Vi taler alt for meget om kvoter og alt for lidt om, hvordan man sikrer familier friheden til selv at bestemme, hvordan de vil indrette sig. Det mener Kit Louise Strand, der er tidligere medlem af Etisk Råd og medlem af bestyrelsen i småbørnsforeningen SAMFO, der kæmper for bedre vilkår for familier, der ønsker, at deres børn skal passes hjemme.
»Jeg synes, at der bliver fokuseret lidt for entydigt på kvindens karriere og kvindens placering i samfundet. Jeg tror, at man i den her ligestillingsdebat glemmer at se på, hvad det er, kvinder gerne vil. Der er er biologiske forskelle på mænd og kvinder, som vi slet ikke diskuterer, og derfor bliver ligestillingsdebatten så utrolig dødssyg og åndsforladt,« siger hun.
I stedet mener Kit Louise Strand, at debatten burde handle meget mere om, hvordan vi sikrer kvinder muligheden for selv at vælge, hvordan de vil indrette sig. Hvad enten det drejer sig om familie eller karriere.
»Det er vigtigt, at familierne selv kan træffe valg om, hvordan de vil indrette sig. Skal den ene part arbejde, mens den anden går hjemme? Eller skal begge have en karriere og så betale sig fra nogle af de hjemlige gøremål som rengøring, havearbejde osv.?« spørger Kit Louise Strand.
Det valg har familierne bare ikke i dag på grund af det høje danske skattetryk, mener hun. Det danske skattetryk forhindrer på den ene side, at familier har råd til, at den ene går hjemme. På den anden side tilbageholder det mange kvinder fra at få en karriere, at den økonomiske gevinst ved at rykke op i hierarkiet er så lille, at den ikke opvejer den tid, der går tabt i hjemmet, og kompenserer for de ekstraudgifter, der er til betale sig fra de huslige gøremål, mener hun.
»Skatten mener jeg har en meget stor indflydelse på de valg, som kvinder og mænd tager i dag. Et forskningsprojekt fra Københavns Universitet fra efteråret 2006 viser, at når kvinder i Danmark havde sværere ved at bryde glasloftet, så var det knap så meget på grund af, at arbejdsgiverne var vrangvillige eller bevidst sorterede kvinder fra, så var det faktisk fordi, kvinderne selv syntes, at marginalskatten var for høj til, at det var anstrengelserne værd. For der er ingen tvivl om, at det er meget hårdt både at have små børn og et ansvarsfuldt job. Og hvis man så ikke engang føler, at lønnen, man får ud af sine anstrengelser, gør en i stand til at købe sig fra en masse praktiske ting, så takker de fleste nej,« siger hun og pointerer, at USA er et godt eksempel på, at kvinder ikke holder sig tilbage fra en karriere, når blot de bliver kompenseret for den.
»I USA er der fire gange så mange kvinder, der kommer op og får en toppost, som der er i Danmark. Og det, siger man, er fordi det kan svare sig rent pengemæssigt, så de kan betale sig fra dødssyge ting som rengøring og indkøb,« siger hun.
Hjemme med børnene
Kit Louise Strand er uddannet grafiker, men hun nåede kun at bruge sin uddannelse i et par år, før hun sprang ud som hjemmegående husmor. Udover nogle skriverier for forskellige aviser og et par bestyrelsesposter, er de sidste 21 år gået med at passe hendes fire børn. Skaffedyrsfunktionen har hun helt overladt til sin mand.
»Jeg arbejdede som ung i et vikariat i en vuggestue, hvor jeg så, hvordan børnene nogle gange blev placeret op til 11 timer om dagen, før forældrene kom om aftenen og hentede dem. Jeg synes, det var utrolig synd for dem, for de virkede meget påvirket af det. Der var ingen tvivl om, når forældrene kom, at det var der, de allerhelst ville være. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang tænkte, at det ikke var en måde at have børn på. Så jeg besluttede mig for, at når jeg fik børn, så skulle det være på en måde, så jeg følte det gav mening, og det gjorde det kun ved, at jeg selv passede dem,« siger hun.
Kit Louise Strand mener, at mange kvinder egentlig ikke har noget imod at arbejde lidt mindre. Ifølge hende har kvinder en ofte biologisk betinget trang til at være den primære omsorgsperson i forhold til børn og hjem.
Men det er et synspunkt, som mange har svært ved at sluge, mener hun.
»Der har nærmest været kørt en kampagne om, at man både fik ammehjerne og blev halvdum af at gå hjemme. Mange mener, at man er nødt til leve sit liv på arbejdsmarkedet, fordi det er der, det rigtig spændende sker,« siger hun.
Selv har hun måtte lægge øre til mange nedladende bemærkninger i årenes løb.
»Jeg har måtte høre på folk, der mente, at det var direkte fordummende, at man som jeg valgte at gå hjemme. Jeg har mødt folk, der nærmest beklagede, at jeg havde truffet det valgt, fordi de så det som både trist og sørgeligt. Så jeg har virkeligt skulle svare for mig,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har været på arbejdsmarkedet længe nok til at vide, at der sker mange spændene ting, men også til at opdage, at der også er mange rutineprægede ting, som jeg personligt overhovedet ikke savner.«
Men netop den forskræmte holdning til, at nogle kvinder ønsker at gå hjemme - eller måske bare ønsker mere tid i hjemmet - er en af årsagerne til, at ligestillingsdebatten er blevet så fordrejet, mener hun. Vi ser i dag helt bort fra, at der er forskel på mænd og kvinder.
»Vi vælger at overse, at der er nogle biologiske forhold, der spiller ind. Det er stadig kvinder, der bliver gravide og føder børn. Man skal ikke underkende, at der er et omsorgsgen i kvinder, som gør, at de har svært ved at give slip på ansvaret med hjemmet,« siger hun.
Hun understreger dog, at det er vigtigt, at man ikke begynder at fiksere mænd og kvinder til bestemte roller.
»Det er jo netop det vidunderlige ved ligestillingen - at der ikke er nogen, der skal sætte hindringer op for kvinder, der vil frem, lige så vel som der ikke er det for mænd. Men vi må respektere kvinders valg og personlige præferencer for, hvordan de ønsker at indrette sig som familie. Og det valg kan gå i alle retninger. Det kan betyde, at man går efter en toppost og får hjælp udefra, eller at man som mig har det fint med at gå hjemme og lader manden tjene pengene,« siger hun og tilføjer:
»Jeg ville selv ønske, at jeg havde fået lidt mere anerkendelse for mit valg.«
Afsporet debat
Men i dag handler ligestillingsdebatten slet ikke om frit valg, mener Kit Louise Strand. I stedet tales der hyppigt om, at kvoter og tvungen barsel kan være et skub hen imod reel ligestilling, som mange anser for ønskværdig, siger hun. Hvor den formelle ligestilling på papiret har sikret kvinder samme rettigheder som mænd, er der fortsat store forskelle på mænd og kvinders adgang til toppen af samfundet i den virkelige verden.
Men kvinder skal ikke hjælpes frem på arbejdsmarkedet, mener Kit Louise Strand. Vil de til tops, må de spidse albuerne, skabe sig et netværk og finde sig i den ekstra arbejdsindsats, det muligvis kan kræve af dem at nå lige så højt op i hierarkiet som deres mandlige kollegaer, siger hun. For at fokusere på reel ligestilling er at ofre friheden.
»Vi skal glæde os over, at vi har formel ligestilling og lighed for loven. Ideen med ligestilling var oprindeligt, at der ikke skulle fokuseres på kønnet, men personen. Men i dag tilstræber mange et ligestillingsbegreb, hvor kønnet netop bliver den afgørende faktor for, om en person kan få et job. De to ting passer slet ikke sammen,« siger Kit Louise Strand.
