Selvcensuren i DR er kommet snigende i takt med, at Dansk Folkeparti er begyndt at råbe højere. Sådan lyder vurderingen fra en række ansatte i DR. En af dem er Claus Vittus, som er ansat på radioprogrammet KulturNyt.
»Jeg kan mærke, at man er bange for at stikke snuden frem, og den frygt stammer tilbage fra de mange fyringer efter overbudgetteringen af byggeriet. Folk føler sig truet, og frygten forvandler sig til selvcensur, som lige så stille er kommet snigende,« siger han.
Claus Vittus bliver bakket op af DR Nyheders tillidsmand, Dines Boertmann.
»Når chefer siger, at der ikke forekommer selvcensur, glemmer de, at vi også havde en stor diskussion om netop det for to år siden, hvor der blev skrevet en del i pressen om forskellige ministres og spindoktorers telefonopringninger til chefer og studieværter, når de var utilfredse med indslag. Det er ikke en diskussion, der kommer ud af intet,« siger han.
Dines Boertmann er ikke i tvivl om, at det politiske pres påvirker de ansatte.
»Ole Hyltofts klage får cheferne til at sige udmærkede ting om, at sagen behandles efter bogen, og at ingen skal føle sig presset til at udøve selvcensur. Men der kommer jo tydelige signaler fra medarbejdere om, at de oplever et sådant pres, og at de i konkrete situationer overvejer med sig selv, hvordan en given ting skal gribes an i lyset af et udefra kommende pres,« siger Dines Boertmann.
Ifølge Claus Vittus er det især Dansk Folkeparti, som påvirker det journalistiske miljø på redaktionerne.
»Presset fra Dansk Folkeparti er blevet voldsommere. De er stærkere profileret, og de får deres meninger stærkere igennem. Vi er mere på vagt over for Dansk Folkeparti end andre partier - især når det kommer til valg af ord og den måde, vi fortæller en historie på,« siger Claus Vittus.
Vært på Kulturguiden Carsten Ortmann fornemmer også det pres, som nogle ansatte i DR føler sig udsat for.
»Cheferne er ekstremt meget på mærkerne, fordi der er folk i offentligheden, som står klar til at angribe DR. Den konstante påpasselighed betyder bare, at kreativiteten bliver dræbt, fordi medarbejderne er så trætte af hele tiden at få at vide, at de skal leve op til bestemte krav. Til sidst orker de menige medarbejdere ikke mere, og så retter de bare ind og danser efter piben,« siger Carsten Ortmann.
Skjult selvcensur
Piben har senest tilhørt næstformand i DR’s bestyrelse Ole Hyltoft, som for nyligt brokkede sig over et fejlcitat og fik Kenneth Plummer til at komme med en personlig undskyldning til Pia Kjærsgaard. Ifølge tillidsmand Dines Boertmann er sagen udtryk for, at anklagerne mod DR nu bliver fremlagt helt åbent.
»Sagen om Hyltoft er en ny situation, fordi hensigten er så utilsløret. Vi har tidligere oplevet, at enkelte ministre eller spindoktorer har ringet direkte for at delagtiggøre en chef eller studievært i deres syn på et indslag,« siger Dines Boertmann.
Han understreger, at det kun er de direkte involverede, som oplever det, når en redaktionschef for eksempel kommer og skælder en studievært ud, fordi studieværten har været så fræk at stille skarpe spørgsmål til en minister og holde fast i dem.
»Når et kritisk interview med en minister ikke bliver anset som udtryk for normal journalistik og pressens rolle som fjerde statsmagt, men opfattes som politisk hetz mod en politiker, så sker der måske ikke så meget ved det i første omgang. Men jo oftere det sker, jo mere sætter det spor. Når det har stået på længe nok, bliver det til overdreven forsigtighed - og det er vejen til selvcensur,« siger Dines Boertmann.
Claus Vittus har selv oplevet den overdrevne hensyntagen til Dansk Folkeparti, da han som morgenvært på P1 Morgen fik at vide af sin chef, at han skulle huske at balancere antallet af gæster i forhold til Dansk Folkeparti. Han gjorde dog sin chef opmærksom på, at han ikke ville rette sig efter kravet. Men ikke alle journalister har samme styrke til at sige fra over for presset, lyder det fra tillidsmand Dines Boertmann.
