Nick Cave, Oasis og Coldplay er langt fra de eneste bands, der lokker titusindvis af gæster ud af teltene og op til scenerne. Mellemstore navne som Fleet Foxes, Fever Ray og Malk de Koijn kan risikere at skabe et endnu større publikumspres, fordi de spiller på Arena og ikke på Orange Scene. På Roskilde ender de mellemstore navne tit med at blive hovednavne. Det fortæller festivalens musikchef Rikke Øxner.
»Til at begynde med havde vi planlagt, at Fleet Foxes skulle spille på Odeon, men vi kunne hurtigt fornemme, at opmærksomheden om dem var så stor, at vi måtte flytte dem op på Arena,« fortæller hun.
Det samme skete med Band of Horses sidste år. Rikke Øxner og resten af festivalens musikgruppe forsøger hvert år at undgå, at presset på en enkelt scene bliver for voldsomt. Det gælder om at undgå, at alle folk driver mod samme scene på samme tid - og bliver hængende.
»Hvis vi fornemmer, at et band har vokset sig stort i tiden op til festivalen, så forsøger vi at tilpasse det, så der er et andet band på samme tidspunkt, som også kan tiltrække folk,« siger musikchefen.
Forudsigelige nordmænd
Et eksempel på sådan en overvejelse er tydelig i dagens program. Den hypede, comeback-koncert med Malk de Koijn er sat til kl. 2 på Arena, og på nøjagtig samme tidspunkt spiller den canadiske dj og producer Deadmou5 op på Cosmopol. Ligesom Radioclit og Michael Simpson også er sat på i samme tidsrum for at dæmpe presset på den danske reunion-koncert på Arena. Festivalens næststørste scene kan lynhurtigt forekomme tætpakket, fordi de fleste festivalfolk kommer fra samme side, når de skal ind i teltet.
»Men når folk først har fordelt sig, forsvinder presset,« pointerer Rikke Øxner, som ikke er i tvivl om, at Malk de Koijn-koncerten i aften bliver en tæt fornøjelse.
Ligesom danskerne vil vælte til Malk de Koijn, vil nordmændene buldre mod The Whitest Boy Alive og Ida Maria på søndag. For nordmændene har festivalens mest forudsigelige bevægelsesmønster, fortæller Rikke Øxner.
»Nordmændene dyrker deres egne bands og er ikke lige så nysgerrige efter nye oplevelser som danskerne og svenskerne,« siger hun.
Sidste år var der formentligt både danskere og nordmænd, som gerne ville opleve koncerten med den hollandske DJ Fedde Le Grand. Allerede efter ti minutter blev koncerten standset, fordi publikumspresset på Astoria blev for stort. Folk blev bedt om at forlade teltet, og først da menneskemængden var svundet ind, kunne koncerten fortsætte. I år har sikkerhedsfolkene forbedret forholdene på Astoria-scenen ved at omlægge de to ind- og udgange til én udgang og én indgang.
»På den måde vil publikum ikke blive være i tvivl, om hvor de skal gå hen, når de vil ud, og folk vil heller ikke støde ind i hinanden på vej ud og ind,« fortæller sikkerhedsansvarlig Henrik Bondo Nielsen.
Astoria-scenen er - i modsætning til de andre scener - lukket til med teltdug og det gør det lidt sværere for publikum at orientere sig derinde. Alligevel er det en af de scener, som mange bands gerne vil spille på. Det fortæller Rasmus Støjberg, som er guitarist og bassist i det danske band Efterklang. Sidste år var det netop Astoria, som bandet var udset til at spille på. Men allerede inden bandet var gået, var der pladsproblemer blandt publikum.
»Der var dukket alt for mange mennesker op, og derfor fik vi at vide, at koncerten skulle udskydes en halv time. I den periode forsøgte de at få styr på folk, og da vi lidt senere gik på, gik det fint,« fortæller Rasmus Støjberg.
Mange festivalgæster endte med at gå forgæves til koncerten, fordi der ikke plads i teltet. Men det er sådan set kun et godt tegn, vurderer guitaristen.
»Det betyder bare, at de må sætte os til at spille på en større scene næste gang«.








Kommentarer