Med formel ligestilling har man skabt en form for kønsblindhed, mener Kit Louise Strand. Og den blindhed sætter hun pris på, selvom hun erkender, at den formelle ligestilling ikke har sikret mange kvinder adgang til toppen af samfundet, ser hun ikke nogen anden løsning, der ikke vil ende som et indgreb i vores frihed.
»Tingene må gå sin skæve gang, for alternativet er rædselsfuldt. Hvis vi først begynder at kvotere, er der ingen ende på, hvad vi skal begynde at sætte procenter på. Skal vi så også til at sætte tal på, hvor mange jord- og betonarbejdere, der skal være kvinder, og fyre en tredjedel af folkeskolelærerne, fordi der er kommet for mange kvinder ind i faget? Hvornår stiller vi os tilfredse? Er det først, når vi har en fordeling på 50/50 procent inden for alle områder af samfundet? For så begynder det at ligne en kasernestat,« siger hun.
For når først man har åbnet for brugen af kvoter nogle steder, vil der være kræfter, som også synes, det er bedst, hvis der er lige fordeling andre steder, mener hun. Og det vil betyde, at det meget hurtigt vil sprede sig og blive et uhensigtsmæssig middel, det vil være svært at få kontrol med.
»Vi skal ikke have kvinder eller mænd ind på bestemte poster, alene fordi de er kvinder eller mænd. Vi skal have dem ind, fordi de kan gøre en forskel, og fordi de har nogle kvalifikationer, de kan bidrage med,« siger hun.
Køns-diskvalifikation
Men det er ikke kun det uhensigtsmæssige i kvoter for samfundet som helhed, der bekymrer Kit Louise Strand. Når man vælger en kvinde alene på grund af hendes køn, er det i sig selv en diskvalifikation, mener hun.
»Det svarer til, at man siger ‘ja, kvinder er godt nok dygtige, men de skal alligevel hjælpes’. Vi kan jo se, at der er kvinder i dag, der kommer til tops, fordi de gør et blændende stykke arbejde, har kvalifikationerne i orden og har et godt netværk. Hvorfor ikke bruge dem som rollemodeller og inspiration i stedet for at kræve forfordeling af kvinder?«
Bliver kvoter og ikke kvalifikationer afgørende for, om en kvinde får et job, kan det få konsekvenser for hele det kvindelige køns anseelse på arbejdsmarkedet, mener Kit Louise Strand.
»Man kunne sagtens forestille sig, at kvinder der får job i kraft af deres køn, kom til at blamere sig - og dermed blamere kvinder generelt,« siger hun.
Så selvom Danmark ligger i bund, når det kommer til antallet af kvindelige ledere, holder Kit Louise Strand fast i, at ligelig kønsfordeling på topposterne ikke skal forceres.
»Jeg synes, det er vigtigere, at det går sin naturlige gang. I Norge, hvor man lige pludselig skulle beklæde 40 procent af bestyrelsesposterne med kvinder, måtte de til Danmark for at hente forstærkninger, fordi de ikke kunne finde nok kvalificerede kandidater i deres eget land. Hvis vi indfører det samme i Danmark, skal vi så til Tyskland for at hente de retter kvinder hjem?« spørger hun og fortsætter:
»Jeg glæder mig over, at der er så mange dygtige kvinder, der har bevist, at vi er lige så dygtige, om end ikke dygtigere end mænd. Men netop fordi vi er så dygtige, synes jeg, vi må lade en del af talentet være, at komme det sidste stykke vej selv - uden en hjælpende hånd, alene fordi vi er kvinder. Det har heller ikke altid været nemt for mændene, og vi skal jo ikke glemme, at det stadig er relativt få mænd, der kommer hele vejen op i toppen af samfundet. Kvinder skal have selvrespekten i behold, og det får de bedst ved at gå hele vejen selv,« siger hun.
Kvindesolidaritet
Til gengæld understreger Kit Louise Strand, at kvinder godt kunne gøre mere for at komme frem. De er ofte dårligere end mænd til at få et netværk og sørge for at holde det ved lige, mener hun.
»Kvinderne kan vel nok komme ind i varmen, hvis de virkelig vil. Men jeg tror ikke, de anstrenger sig nok. Hvis de eksempelvis ikke har et netværk, hvor der er nogen, der får øje på dem og udpeger dem til stillinger eller bestyrelsesposter, så kan jeg godt, se at det er svært,« siger hun.
For mange kvinder er det en hindring, at en højere stilling betyder mere tid væk fra hjemmet alene af den årsag, at kvinderne ikke finder det umagen værd, mener Kit Louise Strand.
»Mange job indbefatter eksempelvis meget rejsevirksomhed. Min egen mand er ofte væk hjemmefra. Det er ikke fordi, han elsker det, men fordi han nu engang er skaffedyret i vores familie. Jeg ville personligt ikke bryde mig om det, og sådan tror jeg også, mange andre kvinder har det,« siger hun.
En mulig løsning på den ulige fordeling af topposter mellem kønnene kunne imidlertid være, at kvinder blev bedre til at hjælpe andre kvinder frem, mener Kit Louise Strand.
»Hvis der sidder kvinder rundt omkring i toppen af dansk erhvervsliv, som kender andre dygtige kvinder, så kan jeg ikke se noget i vejen for, at de forsøger at hjælpe dem ind i de højere stillinger. Men jeg vil stadig sige, at det skal være kvalifikationerne, der tæller. Man skal ikke ind, fordi man er kvinde, og man skal ikke ind, fordi man har anden etnisk herkomst, er handicappet, ung eller gammel,« siger hun.
Hvor er kvinderne og kampen om ligestilling på vej hen? Information giver ordet til fire kvinder, som kritiserer den nuværende ligestillingsdebat og gør op med de feministiske dogmer. De første interview i serien blev bragt den 29. juni og den 1. juli – og var med henholdsvis forfatteren og foredragsholderen Lone Nørgaard og medlem af småbørnsforeningen SAMFO Kit Louise Strand. Sidste interview i serien er med teolog Katrine Winkel Holm.
Kommentarer
Jeg gider ikke tvære mere rundt I det dér “omsorgsgen”. Men Kit Louise Strand har ret i, at der ikke er meget ”frit valg”. I hver fald ikke for andre end overklassekvinder, og det er åbenbart dem det drejer sig om. Jeg må indrømme at det irriterer mig grusomt.
De kvinder som er i stand til at betale sig fra ”dødssyge ting som rengøring og indkøb” kalkulerer åbenbart ikke med ligestilling for dem som knokler rundt, for at tjene en ussel løn ved disse opgaver. Jeg gætter på at rengøringsdamen ikke synes, at det er her alle de spændende ting sker, og hun har heller ikke ”frit valg” m.h.t. at blive hjemme hos sine børn.
Hvis kvinder vil til tops, ”må de spidse albuerne” mener Kit Louise Strand. Og så må tingene gå sin ”naturlige” gang; for hvis kvinderne virkelig vil, må de anstrenge sig noget mere. Hvor ved Kit Louise Strand fra at de ikke anstrenger sig nok? Godaw do! Sikke en søstersolidaritet. Hvad naturligt er der i, at kompetente kvinder vælges fra?
Hvis man mener kvoter er helt forkastelige, men samtidig mener at kvinder evt. kunne hjælpe hinanden frem, hvordan kan man så bebrejde mænd at de gør det samme med mænd?
