Symfoni på centre court

Vi er på centre court, Andy Murray og Stanislas Wawrinka har gang i duel fra baglinjen, det er de tunge grundslag, der bliver udvekslet, og nu får Wawrinka Murray ud at løbe, først spiller han ham i baghånden og så et hårdt slag dybt og vinklet til den modsatte side, Murrays forhåndsside, som er helt åben, fordi Murray lige har slået et slag fra den anden side, så skotten sprinter på tværs af banen, et godt stykke bag baglinjen, for at nå hen til bolden. Og mens han gør det, trækker han ketcheren tilbage, som om han har tænkt sig at slå til bolden flere meter før, den er inden for rækkevidde, men det har Murray ikke tænkt sig, han fortsætter med at løbe i fuld fart, imens han fortsætter sit rolige tilbagesving, der - i takt med at han nærmer sig bolden - skifter retning og bliver til en fremadrettet bevægelse, som så at sige overhaler Murray selv, så den svingende ketcher befinder sig ret foran ham, idet bolden befinder sig samme sted. Wawrinka er på det her tidspunkt trådt et par skridt ind i banen i forventning om at få en høj, blød bold retur, men Murray træffer bolden rent og sender et knaldhårdt forhåndsslag af sted på kryds af banen. Wawrinka er chanceløs.

Det er fascinerende at se Andy Murray spille tennis, ikke bare fordi han er dygtig, men fordi han tilsyneladende har et helt andet forhold til det at slå til en tennisbold. Måske er ‘slå’ slet ikke det rigtige ord. Kampen mod Wawrinka er tæt affære, de to spillere er ude i femte og afgørende sæt, klokken er over 22, og den eneste grund til, at mørket ikke har afbrudt kampen, er centre courts nye tag. Det blev rullet hen over banen, da det begyndte at regne tidligere på dagen, og nu sikrer tagets 120 lamper sigtbarheden, så længe det skal være.

Centre court ændrer fuldstændig karakter, når taget lukkes og lamperne tændes. Luften bliver tør og kold, lyset bliver klinisk lyst, og lydene ændrer fuldstændig karakterer. Slagene smælder højt i stedet for deres vanlige, rolige »plok« eller »fffump«-lyd, og publikums klapsalver bliver skarpe og metalliske af genklang. Indeklimaet varetages af konstant brummende generatorer, som umuliggør den fuldstændige tavshed, der er grundlaget for centre courts andægtige stemning. Selv græsset virker malplaceret, fordi det pludselig befinder sig inde i en hal.

Forunderligt spil

0Selv om Wawrinka har en imponerende enhåndsbaghånd, som han slår med fuldt sving, fuld risiko og som oftest fuldt udbytte, så er det Andy Murrays spil, der virkelig forundrer.

Det er som om, han har snor i bolden. Andre spillere behandler den som et fremmed projektil, der skal skydes væk, men for Murray virker boldens flugt gennem luften snarere som en integreret del af hele hans bevægelsesmønster. Det er ikke sådan, at han bringer sig i stilling til at slå for så at gennemføre sit slag. Slaget begynder meget tidligere, lige så snart bolden har forladt modstanderens ketcher, ja, faktisk er det svært at sige, hvornår hans slag egentlig begynder og ender, for det fremstår som et resultat af hele hans væren under en duel. Træfpunktet mellem ketcher og bold er ikke så meget et isoleret klimaks som en naturlig del af hans løb over jorden, greb om ketcheren og sving med armen. Det er utilstrækkeligt at kalde det et slag, for Andy Murray slår ikke til bolden, han rammer den.

Et utroligt håndled

Og hvorfor bliver det så ikke forudsigeligt, kan man spørge. Hvis hans spil er så harmonisk, at bolden og ketcheren og bevægelserne flyder sammen i perfekt symfoni, og hvis boldens bane blot er en naturlig konsekvens af hans øvrige bevægelser, så burde modstanderen let kunne se på Murray, hvor han agter at placere bolden.

Men det kan de ikke, for Andy Murray har et håndled af en anden verden. Det er lige så stærkt, som det er smidigt, og det gør hans slag aldeles uforudsigelige, fordi han i sidste øjeblik kan bestemme sig for, om han vil sætte tryk på med et fladt slag ned af linjen, om han vil nøjes med at strejfe bolden, så den spinner i en kort, vinklet bue over nettet, eller om han vil slå under bolden og give den så meget skru, at den sjutter hen over græsset og kun hopper til ankelhøjde.

Han kan også vælge et topspundet lob, og det er lige præcis, hvad han gør, da Wawrinka går frem mod nettet, bagud 4-3 i femte sæt, bagud 0-15 i egen serv, hvilket bliver til 0-30, for lobbet lander lige på sidelinjen. Murray bryder Wawrinkas serveparti med en flad forhånd ned af linjen, og 15.000 tilskuere flyver op af sæderne og jubelbrøler af deres helt. Larmen er øredøvende, lad den bare være metallisk, den er i hvert fald medrivende.

Fem minutter senere server Murray sejren hjem, klokken er 10:38, de har spillet i næsten fire timer.

Murray falder ned på sine knæ i glæde, rejser sig og hamrer en bold op i taget og ud til publikum. Sikken en aften.