Det er umuligt at finde et enkelt lyspunkt i den konservative amerikanske forfatter Christopher Caldwells nye bog om muslimers ‘masseindvandring’ til Vesteuropa og de dystre konsekvenser, han forudser, af kontinentets manglende vilje til standhaftigt at forsvare sin kulturarv - hvilket i Caldwells optik vil sige: At genopdage og styrke Europas kristne etiske værdier.

Sortsynet gennemtrænger denne bog, der lige er udkommet i Storbritannien og som snart kommer i USA.

Alene titlen fortæller halvdelen af historien: ‘Refleksioner om Revolutionen i Europa - Kan Europa bevare sit særpræg med en anderledes befolkning?’

Caldwells præmisse er, at en revolution - religiøs, social og politisk - er undervejs i den vestlige civilisations vugge, og at de multikulturelle europæiske samfund ganske enkelt ikke er forberedte på at forsvare sig imod en indre islamisk trussel. Faktisk, hævder forfatteren, er de enkelte staters nationalkulturer ikke modstandsdygtige.

Europæerne er blevet for tolerante og slappe. Vi flygter fra kristendommen, vi tror ikke længere på den hellige kernefamilie, vi er blevet kulturrelativister. Vi dukker hovedet og lader os intimidere af et mindretal af politisk aktive muslimer i vores midte, der en skønne dag vil stille sig i spidsen for en succesrig revolution. Ligesom bolsjevikkerne gjorde i 1917, bemærker Caldwell. Kort sagt: Den europæiske civilisation har mistet selvtilliden.

Caldwell sporer denne miserable tilstand tilbage til europæernes (primært tyskernes) håndtering af holocaust, som anskueliggjorde et kollektivt moralsk ansvar og nødvendigheden af at udvise tolerance over for mindretalskulturer. Uviljen mod at kritisere muslimer og bekæmpe islamismen er ifølge Caldwell udsprunget af en ny og ‘falsk ideologi’ opstået under efterkrigstidens kamp mod antisemitismen. Med Alain Finkelkrauts ord hedder denne ideologi ‘antiracismen’.

Caldwell er ikke en rablende gal højreorienteret antimuslim. Mange af hans argumenter er velkendte i den europæiske debat om muslimsk indvandring (et upræcist udtryk, fordi mange immigranters primære identifikation er national).

Den åbenlyse gevinst ved at læse denne bog er, at en lærd amerikaner for første gang bringer alle vinklerne sammen i en velordnet analyse. Uagtet hvor man står, kan man f.eks. næppe komme udenom, at den lave befolkningstilvækst i etnisk europæiske familier på et eller andet tidspunkt kan udvikle sig til et ‘israelsk’ problem. Immigrantfamiliers reproduktionsrate er kolossal høj, og foreløbig tyder intet på, at mere kulturelt assimilerede anden og tredje generationer vil føde så få børn som etniske europæere. Den muslimske befolkningsandel i Europa vil vokse støt i det 21. århundrede. Det kan blive et problem.

Caldwell fremlægger en anden vigtig pointe: At muslimske indvandrere ofte afviser at adoptere deres nye hjemlands kultur og skikke, fordi de finder deres egne medbragte langt mere attraktiv. Han lægger skylden på en universel ensartethed - en slags sekulær ideologi, der også kendes som globalisering eller amerikanisering.

Det er som bekendt ikke kun venstreorienterede, der kritiserer globaliseringsæraen. Hvor deres kritik primært er af økonomisk karakter, peger konservative mere på tabet af en kulturel og national egenart. Caldwell er eksponent for denne skole, og det er én af grundene til, at globaliseringsfjendtlige debattører på den anden side af det ideologiske spektrum gerne går i dialog med ham.

En tredje vigtig pointe er hans påmindelse om, at et lille mindretal blandt radikale imamer og faderfigurer i immigrantsamfundene har alt for let spil over for den nye generation af rastløse muslimske drenge og piger, der vokser op med en splittet identitet. Hvad skal de vælge, når de ser sig omkring i et samfund, hvor traditionelle værdier er ved at gå i opløsning, spørger Caldwell.

Synspunktet er inspireret af konservative tænkeres kritik af 1968-generationens værdirelativisme. De postulerer, at mange sociale problemer kan forklares med truslen mod kernefamilien. I den europæiske kontekst er det et argument, som bør tages alvorligt. Når det er sagt, skal det tilføjes, at Caldwell ofte går over stregen. Han konstaterer, at et stort flertal af muslimer i Europa vender sig imod dødsstraf for Salman Rushdie, men affejer straks denne statistik med replikken: »Det kræver ikke et flertal, at myrde nogen.« Uanset hvad der diskuteres, vinder sortsynet. Det er et problem.

Christopher Caldwell: Reflections on the Revolution in Europe - Can Europe be the Same with Different People in it? Allan Lane (Penguin Books), London 2009, 363 sider