I et eller andet ikke nærmere bestemt, men dog håndgribeligt omfang, er et demokratisk system afhængigt af underforståede overenskomster, af normer På den måde adskiller systemet sig egentlig ikke fra det civile liv, hvor en række koder og ikke nødvendigvis love bestemmer den indbyrdes adfærd. Der kan være perioder, hvor koderne kommer i opbrud.
Ungdommen kan med jævne mellemrum, og uden nogen bestemmer det, for eksempel tage adfærdsnormer op til revision og for eksempel begynde at sige ‘du’ til også vildt fremmede, hvor de gamle sagde ‘De’. Det var 68’ernes parole.
Eller det lå i luften, for også ældre havde fået nok af de stive former og blødte op på De’sseriet, så det blev til du’tteri. Det sidste er nu blevet en slags spændetrøjenorm, hvor også folks ofte uvedkommende fornavne komme i spil. Hvis man for eksempel fredsommeligt beder om et nummer på 118, siger damen: Det er Ulla. Hvilket jo ikke er strengt nødvendigt at vide, ligesom Ulla også flere gange har vist sig bedøvende ligeglad med at klummisten høfligst så hedder Georg. Ulla og Georg. Sidstnævnte vil godhedsfuldt gerne af Ulla have opgivet nummeret på kongens foged for at sige at Georg ikke er hjemme, hvis han kommer.
Men normen har udviklet sig. Man siger ikke sådan noget til Ulla, selv om lysten ikke fejler noget: Hvad fa’en rager det mig at du hedder Ulla. Stik mig så det nummer, kælling! Det siger man heller ikke.
Interessante koder
Civilisationen opretholdes ved at normerne i det store og hele opretholdes, og når de ændres opretholdes de nye normer, der ret hurtigt automatisk opstår. At sige goddag til kassedamen i et supermarked, regnes ikke for korrekt adfærdsnorm. Knap nok at sige farvel eller bare hej. Kassedamen er en funktion, ikke et menneske man hilser som et medmenneske. Sådan er det ikke i andre lande, men sådan er det her.
Det er også sådan her at man ikke tager mere fra hylderne, end man kan betale for, og at man ikke stjæler i butikken. Og hvis kassedamen af en fejltagelse kommer til at give én noget gratis eller for meget igen, er det god tone at gøre hende opmærksom på det og betale eller give dét for meget tilbage, det man skal, for ellers hænger kassedamen på tabet, og selv om hun ikke gjorde, er det bare ikke i orden at snyde.
Antropologer og etnografer fortæller at disse koder er det mest interessante at studere på feltarbejde i kulturerne. Det er her man kan bruge det forslidte og banaliserede udtryk: sammenhængskraften. Det har ikke nødvendigvis noget med Dannebrog og kolonihaver og Karen Jespersens hysteriske islamofobi at gøre, men går dybere ned i lagene og er meget vigtigt.
Politikeres normer
I det politiske liv for nu at komme til pointerne, er der også uskrevne adfærdsnormer, som naturligvis brydes, men som til gengæld betyder rystelser i systemet, når det for alvor sker.
Forleden kørte en borgmester spirituskørsel efter at han ved flere lejligheder har optrådt skidefuld og på rulleskøjter. Det første er en alvorlig forseelse og har længe været det, men det andet ville ikke have betyder så meget før i tiden, eftersom så mange gik rundt og var skidefulde i det daglige, også folk på højen strå og også journalisterne, hvilket sidste ikke er helt ligegyldigt i sammenhængen.
Politikeres adfærd bestemmes ellers af et noget strengere sæt af normer end folket flest. Man regner ikke med at en borgmester skvatter i borgmesterkæden eller falder i søvn i byrådssalen.
Herhjemme betyder det ikke så meget det med kønslivet, slet ikke som i Amerika, hvor de står og flæber hver og hver anden dag, når de har været på grisebassen. I de situationer appellerer de faldne storheder til deres vælgere, thi disse er jo trods alle krumspring magtbasen. Med andre ord reguleres politikeres adfærd af magtbasen, af mandaterne.