Hvis man gjorde en indsats for at få mænd ind i kvindefagene, hvor de er manglet i stort antal, ville det måske hjælpe lidt på lønniveauet. Ligestilling drejer sig ikke kun om højtuddannede kvinder og topjob, de skal såmænd nok klare sig, med eller uden kvoter. Det drejer sig i lige så høj grad om at f.eks. en hjemmehjælper med en 3-årig uddannelse er mindst lige så meget ”værd” som en mandlig ufaglært arbejder, og det skulle helst kunne ses på lønudbetalingen.
Jeg må indrømme at det forekommer mig ualmindelig ensidigt, når Kit Louise Strand siger:
”Hvornår stiller vi os tilfredse? Er det først, når vi har en fordeling på 50/50 procent inden for alle områder af samfundet? For så begynder det at ligne en kasernestat”.
Hvem i alverden har advokeret for dét? Ingen har talt om at ”fyre en tredjedel af folkeskolelærerne, fordi der er kommet for mange kvinder ind i faget”.
Der er naturligvis forskel på kønnene, og hvis mændene ikke ønsker at være pædagoger eller hjemmehjælpere, så kan man dårligt bebrejde kvinderne det. Heller ikke at de ikke ønsker at være jord- og betonarbejdere. Det er jo rent pjat, at påstå at det er det man ønsker i ligestillingens navn.
Jeg har stor respekt for de kvinder som har mulighed for, og vælger, at passe deres egne børn, men når Information vælger at bringe interviews med hjemmegående, med så enøjede synspunkter, så bidrager det ikke til respekten.
Det er lidt ligesom som når Signe Wenneberg står i tv2 og siger, at man demonstrerer overskud og miljøforståelse, hvis man planter salat i forhaven - for så kan dem der går forbi tænke, at man er klimabevidst og ikke kører mange kilometer i bil for at købe salat.
”Få en super-trendy have”:
http://go.tv2.dk/video/morgen/
»Man kunne sagtens forestille sig, at kvinder der får job i kraft af deres køn, kom til at blamere sig - og dermed blamere kvinder generelt,« siger Kit Louise Strand.
Ja, det kan man sagtens. Og det er vist noget som er fælles for kønnene.
“Man kunne sagtens forestille sig, at kvinder der får job i kraft af deres køn, kom til at blamere sig - og dermed blamere kvinder generelt,« siger Kit Louise Strand.
Altså: Ritt Bjerregårds boligvalg rammer alle kvinder, mens Bendt Bentsens golfrejser knap nok rammer ham selv.
Jeg mener selvfølgelig ikke at ligestilling blot er et spørgsmål om ret til at dumme sig offentligt.
Og dog….
Per og Poul og alle de andre mænd kan stort set få lov til at være menneskelige på jobbet, dvs. være sig selv, inkl. retten til at træde ved siden af en gang i mellem - uden at blive bortdømt af “det gode selskab”. Nogle mænd kan endda slippe afsted med at formøble tre-cifrede millionformuer, uden at det får konsekvenser for deres karriere og uden at det får konsekvenser for andre mænd.
Hvordan kan det være at de “kvindelige kvalifikationer” ofte betegnes som forkerte eller for små til at være adgangsgivende til diverse stillinger?
Der er ikke ligestilling, hvis kvinder blot skal “spidse albuer” og begå sig på mændenes præmisser for at komme ind i de mandsdominerede områder. Først når kvinder får samme frihedsgrader som mænd til at præge deres arbejdsplads og får samme rettigheder til at være sig selv kan man tale om ligestilling.
Og så får begge køn måske et bedre arbejdsliv ud af det, men det er jo en anden diskussion
Nemlig Lise Pedersen, helt enig ;-).
Hvad er det i øvrigt for en ”frihed” der ofres på ”ligestillingens alter”?
Hvis der ellers var tale om reel frihed til at vælge, så kunne man tale om et ”alter”. Men der er ikke tale om frihed. Nogen er nødt til at arbejde, og nogen er nødt til at få passet børnene.
Inger - “Hvor ved Kit Louise Strand fra at de ikke anstrenger sig nok? Godaw do! Sikke en søstersolidaritet. Hvad naturligt er der i, at kompetente kvinder vælges fra?”
Er der noget sagligt belæg for at sige, at kompetente kvinder vælges fra? Uden kvoter vælges jo netop den bedst egnede uanset køn - det er man simpelthen nødt til af hensyn til konkurrenceevnen. MED kvoter derimod, fokuseres på at vælge kvinder ind fordi de stakler ikke kan komme ind uden hjælp.
Der lader til at herske - i hvert fald blandt feminister - en idé om, at når kvinder ikke sidder på flere topposter, må det være på grund af diskrimination. Jeg har aldrig set noget sagligt belæg for det.
Hvad lydder mest realistisk - at rigtig mange kvinder gerne vil have direktørjob og er de bedst egnede, men alligevel ikke bliver valgt… eller at der er færre kvinder der har lyst til at at bruge al det meste af deres tid på karrieren?
“Det drejer sig i lige så høj grad om at f.eks. en hjemmehjælper med en 3-årig uddannelse er mindst lige så meget ”værd” som en mandlig ufaglært arbejder, og det skulle helst kunne ses på lønudbetalingen.”.
Hvis de to arbejder er lige meget værd, hvorfor er lønnen så forskellig? Er den da ikke reguleret af udbud og efterspørgsel?
“Hvis man gjorde en indsats for at få mænd ind i kvindefagene, hvor de er manglet i stort antal, ville det måske hjælpe lidt på lønniveauet.”
Her er jeg faktisk helt enig! Men kun så længe indsatsen ikke handler om kvoter og lignende tvangsordninger.
Men måske er vi i virkeligheden enige om, at kønskvoter er en usympatisk idé? Du taler i hvert fald - så vidt jeg kan se - ikke for kvoter når det handler om jord og beton.
Lise - “Der er ikke ligestilling, hvis kvinder blot skal “spidse albuer” og begå sig på mændenes præmisser for at komme ind i de mandsdominerede områder.”
Eh? Det er da lige netop ligestilling at kvinder og mænd har samme præmisser?! Hvorfor skulle kvinderne ikke spidse albuerne når nu mændene er nødt til det?
“Først når kvinder får samme frihedsgrader som mænd til at præge deres arbejdsplads og får samme rettigheder til at være sig selv kan man tale om ligestilling.”
Det har kvinderne da! Eller har du noget belæg for at sige de ikke har?
# NB
Ja, jeg har belæg for at sige at mange kvinder har mødt mere modstand end deres mandlige kolleger når de har bevæget sig ind på mandsdomæner. Jeg kender dem personligt! Inkl. mig selv. Det er ikke kun på lederniveau, men hele vejen ned, eller op, om man vil.
Det er ikke spor mærkeligt at mænd hhv. kvinder skaber et særligt arbejdsklima, når de er mange sammen. Koderne er simpelthen forskellige. “Rene” kvindemiljøer kan også være destruktive og intolerante. Det der er mærkeligt er at det åbenbart er meget angstfremkaldende for nogle, hvis en person af det modsatte køn entrerer på scenen. Det bliver ikke ændret så længe forskellene benægtes.
Jeg betragter ligestilling som anerkendelse af forskellighed!
En debat for kvinder? Ligestilling mellem kønnene er fra naturens synsvinkel rent ud sludder, men kan opleves tilnærmet i et ægteskab med børn og ellers igennem fordragelighed og næppe med udgangspunkt i frihed. Når min kones morgentoilette i dag foretages af en mandlig plejer, er det vel også ligestilling? Man må vide, hvori ligestillingen skal forstås. Forholder det sig sådan, at debatten føres mellem de ret få karrierekvinder i landet, hvis interesse samler sig om at lede andre. så kan de nok klare sig, sålængede de magter at koble ligestilling, frihed og individualitet. Ligestilling forstås bedst som hensynet til hinanden.
