Kanye West siger det ikke højt torsdag aften. Han er ellers ikke bange for at åbne munden og lade gloserne flyde med flabede selvpromoverende erklæringer eller en kritik af den »racistiske« Bush-administration, men den solbrillebeklædte hurtigsnakker har trods alt for megen pli til at sætte ord på, hvad han tænker. Han vil være den nye Michael Jackson, den nye konge af poppen. Og han har ikke tænkt sig at forpasse chancen, nu da tronen også helt formelt står ledig.

Han kommer stormende med de højtravende ambitioner og en stålsat tro på, at han kan indfri dem. Den 32 år gamle rapper og superproducer tog det første skridt, da han sent på efteråret droppede hiphoppen, favnede futurismen og leverede et mindre mesterværk med den autotune- og synthesizerbaserede Heartbreak & 808s , siden albumdebuten i 2003. Et mere end modigt skridt - og totalt uhørt i en maskuliniseret konkurrencekultur, hvor den pinkglade fashionista sprænger rammer og italesætter tabuer.

Sporskiftet var et skridt på vejen i en erklæret offensiv for at erobre alverdens hitlister som andet end en habil rapper og kløgtig - nogle ville sige udspekuleret - lyddesigner, der i første omgang iscenesatte sig ved at speede gamle soulklassikere op og pakke dem ind i varme beats.

Men torsdag aften gjaldt det altså Orange Scene, som Kanye West også indtog i 2006, hvor rockpublikummet var delt over hans vanligt ekstravagante optræden. På en noget sløj åbningsaften, som også bød på Mew, faldt Kanye Wests besøg på et tørt sted, for denne gang var der ingen tvivl: Med sit ferme og tålmodige orkester spillede han Orange Scene op og fyldte den ud foran godt 30.000 villige festivalgængere. Tjo, Kanye West leverede faktisk et brag af en koncert, som kun spoleredes af en konstant lurende mistanke om playback og hans egen trang til at køre helt og aldeles uhæmmet ud af en tangent.

Attitude er konge

Han åbnede koncerten med »Coldest Winter« fra sit seneste album. Den langsomt pulserende sang om moderens død fik lov at hive efter vejret i det meste af 10 minutter, og den insisterende langtrukkenhed skulle vise sig karakteristisk for koncerten, hvor Kanye West troede så meget på sig selv og sit materiale, at han gjorde, hvad der passede ham. Skru-ede op og ned for dynamikken. Afbrød sig selv. Pauserede. Og slap af sted med det.

Han messede igen og igen sine enetaler om kærlighed, især den knuste af slagsen, og dosserede dem lindt ud over de knap 100 minutters audiens.

Snart efter kom der tempo på sagerne, og Kanye West åbnede for sluserne til sit respekttindgydende bagkatalog og pralede løs med numre som »American Boy«, »Flashing Lights«, »Diamonds From Sierra Leone«, »Can’t Tell Me Nothing«, »Golddigger« og den mesterligt symfoniske »Jesus Walks«, hvor Kanye West udtrykkeligt træder det konservative USA over tæerne og insisterer på at rappe om sin frelser.

I disse rapdrevne udladninger var det hørbart, at vokalniveauet rent styrkemæssigt lå lavere end på de nye melodibårne skæringer. Det nærer mistanken om, at Kanye West ikke klarede sig uden hjælp til sit mildest talt begrænsede stemmemateriale på Heartbreak & 808s mange melodilinjer. Det ændrede dog ikke på, at hans koncert vil stå som en af de bedste popoplevelser på Roskilde Festival i årevis. Man kan komme langt med produktioner og attitude.

Ud af mørket

Det var derfor ikke noget stort nederlag kun at få de sidste tre numre af Mews koncert i det forudsigeligt stopfyldte Arena-telt med. Oven på en suverænt vellykket udladning i 2003 og en dyster og drænende mørkesession i 2005 afsluttede trioen vanen tro med maratonballaden »Comforting Sounds«, hvor trommeslager Silas Graae endnu en gang satte en fed streg under, at han om nogen er manden, der ikke kan undværes i rytmegruppen. Sublimt stramt styrer han sine gryder, og noget kunne tyde på, at Mews tid endelig er ved at komme frem internationalt. Godt nok lyder den ep, som de hjemvendte danskere netop har udgivet som forsmag på sensommerens album - det første i fire år - relativt meget som forgængeren, hvis man lige ser bort fra de mere abrupte rytmemønstre. Men progrockerne storhypes p.t. af selveste indiehøjborgen Pitchfork Maghazine, og der er også kommet noget mindre anspændt over Mews fremfærd. Således også denne torsdag, hvor selv den indesluttede forsanger, Jonas Bjerre, lignede én, der nød natten, frem for at længes søvnløst væk fra den.

Men det er også svært at holde humøret nede på en Roskilde Festival, som indtil videre forløber lunt og harmonisk.

Kanye West, Orange Scene, torsdag kl. 22.15

Mew, Arena, torsdag kl. 23.56