Efter Anden Verdenskrig samarbejdede den danske efterretningstjeneste PET i vid udstrækning med gamle nazister. Som Information i går kunne berette, fremgår dette af PET-Kommissionens beretning, uden at der dog rejses kritik af samarbejdet.
Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der har været med til at udforme beretningen, understreger, at PET’s samarbejde med nazisterne ikke har været kommissionens emne, idet dette snarere vedrører PET’s adfærd under Den Kolde Krig og kun marginalt retsopgøret. Derfor er der ingen kritik af samarbejdet, forklarer han.
Men Ditlev Tamm har selv skrevet disputats om retsopgøret, og han fortæller, at man stod på bar bund umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Man skulle til at opbygge en efterretningsorganisation og var afhængig af de kilder, man kunne få, siger han.
Verden ændrede sig
»Umiddelbart efter krigen var man bange for, at nazister pønsede på at generobre magten, men da det hurtigt viste sig, at dette ikke var tilfældet, rettede man fra 1947-1948 søgelyset mod den næste trussel, kommunismen. Verden ændrede sig, og man måtte bruge nye metoder,« siger
Ditlev Tamm sammenligner PET’s samarbejde med nazisterne med USA’s samarbejde med Wernher von Braun. Wernher von Braun var under krigen ledende i udviklingen af den tyske raketforskning og blev efter krigen hjernen bag det amerikanske rumprogram.
»Man skulle have fat i eksperterne og måtte hente dem, hvor de var,« siger han.
- Hvordan havde reaktionen i samtiden været, hvis samarbejdet var kommet frem?
»Hvis det var kommet frem dengang, havde det nok virket lidt mærkeligt,« mener Ditlev Tamm, »og reaktionen havde næppe været særlig positiv. Der var stadig en stor vrede mod tyskerne, men politikerne ændrede nok noget hurtigere holdning end befolkningen.«
- Så vidt jeg kan se, fremgår det ikke, at politikerne var indblandet?
»Justitsministeriet har formentlig vidst det,« svarer Ditlev Tamm, »men det er svært helt at vide. Situationen de første år efter besættelsen var meget kompleks,« understreger Ditlev Tamm og nævner som eksempel, at Troels Hoff måtte gå af som efterretningschef, fordi han viste sig at være involveret i den store bedragerisag ‘Edderkoppesagen’, som handlede om betjente, der var involveret i sortbørshandel, bestikkelse, korruption og bedrageri.
Et vadested
PET var stærkt præget af politiet og præget af folk, der havde været dybt involveret i forhandlinger med tyskerne og var grundigt inde i besættelsestidsforholdene, fortæller Tamm og nævner PET’s første to chefer, Troels Hoff, der var efterretningschef 1945-1949 og Ernst Brix, som var PET-chef 1950-1957.
Hoff havde været statsadvokat under besættelsen, Brix havde været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse og var fra 1943 politimester i Tønder, fra 1945 politimester i Aabenraa.
»Man er nødt til at forestille sig en ikke alt for fintfølende organisation,« bemærker Ditlev Tamm. »Samarbejdet med nazisterne var på sin vis ikke i orden, men man stod i et vadested, hvor frygten for nazisterne var ved at blive afløst af frygten for kommunisterne.«
Frygten for russerne gik helt tilbage til besættelsen og til russernes fordeling af våben til kommunistiske modstandsgrupper, siger Tamm.
»Man måtte opfatte deres initiativ som et varsel om, hvem de kommende modstandere var. Og så måtte man finde sine venner andre steder, selv om der næppe var nogen, der kunne lide nazisterne,« siger han.
Hans Hermannsen
SS-Hauptsturmführer, Kriminalrat Hans Hermannsen, som PET-Kommissionen omtaler som ‘en endnu større fisk’, havde allerede under besættelsen hjulpet danske modstandsmænd, fortæller Ditlev Tamm.
»Det var en mærkelig historie, men han foretog givetvis, hvad man kunne kalde et klogt tilbagetog. Han var utvivlsomt en opportunist, der spillede på alle heste - han hjalp blandt andet de danske myndigheder med at fange krigsforbrydere - men han har også reddet adskillige danske modstandsmænd.«
»Han kunne tricket med at lade en sagsmappe forsvinde bag radiatoren,« fortæller Ditlev Tamm.
»Hvis Gestapo tog fat på en sag, så havnede personen i kz-lejr, men hvis sagsmappen ikke kom frem - ja, så skete der ikke noget. Hans Hermannsen sørgede blandt andet for, at Per Federspiel (modstandsmand, venstremand og fra 1945 minister for særlige anliggender i ministeriet Knud Kristensen, red. ) blev løsladt« fortæller Ditlev Tamm, der i 2005 udsendte Federspiel-biografien Per Federspiel - en dansk europæer.
»Det var et stort held for modstandsbevægelsen, at Hermannsen fandtes,« slutterDitlev Tamm.
Kommentarer
Ja, Wernher von Braun blev en ny stjerne, der var hentet til USA gennem projekt Paperclip.
Washington havde besluttet at hente tyske eksperter, som blot ikke måtte være belastede. Men dette krav blev omgået, og belastende oplysninger fjernet.
Wernher von Braun havde brugt slavearbejdere under KZ vilkår i det tyske rumprogram. Han var krigsforbryder. Men han blev brugt.
Hundredevis af andre blev også brugt til, hvad de nu var gode til. Den beretning mangler i historiebøgerne.
Og Klaus Barbi, som efter omskoling blev sendt til sydamerika, hvor han i tre lande opbygede sikkerhedstjenster og efterretningstjenester, betalt ved hjælp af kokain, indenrigsministeren i det ene land havde 6 fly der fløj kokainen ud under diplomatisk imunitet.
