Sandheden skal frem. Den dukker jo op før eller siden. Og med mindre Roskilde Festival varer til hen under jul, slipper denne her også snart ud. Så fædresnakken handler mere om hvordan. Ikke at nogen af os har noget i klemme - slet ikke os alle tre. Men en frisk veludvokset drengeklipning har altså fået taget spidserne - helt inde ved hårrødderne. Bare i siderne. Nu har han kun hår der, hvor hans far med tiden ærligt talt har oparbejdet visse mangler. Så tilsammen har de nu en hel frisure. Vi sidder efter spisetid og studerer den MMS, den færdigklippede dreng har sendt. Han ser fin ud, synes vi. Men også noget anderledes. Og hans mor bliver overrasket, det er helt sikkert.

Fædrelejrens kerneydelse er ikke så omfattende. Ham fra Amager stiller med en 16-årig, Pianistens tvillinger er 15, og skal vi være rummelige, tæller vi også min 15-åriges storesøster med. Men med venner og slægtninge bliver det til noget. 23 i alt. Og de er der punktligt, flere har klædt om og nettet sig til dansen om den store gryde. En fornøjelse. Trænger man som voksen på udebane til lidt opmuntring, skal man smække et stort gasblus op, fylde en gryde med snittet og skåret - og så tænde, røre, smage til. Med store armsving. Når folk så kommer med deres forlorne skilpadde på dåse og spørger, hvad man laver, svarer man lidt henkastet, at det er til vores børn. Så kommer det: Bare det var mine forældre… Flot… God stil… etc. Vi labber det i os, selvfede som vi også er. Det gør vi også, når alle 23 ved spisetid sænker sig i græsset med maden og nyder, at de for en stund ikke er helt så alene hjemme, som de er kommet herned for at være. En stjernestund grundlagt på kikærter og røde bønner.

Sandt at sige mangler der én ved gryden. Min ældste har strakt våben og er krøbet i ly med trætte, ømme poter. Ikke at man ikke kan køre direkte til festival i studentervogn; det er bare at hænge på, men det kræver en del illusioner. Og dem er der mange af på Warm Up’en. Heldigvis. Unge uden illusioner er ikke unge, men bare beregnende voksne - en kedelig cocktail. Men de skal have blik for, at også illusioner har en vis tid. Og det har de. Tag nu illusionen om, at der bare varmes op inden festivalen. Den skal da testes. Og det bliver den. Med turbo. Til bristepunktet, hvor Warm Up bliver til Burn Out. Det er der, vi er. Det er ikke noget, jeg finder på. De siger det selv, glade men stjernetrætte, vores dejlige drenge og piger.

Det er på en runde, vi får at vide, at de er ved at være møre. Runden er noget, vi fædre tager for at få overblik, se forfaldet skride frem, hilse på, gyse lidt ved tanken om regnvejr, forbygge stive knæ og blive begloet, som de sære snegle vi er, helt ude af stand til at falde i med tapetet. Og så får vi snakket. Lidt om alt. Prøver f.eks. at skyde os ind på, hvad der er fest - og ikke. Ikke helt nemt her i solen, støvet og stanken af pis og affald. Men det er vist noget med, at ‘glad’ er fest - ‘kedelig’ er ikke. Tilstanden omkring os er så organiske pulsslag fra glad til kedelig og tilbage. Visse vasse.

Runden slutter i den lilles lejr. De har alt undtagen overskud, så der bliver trukket i alle livliner: Til moster, farmor, og hvem der eller måtte have et asylcenter i nærheden. De er blevet klogere. Sidste år vidste de ikke, hvad de gik glip af, hvis de valgte time out. Nu ved de, hvad de går glip af, hvis de lader være: Kræfter. Og de ved, det ikke går uden. De er jo kvikke nok, når det kommer til stykket. De er bare ikke så gamle.

Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han insisterer på en vis kontakt med sin datter. Følg løbende med i forsøget på www.twitter.com/jonjoergensen

Sådan gik det sidste år

Dagbog fra Roskilde 2008, del 1
Dagbog fra Rosklide 2008, del 2
Dagbog fra Roskilde 2008, del 3
Dagbog fra Roskilde 2008, del 4
Dagbog fra Roskilde 2008, del 5
Dagbog fra Roskilde 2008, del 6
Dagbog fra Roskilde 2008, del 7
Dagbog fra Roskilde 2008, del 8