Per Diepgen
Ligestilling forstår jeg som lige muligheder og ligeværd for mænd/kvinder. Da vi ikke er ens, giver det sig selv at ”ligestilling forstås bedst som hensynet til hinanden” – jeg er helt enig. Men det ville hjælpe hvis kvindefagene ikke typisk var lavtlønnede.
Det irriteret mig netop, når ”kampen” kommer til at stå mellem kvinde/kvinde:
1) Den hjemmegående husmor, som hænger sin identitet op på ”det hellige moderskab”, og mener at sådan bør alle kvinder prioritere, og dermed følge deres ”natur”. Ingen skal bebrejde hende at hun vælger dét, hvis hun har mulighed for det, men hun skal ikke pådutte andre sin egen opfattelse at biologi og ”kvindelighed”.
2) Den veluddannede ”karrierekvinde”, hvis interesse ikke behøver at samle sig om at lede andre, men om at bruge den uddannelse som hun brænder for. Nogle af disse har ambitioner på samme måde som mænd. Her skal der være ordentlige institutioner, og hvis hun har en mand kan de som regel finde løsninger så børnene ikke er i institution i 8-10 timer daglig. Jeg tror hun klarer sig i det lange løb, selv om erhvervslivet ikke er meget for at lukke hende ind, netop fordi hun har børn.
3) Så er der kvinden med kort eller ingen uddannelse. Hun er nødt til at arbejde, især hvis hun er enlig. Hun fortjener mindst lige så meget respekt og hensyn som alle andre. Hendes børn er ofte længere i institutionen. Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved dét? Denne kvinde betaler også skat, og er f.eks. med til at betale for at mere velstående mennesker kan benytte sig af skattebegunstigede sygeforsikringer og pensionsordninger. Hvor er hendes ”frihed”, som ”ofres på ligestillingens alter”?
Før i tiden sagde man at liberalisme var frihed. Frihed for hvem? Til hvad? – Frihed til at gå i hundene, hvis det er det man vil!
Kvinder har alle dage haft dårlig samvittighed over, om de nu også var gode mødre nok. Og jo længere tid der går, des mere bliver man ofte i tvivl.
- Gjorde jeg det nu godt nok? Det eneste man ikke har brug for er, at andre kvinder dømmer.
Det første barn kan man være meget skråsikker med. Når det næste kommer, og man opdager hvor forskellige de er, begynder tvivlen, for forskellige børn skal ikke behandles ens. Forskelligheden varer ved, og når de er voksne, er de to vidt forskellige mennesker, med forskellige muligheder og forskellige ønsker, selv om de har haft ens sociale vilkår. De ligner måske én selv på visse områder, men alligevel ikke helt på samme måde. Måske får de oven i købet forskellig politisk opfattelse end én selv – på trods af massiv indoktrinering ;-).
Kvinder må forstå, at andre kvinder ikke er ligesom dem selv.
Er der íkke et sted , hvor man kan melde sig ud af sit kønstilhørsforhold?
Så man kan kan undgå at blive sat i bås med Kit Louise Strand, når hun blamerer sig sådan.
Rachel Henderson
Ja jeg har også lyst til at løbe skrigende bort, men jeg vil hellere true med at blive ;-)
Hvis Kit Louise Strand har det bedst med sat udfolde sin husmor livsform som baglandskvinde mens hendes mand hopper rundt i diverse fly i diverse lufthavne i hans karriere-livsform, så fred være med det.
Hun skal bare ikke mene, at alle andre skal og bør gøre præcis som hende.
Kit Louise Strand giver skattetrykket en del af skylden for, at relativt få kvinder i dag er hjemmegående. Det er jeg enig i er en del, men også kun en del af forklaringen.
Det store offentlige forbrug kan ikke undgå at være en belastning for borgerne. Dette at der lægges så mange arbejdstimer af den enkelte borger, som der skal svares skat af, giver politikerne en masse muligheder for at lægge penge i alle mulige prestigeprojekter. Magtahaverne bliver mægtige gennem folkets slid. Sådan har det altid været.
Vores bruttanationalprodukt skulle være firedoblet siden 1960, målt i faste priser. Men mens mange i 60-erne og 70-erne kunne leve godt af bare en enkelt indtægt, må der to indtægter til samme levestandard i dag.
Dog har vi i dag en bedre social sikring end dengang. Alligevel går kvinder nu meget mere op i at være selvforsørgende og er vældig angste for at blive afhængige af en mand.
Vi er indoktrinerede til at tro, at afhængighed betyder undertrykkelse og fører til katatrofe før eller siden. Hvis flere kvinder holdt op med at tro på dette vrøvl og ophørte med at leve et liv med livrem og seler, ville flere med garanti blive lykkeligere!
Godt skrevet Inger Sundsvald!
For selvfølgelig er det et luksusproblem.
Man hører så også: jamen så kan man da bare flytte ud på Lars Tyndskids marker, ja hvis så alle gjorde det, så havde vi så en ny by.
Jeg er tilhænger af en lang barselorlov og fleksibilitet på arbejdspladsen, så længe børnene er små, og vel og mærke for både far og mor.
Når vi er ved det, hvorfor skal det at arbejde ude altid være en mandlig værdi?
Jeg har selv 4 børn, men kunne da ikke drømme om at gå hjemme dengang, de var små. Og så indrettede vi os sådan, at vi fik dem med års mellemrum. Vi havde for øvrigt heller ikke råd, så igen er det et middelklasse -luksusproblem for den højtuddannede kvinde.
For overhovedet at skabe et samfund, hvor mænd og kvinder er ligestillede, så kræver det, at alle, der kan, får en uddannelse.
At kvinderne så vælger at gå hjemme med børnene, det vil jeg ikke blande mig i, ligesom de heller ikke skal blande sig i, om jeg sender mine børn i institution.
Om man bliver hjemmegående eller ikke har ikke særlig meget med social status at gøre, da hjemmegående findes i alle samfundslag. Man kan blive det af lyst eller af nød eller som en blanding af begge dele.
Forskellige familier har meget forskellige ressourcer ikke bare økonomisk, men også med hensyn til hvor mange arbejdstimer, man har kapacitet til at lægge udenfor hjemmet.
Jo højere uddannelsesniveau, jo højere stilling og status, jo bedre netværk og familiebaggrund, desto mere overskud er der til to fuldtidsstillinger til forældrene.
Omvendt har familier, som er ramt af sygdom, invaliditet, handicaps, manglende netværk osv. en helt anden situation, hvor tiden måske nødvendigvis skal prioriteres til fordel for familien hvis den skal kunne fungere.
At gøre det til et luksusproblem at man i den situation er hjemmegående, finder jeg helt hen i vejret.
Børn er forskellige og deres behov ligeså. For nogle betyder en høj levestandard måske mere end for andre. Hvad forældrene gør, skal gerne harmonere med børnenes behov. Jeg tror at de fleste forældre tillægger børnenes behov stor betydning for de valg, som de træffer.
Nogle forældre har en høj stilling, som børnene kan være stolte af eller et flot hus og gode vaner, som vidner om overskud.
Andre har så måske til gengæld mere tid til deres børn uden at kunne opnå det samme hvad angår materielle ting og status. Men måske kan de hjælpe børnene mere med lektierne og give dem nogle menneskelige egenskaber, så disse børn kan få styrke til at bryde den sociale arv, som forældrene måske selv ikke lykkedes med.