Den store prøve er om politikeren trods magtbasens nærvær og stabilitet alligevel følger en adfærd, som vedkommende ville have været nødt til at følge, såfremt magtbasen havde været mindre sikker.
Fup og fidus
Jens Otto Krag sagde engang at man ikke må kunne sætte en finger på en dansk minister. Og han mente det og demonstrerede det også ved en lejlighed, hvor det dybt smertede den minister, der mærkede fingeren og som ikke var minister mange minutter længere.
Udygtighed kunne også være et parameter for en politiker. Især en minister kan være så propuduelig at man må af med ham. Men det kommer man ikke nødvendigvis altid, ikke hvis det ikke er nødvendigt, hvis nu et flertal holder hånden under. Eller fordi moralen, normerne, adfærden er onduleret hen et helt andet sted, end hvor de gamle dyder vegeterede.
Danmark har i de seneste næsten otte år haft en statsminister, der aldrig skulle have haft en sådan position, fordi vedkommende havde begået kreativ bogføring for egen politisk vindings skyld. Muligvis også fordi han var uduelig, hvilke ikke gør sagen bedre. Den pågældende er nu ved at blive generalsekretær for NATO.
Det kan på den baggrund være svært at fortælle sine ufødte børnebørn, hvad der er ret, og hvad der er mindre ret, og hvad der er helt ad helvede til. Lettere bliver det ikke af at hans efterfølger har snydt med små nussede bilag på forskellige hotelværelser og under andet navn og naturfilm og det hele, og siden som sundhedsminister har betalt privathospitalerne alt for meget. Utvivlsomt med henblik på at demonstrere, hvor fortrinligt det går med at privatisere sygehusvæsenet. Altså fup og fidus.
Arrogancen fortsætter
Man kunne, hvis man var i det humør, kalde adfærden for kreativ bogføring, men det er næsten ikke til at bære. Statsminister Løkke fik læst og påskrevet af Rigsrevisionen, som er en grundlovsgiven institution og svarede i klartekst at det ragede ham en fadbamse; de kunne jo gå ind i politik og få loven lavet om, hvis der var noget de var utilfredse med, disse revisorer.
Arrogancen fejlede i hvert fald ikke noget, men man kunne jo vende den om og sige til statsministeren, at hvis han er utilfreds med Rigsrevisionen som institution, så må han se at få lavet Grundloven om.
Rigsrevisionen er en af hjørnestenene i det danske balancesystem, hvor ombudsmanden er en anden. Uden for regeringens umiddelbare rækkevidde, det er vigtigt. Den tidligere statsminister viste i en sag om Ekstra Bladets journalist der ikke på rimelig vis kunne få et interview med Fogh om grundalget for Irak-krigen, hvad han mente om ombudsmandsinstitutionen, når ombudsmandens afgørelse gik ham imod. Den nuværende statsminister har vist, hvad han mener om Rigsrevisionen, når denne går ham imod.
Banan-demokrati
Det er et par farlige sager. Danmarks to på hinanden følgende statsministre har ikke rystet på hånden, når det drejede sig om at skære de kontrollerende instanser uden for deres rækkevidde ned til sokkeholderne.
Således kan de ved rå vold ødelægge balancerne og ændre folkestyrets adfærdsnormer til det uigenkendelige. Det kan de gøre, fordi deres støtteparti kun tænker på at beholde så meget magt som muligt så længe som muligt og går med på disse slyngelstreger. Tilbageholdenheden er påfaldende, når det er vennerne det drejer sig om. Ikke fordi de konservative er DF’s venner, men det ville alligevel være for meget at rejse sager mod Brian Mikkelsen og Lene Espersen, skønt begges embedsførelse i henholdsvis Kulturministeriet, hvad angår TV 2 og i Justitsministeriet, hvad angår politireformen, er et par stinkere og et par ministerafgange værdige.
Konklusion: Vi nærmer os endnu hastigere end før banandronningerigets normer.
