For et år siden skrev jeg om agurketiden, at den har det med at fylde avisernes sommertillæg med såkaldt bløde historier, der skal tage temperaturen på forholdet mellem kønnene. Sådan lidt rituel fejring af den lille forskel med en rask omgang kønskamp, mens vi venter på, at Folketinget og de andre store leverandører af nyhedsstof åbner igen. Guess what!? Nu er det juli igen, og historien gentager sig. Selv om det nu ikke længere ser ud til at være krig mellem kønnene, men snarere en bitter kamp om køn, der er på dagsordenen.
‘Mummy Wars’ er den amerikanske betegnelse for de debatter om, hvad kvinder bør stille op med deres moderskab, som blusser op med jævne mellemrum og altså som sagt særligt i sommerperioden. De indledes som regel med et angreb på de muligheder, som kvinder møjsommeligt har forsøgt at tilkæmpe sig gennem de seneste generationer. Såsom økonomisk uafhængighed og nogle andre feministiske detaljer, som stadig godt kunne trænge til at blive indfriet. Det sker med henvisning til, at børnenes ve og vel er truet, fordi de opholder sig i daginstitutioner og ikke hjemme hos den mor, der ellers fra naturens hånd er skabt til at pleje dem med sit omsorgsgen. Så får kvinderne nemlig dårlig samvittighed i stedet for med rette at give samfundet skylden, hvis børnene svigtes i børnehaverne.
Af en eller anden grund (vanlig sans for dramaturgi?) finder Information det nødvendigt at puste til de højrepopulistiske gløder og foranstalte sin helt egen mummy war , komplet med biologisme , kødgryder og anklager mod idealerne om ligestilling. Så er avisen også sikret en strøm af debatindlæg fra en pikeret målgruppe af progressive, feministisk orienterede, udearbejdende småbørnsmødre - samt enkelte fædre, resten af sommeren. Nå ja, og så fra mig, der hverken er mor eller far, men derimod pikeret på heteroernes vegne. Det er altså synd, at de har den der kobling mellem biologisk krop og socialt køn helt tæt inde på livet! På grund af de klassiske forestillinger om, at mænd og kvinder er to helt forskellige og modsatrettede slags, skal de trækkes med evindelige backlash-ideer om, hvad der er deres sande natur og behov. Hvis en mand og en kvinde deler ansvaret for husarbejdet, omtales det som om, manden ‘hjælper til’ derhjemme. Som om han var en fremmed i sit eget hjem. Når kvinder tager det meste ansvar for hjem og børn, er det ikke på grund af samfundsmæssige strukturer eller opdragelse til en bestemt kønsrolle. Hun er bare genetisk forbundet med hjemmets fire vægge eller hvad?
Regnbueforbilleder
Men hør hov! Hvad med homoerne og de andre ikke-heteroseksuelle konstellationer? Vi er fuldstændig udeladt i debatterne om biologiens betydning for balancen mellem arbejdsliv og familieliv. De, der indleder mummy wars er selvfølgelig arge modstandere af regnbuefamilier, da de ikke indeholder kernefamiliens altafgørende mand-kvinde-dynamik. Men de progressive heteroer kan måske henvise til eksistensen af regnbuefamilier og andre aftalefamilier som bolværk mod angrebene på kvinders udearbejde. Kigger man på regnbuefamilier bliver det ganske enkelt absurd, at hævde biologien.
Lesbiske par med børn er omvandrende beviser på, at kønsroller netop er roller. Der kan være en bærende part, den, der føder barnet og en anden part, der slæber indkøbsposerne op på fjerde sal. Og de kan skiftes til at være ude og hjemme eller dele lige over.
Kommentarer
Hvorfor føler jeg, at jeg er hoppet på en limpind?
Nå, debatten er da velkommen alligevel. Men den kunne da godt trænge til et pift fra regnbuefamilierne, smukt blandet mellem de andre kommentarer ;-).
Lesbiske mødre er stående beviser på “forældreskabets” biologiske realitet, hvorfor skulle de ellers have børn, og hvorfor skulle bøsser? Selvfølgelig er det et biologisk behov for pattedyr at formere sig. Ægløsning forandrer en kvindes krop kemisk under ægløsning. så hendes fysiske fremtoning ændres. Hendes øjne bliver mørkrendede og stemmen mere hæs, ting der sammen med hendes øgede udsendelse af “kvindelige” signalstoffer, gør at “heteroseksuelle” mænd finder hende tiltrækkende. Dette medfører nogen gange børn.
Derfra, og til spørgsmålet om hvem der tager opvasken, er det selvfølgelig kulturelle påvirkninger som præger menneskers reaktioner. Reaktioner der kan måles i hjernen og blodet, hvis potentiale er afhængig af et medfødt hormonapparat. Det siger derimod intet om forskellige køns/seksualiteters forældreevne. Der kan heller ikke siges noget om hvilken ledelsesform der er bedst i en bestyrelse, men måske noget om hvordan den bør sammensættes.
Problemet med queerteoretikere er at de befinder sig et eller andet sted i middelalderen, med den totale afvisning af naturvidenskaberne. Desuden er queerkulturen nærmest den eneste, som insisterer på at sortere folk efter seksualitet. Tror ikke jeg nogen sinde har en plakat for et arrangement, hvor der stod at det kun var for hetroer.
Vi mænd har taget faderskabet på os forlængst, men feminismen døde dengang i ikke påtog jer værnepligten.