»Vi vælger at overse, at der er nogle biologiske forhold, der spiller ind. Det er stadig kvinder, der bliver gravide og føder børn. Man skal ikke underkende, at der er et omsorgsgen i kvinder, som gør, at de har svært ved at give slip på ansvaret med hjemmet,« siger Kit Louise Strand
Vi vælger, desuden, at overse, at der er nogle biologiske forhold, der spiller ind. Der skal stadig en mand til at lave et barn og denne mand har stor interesse i sit afkoms velbefindende. Man skal ikke underkende, at der er et omsorgsgen i mænd, som gør, at de har svært ved at give slip på den daglige indflydelse i hjemmet og på opdragelsen af deres afkom for at agere skaffedyr.
Jeg tror, at Kit Louise Strand og jeg har omtrent samme videnskabelige belæg for disse to udtalelser.
Jeg er forundret, men utrolig glad for at Kit Louise Strand tilføjer at man ikke skal fiksere mænd og kvinder til bestemte roller.
Gersov skriver: “Det store offentlige forbrug kan ikke undgå at være en belastning for borgerne. ”
Plidderpladder,det er sgu’ ikke størrelsen af forbruget, men kvaliteten af forbruget., der er noget i vejen med.
F.eks. er prisen på offentlig transport jo kommet helt ud af dimensioner. Bus-og togbilletter burde prissættes meget lavere end nu, hvor de er steget uforholdsmæssigt meget siden 70’erne, og sammenlignet med mange andre lande er billettterne horribelt dyre.
Folk anskaffer sig bil samtidig med at de får børn, fordi der er nogen der har bildt dem ind at man ellers ikke kan klare logistikken med de små på slæb.
Med en bil skal der tjenes endnu flere penge, og man har slet ikke råd til at benytte sig af den kollektive trafik, da det blot vil være en ekstra udgift oven i bildyret, der står der og griner.
Én løsning kan være at begge forældre går ned i arbejdstid og klarer sig med cykler og delebil.
Hvis man studerer rapporten the happy planet index: http://www.greennewdealgroup.org/wp-content/upload…
er det jo også slående, at hjemmegående mødre ikke bidrager til the happy planet index.
Generelt vil jeg sige, at det er ikke hjemmegående mødre, der afgør om børnene har det godt. Opmærksomhed på hvordan børnene har det, især i teenagealderen er afgørende. Lad være med at servicere dine børn for meget. Lær dem at klare sig selv. Lær dem at læse en køreplan, at planlægge deres tid, bruge bibliotekerne, udøve selvomsorg. Tal med dem om følelser. Vær nærværende.
Vær et forbillede uden bil, så ungerne ikke lærer at bil er et mål for det lykkelige liv.
Rachel Henderson, jeg synes, du beskriver opgaven godt, præcist som min egen hjemmegående mor udøvde den, faktisk.
Den hovedløse materialisme, som kendetegner den nuværende elendighed (og som åbenbart doper folk til ‘lykke’), synes bl.a. at have sin rod i amokløbet mod arbejdsmarkedet.
Hvis man kigger til USA, Tyskland eller England (GB) vil man se mødre, som beklager sig over, at mændene aldrig hjælper til derhjemme, at deres drengebørn aldrig hjælper til derhjemme, mens deres pigebørn gør. Og hvorfor mon det ?
Jo, I USA er det kutyme, at mændene arbejder fra kl. 8.00-18.00 og først kommer hjem igen ved 20.00 tiden, pga. den lange transport-tid fra forstæderne ind til arbejde. Og hvorfor mon det (ofte) er middelklassens mænd, der arbejder de her mange timer - ofte til en en løn, som er dobbelt så høj som den danske?
Jo, det er jo skam, fordi manden jo skal tjene ca. det dobbelte af, hvad en dansk mand tjener, for at kunne opretholde et nogenlunde godt familieliv -med to biler, et stort hus, + mindst fem fladskærme og meget meget mere materielt.
Den model risikerer vi skam også at få herhjemme, hvis skatten f.eks. bliver sat ned; så bliver der nemlig ikke råd til hverken vuggestuer elelr børnehaver. Så kan kvinderne (igen) komme tilbage til kødgryderne og køkkenet….
Uanset at der faktisk findes kvinder, (de fleste) som gerne vil arbejde.
Set fra et samfundsfaglingt synspunkt findes der en husmortype, som hedder husmor-livsformen. Og den findes altså kun i visse lag i samfundet, f.eks. blandt ufaglærte, kort-uddannede og måske også på landet i det der samfundsfagligt hedder den rurale livsform. Og denne livsform inkluderer alt det, som foregår på landet - og kan være forklaringen på, hvorfor arbejderne på Vestas f.eks. stemmer på Venstre eller DF. (but I digress).
Og hvis bare naturvidenskaben kunne holde sig til at beskrive virkeligheden i stedet for at tro/mene, at deres beskrivelser (deskription) er noget alle bør gøre (normativ) - især i forhold til børn, mænd og kvinder.
Hvis naturvidenskaben skulle efterleves, ville den fuldkommen hovedløse jagt på mere end det nødvendige ophøre! Ingen andre end mennesker i vestlige lande arbejder mere, end de behøver. Det har givetvis givet os en vis form for velstand, men det har omvendt frataget os friheden.
Mht. alle spekulationer om “kvinder tilbage til kødgryderne” må man nok sige, at det er en utrolig nedgørelse af den flid og omhu, kvinder tradiitonelt har investeret i et pænt og rent hjem, en velforsørget familie og et civilsamfund, som mænd på arbejde ikke har kunnet vedligeholde.
Der er mange grunde til, at arbejde er en uheldig måde at bruge tiden på: for det første er der for de fleste andre, der bestemmer, for det andet udsætter man sig i mange (de fleste?) erhverv for skader og slid, for det tredje kan man sjældent på sit arbejde være fuldt ud sig selv og udtrykke personlighed og holdninger uden at udsætte sig for repressalier (tværtimod er mange ofte tilbøjelige til at give udtryk for andet end de, de virkelig mener, for ikke at bringe sig i miskredit hos deres overordnede eller kolleger). Foruden at selve indretningen af arbejdsmarkedet fører til nogle ubehagelige konsekvenser i form af holdninger og livsopfattelser, der er egnede til at så splid mellem mennesker i form af f.eks. misundelse, frygt for forskelsbehandling, udgrænsning af afvigere, ensretning af opfattelser, privatisering af interessesfæren.
Karsten
Jeg er glad for at du nævner at husmor-livsformen findes blandt ufaglærte, kortuddannede og på landet, men mener nu selv, at den findes i alle samfundslag.
Jeg mener ikke at man kan uddrage noget om folks politiske tilhørsforhold ud fra deres livsform, da livformen ofte er resultatet af tilfældigheder mere end et bevidst valg.
Fordomme og stigmatisering af husmødre hører ingen steder hjemme.
Peter
Mht. alle spekulationer om “kvinder tilbage til kødgryderne” må man nok sige, at det er en utrolig nedgørelse af den flid og omhu, kvinder tradiitonelt har investeret i et pænt og rent hjem, en velforsørget familie og et civilsamfund, som mænd på arbejde ikke har kunnet vedligeholde.
Hørt!
;-)
Rachel Henderson
Nå, du synes vi skal være på efternavn med hinanden:
Gersov skriver: “Det store offentlige forbrug kan ikke undgå at være en belastning for borgerne. ”
;-)
Jeg kan nu godt tilslutte mig noget af det du skriver, selv om din accept af høje skatter ikke hænger sammen med det økologiske lavvækstsamfund, du i øvrigt gør dig til fortaler for.