»Medarbejderne kan ikke andet end at bøje sig, hvis deres chefer allerede ligger ned. Vi har ikke en jordisk chance, med mindre der er tale om et overgreb af en indlysende karakter. Alle de andre små fiflerier og marginaliseringer af folk eller forflytninger af medarbejdere - det sker bare stille og roligt.«
Kommentarer
“Radiovært Per Juul Carlsen er ikke den eneste DR-medarbejder, som mener, at selvcensur og politisk pres fra DF har sneget sig ind på DR’s chef-etage. ‘DR frygter at blive opfattet regeringskritisk’, siger DR’s egen tillidsmand”
Det er på tide at vi får en diskussion af et forhold der for den almindelige forbruger af DR og TV2 har været ganske åbenlyst i årevis.
De lincensbetalte massemedier har ganske åbnelyst fungeret som rene propagandamaskiner for regeringen i så lang tid, at disse medier efterhånden har mistet den sidste rest af troværdighed.
@ Hans Jensen
Nu var det ikke DR’s journalist, der sagde noget, der ikke var helt korrekt, men en gæst. Om gæsten løj bevidst, er ikke godt at vide. Vedkommende kan jo også blot have husket forkert, med hensyn til hvad racisten Pia Kjærsgaard har sagt, og hvad der er sagt af andre racister.
Det vil jo nok være urimeligt at forlange, at en journalist skal kunne fange enhver forkert påstand i en direkte udsendelse. Det er der ingen journalister der kan, fordi det ikke er menneskeligt muligt. Journalistens egen politiske holdning er ikke særlig relevant i forhold til det.
Man kan selvfølgelig gøre seerne opmærksom på det efterfølgende, hvis der har været en fejlagtig oplysning i en udsendelse. Hvis der ligefrem er tale om bevidst løgn og vildledning, så SKAL man vel gøre det. For eksempel når Nicolaj Sennel og Geert Wilders bevidst lyver om antallet af kriminelle muslimer i danske fængsler.
Er der virkelig ikke flere journalister, som Information kan få til at udtale sig om selvcensur ? Hvor mange mon har udtalt at de ikke føler sig selvcencureret ? Historien er en tynd kop te og godt for det.
Så DF må godt fortælle DR hvad der er midten og korrekt, men DR må ikke tage ideer fra oppositionen. Hmmm… Ja det er jo demokrati. Et samfund hvor medier som vover at opføre sig som en kritisk vagthund over for den nuværende regering bliver kaldt for ventreorienteret/højreorienteret af hvem der nu sidder på regeringsposten når medierne nu vover at være kritiske. Ja det er jo ægte demokrati… Hvorfor kommer jeg til at tænke på stater som tyskland i 1930’erne og Soviet Unionen? Og JAA! Vittuses er jo midten… Jeg som ellers så dumt troede at han var en del af et højreorienteret parti som størstedelen af Europaparlamentet mener er rasistisk… Jeg har vist en del at lære om den nye virkelighed som nogle mener vi befinder os i…
Rettelse Claus Vittus er ikke medlem af DF, hvilket viser at jeg stadigvæk har meget at lære :o)
I artiklen foran - og i et stort antal indlæg - drøftes emnet med en noget formalistisk tilgang. Det diskuteres nemlig IKKE, om DR’s programmedarbejdere drejer udsendelsernes indhold i højre- eller venstreorienteret retning. Det er jo ellers en ældgammel diskussion, som begyndte i 1960’erne, mens Erhard Jacobsen var borgmester i Gladsaxe og grundlagde en ny lytter- og seerorganisation: Aktive Lyttere og Seere,
Se, det emne er stadig relevant, bl.a. fordi flere målinger har vist, at omkring 80 % af alle nyuddannede journalister stemmer på E, SF eller S. Risikoen for en stærk venstredrejning i udsendelserne kan derfor forekomme nærliggende, og det var vel et emne, der var værd at studere nærmere, for at finde ud af, om der er hold i påstanden.
Men artiklen drejer sig tilsyneladende om noget helt andet, nemlig om politisk pres har fremkaldt selvcensur blandt de elektroniske mediers journalister. Underforstået: Hvis vi er 80 %, der stemmer på EL, SF og S, hvorfor kan vi da ikke blot agitere for vores synspunkter? Hvorfor skal vi rette ind og justere det, vi mener, i forhold til, hvad vores brugere, lyttere og seere mener.
Er det i virkeligheden det, Per Juul Carlsens debatudspil går ud på? For så er det da en debat, der er til at tage og føle på. Ud med Ole Hyltoft og hans ligesindede, herregud, det kan da godt være, at befolkningsflertallet er enige med dem, men det handler om journalisternes adgang til at formidle egne meninger! Er det her, vi er? Eller er det ædlere motiver, der driver værket?
Gik debatten i stå med det spørgsmål, jeg stillede i går? Er vi lige præcis i centrum af sagens kerne?