I dag beskytter vi jo narko og våben krigsherene i Afghanistan, vi kan bare det der. Men så er vi jo også sikre på en stabil forsyning, hellere et lallende vrag, end en højtråbende kritiker.
Det samme var tilfældet i 80erne, f. n biler kørte heroinen ud til fly, skibe der sendte det ud på verdensmarkedet fra Pakistan.
Brian Mikelsen betalt af Afrikaan Broderskab for ikke at tale om M.M Møller der forsynede sydafrika på trods af det var forbudt.
TERRORPOLITI?
Gestapo betyder som bekendt statspoliti, Hipo hjælpepoliti, og var en slags poliiti ligesom det danske, men “for hvem?” må mange på venstrefløjen spørge. “Jeg tager fejl,” vil mange mene, når jeg påstår, at mistænksomhedens nødvendighed over for fremmede blev grundigt indarbejdet under Besættelsen, og vi lærte næsten på kropssproget at skelne ven fra fjende. Den særlige evne har forfulgt sidenhen, så man på få udtalelser om Besættelsen kan skelne holdningen eller sindelaget, og i dag synes, at mange forskere udi samme metier forsøger kompromissets kunst og stiller sig som datidens vægelsindede. For vi taler om krig i modsætning til fred.
Blot et enkelt eksempel, der kom til at stå som type. Hvorfor skulle den ellers indigtsfulde forsker Aage Trommer, der selv havde oplevet krigen, lange påstanden om den “overflødige” jernbanesabotage ud, når ingen kunne være i tvivl om, at her kæmpede sindelagene. Ligeså var det overflødigt, at Tulle Fiil fra Vestre skrev sin harme til Werner Best, hvis betydningen alene bestod i at den rigsbefuldmægtigede læste brevet med forståelse. Havde tilstrækkeligt mange tyskere i 1930, for dem var der nok af, taget tilsvarend afære, var sagen jo ganske anderledes. De sidste årtier er nye aspekter og fakta om krigen kommet fra en anden kant, den unge tyske forskergeneration, og for for mig også fra f.eks. Günter Grass’ “SS-bekendelser”.
Gælder det kun om at tryne venstrefløjen, så se til den nye koldkrigskommission. Men Ditlev Tamm synes med sine sammenligninger at lægge op til en forsoning, et forsvar for samarbejdet med Gestapo, sådan som ledende kredse i samfundet i dag kan forsvare tortur.
Den konsensuale Karen Syberg vil måske give mig ret i, om ikke andet, at jeg ikke har plantet mine smukke roser som stativer for de fantastisk flotte snerler, og vil måske derfor som jeg luge snerlerne bort. Noget er krudt, noget ukrudt.
Min fremstilling af Hans Hermannsen og hans rolle i Danmark blev publiceret i 2005 i bogen Medaljens Bagside, Jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945 (Forlaget Vandkunsten). Det er nok den grundigste gennemgang af denne person til dato. PET-kommissionen har desværre ikke kendt til min bog eller læst den.
Hans Hermannsen var de danske myndigheders vigtigste støtte i bestræbelserne på at udvise jøder og andre flygtninge fra Danmark under besættelsen. Med kontakter til sin tidligere arbejdsplads i Flensborg, hvor han var Gestapochef, muliggjorde han udvisninger af jøder fra Danmark i perioden 1940-43. De blev efterfølgende myrdet i koncentrations- og udryddelseslejre. Han var derfor en regelret krigsforbryder. Han arbejdede også for Dansk Røde Kors i 1950.
Hvis man insisterer på at han var PET-medarbejder, kan man roligt tilføje, at PET ansatte krigsforbrydere som efter krigen var ansat i Dansk Røde Kors.
Hans Hermannsen blev først og fremmest vigtig for Danmark efter krigen, idet han ansås for at være troværdigt vidne til fordel for danske embedsmænd, politifolk, ministre og andre, da deres samarbejde med tyskerne blev undersøgt.
Hans Hermannsen hjalp kun dem der kunne hjælpe ham efter krigen. Hans Hermannsen havde så meget på sine danske ”kollegaer”, at ingen turde røre ham. Han gav jo gerne gunstige vidneudsagn, m en hos Hermannsen var der altid ”noget for noget”. De danske embedsmænd blev beskyttet af onkel Hans og han beskyttede dem. Han blev fragtet til og fra Danmark i en ambulance til afhøringer og retsmøder under dæknavnet Hans Hansen. Han blev skjult på hospitaler sådan at modstandsbevægelsen ikke kunne få fat i ham. Rejsearrangøren var Troels Hoff, hovedarkitekten bag danske ønsker om at udvise statsløse jøder til Nazityskland under krigen.
Dansk efterretningsarbejde i de første år handlede om politiske hvidvaskninger. Verden ændrede sig ikke så meget, sådan som Ditlev Tamm udtrykker sig. Hans Hermannsen var en vigtig brik i det spil. Således blev han pludselig ”socialdemokrat”. Inden da medvirkede han bevisligt til at danske modstandsfolk, politifolk og andre blev deporteret eller myrdet. Det var faktisk en del af den nu til dags feterede Samarbejdspolitik.
Denne tilsyneladende hvidvaskning af PETs påståede samarbejdspartner er en utrolig historieforvanskning.
Jeg spørger mig selv, er resten af PET-kommissionens arbejde på samme niveau?
Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, ph.d., redaktør for RAMBAM, Selskabet for dansk jødisk Histories årsskrift.