Havet omkring Antarktis er ekstremt produktivt, hvor biomassen i et af de trofiske lag er koncentreret i de enorme mængder af små lyskrebs, som også kaldes krill. Krillene bliver blevet ædt af de store havpattedyr med blåhvalen som den største, derefter især finhvalen, sejhvalen og endelig den lille vågehval, og blandt sælerne har den krabbeædende sæl (krillsælen, red. ), med sine specielle tænder, også formået at tage del i dette kæmpe ædegilde.
Og således var der balance i naturen indtil 1864, hvor nordmanden Svend Foyn opfandt harpunkanonen, som nu muliggjorde jagt på den store gruppe af de hurtige og stærke finhvaler (især arterne blåhval, finhval, sejhval og vågehval).
Som man under hvaloliejagten med sejlskibe i 1600-tallet havde ødelagt de store nordatlantiske rethvalbestande (nordkapere og grønlandshvaler), gentog historien sig nu med de store hvaler fra finhvalgruppen.
Først koncentrerede man jagten på blåhvalerne (max. 150 tons), så finhvalen (max. 70 tons), så sejlhaven (max. 25 tons) og så endelig begyndte man i 1960 at jage den lille vågehval på max. 10 tons - en hval man ikke tidligere ville have spildt en granat på.
Fangsten af blåhvaler kulminerede i 1932, finhvaler omkring 1960 og sejhvaler ca. fem år senere - og for alle tre arter brød bestandene sammen i årene straks derefter.
Et kæmpe spisekammer af næringsrige krill blev nu ikke længere besøgt af de store hvaler, så hva’ skete der? Den krabbeædende sæl tog over, så bestanden ifølge nogle kilder voksede fra tidligere 16 mio. dyr til i dag 60 mio. dyr.
Ligeså med bestanden af vågehvaler, der på grund af artens ringe størrelse, ikke blev skudt sønder og sammen. Den udnyttede også de store finhvalers fravær, til at udvide sit lebensraum , men hvor meget denne bestand er vokset, vides ikke.
Tilbage til overskriften. Lad os hjælpe den stakkels blåhval og dens lidt mindre fætre og kusiner med at tilbageerobre deres naturlige niche, så bestandene af de store hvaler igen kan blive sunde og robuste. Lad os udruste nogle Greenpeaceskibe med frivillige jæger og sejle ned og skyde 30 mio. krabbeædende sæler - sådan lige til at begynde med.
Og lad os også støtte japanerne med at reducere bestanden af vågehvaler, så denne art heller ikke konkurrerer mere end naturligt med de store hvaler i finhvalfamilien.
Men nu er tv-kanalen Animal Planet tilsyneladende begyndt at vise en udsendelsesrække med titlen ’ Whale Wars ‘, hvor man følger skibet Sea Shepard, mens det sejler rundt og kaster smørsyre ombord på de japanske hvalfangerbåde, der jager især vågehvaler. Reality-tv i sin absolut dummeste form.
Thyge Jensen er ansat på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og medlem af en arbejdsgruppe under ‘Dansk Havpattedyrsforening’
Kommentarer
Tusinde tak for dette meget modige og realistiske debatindlæg. Desværre tror jeg at denne saglige argumentation preller af på de grønne fascister og dyreværns mafiaen. Den forretning de kører er alt for lukrativ!
Modig måske, men knap så sagligt og realistisk. Man må forvente af en ansat - de facto talsmand - fra museet i Esbjerg at være inde i alle aspekterne af dyrebeskyttelse. Der kan være andre grunde til at frede dyr og beskytte natur end de rent biologiske, og det er i særlig grad tilfældet med hvaler og aber m.v.
Der anlægges desværre et biologisk tunnelsyn her, og desværre på et tvivlsomt grundlag. Hvad er den begrænsende faktor for retablering af bestandene af de store hvaler, det er spørgsmålet. Thyge J antager som præmis at det er mangel på føde, og at en decimering af bestandene af de begunstigede småhvaler og sæler vil bidrage signifikant til retableringen. Jeg er ikke specialist men tillader mig at tvivle. De store hvaler er (eller har været) nede på et meget kritisk bestandssniveau, formerer sig langsomt og bevæger sig over ufatteligt store arealer af hav, faktorer der i sig selv dikterer en meget langsom reproduktion.
