EU vil tage imod imod 10.000 irakiske kvoteflygtninge fra lejre i Syrien og Jordan, og Danmark agter at bidrage ved at tage 150-200 af dem. Det kunne Information fortælle i går.
Kvoteflygtningene har fået tilkendt flygtningestatus af FN’s Flygtningehøjkommisariat, UNHCR. Det er sket på baggrund af kommissariatets retningslinjer, som Danmark går imod, når myndighederne ikke giver asyl til afviste irakere fra det centrale Irak, men i stedet er begyndt at tvangshjemsende dem.
Ifølge De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, er der imidlertid intet paradoksalt over beslutningen om at tage imod irakiske kvoteflygtninge.
»Vi betinger os, at man skal kunne leve op til den flygtningestatus, vi har defineret her i Danmark. Dem, der gør det, kan blive optaget som kvoteflygtninge i Danmark, og dem, der ikke gør, kan ikke,« siger hun med henvisning til, at Udlændingeservice altid rejser på en udvælgelsesrejse til de områder, man tager imod kvoteflygtninge fra.
Her vælger styrelsen de ansøgere ud, som kunne have fået opholdstilladelse, hvis de selv var indrejst i Danmark.
Udlændingeservice accepterer godt 90 procent af de irakere, UNHCR præsenterer dem for på udvælgelsesrejserne. Det er en langt større andel, end de danske myndigheder accepterer, når det gælder irakere fra det centrale Irak, som selv er kommet hertil.
»Men vi behandler også kvoteflygtningenes sager. Og der er ikke nogen, der kommer til Danmark, der ikke lever op til de kriterier, vi opstiller i de sager, som vi behandler her i Danmark,« siger Henriette Kjær.
- Men sådan som jeg har forstået det, sætter man ikke i særlig høj grad spørgsmålstegn ved, om de her mennesker er flygtninge eller ej, og det er vel også, derfor man accepterer over 90 procent af dem.
»Det er jeg uenig i. Tallet indikerer ikke, at man kører efter nogle andre regler, end man gør, når man behandler sager her i Danmark. Jeg regner med, at sagerne bliver behandlet korrekt, og at der er en årsag til, at 90 procent af kvoteflygtningene får opholdstilladelse, og at en større del af dem, der kommer til Danmark og søger asyl, ikke får det. Jeg tror faktisk, at vi har nogle embedsmænd, der behandler sagerne korrekt, mens du tror, der bliver gjort en forskelsbehandling.«
Allerede anerkendt
Spørger man Udlændingeservice, der forestår udvælgelsesrejserne, er der stor forskel på behandlingen af kvoteflygtninge og flygtninge, der selv kommer til Danmark.
De relativt få afslag, styrelsen giver på rejserne, kan have forskellige årsager. Afslagene kan skyldes, at man ikke vurderer, integrationspotentialet er godt nok. Der kan kan også være tale om, at nogle personer er modvillige. De vil hellere til andre lande, og så kan man give afslag for at vise, at det ikke nytter noget at forsøge at »shoppe rundt«, forklarer souschef i Udlændingeservice, Eva Singer.
»Men en af mulighederne er da helt klart også, at vi siger, at vi ikke mener, en bestemt person er flygtning,« siger hun, men understreger, at man ikke udfører samme grundige sagsbehandling på rejserne, som man gør i Danmark:
»For vi har jo allerede det udgangspunkt, at UNHCR har anerkendt den givne person.«
Men den går ikke, fastholder Henriette Kjær, da hun bliver konfronteret med oplysningerne fra Udlændingeservice: »Hvis det er rigtigt, skal der laves om på det. Der skal gives samme behandling. Og UNHCR er også godt klar over, at de skal følge de regler, som vi også følger i Danmark.«
Flygtningekonventionen, som UNHCR har mandat til at fortolke, og som danner grundlag for kommissariatets udvælgelse af kvoteflygtninge, er skrevet ind i den danske udlændingelovs § 7, stk 1:
»Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af Flygtningekonvention af 28. juli 1951.«
Dansk asylbegreb
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech ønskede i går ikke at tale med Information, men sagde til Ritzau:
»UNHCR er nødt til at respektere de danske udlændingeregler, hvis de skal samarbejde med os. Det går jeg også ud fra, at de gør. Forudsætningen for at modtage kvoteflygtninge er selvfølgelig, at de falder ind under det danske asylbegreb. Vi tager dem, der opfylder den danske udlændingelov og udsender de andre.«







Kommentarer
“Vi tager dem, der opfylder den danske udlændingelov og udsender de andre.”
Hmm…? Besynderligt der så skal omstødes så mange afgørelser.
Faktisk et af de mange spørgsmål jeg gerne ville stille BRH, hvis jeg var journalist, er hvordan hun oplever at der bliver begået så mange fejl som der gør, - og hvordan statistikken ser ud vedrørende fejlagtige afslag..