Kommentarer
Georg Metz:
“Det kan på den baggrund være svært at fortælle sine ufødte børnebørn, hvad der er ret, og hvad der er mindre ret, og hvad der er helt ad helvede til. Lettere bliver det ikke af at hans efterfølger har snydt med små nussede bilag på forskellige hotelværelser og under andet navn og naturfilm og det hele, og siden som sundhedsminister har betalt privathospitalerne alt for meget. Utvivlsomt med henblik på at demonstrere, hvor fortrinligt det går med at privatisere sygehusvæsenet. Altså fup og fidus.”
Det ser i det hele taget sort ud for Georg Metz stakkels ufødte og uskyldige børnebørn, hvis vi ikke snart slipper af med VKO regimet. Regeringens og statsministerens åbenlyse foragt for de parlamentariske spilleregler og monumentale magtarrogance er godt igen med at nedbryde det danske demokrati og forvandle vores land til en bananrepublik a la Silvio Berlusconis Italien.
Meget tyder på at den danske vælgerbefolkning i øjeblikket er bedøvende ligeglad med hvilket politisk system vi har, så længe friværdien og fladskærmen ikke synes at være alvorligt truet.
Anden del af avisen udeblev dags dato, så nu må jeg nøjes med virtuel Intermetzo. Mine og flere andres øjne kan bedst lide at læse på papir.
Anne Wilsted Christensen:
“Anden del af avisen udeblev dags dato, så nu må jeg nøjes med virtuel Intermetzo.”
Det gør mig ondt at høre, Anne Wilsted Christensen, men Georg Metzs artikel er som altid ugens journalistiske højdepunkt.
Det ville være en fornøjelse at læse ugens Intermezzo, selv hvis den var ristet i runer…
Hvad? ”Anden del af avisen”? Så er jeg da også blevet snydt. Heldigvis stod denne artikel i ”første del” af min avis, side 26.
Tak og lov for det ;-)
Lykke kommer af, at noget lykkedes, og det må man sige, overskudet er væk, 60 milliarder, landsbyggefonden plyndret, landets værdi forringet med 600 milliarder, hæren undergivet Engelsk overkommando. Ude i verden bidrager vi til flygtninge strømmen. Monarkisterne og deres enevælde genindført. Fuldbragt totalitaisme.
Slangens succes i sin rolle som ,, Vogter,, af skatten:
,, I skal ingenlunde dø; men gud ved, at når i spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som gud yil at kende godt og slet.
Det undrer da en noget, at de gør det, for der kommer måske en dag, hvor VKO ikke længere har magten og så vil de måske være glade for kontrolinstanserne og for de demokratiske regler.
Men måske har de ikke fantasi til at forestille sig det?? Det værste er næsten ikke at de gør det, men at folk tilsyneladende synes det er i orden.
Må jeg tilføje at vi har en skatteminister som har brudt Grundloven…
Samme skatteminister mente bestemt at 60 mia. mere i danskernes egne lommer var et gode…
Det er lidt synd, at de fleste af kommentarerne går helt uden om det emne, Georg Metz rejser. Seriøsiteten er ikke helt på det niveau, man måtte forvente af Informations læsere.
På den anden side er Georg Metz måske selv lidt ude om det, med sin blanding af kritik af regeringen og almindelig sludrevornhed., måske med en overvægt af det sidste. Lidt ærgerligt, for som mangeårig læser af Metz kender man hans skarphed og længes efter den, når han - som her - slår over i snik snak hjørnet. Metz, du lægger hindringer i vejen for de ærinder, du har! Du bringer alt for mange private dagsordener og sure opstød med ind i dit indlæg. Det kan du tydeligt aflæse af kommentarerne.
Men tilbage til sagen: Dit citat af J. O. Krag siger jo det hele. Man behøver ikke tilføje 50 ord, eller - som du gør 1000 ord. Krag sagde det hele: ‘Man må ikke kunne sætte en finger på en dansk minister’. Så enkelt er det.
