Michael Jackson er død og ligeså er ideen om en farverevolution i Iran. Den ene arbejdede hårdt for et comeback, den anden nåede aldrig rigtigt ud over tegnebrættet.
Begge eksempler illustrere meget godt, hvordan medierne på den anden side straks vasker hænder ved at vende tilbage til neutralt at ‘beskrive virkeligheden’, når dækningen enten har den forventede effekt eller historien, hvis ikke dens hovedpersoner, dør.
Mest synligt er det med den tre årtier lange historie om mediedarlingen og -monsteret Michael ‘King of Pop’ Jackson. Jackson brugte selv dygtigt medierne til at opbygge kulten om sig selv blandt andet ved at fodre dem med historier om, at han lå i et ilttelt, eller at han havde købt elefantmandens knogler.
Karakterbårne skæbner
Popikonet endte med at blive revet ned igen af den selvsamme sladrende presse, der både var direkte modspiller i pædofilisagerne, og øjensynlig neutral viderebringer af samme historie til umættelige masser. Medierne spiller på den måde en uhellig, men uomgængelig rolle i alle ægte stjerners selvopfattelse og selvopretholdelse.
Det samme finder vi - på en endnu mere hypet måde - i tilfældet Iran, hvor Twitter-fænomenet har fået en hovedrolle. Medierne elsker medierne højere end noget andet emne. Og her er et medie, der i sig selv kunne levere både konflikt: »Det er frihedens stemmer! De knægtes af styret!« - og suspense gennem flerleddede historier: »Updates alle vegne fra. Indstil din egen Twitter på iransk tid. Vær med i revolutionen ligeså meget som vi er her i nyhedsstudiet!«
Den slags er essentielt for en nyhedsdækning, der dramaturgisk følger et allerede kendt manuskript. Det manuskript er den skabelon, vi efterhånden har lært at kende gennem farverevolutionerne i Østeuropa og de tidligere sovjetrepublikker.
På samme vis var den dræbte Neda Agha-Soltani øjeblikkeligt mere emblematisk for situationen i Teherans gader end hun var sin egen tragiske skæbne. Den døde Neda var mere et symbol, der opfyldte de journalistiske krav om nærvær og konkrete karakterbårne skæbner end hun var et menneske. Et menneske, der måske, måske ikke havde tænkt, at hun kunne dø den sidste morgen hun stod op, og som derfor havde ret til blufærdighed omkring sit endeligt.
Medierne har på denne måde i forhold til situationen i Iran været med til at skabe - ligeså meget som de har dækket - det folkelige engagement i Vesten og sikkert også i Iran, som har været basis for protesterne. Effekten er vigtigst i Iran, fordi egendynamikken i stemningsopbygningen fulgte farverevolutionernes skabelon.
Det dramaturgiske højdepunkt: styrets tilbagetræden og overdragelse af magten til ‘folket’ i en eller anden form har dog ladet vente på sig. Det skyldes, at det iranske regime aldrig har været tæt på at bryde sammen eller se sin legitimitet implodere fuldstændigt - noget enhver Iran-kender ville skrive under på inden valget.
En stemningsbølge
Tilbage står, at medierne med landskampslignende dækning - af et emne, som alle kan sige ‘ja, det er sørme også for galt’ til - har skabt en stemning, som ikke kun har været en velmenende aktivering af gode kræfter fra alle sider i Vesten. Udenrigspolitik føres ikke på baggrund af retfærdig harme. De mediebårne Facebook-stemningsbølger har unødigt lagt sten i vejen for en kommende diplomatisk proces på grund af knubbede ord fra politikere og civilsamfundsrepræsentanter. Stemningen i de diplomatiske kontorer både her og hisset er af samme årsag mere anspændt end tilfældet ellers kunne have været. Man kunne måske endda have undgået arrestationen af de lokalansatte iranere på den britiske ambassade i Teheran.
Mediernes manuskript - farverevolutionernes drejebog - er ikke bare uanvendeligt i det iranske tilfælde. Det står også i vejen for et langt mere oplagt historisk fortilfælde, hvor de liberale vestlige opinioner også gik i selvsving - her endda anført af visse af regeringernes aktive tjenester. Parallellen er Ungarn 1956, hvor det ikke skortede på udefrakommende opfordringer om modstand mod et regime, der endte med brutalt at knuse protesterne.
