JEKATERINBURG - »En ond ugerning, det var, hvad bolsjevikkerne med Lenin i spidsen udøvede her,« fortæller en langskægget russisk præst ved navn fader Aleksij. Han peger på det sted i Jekaterinburg, hvor bolsjevikkerne i 1918 efter ordre fra Vladimir Lenin lod tsarfamilien meje ned.

»Detaljerne om massakren på tsar Nikolaj, hans familie og tjenestefolk er blodige og uhørte, det var en stor synd, og Gud straffer de skyldige. De skyldige er antikristen Lenin og hans ugudelige tilhængere,« fortsætter den sortklædte præst her i den store smukke kirke, Blodskirken, som den russisk ortodokse kirke med støtte fra private og daværende præsident, Boris Jeltsin, lod bygge på stedet.

Smidt i en skakt

Jeltsin var i sin tid den kommunistiske øversteleder i Jekaterinburg, Ural-bjergenes ukronede hovedstad, som dengang hed Sverdlovsk. Som sådan fik han, da folk blev ved med at valfarte til stedet for mordene, ordre fra Moskva om at rive det hus ned, hvor ugerningen foregik. Det gjorde han så, men han fortrød bitterligt, skrev han siden hen, og var som præsident med til at rehabilitere tsarfamilien. Han deltog også i tsarfamiliens begravelse i Petersborg, hvor han på det russiske folks vegne bad om tilgivelse.

Ligene af tsaren, hans kone, søn og døtrene blev i smug, så lokalbefolkningen ikke skulle finde ud af det og gøre modstand, kørt ud af byen og smidt i en skakt i birkeskoven Ganina Jama, hvor de først blev fundet i slutningen af 1980’erne igen. Her har kirken, igen med støtte fra private og staten, opført et helt kirkekompleks med syv kirker, én for hver af ofrene. Russerne strømmer til begge steder og til Peter Paul Katedralen i Sankt Petersborg, hvor tsarfamiliens jordiske rester siden er blevet begravet. Og mordet på tsaren, som er blevet gjort til helgen, spiller fortsat en stor rolle i russernes bevidsthed.

Værre end Hitler

En højtstående repræsentant for den ortodokse kirkes nye leder, Patriark Kiril, sagde for kort tid siden, at Lenin var værre end Hitler og at han hurtigst muligt må fjernes fra mausolæet på Den Røde Plads i Moskva. Ærkebiskop Dmitrij Smirnov, der bliver støttet af de seneste meningsmålinger, tilføjede, at Lenin burde have været begravet allerede i 1870 - det år han blev født.

»Det ville have været bedre, hvis den bandit aldrig var blevet født. For mig er Lenin værre end Hitler. Hvis landets ledelse beslutter at begrave ham, vil det ikke føre til ballade i befolkningen, der vil ikke blive nogen folkelig opstand imod det. Tværtimod.«

Ærkebiskoppen, som menes at tale på patriarkens vegne, tilføjede, at Lenin ikke engang fortjener at blive begravet på Jorden, men burde brændes og sendes med en raket til bagsiden af månen, så han ikke kan skinne på denne jord, »efter alle de onde og kriminelle handlinger han og hans system har begået imod det hellige Rusland, den russiske kirke og det russiske folk«.

Til månens bagside

Flere kommentatorer vurderer, at der her er tale om den nye patriarks forsøg på at føle ikke blot myndighederne, men også befolkningen på tænderne. En prøveballon. Samtidig er det et tydeligt tegn på, at den ortodokse kirke under Kiril vil søge nye veje, væk fra den nationalistiske, bolsjevikiske fortid, skriver flere iagttagere, bl.a. i dagbladet Moscow Times.

Samtidig med, at det russiske lommeparlament Dumaen for tiden forsøger at forbyde at sætte lighedstegn mellem Stalin og Hitler, så optræder den russiske kirke pludselig med et kraftfuldt udsagn om, at Lenin var værre og burde henvises til evig fordømmelse hinsides månen. Det vil uvægerligt føre til voldsomme diskussioner i Rusland, men her i Ganina Jama, hvor regnen pisker ned, er diskussionen afsluttet, tsaren har i sidste ende vundet over revolutionen og er blevet gjort til helgen af kirken.

Og de fleste russere er enige. I hvert fald Marija Ivanova fra Moskva, som sidder ved gravstedet, slår kors for sig på russisk maner og siger højt: »Tilgiv og hav nåde med os, for vi vidste ikke, hvad vi gjorde!«