Måske håber du, Metz, på, at et (overraskende) magtskifte vil føre til nye, rene linjer. Det er næppe realistisk med et svagt S, et spoleret RV og et SF i rutsjebaneposition, for tiden oppe. Mere realistisk er det vel at satse på, at politikere i alle partier enes om, at Krags parole var rigtig. DF (som er dit hadeikon, er det ikke rigtigt?) er selvfølgelig lige så interesseret som andre i, at loven overholdes, og DF har ydermere en interesse i at lægge maksimalt pres på en eller flere ministre, inklusiv statsministeren, for også selv - naturligt nok - at fremstå som det forstandige og lovlydige alternativ til V og K. Så, kære Metz, hvad om du opfordrede DF til at holde fast i de statsretlige principper og modstå den nuværende regerings lumpne angrab på kontrolfunktionerne i statsapparatet. Men prøv at bruge lidt færre ord. Venlig hilsen William Kern
Hvis vi lige ser bort fra den konkrete revisionsrapport og istedet ser på “spillet” omkring den, så er noget altså ved at gå galt.
Vi lever i et demokrati, og ytringsfiheden er en af de fundamentale dele i et rigtigt demokrati.
I et rigtigt demokrati er der ingen autoriteter eller institutioner, som kan kræves friholdt fra hverken berettiget eller uberettiget kritik.
Vi kan både berettiget og uberettiget kritisere kongehuset, religioner, kirken, domstolene, ministrene , politiet, pressen o s v - hvorfor i alverden skal Rigsrevisionen have særlig beskyttelse ?
Når man begynder at kritisere dem, der kritiserer (berettiget eller uberettiget) autoriteter og institutioner m v , så er men reelt igang med at afmontere demokratiet.
Skatteministeren der storsmilende rygklapper Stein Bagger, jo det billede sige alt om venstre.
@ Robert Kroll
Det dybt kritisable er, at statsministerens “kritik” af rigsrevisionen ikke engang kan kaldes for “uberettiget kritik”. Der er tale om bevidst vildledning af offentligheden, når han taler om LOVLIGHEDEN af hans dispositioner som sundhedsminister. Han ved udmærket godt, at det slet ikke er det sagen drejer sig om!
Hvis en person kommer med “uberettiget kritik” så er man derimod selv i den tro, at den er berettiget.
At kritisere statsministeren for “berettiget eller uberettiget kritik” af rigsrevisionen kan måske godt være malplaceret. Derimod skal man selvfølgelig kritisere ham for det der er tale om her, nemlig bevidst vildledning. Gør man ikke det, er man reelt igang med at afmontere demokratiet.
Ytringsfriheden har vi først og fremmest for at kunne kritisere magthaverne og autoriteterne, især regeringen.
Ku man få lov at be om, at anonyme kilder lækker papirerne der ‘blev væk’ til offentligheden? Når systemerne ikke længere fungerer må de uformelle systemer vel tage over… whistleblowers unite.
Ole Thofte,
når dokumenter ikke lækkes så ofte som tidligere har haft for vane (eller uvane), har det måske at gøre med, at ministerierne er blevet bedre til dokumentstyring? At kun få personer gives adgang til at læse de relevante dokumenter, og at der er omfattende logning af hvem der læser hvad, og hvornår?
Benytter ministerierne sådan rigid dokumentstyring, er der næppe mange embedsmænd der tør risikere eget job og karriere på at afsløre urent trav, da risikoen for afsløring er meget høj.
Benytter ministerierne sådan dokumentstyring, betyder det dog også, at påstande om at sager er blevet forlagt, er et falsum.
Måske nogle journalister skulle grave i, hvilke procedurer ministerier anvender for dokumenthåndtering, og hvordan denne dokumenthåndtering sker i praksis?