De vestlige medier har uden tvivl været medskyldige i at skabe flere og mere ubetænksomme protestanter i Teheran. Men nu hvor stemningsbølgen er væk og mediemøllen maler videre et andet sted - udenfor Jacksons gamle ranch - ja, så vender medierne tilbage til kun at ‘dække’ nyhederne, beskrive virkeligheden snarere end at skrive den frem. Men i Teheran er der folk i fængsel, og der er andre folk end Neda, der er døde.
Ingen af dem har længere vores opmærksomhed. Regimet er ikke gået af, og nu skal diplomaterne til at klinke skårene. Farverevolutionen er død og det er Michael Jackson også. Tilbage står billederne af ham og Neda - begge livløse.
Henrik Ø. Breitenbauch er ph.d., forsker ved Dansk Institut for Militære Studier
Kommentarer
“Magten vokser ud af et geværløb” sagde Napeleon vist engang. Og indenfor Iran er det altså revolutions-garden, der har denne magt. Ahmedinejad og Khameni har indgået en (uhellig) alliance om at bevare præsteskabets system/magt uforandret.
Der er dog ingen tvivl om, at noget er forandet indenfor Iran, om ikke andet har folk lært at det kan betale sig at kæmpe for deres rettigheder.
Og alle udenlandske journalister er blevet smidt ud af Iran nu; landet ender isoleret som Nordkorea.
@H.Ø.B
“Regimet er ikke gået af, og nu skal diplomaterne til at klinke skårene.”
Du lyder som en træt og forvirret “forsker”, der finder sin opgave for krævende. Troede du virkeligt, at regimet går af ?bare sådan? Hvis det er tilfældet, så synes jeg, du måske burde skifte erhverv. Regimet i Iran er lig så hårdnakket som alle andre diktaturstater. De giver ikke let op. Nedas død er endnu eksempel på dette. Neda er ikke den første regimet har slået ihjel. Regimet fortsætter sine forbrydelser så længe forskere som dig bistå vestlige demokratier med jeres perspektivløse ”analyser”. Det, vi så i Iran, var ikke nogen farverevolution. Det var en begyndelsen på en afslutning/ Regimets afslutning. At du ikke kan se det, er det dit problem. Neda døde ikke forgæves. Nedas død fjernede den maske som reform- illusion havde skabt især blandt og af de magelige ”forskere” og politikere i vesten, der ikke orker konflikter, og som tror, hvis man lukker øjnene, så forsvinder konflikterne af sig selv? De bliver typisk nok altid indhentet af det virkelige liv. Nedas død hamrer dem i ansigtet. Det er ikke mediernes mediefolk, der bringer Nedas neda(neda betyder stemme på farsi) ud til verden. Nej, det er almindelig iranernes anstrengelser og blodig kamp, der bringer Nedas stemme til dig og alle andre i verden. Det er dem, der hamrer løs på din og vestens og alles samvittighed. At du sidestiller Nedas død med M. Jacksons død, er dit valg. Jeg kan fortælle dig, at iranerne har en anden opfattelse af situationen. Iranerne har allerede identificeret morderen og likvideret ham i sit bopæl og mordernes bror, der ville forsvare sin bror blev såret og er indlagt på Pars sygehuset i Tehran. Og diplomaterne? Tjeh! Så længe de trækker på ukvalificerede analyser som dine, så har de virkelige problemer.
” Tilbage står billederne af ham og Neda - begge livløse.”
Nej, du tager fejl; min ven! Neda lever! Hun lever i iranernes hjerte. Hvis du havde kendt til de iranske forhold og iranernes tænkning havde du ikke brugt denne sætning, min ven. Velkommen i et nyt kapital i Irans historie. Du lyder som en, der drømmer sig tilbage til ”reformkræfternes” tid med Khatami i spidsen. Tiden indhenter dem der ikke følger med uanset titel og navn. Khamanei er allerede indhentet.
Jeg synes at det er rigtigt god artikel der meget korrekt beskriver mediernes rolle i samfundet. Det der kan ærgre mig er at diskussionen mht. medierne ikke rigtigt bliver til noget. Dette skyldes måske at der ikke er nok folk der ligger mærke til hvordan nyheder bliver dækket. Måske ved man ikke hvordan det var meningen at medierne skulle fungerer.
@ Karsten Aaen
“… om at bevare præstskabets system/magt uforandret.
Der er dog ingen tvivl om, at noget er forandet indenfor Iran …”
Det sjove er at Iran ALTID har været under forandring. Det virker som om at landet har siddet stille i alle de år hvor medierne ikke skrev om Iran.
