Tørre tæsk og faderligt fravær

Det er en stor overraskelse, at den nærmest grafomane nobelpristager kan skrive så kort: Kun godt 100 sider fylder hans erindringsessay, Afrikaneren . Det er dog lidt mere end Kafkas brev til sin far, som jeg ved en indskydelse lige har hentet ud af bogreolen til nærmere overvejelse, men så har Clézio også et helt kontinent med ind over. Titlens ‘afrikaner’ er forfatterens far, der som mauritisk læge i britisk tjeneste tilbragte en årrække i Vestafrika, et ophold der prægede ham dybt, både som et livslangt personligt og politisk tilhørsforhold og, viser det sig, som et familieødelæggende eksil. Begge dele har den nu aldrende søns interesse, uden at han dog virker afklaret i forhold til sit eget projekt.

Derfor skal man ikke lade sig narre af størrelsen. Den tilsyneladende handy lille sag, i smuk indbinding, er ekstremt svært håndterbar, beretningen stritter i alle retninger, fortællenerven er svær at fange - eller også er den der ikke!? Det mest konsekvente træk er en lang række paradoksale udsagn. Nogle af dem kan måske skyldes de små semantiske forskydninger, der nødvendigvis sker i en oversættelse, også hvor den er god som her.

Rejsen mod far

Le Clézio (f. 1940) husker tilbage på den rejse til faren i Nigeria, han som otte-årig foretog sammen med sin mor og bror, efter at de pga. krigen i flere år havde levet adskilt i Frankrig og Afrika. Rejsen har afgørende betydning i hans liv, den kommer til at ændre hans tidsopfattelse, hans forhold til kroppen, hans forhold til faren - og mellem linjerne forstår vi, at den nok er med til at gøre ham til kunstner. Om tiden skriver han: »Også hukommelsen modtog jeg på skibet der førte mig mod denne anden verden. Den afrikanske nutid slettede alt hvad der var gået forud.« Får han hukommelsen eller mister han den? Mister han det forgangne, eller får han det netop som fortid? Uden at det står helt klart, forstår man godt, hvad der er på spil.

På lignende måde får han på samme tid det varme Afrika og en kold, fraværende, autoritær far, som forbliver sådan resten af sit liv. Motivationen for at skrive om rejsen nu, en menneskealder senere, er tilsyneladende ønsket om endnu en gang at nærme sig begge dele, i følelserne såvel som i forståelsen, for, undskyld udtrykket, at få faren ind i varmen. Det lykkes ikke, men det er der gode grunde til. Mod slutningen sættes det endeligt på papiret, at den mærkbare afstand mellem søn og far ikke kun skyldes kulde og autoritet men decideret vold, at han var urimeligt brutal, vogtende og straffende, og gav stokkeslag for de mindste forseelser. Sønnen skriver altså på det krænkede barns erindring og har klart nok svært ved at forstå og forsone sig med krænkeren. Alligevel er det, hvad han forsøger at gøre.

Men han kan tydeligvis ikke glemme barnets had og angst. Så går det bedre med at finde et politisk fællesskab: Farens solidaritet med det udnyttede kontinent, hans kompromisløse had til kolonialismen kan sønnen både erklære sig enig i og endda beundre. Glæden og lettelsen over det fællesskab får essayet til næsten at kamme over i politisk pamflet. Men der er stadig ingen følelsesmæssig forsoning. Mod slutningen begynder Le Clézio i stedet at overveje, om han kan forsone sig med det uoprettelige tab. Igen er svaret dobbelt.

Kærlighed til Afrika

Samtidig med at erindringen er et vidnesbyrd over den manglende faderkærlighed, er den én lang kærlighedserklæring til det Afrika, som han gerne vil bevare på trods af faderens mellemkomst. Afrika repræsenterer kroppens frihed, instinkter og før-sproglige sandheder - som i forfatterens hengivne fremstilling er lige ved at ligne klicheer: »Når man er barn, slider man ikke på ordene (og ordene bliver ikke slidt). På dette tidspunkt er jeg meget langt fra adjektiver, substantiver. (…) jeg mærker de nøgne, svedglinsende kroppe i landsbyernes lysninger, kvindernes brede skikkelser, børnene som hænger på deres hofter, alt det der danner et sammenhængende hele blottet for løgn.« At Le Clézio stræber mod en autentisk kunst, ses også i hans understregning af, at hans afrikanske erfaring er ægte og ikke en foragtelig, overfladisk flirt som så mange andres. Essayet emmer i hvert fald af autenticitet. I forfatterens uforløste livtag med faren mærker man både det sårede barn og den voksne mand, som selv har stiftet familie og fået et enormt og prisbelønnet forfatterskab ud af den omgang med fremmede kulturer, som startede dengang i Afrika. Den strittende, paradoksale tekst bliver bemærkelsesværdigt nok holdt sammen af en kærlig omtale af moren, som forfatteren starter med at ønske som sit ‘afrikanske’ ophav og til sidst udnævner til at være det. Hermed sættes faren og det ulmende faderopgør i parentes, mens Afrika holdes udenfor. Og som med Kafkas brev må vi tænke, om ikke den elskede mor hele tiden har været den egentlige modtager.