Det syn, der møder mig, da jeg under den brølende sol kommer trillende ned ad landevej 6 i den gamle Suzuki og nærmer mig campingområdet, er store mængder ungersvende, som grundet det halvlune vejr har smidt det meste af tøjet på vej mod festivalpladsen. Synet af de hvide opsvulmende herreoverkroppe (mange dekoreret med de for nordboerne så karakteristiske tatoveringer) får et øjeblik deres udsendte til at frygte, at den frygtede fedmeepidemi – kendt fra talløse dokumentarudsendelser på Kanal 4! – nu også er nået til Roskilde. Men vel sluset indenfor kan vejret atter trækkes roligt, i det mylderet i varmedisen viser sig at bestå af mennesker af alle afskygninger, i alle storrelser og de fleste køn og hudfarver.

Selvom modefarven i år i udpræget grad er en charmerende lyserød, ikke ganske ulig den der kendetegner kogte hummere.  
Ellers er alt sgu som det plejer, for better or worse. De samme madboder, de samme tøjudsalg, de samme hippiehandlende, det samme nedslidte græs, de samme uendelige rækker pissoirer, de samme blidt bølgende menneskemasser, der til forveksling ligner alle de andre masser fra alle de andre festivaler.

Ja, det er den samme gamle historie – hvert år, vel hjemkommen, meddeler jeg fruen, at NU er det slut. Det var så sidste gang. Indtil begivenheden atter nærmer sig og jeg som en gammel cirkushest, der lugter savsmulden, mærker det rykke i mig og ja – her sidder jeg så igen, storsvedende ved en dårlig computer i Mediebyen og alt er – som nævnt – fuldstændig som det plejer. Beroligende - OG lidt foruroligende.  

Dynami og glæde

Lyden af Roskilde er en rumlende bas garneret med uldne trommer et sted i det fjerne, mens man slæber sit luksuskorpus fra den ene scene til den næste, thi musikken er ikke nødvendigvis det vigtigste her (det er forplejningen selvfølgelig!). Men stadig frisk glider undertegnede ind under teltdugen på Cosmopol, hvor den malinesiske oktet Gangbe Brass Band er i fuld gang med at blæse et entusiastisk publikum omkuld med smidige og besnærende rytmer, tilsat en ordentlig gang messingsuppe. Nu er blæsere ikke noget, der normalt forbindes med Mali, men efter en dynamisk og glædesfyldt time i selskab med de otte gentlemen, må man spørge – hvorfor egentlig ikke det? Der breder sig en stemning af elegant high life og gemen venlighed i teltet, hvor de fremødte svinger og svajer til de inciterende rytmer, der minder om alt, der er godt. Der studses over, hvor vanvittig mange æggende rytmer, de to slagtøjsspillere kan holde korende, og ikke mindst tubaspilleren, som får kæmpehornet til at swinge på en måde, undertegnede ikke trøde mulig. Endelig er der så meget fut, fest og farver over de fem blæsere i front, at det er lige til at blive misundelig over. En skæg version af Michael Jacksons »Thriller« er det eneste, Deres udsendte kan genkende, men alt her er bare godt på den gode måde og dagen er off and running. 

Underskønt udenfor

At starte dagen med et sådant højdepunkt kan give bagslag, idet alt efterfølgende får karakter af bagateller. Sådan er det i hvert fald med de to reggae-veteraner U-Roy & Pablo Moses, der trods den fælles annoncering ikke optræder sammen, men hver især giver et 45 minutters sæt.

Trods deres imponerende credentials er der lige lovlig meget business as usual over deres performance og højdepunktet for undertegnede bliver en genial kop iskaffe med en ordentlig scoop vanilleis.
Så giver amerikanske Fleet Foxes betydelig mere mening nede på Arena med deres kildevældsfriske harmonisang og underskønne sans for det melodisk indbydende.

Et band, der formår at trække tråde bagud og stadig lyde nutidige. Kunne man så bare være kommet ind i det stopfulde telt og også have set dem, havde det været perfekt. Oh well – så må man jo kigge på kvinderne i stedet. Under den brølende sol.