Hvad er et godt åbningsnavn på Roskildes ende- og enegyldige Orange Scene? Diskussionen driver altid. Folk bliver aldrig enige. Det er langt ude. Indtil årets åbningsnavn så dagens solskin for et par uger siden. Så kunne vi finde fælles fodslag, kunne vi. Petter, svensk rapper med stor mund og en forkærlighed for Cornelis Vreeswijk, fik æren, og ingen på denne side af Øresund forstod formentlig det valg. Efter 55 minutter i selskab med stockholmeren er det mere end rimeligt at konstatere, at skepsissen var berettiget.
Petter trak 10.000 festivalgæster til hovedscenen, der kan bære det femdobbelte, og så lidt til, og de kedede sig øjensynligt gedigent. Det gjorde jeg også. Mine cigaretter skyndte sig at visne, min bajer falmede. Boooring, som Homer Simpson pr. refleks havde stønnet. For malplaceringen var ikke til at redde.
Roskilde Festival fik lyst til mere, da L.O.C. og producerne Rune Rask og Jonas Vestergaard som første danske rimspytter (Ikscheltaschel tæller ikke her) indtog kongerigets rytmiske mekka.
Men mens Liam O’Connor er disse års ubestridte konge af dansk hiphop - og pop, sågar - så er Petters tid fortid. En smart manager har formentlig overbevist programudvalget om, at Sveriges største rapper skulle have chancen. Fair nok, men da ikke på Orange! Og da slet ikke i denne tidsregning.
Petter toppede med sit andet album, Bananrepublikken, fra det herre herrens år 2000. Dengang trumfede han alt i Skandinavien med et rimeligt flow og en perfektioneret, amerikansk inspireret, produktion.
Petters beats holdt hele vejen dengang. Han havde som den første forståelse for en moderne eastcoastinficeret lyd, hvor de koldt rislende tangentklodser klingede gennem de stramme numre. Hvis Den Gale Pose satte sig på G-funken, var Petter lyden af New Yorks anden bølge.
Forvansket
Hans gennembrudshit fra 1999 banede vejen noget så eftertrykkeligt. ‘Vinden har vänt’ var en åbenbaring, og det kontante nummer om at være dedikeret til det inderste indre blæste vores egen Clemens med sig og gjorde vidunderbarnet endnu ondere, endnu mere indædt.
Torsdag klokken 18 på Orange Scene lød det kompromisløse punch af ægte svensk oprør som et kompilation. To vers, 32 takter, fik vi, og så forvanskede han vellyden til noget, der utvivlsomt gjaldede af ægte kunst for 10 år siden.
Bedre blev det ikke af, at det velspillende, men provokativt afslappede backingband (deres livs koncert, og så bærer de alle sammen shorts, kom nu ind i kampen), diskede op med klassikere af Cypress Hill, Lil’Wayne og 50 Cent.
Når man har fået plads på Orange Scene, bør man i det mindste lade, som om man tror på sit eget materiale. Det var ikke tilfældet her.
Snart efter dukkede L.O.C. op og fik dermed sin tredje opgave i træk. Mens han trak bukserne af Roskilde som Nephews gæst i 2007 og manifesterede dansk hiphop som noget blivende i fjor, var det et antiklimaks at opleve ham med for lav lydstyrke og et tempo, som ikke klæder en gyldent gustenrusten røst.
Stockholmeren, der er skarpest, når han vender vrangen indad og battler spøgelser og den indre bys genvordigeder, skulle slutte med bravour og sin største banger, ‘Så klart’.
Sådan gik det helt klart ikke. Endnu et hit leveret af skiftingen, som ikke stod ved egen formåen og jammede ud i noget, som folk ikke var kommet for.
Man fornemmede blot remiscenserne af fordums storhed og glædede sig over, at sympatiske Teiturs 2008-åbner ikke længere står som den grelleste. Hvor var Mew eller karantæneramte D.A.D.? Endnu et godt spørgsmål. Det er altid noget, at Petter formentlig trak et par hundrede svenskere til, som så snildt kunne finansiere hans honorar.
Selv en spreichtalmeister fra hinsidan var der tænkt på. Som introduktion sagde han:
»Maybe you remember him from 10 years ago.«
Nemlig. Og sådan skal Petter huskes. Så klart.
Petter, Orange Scene, torsdag kl. 18
Kommentarer