Hvad sattelitkanalerne sender har ikke en pind med sagen at gøre. Hvad havde Thyge J i øvrigt forventet at finde på Animal Planet - direkte transmissioner fra møderne i IWC?
Og om Watson og hans Beyond the Rainbow-Warriors er vel kun at sige, at det, at gå ind for totalt stop for hvaldrab er et lige så legalt synspunkt som det modsatte. Esbjerg-ansatte burde vel af alle vide hvor intelligent et pattedyr hvalerne er, så undskyld mig, men jeg finder at Watson står for den mest normaltbegavede holdning til hvaldrabene.
Det er også på ønskelisten herfra at man satte sig blot nødtørftigt ind i japanernes behov og motiver for hvaldrab inden man meldte ud med obskure løsningsforslag på seriøse problemer, herunder både hvaldrabene og de lave bestande af hvaler.
mvh JMu
“Det er vel ligeså legalt at gå ind for et totalt stop for hvaldrab som det modsatte” mener Jørgen Muldtofte.
Selvfølgelig havde jeg nær sagt - det er jo heller ikke det Thyge Jensen her sætter til diskussion.
Nej det er noget helt andet Thyge Jensen vil have os alle til at tænke over, og det er “vores fælles ansvar for den natur, vi mennesker fælles forvalter”.
Dvs. det ansvar som også (burde) gælde de der ikke vil gøre noget ved de problemer som opstår direkte i kølvandet på det gode vi har gjort, noget vi har forvaltet osv.
Ex. kølledrab på “babysælerne” på isen ved NewFoundland/Labrador. Der har man i generationer dræbt flere hundrede tusinde sælunger hvert år. Det er det så magtfulde grupper af natur og miljøvogtere som vil have stoppet af etiske grunde, som jeg i parentes bemærket har svært ved at begribe, men som jeg jo må tage til efterretning, al den stund de jo “mener det” og ikke mindst at disse naturens vogtere har fået politikerne med sig i den sag.
Så langt så godt. Men istedet for at nedtrappe drabene over en lang årrække, hvad fornuften også burde byde dem, vil de have det stoppet over natten. Og for ligesom at understrege deres pointe gennemfører de store og kostbare kampagner for boykot af sælskind.
Det er lykkes nogle år at få drabene helt stoppet med det resultat, at garnfiskerne ved Lofoten fangede i titusindvis af voksne døde sæler i torskegarnene.
Skal vi så også forbyde fiskerne at fange torsk med garn for i stedet at bruge trawl? Og hvad betyder det for økosystemet deroppe, at der et år kommer 2-300.000 sæler ud i systemet?
Det er noget rod, at de dyreetiske vogtere ikke vil tage dette fælles ansvar. Jeg ser for mig disse mennesker, byboer, i en livlig diskussion om kølledræbte sæler alt mens de nyder sushi tilberedt af tun, pangasius, Nilaborre, sværd- og andre eksotiske fisk transporteret til de nordiske lande hvor man (burde) spise meget mere sild.
Hvaler er “intelligente pattedyr” og “Watson står for den mest normalbegavede holdning til hvaldrabene” mener Muldtofte.
Jeg er sikker på, at et stort antal mennesker vil være enige med Muldtofte, men er man virkelig et begavet dvs. intelligent menneske, når man kun har øje for sin egen selvskabte virkelighed opbygget ved, at man lukket den for andre?
En krabbesæl vejer 2-250 kg dvs. der går ca. 750 sæler på en blåhval og man må vel går ud fra at 750 sæler har brug for betydeligt mere krill end en blåhval. I andre dele af naturen er føden begrænsende for udviklingen - hvorfor skulle det ikke også være tilfældet ved Antarktis? Så det er da muligt at vi skal nedbringe bestanden af krabbesæl for at få bestanden af hvaler op - hvorfor ikke?
Føden begrænser uden tvivl vores egen spættet sæl i vore farvande og uden tvivl vil en ureguleret bestand af spættet sæl føre til en sælepidemi med tusindvis af døde sæler til følge.
Hvorfor så ikke få indført jagten på sæler ind det sker? Er det ikke vores fælles ansvar? Det mener jeg det er og det er i den sammenhæng man bør forholde sig til dette udmærkede indlæg af Thyge Jensen.