Torsdag i sidste uge blev Hussein vækket tidligt om morgenen af politiet. De tvang ham ombord på et fly til Bagdad, hvor de efterlod ham med penge nok til en busbillet og et måltid mad. Nu befinder han sig i det sydlige Irak, hvor han oprindeligt stammer fra, men hvor han ikke længere har familie. Og tilbage i Danmark bor hans irakiske kone, der har permanent opholdstilladelse, med parrets fem måneder gamle søn.

Hussein har ellers søgt om familiesammenføring. Men de danske myndigheder mener ikke, han og hans kone har større tilknytning til Danmark end til Irak, og man har derfor vurderet, at Danmark roligt kan henvise parret til at »udøve familielivet i Irak«.

Det er imidlertid åbenlyst, at de danske myndigheders behandling af Hussein ikke er et retssamfund værdigt. Kun de værste kynikere vil kalde afgørelsen rimelig, og meget kunne da også tyde på, at dommen allerede var faldet, før sagen blev behandlet. Den 12. juni sender Integrationsministeriet en skrivelse til Rigspolitiet, hvoraf det fremgår, at Irak har accepteret at tilbagetage Hussein og 14 andre irakere. Så nu er det bare om at komme i gang: »Ministeriet skal anmode om, at Rigspolitiet straks tager de fornødne skridt med henblik på udsendelse af de pågældende personer,« står der i skrivelsen.

Men så opstår der et problem. Det viser sig, at Husseins advokat samme dag har indsendt en ansøgning om familiesammenføring. Og ifølge ministeriets egne retningslinjer må man ikke udsende en person til et land uden for Europa, hvis vedkommende har et barn i Danmark, og hvis vedkommendes familiesammenføringssag ikke er blevet færdigbehandlet. Det er en humanitær regel, som Danmark vel at mærke har indført for at kunne leve op til sine internationale forpligtigelser.

Heldigvis for ministeriet, kunne man fristes til at sige, er det Udlændingeservice, der skal afgøre sagen. Og Udlændingeservice er en styrelse under Integrationsministeriet.

På præcis en uge afgør Udlændingeservice sagen, selv om behandlingstiden normalt er mere end et halvt år. Ikke overraskende får Hussein afslag. Og så kan han jo godt tvangshjemsendes.

Men nu opstår der igen et problem. Husseins advokat modtager afgørelsen fra Udlændingeservice den 23. juni, og allerede dagen efter faxer han en udførlig hasteklage over afgørelsen til ankeinstansen - som er Integrationsministeriet.

Den første deportation af irakere skal imidlertid finde sted umiddelbart efter. Og Hussein er en af dem, der er reserveret plads til på flyet til Bagdad. Så hvad skal man gøre? Det er Integrationsministeriets ansvar at give Rigspolitiet besked, hvis der er verserende sager, som har opsættende virkning på udsendelserne. Men Rigspolitiet hører ikke fra Integrationsministeriet, og Hussein bliver deporteret den 25. juni. Det er imidlertid direkte i strid med Integrationsministeriets egne retningslinjer. For også Husseins klagesag bør have opsættende virkning på hans udsendelse.

Få timer efter Information har henvendt sig til Integrationsministeriets for at spørge til bruddet på retningslinjerne, har ministeriet dog pludselig truffet afgørelse i sagen. Det er sket fire arbejdsdage efter, de modtog klagen, selv om den gennemsnitlige behandlingstid for klagesager er fem måneder. Ud fra en kritisk betragtning kunne det godt ligne et forsøg på at lukke sagen hurtigst muligt og undgå alt for meget medieopmærksomhed. Men ministeriet kan jo altså ikke skrue tiden tilbage, så der er stadig tale om et klart brud på reglerne, idet Hussein var blevet tvangshjemsendt, før afgørelsen i hans sag blev truffet

Afgørelsen bliver endnu et afslag. Alt andet ville også være forbløffende. For et tilsagn om familiesammenføring ville være ensbetydende med, at Danmark måtte tilbagetage Hussein, der på Integrationsministeriets egen opfordring er blevet deporteret under stor bevågenhed som en af de første seks irakere. Således synes ministeriet at forsøge at legitimere den udvisning af Hussein, der allerede var foretaget. Det åbenlyse paradoks illustrerer sørgeligt, hvorfor sådan en sag bør færdigbehandles, før man tvangsudviser ansøgeren.

For Hussein og hans familie er konsekvenserne katastrofale. Og ifølge Amnesty International er afgørelsen forkert. Det fremgår af Udlændingeloven, at særlige omstændigheder kan tages i betragtning udover tilknytningskravet i familiesammenføringssager. Og ingen kan være i tvivl om, at situationen i Irak er en særlig omstændighed for en familie med et lille barn - hvorfor FN’s Flygtningehøjkommissariat indtrængende har frarådet Danmark at tvangshjemsende personer dertil, hvis de som Hussein og hans familie ikke har noget netværk i området.

Hussein er den første af de tvangshjemsendte irakere, der er blevet etableret kontakt til fra Danmark. Man kan kun frygte for, hvordan de fem andre deportationer er forløbet, som allerede er foretaget. Og hvordan det skal gå med de næste 250.