“… Landet ender isoleret som Nordkorea.”
Jeg vil mere mene at det er modsat. Lande, især vestlige der ikke respekter Iran vil komme til at blive isoleret. I dag er det kendt at VERDEN har brug for Iran. Deres olie reserver er en stor del af denne argumentation, derefter kommer deres rolle i Irak, Pakistan og Afghanistan. Vi skal heller ikke glemme at Iran er godt stillet blandt den muslimske verdens befolkning.
Disse emner er garantier Iran har imod isolation, og med dette må enhver sammenligning med Nord-Korea afvises. Desuden er din kommentar valid i den sammenhæng at man regner EU og USA for “verden”, hvilket det ikke er. I dag har Iran gode kontakter til mange lande.
- Arash
@H.Ø.B.
Information er magt. Når information cirkulerer så cirkelurer magten også i en forstand. Det er en vigtig detalje, man bør huske, når man ser på magtforholdene i Iran. De seneste dage har iranerne fået øje på den mulighed. De har oplevet, at magthævernes magt er opnåelig. Denne kan overtages ved at lade informationsstrømmen flyde. Iranerne ved hjælp af nye medier kunne se, at det er muligt at frembringe deres egen stemme. De fik vist verden, at regimet i Iran ikke repræsenterer dem. De kom på gaden og synliggjorde deres magt via de nye medier. De viste, at Khamenei ikke er den, som han giver sig for. Iranerne overtog magten med deres smser og videoklip på Youtube… Det, som er trist, er at vestlige demokratier og deres medier ikke bakker dem op, ikke blot en punktuel opmærksomhed men kontinuerlig opmærksomhed. Jeg er klar over, at medierne for hovedparts vedkommende er kommercielle, men hvad med de mindre kommercielle og non-kommercielle medier, kan man spørge sig selv. Danmark kan da ikke være uinteresserede i det, der foregår i Iran. Her tænker jeg ikke på økonomiske interesser. Jeg tænker på danske soldater i Afghanistan, som netop trues af regimet i Iran på grund af regimets indblandinger i Afghanistan. Jeg tænker på Danmark, der er medlem af EU, som er i konflikt med regimet i Iran på grund af regimets atomprogrammer. Jeg tænker på regimets krænkelser af menneskerettigheder, som Danmark er meget optaget af.
Ja, jeg vil give dig ret, når du skriver:
”nu hvor stemningsbølgen er væk og mediemøllen maler videre et andet sted - udenfor Jacksons gamle ranch ”
Der er i øvrigt en demonstration på lørdag d.9.7. kl. 17 foran den iranske ambassade i København.
Moussavi fastholder sin protest og stiller spørgsmålstegn ved regeringens legitimitet. Han appellerer desuden, at alle forsætter deres protester. Det har Karroubi også adskillige gange på det sidste gentaget.
Farverevolutionen er død og det er Michael Jackson også. Tilbage står billederne af ham og Neda - begge livløse.
Hvor patetisk har en forsker i militære studier lov at blive når han skal levere sin intetsigende pointe?
Man kan beskylde de vestlige medier for meget. Selvsving, kort hukommelse og enøjethed. Men at påstå at Iran er et offer for vestlig mediehype, lige som Michael Jackson, er en pubertær kortslutning. Her er det Henrik Ø. Breitenbach der går i selvsving gennem at koble ting sammen, der intet har med hinanden at gøre.
Det er muligt, at nogen i vest har haft naive forestilinger, men så har de haft rig lejlighed til at lære mere om Iran den sidste måneds tid, takket være mediedækningen - og på trods af samme mediedæknings mangler.
Dynamikken i landet er ikke en pludselig boble, men begiveheder med et langt forspil og et langt efterspil. Måske er det også det Breitenbach vil sige, men det fortæller han ikke ved at forkaste en af historiens enkeltdele. De voldsomme billeder fra Teherans gader er en del af historien, og de flyder med i det videre spil. Kvinden på et billederne er død, men billedet har betydning så længe det kan genkaldes på nethinden. Det er der enkelte billeder som kan i lang tid.
Den tilfældige iranske kvinde med navnet Neda var offer for en kugle, ikke for et kamera. Episoden blev filmet og spredt på nettet. Hun blev omgående et ikon p.g.a mordets meningsløshed og billedernes styrke. De var ubehagelige, ja rystende. Var de også krænkende? Vi ved ikke hvad hun selv ville have ment, men de mennesker der var tilstede ønskede at fortælle om volden - det var derfor de filmede. Den læge, som tilfældigvis var nærmeste vidne, rejste til England og fortalte sin historie for at få den ud. Han opfattede det som den eneste meningsfulde handling.