Jeg er enig i at der kan være gode pointer i at undvære bilen for til gengæld at kunne klare sig med mindre lønarbejde. Dog er børnefamilierne ofte de, som har mest nytte af dette køretøj.
Transport er ikke klimavenligt - ej heller kollektiv transport. Et samfund som baserer sig på alle personer i en husstand skal afsted til mange gøremål langt borte fra hjemmet hver dag forbruger mere brændstof end et samfund hvor det er nok at kun en enkelt voksen transporterer sig dagligt.
Det er mere økologisk at manden arbejder for begge og at kun han transporterer sig end at kvinden partout skal afsted hver dag - måske bare for at passe et deltidsjob eller være i aktivering som led i aktiveringsforløb.
Der kræves en høj mobilitet af borgerne i dette samfund og det koster på klimakontoen.
Om samfundet bruger penge nok på offentlig transport kan diskuteres. Der er i hvert fald foretaget investeringer i milliardklassen i baneudbygninger, faste forbindelser og metro i de senere år. En nedsættelse af priserne havde nok været mere hensigtsmæssig.
Folk anskaffer sig bil samtidig med at de får børn, fordi der er nogen der har bildt dem ind at man ellers ikke kan klare logistikken med de små på slæb.
Dette vil jeg mene er en noget arrogant formulering. Meget af moderne forældreomsorg handler i dag om at hente og bringe børn ganske mange kilometer dagligt til institution, skole, fritidsaktiviteter, kammerater, familiebesøg, venner osv. Børn har vel aldrig skullet transporteres så meget som i vore dage.
Jeg har oplevet rigtig mange mænd, som i den grad priste husmoderens rolle med alt, hvad det nu indeholder.
Det er da også et arbejde, men sjovt nok, hvis man så spørger, om de, mændene, så vil overtage arbejdet, hvis kvinderne gerne vil arbejde ude, ja så får piben en anden lyd!!
Så lyder det pludselig, at kvinder er bedre til husmoder rollen. Hm, de fleste kokke er mænd, og er der et bestemt gen, der gør, at kvinder er bedre til at svinge moppen?
Eller et gen, der gør kvinder dygtigere til at kaste tøjet ind i vaskemaskinen, eller handle ind??
Det eneste område, hvor kvinder ikke kan erstattes, er amningen. Den er vigtig det første ½ år af barnets liv, men vi har også 1 års barselorlov, så det er på plads.
Langt de fleste mænd vil under ingen omstændigheder gå hjemme og være husmødre, idet de så også bliver økonomisk afhængige af kvinden, og det vil de ikke!!
Hvorfor er det så lige, at det er i orden, at kvinden er økonomisk afhængig af manden?
Den der har pengene, har magten, sådan er det.
Den eneste vej til ligestilling imellem kønnene er økonomisk uafhængighed, det kan ikke anfægtes, og det er derfor, at mænd, der ikke ønsker ligestilling, gerne vil have kvinderne hjemme.
Når det er sagt, så skal det da være et frit valg at være husmoder på fuld tid, men man skal være klar over konsekvenserne - et informeret valg, så at sige!
Karen West, du har bestemt ret i den mere materialistiske analyse; men det er jo ikke nødvendigvis sådan, det hænger sammen. Rimeligvis burde hjemmegående mænd eller kvinder lønnes for deres helt nødvendige arbejde.
Grundlæggende er problemet imidlertid et helt andet, moralsk spørgsmål: vi har - og det er i høj grad blot os - gjort arbejdet til en afgud, så vi lever for at arbejde, fremfor at arbejde for at leve. Vi gør alle mulige krumspring for at opfinde jobs, som folk kan tage for at modtage løn. Vi professionaliserer, hvad man aldrig burde have professionaliseret, fordi netop økonomisk indblanding korrumperer aktiviteten - jeg tænker her på forskning og uddannelse, men også medier, kunst o.a., der har en værdi i sig selv og som netop ikke er optimale, når de er knyttet til økonomisk interesse.
Rachel
Generelt vil jeg sige, at det er ikke hjemmegående mødre, der afgør om børnene har det godt.
Opmærksomhed på hvordan børnene har det, især i teenagealderen er afgørende.
Ja, og den opmærksomhed kræver, at man har den nødvendige tid og opmærksomhed på sine børn.
Det kan vi konstatere, at mange unge ikke får, idet en del føler sig ensomme, mobbes uden at fortælle om det hjemme og ikke får den voksenkontakt, de behøver.
Nanna, jeg kan fortælle dig, at i min barndom, hvor stort set alle børn ikke gik i institution, var der betydelig flere børn, der mistrivedes. Man talte bare ikke om det. Det var noget, der foregik indenfor hjemmets fire vægge.
I dag taler vi åbent om problemerne, derfor er de så synlige.
Jeg oplever, at man tror, det var så godt i de gode gamle dage, hvor mor gik hjemme. Men det er noget sludder, jeg har oplevet det med min generation, og det kan læses i bøgerne.
Der er enorm fokus på børn i dag, og langt de fleste har empatiske og gode forældre, selvom de passer et arbejde.
Der er også lavet undersøgelser, som viser, at børn trives - også i institutionerne.
Det er et spørgsmål om forældre ressourcer og ikke institution eller ej!!
Karen
Så lyder det pludselig, at kvinder er bedre til husmoder rollen. Hm, de fleste kokke er mænd, og er der et bestemt gen, der gør, at kvinder er bedre til at svinge moppen?
Eller et gen, der gør kvinder dygtigere til at kaste tøjet ind i vaskemaskinen, eller handle ind??
Ja, de fleste kokke er mænd, for det er et overordentligt fysisk krævende arbejde at lave mad i storkøkkener og tonen er ofte hård og kontant stik imod tonen, når kvinder deler huslige opgaver imellem sig.
Det sidste går pudsigt nok ofte som en leg med en virkelig rar og hyggelig tone, som spoleres så snart en mand blander sig.
Jeg synes ikke mænd forstår hyggeelementet ved husarbejde - den psykiske side af det hele. Men kvinder kan bare det der.
Se hvem der går til hånde og rydder af ved ethvert selskab - det er næsten altid kvinder. Det er ærgerligt, og den kultur skal vi selvfølgelig blive ved med at bløde op, for SÅ meget ligger det nok heller ikke i naturen, at mænd bare skal sidde tilbagelænet fordybet i en passiar uden at ænse noget omkring sig!
Og selvfølgelig kan de vaske og handle ind - urmanden “handlede” jo også ind ved at finde byttedyr og andre brugbare ting hjem til bopladsen.
Mænd har jo til alle tider være “skaffedyr” hvad enten det var i naturalier eller i kontanter. Og vi kvinder har til alle tider kunnet nyttiggøre disse ting, hvad enten det har handlet om at bruge mandens løn i husholdningen, til ungerne og til forskønnelse af vores ydre eller tilberede mad og andre ting af naturalierne.
Selv hos aberne bytter handyrene lækkerbidskener med hunnerne, som de parrer sig med.
;-)
Karen, Ja, velfærdssamfundet har udviklet sig fra generation til generation og meget er sket, som gør at der nok er færre børn som mistrives i dag.
Dog har vi nogle stærke årgange blandt dem, der fødtes under krigen og herefter, hvilket netop var da der var historisk mange husmødre. Et større selvværd findes vel næppe end det, som findes hos 68-erne.
Tidligere havde kun få råd til, at kvinden kunne være fri for at arbejde og senere pressedes kvinderne ud på arbejdsmarkedet som følge af vækstsamfundets behov, den faldende anerkendelse af husmoderhvervet og ligestillingsideologien.
Jeg er enig med dig i at
Der er enorm fokus på børn i dag, og langt de fleste har empatiske og gode forældre, selvom de passer et arbejde.
