sådan, ægte frihed for monarken findes - forudsætningsvist, siger juristerne - i tronfølgelovens paragraf seks.
Men Frederik synes at have affundet sig med sin skæbne. Igen fra hans ord til Ninka:
“Den danske befolkning vil gerne prøve at lægge de dyder, den måske ikke altid selv kan leve op til, over på den kongelige familie. Den symbolik må vi så prøve at indfri.”
At være en lykkelig familie. Se sådan ud. Altid. Tale om det uden at sige for meget. Uanset hvad. Det er Frederiks nedarvede byrde. Erkend, kære læser: Det magter du aldrig.
Elsk din kronprins for, at han vil påtage sig det - for din skyld. dr