Når urinstøvet har lagt sig over den hårdt prøvede Dyrskueplads, vil årets Roskilde Festival blive husket for – trods vaklende støtte – at rejse sig og bekræfte sin kulturelle relevans. Og med det menes ikke kun det verdenmusikalske udsyn eller alternative bands undergravende virksomhed.

Hermed menes også, at Roskilde Festivalen som så mange år før atter i år har bekræftet sin status som forum for overpræstation og for højmesser.

Lørdag nat var scenen sat til danske Malk de Koijns comeback, og det lykkedes ud fra – vistnok – alle vinkler. Og dermed blev det bekræftet, at skal man sejre definitivt på hjemmebane her til lands, så skal man sejre på Roskilde, hvor det netop er internationalt VM.

Men Roskilde er mere end konkurrence. Så tillad mig at efterlyse andre kulturelle, ja, nærmest public service-lignende forpligtelser, som festivalen ikke kun er blevet tillagt, men som den også selv stolt har næret gennem livslang dedikation til udfordring og friånd.

Vi taler musikere, som nægter at bekræfte vores livsstil, nostalgi, sentimentalitet, identitetsopbygning, samfundsmodel. Musikere, som driller middelklassen og er uinteresserede i at kommunikere med den bræmme af kulturjournalister i forsvar for deres livsstil.

Livsstil er heldigvis en elastisk størrelse på en festival, hvor den indre bowlerhat bliver slynget langt pokker i vold i en øl-, hash-, coke-, sprutrus allerede torsdag aften. Og det er festivalens potentiale, at demonstrere netop dét. Ikke at kreditfor­enings­lånet er væk mandag morgen, men har det nogensinde skadet med lidt sprængt horisont til morgenmad?

Så derfor kan undertegnede kun bifalde, at festivalledelsen har udvidet det offentligt tilgængelige område, og dermed givet pøbelen adgang til smut­veje over Dyrskuepladsen, som før var forbeholdt moderne aristokrati. Mediebyen er skrumpet, og asfaltveje, som før blev betrådt af privilegerede gummisko, er nu til fri afbenyttelse. Og al ære være med det.

Men samtidig må man også begræde den regressive effekt på f.eks. Orange Scene (hvor sekscifrede masser kan samles), der i år har været præget af en svært rocket, blegfesen menu. Især fredag fra klokken 17 til 03 med ét langt, hvidt rockprogram.

Og finanskriser kan heller ikke retfærdiggøre hiphoppet og elektronisk repræsentation. Innovatørerne fylder sjældent i budgettet. Og det undrer yderligere, at man slutter af med en ligegyldig stjerne fra klub­land som Deadmau5 lørdag nat.

Det kan så være, at det er for at løse de logistiske problemer, ved Malk de Koijns samtidige koncert. Der blev ventet i køer i timevis, og der blev opfordret til at holde øje med storskærmenes praktiske meddelser undervejs.

Men hvis man opildner til monokultur, så får man monokultur. Med alle de indavls-symptomer og hyper-befolkningskoncentrationer, som det indebærer. Og det var vist ikke meningen, var det, Rrrrroskilde?