Der er også lavet undersøgelser, som viser, at børn trives - også i institutionerne.
Det er et spørgsmål om forældre ressourcer og ikke institution eller ej!!
Ja, og nogle forældre falder igennem at skulle virke ressourcestærke udadtil på amerikansk middelklassemaner og taber den indre styrke, som giver sammenhængskraft og rigtigt selvværd til børnene.
Jeg synes ikke børn får den selvstændighed og hvilen i sig selv, som de tidligere fik. De bliver manipulerbare og det bliver lettere at overskride folks grænser, som vi fx ser i Robinson-ekspeditionen. Den selvstændige og selvbestemmende enhed, som familien var, undermineres.
Gerso skriver “Børn har vel aldrig skullet transporteres så meget som i vore dage.”
Det var netop min pointe. De skal transportere sig selv. Lær dem at cykle.Lær dem at tage bussen/toget. Brug cyklen når de skal bringes/hentes i daginstitution.
Mht.om det er mere økologisk at kun den ene part i et ægteskab skal transporteres: i dag er det jo så smart indrettet, at man på mange arbejdspladser kan arbejde hjemme nogle dage
Skal man endelig af sted, så find nogen at køre sammen med. Der er så mange der kører med tre tomme lænestole: www.pendlernet.dk
Karen
Du skrev:
“Langt de fleste mænd vil under ingen omstændigheder gå hjemme og være husmødre, idet de så også bliver økonomisk afhængige af kvinden, og det vil de ikke!!
Jeg tror mere at det er fordi det keder mange mænd, hvilket de fx oplever på barsel.
Hvorfor er det så lige, at det er i orden, at kvinden er økonomisk afhængig af manden?
Det er vel ikke værre end at være afhængig af en overførselsindkomst eller en fremmed arbejdsgiver? Dette kan hun blive fri for, ved at manden forsørger hende, hvilket betyder større frihed.
Frihed er at have mere tid hvilket den hjemmegående har mere af end den udearbejdende med dobbeltarbejde.
Enhver kvinde er afhængig af den mand, som hun har børn med. Forskellen er bare, at nogle mænd giver kvinden en masse igen, imens andre ikke gør det.
At være hjemmegående kan ses som en gave, som manden giver til kvinden. Det vil jeg ikke beskrive som at være økonomisk afhængig, da der jo er et socialt sikkerhedsnet som gør, at skilsmisse eksempelvis er mulig.
Den der har pengene, har magten, sådan er det.
Ja, men her vil jeg konkludere anderledes end du gør. For mens husmoderen får penge af sin mand (og dermed magt, da penge = magt), så må den udearbejdende kvinde i højere grad betale til familien ud af egen lomme.
Den udearbejdendes mand kan i stedet bruge pengene til dyre pensioner i alderdommen, som han ikke behøver at dele med hende hvis de bliver skilt.
Jeg vil altså påstå, at de udearbejdende kvinder er med til at opbygge mændenes økonomiske magt, som viser sig ved at mænd ejer meget større formuer end kvinder gør. Husmødrene har således et mere lige bytteforhold med deres mænd end de udearbejdende kvinder har.
Husmoderen værdsættes og påskønnes af sin mand og får en betaling for sit husarbejde og for sin omsorg for hjemmet, som mange udearbejdende kvinder må undvære. Det siger næsten sig selv, hvor skilsmisseraten er højest!
Du skriver også:
Den eneste vej til ligestilling imellem kønnene er økonomisk uafhængighed, det kan ikke anfægtes, og det er derfor, at mænd, der ikke ønsker ligestilling, gerne vil have kvinderne hjemme.
Jeg mener ikke at mænd, der ønsker at kvinden er hjemme, skulle være imod ligestilling. Deler han sin indkomst med hende viser han da netop, at han går ind for ligestilling. Jeg synes det er et helt legitimt ønske, som jeg synes det er godt, hvis parrene taler åbent om, så man undgår at parrenes ønsker, drømme og livsværdier kolliderer med hinanden.
Økonomisk uafhængig behøver kvinden ikke at være hele tiden, men det er godt at have en uddannelse og mulighed for job i baghånden, selv om man vælger at være hjemmegående. Faren for afhængighed er størst, hvis man bliver hjemmegående i en meget ung alder.
Husmor-livsformen er altså en bestemt form for livsform, som altså ikke nødvendigvis handler om at man er husmor som i gamle dage, dvs. hjemmegående. Som kvinde i denne livsform ser man først og fremmest sig selv som en bærer af famillie-livet, og vil gøre næsten hvad som helst for at få et godt familieliv. Og man kan skam godt være uddannet sekretær eller kiropraktor og have en husmor-livsform, eller sygeplejerske f.eks.
Det vigtigste er netop FAMILIEN; disse kvinder, som lever i denne livsform (ubevidst selvfølgelig)
mener netop at familien går forud for alt, også deres gene lyster og behov. Hvis mor f.eks. gerne vil flytte til en anden by, fordi hun har fået tilbud om at undervise der, ja så gør hun ikke det, fordi børnene ikke kan tåle det. Hun tager mere hensyn til familien end til sig selv.
Husmor-livsformen findes også i en anden form, nemlig baglandskvinden (eller manden). Ofte først fundet i Nordsjælland har den bredt sig ud i landet. Typisk vil kvinden her have et erhverv som sekretær eller som sygeplejerske måske, eller som butiks-ansat. Det er kvindens anvar at vedligeholde hjemmet, så det ser pænt ud, da manden (som ofte arbejder i udlandet) ofte tager klienter/kunder med hjem til hustruen og de præsentable arige velopdragne børn.
Mht. at rydde op og stå at hygge sig i et køkken er jeg nu altså blevet opdraget til at vi må hjælpe hinanden, også i køkkenet - og når det er tid til at rydde op efter en fest. (og engang, da jeg var yngre, og gik på uni, og ville hjælpe til med at vaske op, efter en privat fest, blev jeg faktisk smidt ud - af kvinderne…)
Og det kan godt være, at det i København er nemmere at tage S-toget, men her Syd og Sønderjylland, bliver man nødt til at have en bil, især i weekenderne…hvis man har børn….
Karsten Aaen
Jeg har været den typiske ”bagkvinde” i et selvstændigt erhverv. Det passede mig bedst, ikke at være den udfarende i forhold til virksomheden, men det har aldrig hængt på mig at der var pænt og rent. Den der havde mest tid på forskellige tidspunkter, gjorde det der skulle gøres, og ellers fordelte vi opgaverne efter hvad vi nu hver især var bedst til. De ”sure opgaver” blev også delt solidarisk ;-).
Netop Nanna, kan manden dele sine penge med konen - HVIS han er en god mand.
For historien viser, over hele verden, at kvinder der er afhængige af en mand, er ret så prisgivet hvis han er en skiderik.
Her i ligger netop uligheden ved økonomisk afhængighed. Man kan skifte arbejdsplads, men en kvinde, der går hjemme og ikke har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet, fordi hun er uden uddannelse og aldrig har tjent penge, er på herrens mark, når manden er en skiderik.
I kulturer, hvor kvindens plads er i hjemmet, har kvinder sjældent ligestilling. Det ved vi, sådan er det også herhjemme i visse kulturer.
Det er derfor, det er så vigtigt med uddannelse.
For kvinder, der gerne vil gå hjemme, kan de så det, så længe børnene er små.
Men det er naivt at tro, at alle mænd er nogle vidundere, der hjælper til i køkkenet, passer børn og deler gladeligt sin indkomst med mor.
Sådan ser verden ikke ud for millioner af kvinder, derfor hedder det uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.