De øvrige dødsfald i konflikten (og i helt andre konflikter) er lige så tragiske. Men der er ikke noget mærkeligt i, at enkelte historier bliver bærende. Det er menneskeligt at forstå begivenheder gennem eksempler. Det betyder ikke, at man lukker øjnene for helheden, men tværtimod at man forstår det uforståelige gennem den enkelte skæbne.
Det seneste ritzautelegram om Iran resumerer om urolighederne i juni at “20 mennesker blev dræbt i sammenstød med politiet.” Nåja, det lyder så velkendt rundt om i verden, at det næsten ikke er værd at tage notits af. Men filmen af Neda giver ofrene et ansigt. Lige som Huynh Cong Ut’s billede af det nøgne barn i Vietnamkrigen eller billederne af fangerne i Abu Ghraib. Når den slags billeder vises, er det ikke en udstilling af ofrene, men en udstilling af voldsmændende, af kræfterne bag volden og af de pinlige forsøg på at bortforklare. Muligheden af at blive afsløret og en dag stå til ansvar lægger alt andet lige en dæmper på lysten til at begå overgreb, både hos den enkelte voldsudøver og hos magthaverne.
Breitenbach skriver så noget rigtigt: Udenrigspolitik føres ikke på baggrund af retfærdig harme.
- Nej, harmen er i hvert fald ikke et brugbart redskab. Men hvem har også påstået det? Følger man med i de politiske meldinger, så vil man se, at både USA og EU er kontrollerede og forsigtige. Udenrigspolitik er et skakspil. På den anden side hedder spillebrædtet virkeligheden. At der siver ukontrollerede nyheder ud af Iran er en del af virkeligheden som politikere eller en analytiker som Breitenbach er nødt til at forholde sig til. Også selvom han synes det er forstyrrende.
Regimet er ikke gået af, og nu skal diplomaterne til at klinke skårene.
Ja, det er det man har diplomater til. Men krukken bliver ikke den samme som før.
Undertegnede hører til blandt dem, der mener, at at her laves alt for mange love og regler. Ikke desto mindre har jeg et forslag på baggrund af de utallige tilfælde af redaktionelle domfældelser og karaktermord i pressen.
Jeg husker med væmmelse, hvordan blandt andet Ekstra Bladet anvendte fuldkommen konkluderende og konstaterende overskrifter i sine overskrifter i forbindelse med børnesex-retssagen imod Michael Jackson i 2004-05. Det var ren mediedomfældelse uden rettergang, det var pure åndelig voldtægt af vore mest basale retsprincipper - for at tiltrække læsere og tjene ussel mammon.
Hvis Jackson faktisk var skyldig, er det forfærdeligt, men nu blev han jo faktisk frikendt på samtlige punkter. Drengens anklagende mor havde for øvrigt tidligere hevet folk i retten med krav om heavy erstatning på basis af pinligt utroværdige og sære anklager.
- Mener Ekstra Bladet ikke, at det er forfærdeligt, at en uskyldig brændemærkes? Mener Ekstra Bladet, at det er bare en risiko, man må løbe, hvis man eksempelvis er en kunstner, der har formastet sig til at skabe noget kunst, som millioner af mennesker kan lide, og man derfor er blevet berømt?
Mit forslag går ganske enkelt ud på at gøre konkluderende overskrifter - og selvfølgelig også artikler - ulovlige.
Selv om der måske “kun” er tale om en overskrift, er det alligevel en påvirkning og en meningsdannen. Og jo oftere folk hører en løgn, for desto flere mennesker bliver løgnen til en overbevisning. Og i øvrigt: Meningen med en overskrift er sågu da at opsummere ultrakort, hvad der står i artiklen!!!
Man kan derimod opstille anklagende citater fra anklagere som netop værende …citater, altså med citations-/repliktegn rundt om. Meget enkelt. Måske kan nogen hjælpe mig: - Er det andet allerede forbudt ifølge medie- eller injurielovgivningen? I så fald: Hvorfor overholdes loven så ikke, og hvorfor hører man stort set aldrig om nogen myndighed, der efterfølgende sanktionerer redaktionen?
Psykisk vold er forbudt i blandt andet Danmark. Gælder dette ikke for pressen? En falsk anklage kan ødelægge et menneskes liv. Hvil i fred, Michael Jackson.