Heinrich R. Jørgensen
Hvis det er rigtigt at dokumentstyringen er nøje kontrolleret er der vel osse en præcis logning, der viser hvad der sker med dokumenterne og hvem der gør det… Og de pågældende embedsmænd, der ikke har kunnet ‘finde’ de pågældende dokumenter risikerer måske at skulle stå til regnskab på et senere tidspunkt. Er de ikke nervøse for det? Jeg husker sagen om Per Stig Møllers ungdomsfærdselsforseelse, om hvilken Preben Wilhjelm skrev i en kronik angående Retssikkerhed i Politiken, feb 2006:
‘På trods af, at skiftende justitsministre gang på gang har garanteret retsudvalget og offentligheden, at sletningsbestemmelserne for CKR blev overholdt, og at registret var sikret mod misbrug ved at der skulle benyttes personlig adgangskode, så blev Per Stig Møllers 30 år gamle færdselsforseelse sivet til pressen. Det viste sig ikke at være en enkelt svipser: sletningsbestemmelserne blev aldrig efterlevet. Og de fem politifolk, som havde snaget i PSM’s fortid i de sidste to døgn før pressen bragte historien, kunne ikke identificeres. Ingen af dem havde haft nødig at bruge deres personlige kode, da det var kutyme på alle politistationer, at CKR stod permanent åbent for alle!’
Men hvis det PW skriver er rigtigt, så kan eventuelle whistleblowers måske osse omgå dokumentstyringen i ministeriet. Hvem ved?
Din arbejdsopgave til journalisterne synes jeg er rigtig god!
Ole Thofte:
“Hvis det er rigtigt at dokumentstyringen er nøje kontrolleret er der vel osse en præcis logning, der viser hvad der sker med dokumenterne og hvem der gør det”
Netop. Men hvilke løsninger og procedurer ministerierne benytter til håndtering af dokumenter, ved jeg intet om. Men mon ikke IT alderen er nået til ministerierne også? ;-)
Dokumenterne har da bare aldrig nogensinde fået et journal-nr. eller er blevet lagt forkert ind igen eller lagt ind i en anden mappe. Så er de nemlig officielt væk…
Du har nok ret, Karsten Aaen, at det foregår på nogenlunde den måde.
Spørgsmålet er, om det lever op til lovene, f.eks. om forvaltningen, og om offentlighed i forvaltningen?
Og lever ministerierne ikke op til lovene, er spørgsmålet også, hvem der bærer ansvaret. Er det topembedsmændene? De kan vil alene forsøge at smide ansvaret over på ministeren, hvis denne har pålagt dem at sylte opgaven med at kunne leve op til lovene, og således bedt dem om at handle ulovligt.
Ytringsfriheden består måske i, at man kan sige, hvad man vil, men følges vist snarest af et forbud mod at ytre sig, en mundkurv gennem terrorlovene eller ved islamfobierne, der selvmodsigende nok siges at blive forfægtet af fortalere for frihed. Koderne bag sådanne “dualismer” er altid en undersøgelse værd, men universalierne virker dog netop gennem modsigelsen, så afkodningen kan blive et nyttig blottelse af frihedens tåbelighed.
Nu er akterne så fundet - lige på nær et par stykker. De er nok de mest interessante.
Ups! 21 indlæg væk. Nu skal jeg nok være artig, og ikke provokere unødigt ;-)
William Kern
Jeg må indrømme, at jeg nyder ”de mange ord” og ”sure opstød”. Hvad andet kan man gøre end at ironisere så tykt det lader sig gøre?
Topmålet af naivitet ser jeg i disse ord:
”hvad om du opfordrede DF til at holde fast i de statsretlige principper og modstå den nuværende regerings lumpne angreb på kontrolfunktionerne i statsapparatet”.
HA! Jeg ved virkelig ikke helt, om jeg skal le eller græde.
Ved nærmere eftertanke: Er der nogensinde nogen, som har forsøgt sig med moralisering og at tale til DFs bedre jeg?
Inger Sundsvald:
“Ved nærmere eftertanke: Er der nogensinde nogen, som har forsøgt sig med moralisering og at tale til DFs bedre jeg?”
Her er et efter min mening udmærket forsøg:
www.youtube.com/watch?v=bm7WtGjmzcE
Vedrørende udgivelsen af “Refleks” som separat sektion.
I forbindelse med vore sommertiltag er tillægget “Refleks” blevet flyttet til første sektion. Her finder man blandt andet flere af vore sommerserier, kommentarer, og også Georg Metz’ ugentlige klumme Intermetzo. Dette har ingen indflydelse på netavisens udseende, men udelukkende på den trykte avis.
Udgivelsen som selvstændig sektion genoptages 22. august.
Debatvært
Espen Fyhrie