Aaen skriver: “Og det kan godt være, at det i København er nemmere at tage S-toget, men her Syd og Sønderjylland, bliver man nødt til at have en bil, især i weekenderne…hvis man har børn….”
Nødt til og nødt til. Næ,du er nødt til at lave en delebilklub. Få fat i dine naboer: http://www.information.dk/196507
Eller gå sammen om at kræve en telebuslinje.
Præcis, Karen - jeg er helt enig i, at uddannelse både her og overalt i verden er en vigtig nøgle til ligestilling, så ingen behøver at føle sig isoleret i sit hjem uden mulighed for at komme videre, hvis det er ønsket og behovet.
En anden vigtig faktor tror jeg er at man taler sproget, i det land, hvor man bor. Er man udlænding i et fremmed land opstår afhængighed lettere.
En tredje vigtig faktor for at undgå at det fører til undertrykkelse, at kvinden er hjemmegående er, at hun har sit eget familienetværk og venner i nærheden.
Ofte ser man både i vor og i andre kulturer familieundertrykkelse, hvor mandens familie undertrykker hans kone. De kan fx presse hende til at arbejde ude idet de ikke tåler, at hun har det “for godt”.
Der er også mænd, som modsætter sig at kvinden går ned i tid ligesom der er mænd, som presser kvinder ud på arbejdsmarkedet. Der er sågar mænd, som presser kvinder ud i prostitution for at tjene penge på dem.
.
Karen West
Sådan ser verden ikke ud for millioner af kvinder, derfor hedder det uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.
sådan ser verden ikke ud for hundrede af millioner af mennesker, og derfor er et af svarende; uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.
Jeg bliver nødt til at spørge hvorfor feminister har så store problemer med at forstå, at dette ikke kun er kvindeproblemer?
Kan det være derfor at feministbevægelsen er så stærkt på retur?
Kong Kret
Feminismen er jo stærkt fragmenteret, de er slet ikke enige om ret meget andet end at mandekønnet er et nøgleord.
Retorikken er ofte hård og uforsonlig, og er i flere tilfælde unuanceret med mænd som målet for bekæmpelsen, og ikke udtrykt chauvinisme.
Resultat bliver naturligvis at chauvinistiske kvinder klapper hinanden på skulderen, og hvor frihedselskende ikke chauvinistiske kvinder og mænd til stadighed undrer sig, skræmt væk over denne manglende indsigt.
Kit Louise Strand’s forvirrede oplæg viser dette tydeligt, og Vibeke Mannicke ligeså, når hun ikke har forstået at man kan være social uden at være socialist og feminin uden at være feminist.
Hans Hansen
Hvem bliver skræmt væk?
Inger Sundsvald
Det gør især de unge kvinder, og hvor den aftagende tilslutning viser sig tydeligere hver gang bevægelsen fragmenteres.
Men også mænd tager afstand. Der er ikke noget mærkeligt ved at mandschauvinisterne gør det, men at mænd uden behov for at ville bestemme over kvinders frihed også gør det, kunne skyldes at de ofte mangler en nuanceret debat, hvor selve chauvinismen er modstanderen og ikke dem selv.
Jeg skrev kvinder, fordi vi diskuterede den hjemmegående contra den udearbejdende kvinde.
Selvfølgelig mener jeg, mennesker skal have uddannelse.
Og når vi er ved det, så synes jeg, vi også skal diskutere, hvor mænd kan føle sig underlagt feminismens åg.
Jeg arbejder i en kvindeverden, og her ser jeg mange eksempler på mange slags mandeundertrykkelse.
F.eks har kvinder det med at ringe hjem, om aftenen, ustandselig og blande sig i mandens håndtering af sin husmorrolle. Hvor må det være irriterende.
Eller hvad med, at han skal tvinges til at snakke op og ned ad stolper, fordi hun har behov for det.
Så - bare kom i gang! :))
Hans Hansen
Jeg så gerne flere yngre (især) kvinder, men også yngre mænd i debatten. Hvis man har nogle holdninger, så er det vitalt at stå ved dem. Man skal ikke overlade til andre at definere, for så risikerer man at der engang indføres regler og forordninger hen over hovedet på én, som man er lodret uenig i.
Jeg bliver ikke skræmt væk, men jeg kan ikke alene løfte ”byrden” for frihed, ligeværd og ligestilling – og jeg ”kæmper” ikke kun en kamp for kvinders rettigheder og ligeværd ;-).
Og der er faktisk en livsform til; den selv-erhvervende livsform. Og her hviler det slet ikke på kvinden at gøre rent. Her deles man nemlig om pligterne, også de huslige, ellers kan det slet ikke lade sig gøre at have et selvstændigt erhverv, hverken i dag eller i gamle dage.
I rigtig gamle dage, dvs. før 1968-1970, fik kvinden allernådigst lov til at få husholdningspenge af manden, som ofte beklagede sig over, hvor dyrt det det hele var (blevet). Netop derfor opstod der et behov hos kvinderne for at tjene deres egne penge, så de ikke var afhængige af deres mænds indtægt.
Jeg tror næppe, at Rachel Henderson ved, hvor dårlig bus-servicen er på landet i Syd og Sønderjylland. Jeg bor i en forholdsvis stor by, så det er godt :) Men hvis bor i en mindre by, en landsby, kan man risikere at bussen slet ikke går i weekenden eller i sommerferien eller om aftenen. Og hvis den gør, går den to-tre gange om dagen, måske 4.-5 gange højst…
Jeg kom til at tænke på husholdningspenge i ’68. Mine børn var 3 og 6 år, og jeg ”fik” 110 kr. om ugen og sparede op til et kaffestel ;-). Jeg kunne bare have sagt, at jeg skulle have nogle flere, men det var ikke nødvendigt, og i øvrigt sparede vi op til at købe en byggegrund.
Min svigerinde fik 120 kr. og kunne aldrig få pengene til at slå til, formentlig fordi hun havde et ”shoppegen”, længe før det blev opdaget. Men når de havde gæster, så købte hendes mand fine bøffer til 75 kr./4 pers. og gav den som mesterkok, alt imens han udbredte sig om hendes dårlige økonomiske sans ;-)
Hu! Det var tider…
@Karen West
Du har jo allerede ved flere lejlighed vist at feminisme ikke behøver at handle om en ensidig kønsdebat, og jeg hilser derfor dit forslag velkommen.
Det er vel chauvinismens dysfunktionelle årsag der er det egentlige problem, hvis jeg må udtrykke det lidt stærkt.
Hvis jeg så må være fræk at spørge, sådan helt overordnet; Er det så stadig feminisme, hvis det mere handler om antichauvinisme end kønskamp?
@Inger Sundsvald
Det måske kunne tænkes, jeg ved det ikke, at den manglende tilslutning til feministbevægelsen fra den yngre generations kvinder, også i debatterne, kunne skyldes at feministbevægelsens ideformuleringer ikke længere udtrykker ungdommens behov tilstrækkeligt?
Jeg kunne godt forestille mig en fornyet interesse, hvis idegrundlaget rækker ud over de gamle kønsspecifikke målsætninger.
@ Inger
Det er jo dybt interessant, at I sparede op til en byggegrund i 1968; det tror jeg næppe mange unge mennesker gør i dag. De vil hellere låne pengene…eller flytte i hus.
Hans Hansen:
”Jeg kunne godt forestille mig en fornyet interesse, hvis idegrundlaget rækker ud over de gamle kønsspecifikke målsætninger”.
Nu må du blive lidt mere konkret. Sig frit frem: – Hvilken fornyelse og hvordan og hvilket gammelt idegrundlag?