Måske, for de foregående dage har der været flere indlæghver dag, men nu er det stoppet HELT.
Hvis det er her, vi er, så er Camilla Stampes indlæg jo faldet totalt til jorden? Så er det jo bare en llille hard-core gruppe af venstreorienterede journalister, der brokker sig over, at de ikke kan få lov til at lege med mediet, som de selv vil!
Hvad siger Camilla Stampe selv? Hvad var egentlig dit ærinde med artiklen? Har du helt fejlvurderet situationen? Eller har du en rigtig god forklaring, som du gerne vil dele med os brugere?
Hvis klager over journalister SKAL gå over et mellemled inde i DR - at de ikke må stiles direkte til journalisterne selv - ville klagemulighederne blive bevaret, men uden at det var for let at presse journalisterne.
Mon ikke det snarere er blevet sådan at man ikke automatisk og selvhævende, tager afstand fra DF i et væk, som man gjorde tidligere?
DF som de radikales hadeparti nr. 1 er og bliver en pinlighed i debatterne og DR bør være apolitisk.
Det er ikke Journalisternes opgave at tale nedladende om eller angribe DF som en selvfølgelighed, lige som det heller ikke bør være selvfølgeligt at man i et interview opfordrer den interviewede til at gøre det.
Den hadefulde tone fra folk der burde kunne udtale sig på et mere sobert grundlag eller med henvisning til noget konkret, magter åbenbart ikke at opføre sig hverken demokratisk eller analytisk til de politiske agendaer de ikke sympatiserer med og det er fattigt i sig selv, men også farligt fordi det fremmer en fascistisk tale og samtaleform der ikke hører hjemme i et demokrati.
Udtaler DF, eller DF’s repræsentanter sig på en måde andre føler de har brug for at kritisere eller sætte spørgsmålstegn ved - Så må det mindste man kan forlange være, at man gør det på en måde der stadig følger de demokratiske spilleregler for debat.
Meningsfascisme er ikke noget vi bør godkende eller anerkende som den taleform vi foretrækker i et demokrati.
AT det er kendte forfattere, der er forsørget af alle danskeres skattebidrag, der tillader sig at svine et enkelt parti og dets stemmegrundlag til - Sammen med journalister der også bliver betalt over skattebilletten på DR - Samt de avisers journalister der blærer sig med og føler sig stolte over at være kulturradikale - Gør hele den meningsfascistiske parade endnu mere pinlig.
AT det ikke gavner de kulturradikale at de fører sig frem igen, igen, med meningsfascisme og ophøjer sig selv til at være så meget bedre end alle andre - Det er en brist det er på tide at få kikket meget grundigt på, for det er på tide at gøre op med den idé at der er partier der er mere stuerene end andre.
Det er ikke bedst at være Radikal, for EU eller noget som helst andet.
Hvis man har den holdning, så må man argumentere for hvorfor man mener det er sådan, frem for at fremme hate speech i Danmark.
Det gavner virkelig ingen og det falder også sørgeligt tilbage på den der finder det rimeligt at nedgøre andre, med en sølle henvisning til at man er så meget bedre, eller har så langt bedre holdninger end den gruppe eller det parti man finder det rimeligt at mobbe på groveste facon.
DRs vigtigste indsats er måske nok snarere at bringe kvalificeret debat, og derfor har det - indtil et politisk pres faktisk tvang DR ind på en regeringsvenlig linje og dermed politicerede - været småt med bidrag fra dansk folkeparti, hvor man jo simpelthen ikke forstår sig på grundelementerne i saglig debat.
Det er et gammelt velkendt problem der dukker frem fra ‘skabet’ igen.
Tidligere var det Erhard jacobsen, der var i haserne på ‘de røde lejesvende’ i gyngemosen.
I dag, er det så DF, der er efter ‘kommunisterne’, i Holmens kanal.
Tv2 derimod, har det meget nemmere.
De brager ‘liberal propagande’ ud i æteren, og sender ‘lykønskningskort’ til statsministeriet, som ‘tak’, for statsstøtte, samt reklamekroner til kampagnen for tronfølgeloven.
Snart er det vel DF, og ‘drengene i Cepos’, der afgør hvad der er redelig journalistik, og dermed hvad den Danske befolkning kan tåle at høre.
Vi andre, - vi skal bare betale:(
At: Hvis DF’erne ( med fløjkammerater ) virkeligt i fuldt alvor tror at de vedvarende kan slippe godt fra deres nuværende politik, må de lide under en særdeles stor mangel på virkelighedsopfattelse.